Bornholm var nok det sted i Danmark, som fik Den Kolde Krig tættest ind på livet. Øen blev besat af Sovjetunionen i maj 1945, og de sovjetiske betingelser for at opgive besættelsen og forlade Bornholm i april 1946 hvilede som en skygge over øen helt frem til november 2000, hvor britiske soldater deltog i en øvelse som de første udenlandske soldater på Bornholm siden 1946.
De sovjetiske betingelser i udenrigsminister Molotovs note til den danske regering den 5. marts 1946 lød: ”Hvis Danmark er i stand til straks med sine tropper at besætte øen Bornholm og på Bornholm oprette sin administration uden nogen som helst deltagelse af fremmede tropper og fremmed administration, vil den sovjetrussiske regering tilbagekalde sine tropper fra Bornholm og overgive øen til den danske stat.”1
Den danske regering svarede bekræftende på den sovjetiske note. Spørgsmålet var, om regeringen dermed havde indgået en aftale med Sovjetunionen om kun at tillade danske styrker på Bornholm. Det mente Sovjetunionen, og i praksis administrerede den danske regering under det meste af Den Kolde Krig som om der var indgået en sådan aftale eller forpligtelse. I 1953 fastlagde regeringen retningslinjer for NATO’s flådeøvelser i Østersøen, bl.a. at skibe fra alle andre NATO-lande end Norge normalt ikke ville få tilladelse til at benytte de bornholmske havne under disse øvelser. Senere udsendte Forsvarskommandoen en hemmelig forholdsordre (’Østersø-direktivet’) om, at der ikke måtte findes allierede styrker på Bornholm, i luftrummet over Bornholm eller indenfor en grænse på tre sømil i farvandet ud for Bornholm2.
Baggrunden for denne ikke-provokationspolitik overfor Sovjetunionen var minderne fra den sovjetiske besættelse af Bornholm i 1945-46 og ikke mindst frygten for, at øen ikke var værdifuld nok til, at NATO ville indlede en storkrig i Europa som svar på en isoleret sovjetisk besættelse af øen. Samtidig undgik Danmark ved denne politik at blive presset af sine allierede til at omdanne Bornholm til en fremskudt NATO-base i Østersøen3. Den danske politik i forhold til Bornholm mindede dermed en del om den norske politik i forhold til Finnmark, som grænser op til Sovjetunionen i det nordøstlige Norge, og hvor der også var lagt begrænsninger på NATO’s aktiviteter under Den Kolde Krig.
Den danske ikke-provokationspolitik var dog ikke uden undtagelser. F.eks. fik en britisk efterretningsenhed, der i 1950’erne gennemførte hemmelige operationer i Østersø-området under dække af at udføre fiskeriinspektion, tilladelse af det danske forsvar til at benytte de bornholmske havne4. Og i 1980’erne fik vesttyske minestrygere og ubåde tilladelse til anløbe de bornholmske havne, og allierede militærfly fik tilladelse til at lande på Bornholm undtagen i forbindelse med øvelser5.
Flyvevåbnets og Søværnets radarstation i Almindingen og Forsvarets Efterretningstjenestes lyttestation ved Dueodde var desuden blandt Danmarks vigtigste bidrag til NATO under Den Kolde Krig. Disse radar- og lyttestationer rakte langt ind i Østeuropa og transmitterede løbende værdifulde varslinger og efterretninger til det danske forsvar og resten af NATO. Radar- og lyttestationerne var bemandet af det danske forsvar, men i 1981 blev der givet tilladelse til, at en enkelt vesttysk radaroperatør diskret kunne udstationeres på radarstationen på Bornholm for at styrke koordinationen med det vesttyske flyvevåben6.
Officielt var der dog kun danske styrker på øen. Bornholms Værn blev genoprettet efter den sovjetiske besættelse og fik hovedkvarter på Almegårds Kaserne ved Rønne som et regiment bestående af alle værn og våbentyper med én fælles chef. En del af Søværnets og Flyvevåbnets personel holdt til på Segen Kaserne ved radarstationen i Almindingen. Desuden var Hjemmeværnet meget aktive på Bornholm for sammen med Bornholms Værn og mulige forstærkninger fra Sjælland at opretholde et lokalt kupforsvar på et højt beredskab for at forebygge en ny besættelse af øen. Havneberedskabet var vigtigt, der blev etableret militære depoter og forberedt en minering af havnene samt en sprængning af broer og landingsbanen på Rønne Lufthavn. Søværnet havde bevogtningsfartøjer klar, og øens forsvar havde også gavn af de danske og vesttyske undervandsbåde i Østersøen7.
Realistisk set ville det dog ikke have været muligt at forsvare Bornholm mod et større angreb fra Warszawapagten. Et internt papir i Udenrigsministeriet fra 1960 viser, at man regnede med, at Bornholm måtte opgives: “Nato har kun interesse i Bornholm som Early Warning Station (tidlig varslingsstation), da øen i realiteten ikke kan holdes (…) Den nationale interesse i, at området i tilfælde af krig holdes, må som nævnt betragtes som uopfyldelig” 8.
