Danmark under den kolde krig

Danmarks vej ind i Atlantpagten (NATO) 1949

Den 4. april 1949 underskrev udenrigsminister Gustav Rasmussen på Danmarks vegne den Nordatlantiske Traktat, populært kaldet Atlantpagten. Dermed var Danmark deltager i det nordatlantiske forsvarssamarbejde NATO. Men forud var gået intense overvejelser og forhandlinger mellem de ledende danske politikere.

Efter Påskekrisen i foråret 1948 forsøgte den danske regering i erkendelse af det barske udenrigspolitiske klima og landets egne militære svagheder at etablere enighed med Norge og Sverige om et skandinavisk forsvarsforbund. Svenskerne ville imidlertid ikke være med til at knytte forbundet til en vestlig blok, mens Norge ubetinget ønskede en tilknytning til et vestligt samarbejde. Den danske regering forsøgte forgæves at finde et kompromis mellem de svenske og norske standpunkter, som også USA ville kunne acceptere bl.a. for at sikre amerikansk våbenhjælp og tilsagn om militær hjælp fra USA ved et sovjetisk angreb.

Da den amerikanske regering viste sig at være afvisende over for de skandinaviske landes ønske om våbenhjælp uden at de knyttede sig til en amerikansk ledet vestlig forsvarsalliance, og da svenskerne var urokkelige i deres neutralitetspolitik, måtte den ædle tanke om et skandinaviske forsvarsforbund officielt opgives i februar 1949. Derefter stod dansk medlemskab af Atlantpagten tilbage som den eneste forsvarlige mulighed for regeringen.

Hele forløbet med forhandlinger frem og tilbage blandt de ledende danske politikere dokumenteres nedenfor:

Dokumentation

I en tale i Underhuset den 21. januar 1948 foreslog den britiske udenrigsminister Ernest Bevin at oprette et forsvarssamarbejde mellem Frankrig, Storbritannien og de tre Benelux-lande. Efter korte forhandlinger blev der indgået en forsvarspagt mellem de fem lande, kaldet Vestunionen, i Bruxelles den 17. marts 1948. Bevin nævnte i sin Underhus-tale, at det foreslåede samarbejde senere kunne udvides til andre lande. Men statsminister Hans Hedtoft fastslog den 30. januar 1948, at Danmark ikke skulle placeres i nogen blok og være med til at uddybe modsætningerne mellem Øst og Vest1.

Efter Påskekrisen i marts 1948 overbragte den svenske udenrigsminister Östen Undén den 30. april 1948 den danske ambassadør i Stockholm Nils Svenningsen en meddelelse om, at den svenske regering var villig til sammen med Danmark og Norge at drøfte muligheden for et tættere forsvarssamarbejde. I de følgende måneder blev spørgsmålet drøftet mellem de tre regeringer2.

Den 11. juni 1948 vedtog det amerikanske Senat en resolution, der lagde grunden for den sikkerhedspolitiske alliance, som i april 1949 blev udmøntet i Atlantpagten. Resolutionen er opkaldt efter formanden for Senatets Udenrigskomité, senator Vandenberg, der spillede en hovedrolle i resolutionens tilblivelse og vedtagelse. I juli 1948 begyndte de såkaldte “Washington Exploratory Talks” mellem USA, Canada og de europæiske lande i Vestunionen om mulighederne for en vestlig forsvarsalliance3.

Den 24. juni 1948 gennemførte Sovjetunionen en blokade af adgangsvejene til Berlin. Under blokaden, der varede indtil den 12. maj 1949, forsynede Storbritannien og USA via en luftbro Vestberlin med fødevarer og brændsel. Blokaden var gengældelse for vestmagternes forberedelse af en ny tysk stat i vestzonerne.

Den 8.-9. september 1948 blev udenrigsministrene for Danmark, Norge og Sverige enige om et kommissorium for en forsvarskomité, som skulle undersøge mulighederne for et egentligt forsvarsforbund eller alternativt blot et løsere militært samarbejde. Regeringerne lovede samtidig hinanden, at de ikke ville gå ind i militære forhandlinger til anden side, uden at underrette de to andre lande, så længe disse undersøgelser ikke var afsluttet4.

