Danmark under den kolde krig

Frederiksberg Kommandocentral

Frederiksberg Kommandocentral ligger som en bunker i kælderen under den vestlige del af Frederiksberg Rådhus. Kommandocentralen var i brug fra rådhusets færdiggørelse i 1953 til efter Berlinmurens fald. Den blev aktiveret i forbindelse med eksplosionen på Valby Gasværk i 1964 og ved Tjernobyl ulykken i 1986. Den blev også brugt ved Civilforsvarets halvårlige beredskabsøvelser. Den sidst kendte øvelse i kommandocentralen var i 1999.

Kommandocentralen er på ca. 400 m2 og bygget med gassluse, ventilationsanlæg, nødstrømsgenerator, køkken og vandforsyning. Den havde brændstof til mindst tre døgns forbrug. Bunkerens betondæk var stærkt nok til at modstå en sammenstyrtning af rådhusbygningen ovenpå.

Kommandocentralen havde plads til ca. 45 embedsmænd fra kommunen, Civilforsvaret, brandvæsenet, Politiet og hospitalsvæsenet. Deres opgave var at koordinerede rednings- og hjælpeindsatsen i kommunen i tilfælde af katastrofer og krig. Det skete i samarbejde med de øvrige kommandocentraler i hovedstadsområdet og fra 1971 under ledelse af Storkøbenhavns Områdekommandocentral i Bernstorff bunkeren.

Til at melde om brande og andre skader havde kommandocentralen indrettet observationsposter på toppen af rådhustårnet, højhuset Domus Vista og Carlsbergs bygning. Observationsposterne rapporterede også om vejr- og vindforhold til kommandocentralens personale.

Frederiksberg Kommandocentral er i dag lagt i dvale og omdannet til et museum. Frederiksberg kommune åbner den jævnligt med omvisninger for besøgende, og den anvendes også til undervisning af skoleelever. Læs mere på Frederiksberg Stadsarkivs hjemmeside.

Kilder og litteratur

Oplysninger fra fhv. indsatsleder Per K. Nielsen, Beredskabsforbundet (omviser).

Poul Holt Pedersen: Storkøbenhavns civile beredskab, i Morten Stenak, Thomas Tram Pedersen, Peer Henrik Hansen og Martin Jespersen (red.): Kold Krig – 33 fortællinger om den kolde krigs bygninger og anlæg i Danmark, Færøerne og Grønland, København: Kulturstyrelsen 2014.

www.reganvest.dk

© koldkrig-online.dk marts 2017