Danmark under den kolde krig

Atomvåben

Siden er under redigering.

Ingen kan helt overskue følgerne af, at et land bliver erobret med nutidens våben
og senere befriet med tilsvarende våben, men enhver må være enig med regeringen i,
at det er dens pligt at gøre sit yderste for, at en sådan ulykke ikke rammer Danmark.
Udenrigsminister Gustav Rasmussen i Folketinget den 17. oktober 1950.

Udenrigsminister Gustav Rasmussens udtalelse i Folketinget den 17. oktober 1950 viser, at de danske politikere meget tidligt var klar over, hvor ødelæggende en atomkrig ville være. I begyndelsen af 1950’erne var deres frygt netop, at Danmark først ville blive besat med brug af sovjetiske atomvåben, og senere befriet med brug af amerikanske atomvåben. Man forstår godt, at det danske civilforsvar i disse år blev udbygget kraftigt for at kunne afbøde virkningerne af en sådan krig.

Atomvåben var en af de ting, som gjorde den kolde krig til noget særligt. Tidligere havde stormagternes våbenkapløb handlet om at vinde den næste krig. Nu kom våbenkapløbet mellem de to supermagter til at handle om at udgå en atomkrig ved at afskrække modstanderen fra at angribe. Fokus var på at gøre afskrækkelsen troværdig, og denne troværdighed afhang bl.a. af de avancerede våben-, varslings- og kommandosystemer, som USA og Sovjetunionen opbyggede under den kolde krig. Dermed kom den teknologiske udvikling omkring atomvåbnene til at spille en helt afgørende rolle for, hvordan den kolde krig udviklede sig.

Atomvåbnene blev det centrale element i den såkaldte ”terrorbalance” mellem USA og Sovjetunionen, en balance som begge parter var meget følsomme overfor ændringer i. For USA og NATO blev atomvåbnene også et middel til at opveje Sovjetunionens overlegenhed, når det gjaldt konventionelle styrker i Europa. De blev set som en billig løsning, der gav ”more bangs for the buck” i en alliance, hvor USA helt fra starten havde svært ved at få de europæiske lande til at bidrage tilstrækkeligt til forsvaret af Vesteuropa.

Det var USA, der havde ansvaret for NATOs atomvåbenstrategi. Frankrig og Storbritannien fik ganske vist deres egne atomvåben, men de øvrige NATO-lande var helt afhængige af USA på dette område.

USA formulerede først strategien om ”massiv gengældelse”, som blev vedtaget af NATO i 1954 (MC 48). Strategien lagde op til, at atomvåben kunne bruges fra starten af en krig og over en bred front, også taktisk i det direkte forsvar af de enkelte NATO-landes territorium. Hvis Danmark var blevet angrebet af Warszawapagten på dette tidspunkt, ville NATO formentlig have anvendt amerikanske atomvåben på dansk område for at imødegå angrebet.

Det var som led i denne strategi, at Danmark i 1957 fik tilbudt Nike og Honest John missiler som våbenhjælp ”med og uden atomladning”, som forsvarsminister Poul Hansen oplyste på ministermødet den 16. marts 1957. Danmark sagde ja tak til tilbuddet om missilerne, men uden atomladninger ”ud fra de foreliggende forudsætninger”. Atomladningerne blev i stedet placeret i et amerikansk depot i Meyn lige syd for den dansk-tyske grænse. Samtidig accepterede statsminister H.C. Hansen stiltiende, at USA placerede atomvåben ved de amerikanske styrker i Grønland.

Socialdemokratiets valgplakat ved folketingsvalget i maj 1957, hvor den danske atomvåbenpolitik for første gang blev formuleret på skrift.

Strategien om ”massiv gengældelse” lagde op til, at begyndelsen af en tredje verdenskrig kunne blive et nukleart ragnarok i Europa. Af samme grund forudsatte strategien, at hovedparten af de konventionelle amerikanske styrker først ville blive sat ind for at befri Europa efter de første 30 dage af en krig.

Efter 1957, hvor Sovjetunionen rykkede på terrorbalancen ved at gennemføre et vellykket forsøg med interkontinentale missiler og opsende Sputnik 1-satellitten, ændrede USA og NATO gradvist strategi. Nu var det amerikanske fastland direkte truet af atomvåben. USA’s svar på denne trussel var bl.a. de ubådsbaserede atommissiler og udviklingen af strategien om ”flexible response”. Denne strategi var reelt gældende fra begyndelsen af 1960’erne, men blev først vedtaget af NATO i 1967.

”Flexible response” betød, at USA’s atomvåbenstrategi blev en ganske kompliceret affære, som der kunne skrives tykke akademiske bøger om. Strategien forudsatte, at en atomkrig kunne begrænses og eskaleres, og at USA havde mange atomvåbensystemer at spille på. Samtidig indebar strategien set med europæiske øjne en risiko for en begrænset atomkrig i Europa, altså en afkobling af forsvaret af Vesteuropa fra forsvaret af USA. NATOs såkaldte dobbeltbeslutning i 1979 var et forsøg på at løse dette dilemma.

I 1980’erne blev ”flexible response” endnu mere avanceret med USA’s Strategic Defence Initiative (SDI – det såkaldte stjernekrigsprojekt), som bl.a. indebar, at det amerikanske fastland skulle forsvares mod atomvåben. Dermed ville terrorbalancen endnu en gang blive rykket, denne gang i USA’s favør. Sovjetunionen kunne ikke følge med og svarede igen med et ønske om nedrustningsaftaler, som kunne begrænse dette våbenkapløb.

Den kolde krig sluttede med, at Warszawapagten og Sovjetunionen brød sammen. Men atomvåbnene er der stadig. Vi undgik den ulykke, som en atomkrig i Danmark ville have været. Men frygten for en atomkrig er der også stadig.

© Jens Perch Nielsen og koldkrig-online.dk 2019