Den 24. september 1948 blev den danske ambassade i London informeret om, at der inden længe kunne ventes en opfordring til Danmark om at tilslutte sig en Atlanterhavspagt. Den danske udenrigsminister søgte straks at overtale den britiske og den amerikanske udenrigsminister til at undlade indtil videre at fremsætte en sådan opfordring, da den ville gribe forstyrrende ind i de løbende forhandlinger om et skandinavisk forsvarssamarbejde. Udenrigsminister Gustav Rasmussen sendte den 20. november 1948 dette brev herom til Danmarks ambassadør i Washington.

Den danske ambassadør i London havde løbende samtaler med det britiske udenrigsministeriums ledelse om forløbet og indholdet af forhandlingerne om en Atlanterhavspagt og sendte i tidsrummet fra den 29. september til den 18. december 1948 disse seks rapporter hjem til København.

Den 12. november 1948 holdt Rigsdagens Udenrigspolitiske Nævn møde om de nyligt igangsatte forhandlinger mellem Danmark, Sverige og Norge om dannelse af et skandinavisk forsvarssamarbejde og om tankerne om et atlantisk forsvarsforbund med eventuel deltagelse af Danmark. På mødet opsummerede udenrigsminister Gustav Rasmussen den danske holdning til, at ”det ville være en katastrofe, hvis Danmark isoleredes fra de to andre skandinaviske lande og fra vestmagterne”, at ”man tilstræbte en skandinavisk solidarisk forsvarsalliance så hurtigt som muligt”, og at ”man ville tilstræbe en sikkerhed for, at U.S.A. ville gå i krig, hvis Danmark blev angrebet af Sovjetrusland”.

Den 18. december 1948 mødtes de tre statsministre i Uddevalla. De var enige om at fortsætte forhandlingerne om et nordisk forsvarsforbund5.

Den 3. januar 1949 fik ambassaderåd ved ambassaden i Washington Poul Bang-Jensen på et møde i State Department at vide, at vestmagterne nu var enige om at undersøge, om Danmark sammen med andre lande var villig til at overveje deltagelse i Atlantpagten. Senere på måneden fik ambassaden mulighed for at se et udkast til traktaten6.

Den 5.-6. januar 1949 mødtes de tre landes stats-, udenrigs- og forsvarsministre i Karlstad for at drøfte mulighederne for et skandinavisk forsvarsforbund. På mødet blev man enige om en arbejdsplan for de videre forhandlinger. Udenrigsminister Gustav Rasmussen fremkom på mødet med den markante udtalelse, om ikke en dansk tilslutning til Atlantpagten – ved at provokere Sovjetunionen – ville være det samme som at underskrive sin egen dødsdom?7. Den norske forsvarsministers resume af forhandlingerne kan læses her.

Den 12. januar 1949 forelagde udenrigsminister Gustav Rasmussen i Udenrigspolitisk Nævn dette referat af de foreløbige resultater af forhandlingerne mellem Danmark, Norge og Sverige om en skandinavisk forsvarsforbund. På mødet oplyste udenrigsministeren, at det for Norge og Danmark var en forudsætning for en skandinavisk forsvarsforbund, at man kunne få våbenleverancer fra Vestmagterne. Samtidig oplyste han, at Sverige var den magt, der i tilfælde af krig vil være i stand til at yde Danmark den hurtigste hjælp, mens den hjælp USA ville kunne yde først ville komme senere og måske for sent.

Den 14. januar 1949 forelå den færdige betænkning fra den skandinaviske forsvarskomité, som var nedsat i september 1948. Et uddrag af betænkningen kan læses her.