Bornholm var også målet for en del flygtninge især fra Polen. Bornholms Museum har registreret ca. 250 personer, som flygtede til øen under Den Kolde Krig, bl.a. tre polske piloter som flygtede til Bornholm i deres MiG-15 jagerfly i 1950’erne9. Læs Flyvevåbnets Historiske Samlings hæfte om de polske MiG-15 fly på Bornholm. Bornholmertårnet ved Dueodde udstiller i øjeblikket et polsk MiG-15 jagerfly.
På siden Bornholm – Dokumentation findes flere artikler om Bornholm under Den Kolde Krig.
Museer om Den Kolde Krig på Bornholm:
Bornholms Forsvarsmuseum
Bornholms Museum
Bornholmertårnet, Dueodde
Hammeren Fyr
Kilder og litteratur
Bjerring-Hansen, Jacob (2014): Almegårds Kaserne og Bornholms Værn, i Morten Stenak, Thomas Tram Pedersen, Peer Henrik Hansen & Martin Jespersen (red.): Kold Krig – 33 fortællinger om Den Kolde Krigs bygninger og anlæg i Danmark, Færøerne og Grønland, København: Kulturstyrelsen 2014.
Bogason, Peter (2016): Søværnet under den kolde krig – Politik, strategi og taktik, København: Snorres Forlag 2016.
DIIS (2005): Danmark under den kolde krig, Den sikkerhedspolitiske situation 1945-1991, København: DIIS 2005.
Geckler, Niels & Morten Friis Jørgensen (2021): Bornholm i krig og i fred, Rønne: Hakon Holm Grafisk 2021.
Hansen, Peer Henrik (2014): Dueodde lyttepost og den danske efterretningsindsats, i Morten Stenak, Thomas Tram Pedersen, Peer Henrik Hansen & Martin Jespersen (red.): Kold Krig – 33 fortællinger om Den Kolde Krigs bygninger og anlæg i Danmark, Færøerne og Grønland, København: Kulturstyrelsen 2014.
Jensen, Bent (1999): Bjørnen og haren – Sovjetunionen 1945-1965, Odense: Odense Universitetsforlag 1999.
Jensen, Bent (2014): Bornholm, i John T. Lauridsen, Rasmus Mariager, Thorsten Borring Olesen & Poul Villaume (red.): Den Kolde Krig og Danmark, Gads Leksikon, København: Gad 2011.
Kulturstyrelsen (2023): Bornholms Værn, artikel på slks.dk 2023.
Kyrø, Øjvind (2017): Det hemmelige Bornholm – Bornholmere fortæller om Den Kolde Krig, København: People’s Press 2017.
Seerup, Jakob (2019): Kold krig på Bornholms Museum, i Peer Henrik Hansen & Martin Jespersen (red.): Kold krig på museum – Historier om kanoner, spioner og hverdagsliv, s. 82-91, Rudkøbing: Langelands Museum 2019.
Villaume, Poul (1995): Allieret med forbehold, Danmark, NATO og den kolde krig. En studie i dansk sikkerhedspolitik 1949-1961, København: Eirene 1995.
Villaume, Poul & Thorsten Borring Olesen (2005): I blokopdelingens tegn 1945-1972, Dansk Udenrigspolitiks Historie, bind 5, København: Gyldendal 2005.
Westergaard, Finn (2008): Fra ASTA til SKYLIGHT og GOTHAM – En beretning om Flyvevåbnets kontrol- og varslingstjeneste 1951-2007, Karup: Flyvevåbnets Historiske Samling 2008.
www.danmarkidenkoldekrig.dk (se siden Bornholm – Dokumentation).
Noter
1. Citeret fra Hornemann (2006: 339).
2. DIIS (2005: Bind 1, 243), Bornholms Tidende 19. februar 2022 samt Udenrigsministeriets notat af 8. november 1967 om Bornholms militærpolitiske stilling set i relation til Sovjetunionen. Geckler & Jørgensen (2021: 192-216) indeholder en gennemgang af, hvordan de danske politikere og embedsmænd løbende under Den Kolde Krig justerede på de selvpålagte restriktioner, der var lagt på NATO’s aktiviteter omkring Bornholm for ikke at provokere Sovjetunionen.
3. DIIS (2005: Bind 1, 246) og Villaume & Olesen (2005: 48 og 165-67).
4. Hornemann (2006: 610-11), Bogason (2016: 92), Kyrø (2017: 41-47) og Geckler & Jørgensen (2021: 236-237).
5. DIIS (2005: Bind 1, 363), Hornemann (2006: 15 og 778), Kyrø (2017: 164-72) og Geckler & Jørgensen (2021: 212-215).
6. Hornemann (2006: 765-67).
7. Bogason (2016: 189), Clemmesen (2017), Kyrø (2017: 95-130) og Geckler & Jørgensen (2021: 271-288).
8. Citeret fra Jensen (1999: 199).
9. Oplysninger fra Maria Tuniszewska-Ringby og Bornholms Museum, Kyrø (2017: 49-85 og 145-47) og Seerup (2019: 89-91).
© Jens Perch Nielsen og koldkrig-online.dk 2023