Danmark under den kolde krig

Søværnet

Søværnet havde indtil 1970 hovedkvarter i Søværnskommandoen (SVK), som lå i København. Den operative kommando var fra 1951 opdelt i Flåden, Kystbefæstningen og tre marinekommandoer, indtil der den 1. juni 1961 blev oprettet en samlet Søværnets Operative Kommando (SOK) med hovedkvarter i Aarhus1. Under sig havde SOK:

  • Den sejlende flåde, som var opdelt i eskadrer efter skibstype, f.eks. fregateskadren, og
  • Marinedistrikterne, som havde ansvaret for det lokale forsvar, farvandsovervågning, kystforter, depoter og andre lokale opgaver.

Efter Anden Verdenskrig skulle den danske flåde stort set genopbygges fra grunden. Kun få af flådens skibe havde overlevet krigen, og i efteråret 1945 blev der derfor anskaffet fregatter, ubåde og minestrygere i Storbritannien. Desuden blev der bygget nye torpedobåde på Orlogsværftet på Holmen og uddannet nyt personel. Samtidig stod Søværnet overfor en stor opgave med minestrygning efter krigens omfattende mineringer, og i årene efter krigen blev ca. 20.500 miner uskadeliggjort i de danske farvande2.

Efter Danmarks tilslutning til NATO i 1949 fik Søværnet amerikansk våbenhjælp i form af støtte til at indkøbe skibe og andet udstyr samt bistand til at udbygge Orlogsværftet bl.a. med et nyt motortorpedobådsværft. Fra 1959 blev våbenhjælpen ydet gennem det såkaldte cost-sharing-program, hvor USA betalte halvdelen af udgiften til de indkøbte skibe. Samtidig fik Søværnet værdifuld hjælp ved at en del af personellet fik udbygget deres uddannelse i Storbritannien og USA3.

NATOs strategi var i begyndelsen af 1950’erne at spærre de danske stræder i det nordlige Kattegat og Skagerrak. Danmark var ikke tilfreds med denne strategi og forsøgte i begyndelsen af 1950’erne – bl.a. med opførelsen af Langelandsfortet og Stevnsfortet – at etablere en forsvarslinje længere mod syd ved Østersøen. Men hvis denne forsvarslinje skulle kunne forsvares, var det nødvendigt, at Vesttyskland bidrog militært.

Søværnet arbejdede derfor aktivt for at etablere et tæt samarbejde med den vesttyske flåde, efter at Vesttyskland var blevet medlem af NATO i 19554. I slutningen af 1950’erne blev der oprettet en fælles NATO-flådekommando for Østersøen i Kiel, og denne flådekommando blev i 1962 en del af Enhedskommandoen. Desuden blev der oprettet NATO-depoter for den vesttyske flåde ved Korsør, Ebeltoft og Frederikshavn. Det dansk-tyske samarbejde betød, at Søværnet efterhånden kunne koncentrere indsatsen om Sjælland og den sydlige del af Øresund samt farvandet nord for Bornholm, mens vesttyskerne tog sig af den vestlige Østersø og farvandet syd for Bornholm5.

Under den kolde krig var Søværnets opgaver i fredstid bl.a.:

  • Farvandsovervågning, kyst- og havnebevogtning samt patruljering i Østersøen for at håndhæve dansk suverænitet, indhente efterretninger og forhindre, at en fjendtlig aktion mod Danmark og resten af NATO kunne ske uvarslet.
  • Mine- og ammunitionsrydning, søredning, fiskeriinspektion, forureningsbekæmpelse, søopmåling og andre opgaver i fredstid.
  • Fiskeriinspektion, overvågning og suverænitetshævdelse i og omkring Færøerne og Grønland.

I krise- og krigstid ville opgaverne bl.a. være:

  • Afspærring og kontrol af gennemsejlingen af de danske stræder, bl.a. for at forhindre de sovjetiske krigsskibe og ubåde i at slippe ud af Østersøen for at angribe NATOs forsyningslinjer i Nordsøen og Atlanterhavet.
  • Imødegåelse af provokationer, landsætninger og invasion af Danmark og Slesvig-Holsten fra Østersøen.
  • Deltagelse i NATOs fremskudte forsvar i Østersøen i samarbejde med Hæren og Flyvevåbnet.
  • Sikring af havne og trafikforbindelser mellem landsdelene samt modtagelsen af allierede forstærkninger6.