Den 14. januar 1949 instuerede den amerikanske regering sine nordiske ambassader om, at USA kun kunne støtte et skandinavisk forbund, hvis dette ikke forhindrede de deltagende lande i også at tilslutte sig en større vestligt forsvarssamarbejde, samt at våben i en overskuelig fremtid kun ville kunne leveres til de lande, der deltog i et sådant vestligt forsvarssamarbejde8.

Den 15. januar 1949 havde det ledende medlem af Det radikale Venstre, folketingsmand Bertel Dahlgaard dette synspunkt i dagbladet Information på spørgsmålet om en nordisk eller atlantisk alliance.

Den 17. januar 1949 havde Thorkil Kristensen, Venstre, dette synspunkt i dagbladet Information om alliancespørgsmålet.

Dagbladet Information bragte den 18. januar 1949 teksten til det brev til befolkningen, som en række tidligere ikke-kommunistiske medlemmer af modstandsbevægelsen havde underskrevet med opfordring til dansk medlemskab af Atlantpagten. Brevet blev postomdelt til samtlige danske husstande.

På et møde i Udenrigspolitisk Nævn den 17. januar 1949 vurderede chefen for Søværnet, viceadmiral Aage H. Vedel og forsvarsminister Rasmus Hansen, at Danmark måtte have hjælp “i løbet af få timer” i tilfælde af et sovjetisk angreb, og at Sverige derfor var den “eneste mulighed” for effektiv og hurtig militærhjælp9. Dagen efter den 18. januar 1949 fremlagde partierne på et møde i Udenrigspolitisk Nævn deres indstilling dels til et skandinavisk forsvarsforbund og forudsætningerne for dette, herunder amerikansk godkendelse og løfte om våbenhjælp, dels til en atlantisk alliance.

Repræsentanter for de tre skandinaviske landes regeringer og politiske partier fortsatte forhandlingerne om et skandinavisk forsvarssamarbejde i København den 22.-24. januar 1949, men uden at nå til enighed om ordlyden af en fælles henvendelse til vestmagterne. Svenskerne stod fast på, at et forbund skulle være reelt alliancefrit, som det fremgår af denne erklæring af udenrigsminister Undén.

Den 26. januar 1949 var der atter møde i Udenrigspolitisk Nævn om alliancespørgsmålet. De danske ambassadører i Washington, London, Paris og Moskva var kaldt hjem for at informere nævnet om stormagternes syn på en skandinavisk forsvarsalliance med eller uden tilknytning til en atlantisk union. Orienteringen gav ikke partierne anledning til at ændre på deres hidtidige standpunkter. Der var fortsat enighed om at tilstræbe en skandinavisk løsning.

Den 26. januar 1948 udtrykte den amerikanske ambassadør i København i en indberetning bekymring over, at forhandlingerne om et skandinavisk forsvarsforbund kunne trække ud. Han opfordrede til at torpedere det kommende møde i Oslo ved at lægge pres på Norge for at få landet til at tilslutte sig Atlantpagten, hvorefter Danmark efter hans opfattelse ville følge efter og også tilslutte sig pagten.

Den 29.-30. januar 1949 fortsatte de tre landes delegationer forhandlingerne om et forsvarsforbund på et møde i Oslo, uden dog at komme nærmere til enighed om forbundets forudsætninger og konsekvenser i forhold til udenforstående stater. Efter mødet blev udsendt et communiqué, som fastslog, at der ikke var tiltrækkeligt grundlag for at indgå et gensidigt forpligtende forsvarsforbund.

Den 29. januar 1949 bad den sovjetiske regering via ambassaden i Oslo den norske regering om at redegøre for sin stilling til Den nordatlantiske traktat og muligheden for at oprette militære fly- og flådebaser på norsk territorium efter traktaten. Den norske regering svarede den 1. februar 1949, at den ikke ville åbne baser på norsk territorium for fremmede tropper, så længe Norge ikke var udsat for angreb eller trusler om angreb. Den 5. februar 1949 modtog Norge et forslag fra Sovjetunionen om en indgåelse af en norsk-sovjetisk ikke-angrebspagt10.