Søværnets traditionsrige hovedbase på Holmen i København lå nogenlunde centralt i forhold til de fleste af Søværnets opgaver, men Holmen lå også meget udsat ved et angreb fra sydøst. For at kunne sprede Søværnets skibe og sikre en bedre logistisk støtte for NATOs flådestyrker blev der derfor åbnet nye flådestationer i Korsør i 1960 og i Frederikshavn i 1962 som en del af NATOs infrastrukturprogram. Fra slutningen af 1970’erne begyndte danske flådeenheder også at få fast tilholdssted i Frederikshavn og Korsør. I dag har Søværnet alene flådestationer i Frederikshavn og Korsør.

Søværnet er ligesom Flyvevåbnet et materielorienteret værn, hvor der ikke er den store forskel mellem krigs-, krise- og fredsberedskabet. Derfor hænger Søværnets udvikling under den kolde krig snævert sammen med den teknologiske udvikling og de økonomiske muligheder for at kunne udskifte skibene og våbensystemerne i takt med, at de blev nedslidte og teknologisk forældede. [resten af siden er under redigering] Flådeplan i 1960, ny “Flådeplan 82” i 1973. Standard Flex-skibe 1982. Forsvarsforlig 1988 om at lukke Orlogsværftet og udflytte flåden fra Holmen..

Sirius patruljen 1950. Frømandskorpset 1957. Søværnets skoler.

Søværnet opførte i begyndelsen af 1950’erne to nye kystforter på Langeland og Stevns. Samtidig blev det besluttet at udbygge kystfortet Bangsbo ved Frederikshavn, som tyskerne havde opført under Anden Verdenskrig. De tre kystforter er i dag koldkrigsmuseer: Bangsbo Fort, Koldkrigsmuseum Langelandsfort og Koldkrigsmuseum Stevnsfort.

Forsvaret om Søværnets historie

Nationalmuseet om Søværnet efter 1945

Kilder og litteratur

Peter Bogason: Søværnet under den kolde krig – Politik, strategi og taktik, København: Snorres Forlag 2016.

Kjeld Galster: Søværnet, i John T. Lauridsen, Thorsten Borring Olesen, Rasmus Mariager, Poul Villaume (red.): Den kolde krig og Danmark, Gads Leksikon, København: Gad 2011.

P. Garde: Kystdefensionen: Fortid – nutid – og fremtid, i Tidsskrift for Søvæsen, Årg. 161, nr. 6 (1990), s. 366-378.

Thomas Tram Pedersen: De militære hovedkvarterer – Søværnets Operative Kommando i Aarhus og Flyvertaktisk Kommando i Karup, i Morten Stenak, Thomas Tram Pedersen, Peer Henrik Hansen og Martin Jespersen (red.): Kold Krig – 33 fortællinger om den kolde krigs bygninger og anlæg i Danmark, Færøerne og Grønland, København: Kulturstyrelsen 2014.

S. S. Thostrup: Søværnets genopbygning efter 1945, i R. Steen Steensen: Flåden gennem 475 år, 1. del, København: Martins Forlag 1974.

S. C. Volden: Danske Hærordninger efter 2. Verdenskrig i nationalt og internationalt perspektiv, Karup: Hærens Operative Kommando 2007.

Noter

1. Garde (1990: 369-76) og Tram Pedersen (2014: 85).
2. Thostrup (1974: 174-85), Galster (2011: 631) og
3. Thostrup (1974: 196-203), Galster (2011: 631) og
4. Se siden Det dansk-tyske møde i 1955.
5. Bogason (2016: 118, 200, 277-78 og 291).
6. Thostrup (1974: 204-5) og Bogason (2016).

© koldkrig-online.dk januar 2018 (under redigering)