Den 1. februar 1949 havde den amerikanske ambassadør i Oslo en samtale med den norske udenrigsminister om stillingen efter sammenbruddet af de skandinaviske forsvarsforhandlinger og den norske regerings ønske om at indgå i drøftelser om en Atlantpagt og afvise det sovjetiske pressionsforsøg. Herom sendte ambassadøren samme dag dette telegram til Washington, hvori også omtales bekymring for en voksende opposition imod deltagelse i Atlantpagten i de socialdemokratiske regeringspartier i Norge og i Danmark.

Den amerikanske ambassadør i Stockholm sendte den 2. februar 1949 dette telegram til Washington om det svenske syn på de strandede skandinaviske forsvarsforhandlinger på mødet i Oslo den 29.-30. januar 1949.

Den 2. februar 1949 var der nyt møde i Det udenrigspolitiske Nævn om partiernes opfattelse af mulighederne for at finde en løsning på de vanskelige skandinaviske forsvarsforhandlinger og spørgsmålet om, hvilken placering den kommende Atlanterhavspagt skulle have i de sonderinger, som ambassadør Kauffmann skulle foretage i det amerikanske udenrigsministerium.

På udenrigsministerens og forsvarsministerens møde med de militære chefer den 4. februar 1949 redegjorde udenrigsministeren for Danmarks stilling i forhandlingerne om en skandinavisk forsvarsalliance og Atlantpagten. Forsvarsminister Rasmus Hansen fremhævede på mødet, “at regeringen ikke havde taget nogen stilling i spørgsmålet om Danmarks tiltræden til Atlanterhavspagten”.

På Det udenrigspolitiske Nævns møde den 8. februar 1949 blev nævnet bl.a. orienteret om formålet med den norske udenrigsminister Langes rejse til Washington, ligesom det blev aftalt, at de demokratiske partier under den kommunistiske forespørgsel til ministeren den følgende dag i Folketinget ville undgå at berøre spørgsmålet om eventuel dansk tilslutning til en Atlantpagt. DKP var siden valget i 1947 ikke repræsenteret i nævnet.

Den 9. februar 1949 var der denne forespørgselsdebat i Folketinget om de skandinaviske forsvarsforhandlinger.

Den 9. februar 1949 opsøgte ambassadør Kauffmann den amerikanske udenrigsminister for at fortælle om resultatet af de skandinaviske forsvarsforhandlinger. Det amerikanske referat af samtalen kan læses her.

Den 14. februar 1949 oplyste den danske ambassade i London i et telegram, at den norske udenrigsminister Lange fra sin rejse til Washington og London havde meddelt anbassaden, at forhandlingerne havde klargjort, at alliancefrit skandinavisk forbund ikke de nærmeste fem år ville opnå den nødvendige våbenhjælp vestfra.

Herefter vedtog det regeringsbærende norske Arbeiderparti den 20. februar 1949 på et landsmøde, at et skandinavisk forsvarsforbund ikke for tiden lod sig realisere, og at Norge derfor måtte løse sit sikkerhedspolitiske problem i samarbejde med de vestlige demokratier11.

Den 23. februar 1949 erkendte statsministeren og udenrigsministeren på et møde i Udenrigspolitisk Nævn, at det sidste spinkle håb om et skandinavisk forsvarssamarbejde nu var bristet. Statsminister Hedtoft nævnte, at han havde drøftet muligheden for et dansk-svensk forsvarsforbund med den svenske statsminister, men det var svenskerne ikke interesseret i. Tilbage stod nu alene at overveje Danmarks tilslutning til den kommende Atlantpagt.

Den 24. februar 1949 udtalte Hedtoft i den socialdemokratiske rigsdagsgruppe, at rent faktisk havde Danmark “næppe noget valg” end at gå ind i Atlantpagten. Socialdemokraten Julius Bomholt udtalte på mødet, at “Det er to onder, vi skal vælge imellem”: Atlantpagten eller isoleret neutralitet12.

Den 27. februar 1949 fik Hedtoft den socialdemokratiske hovedbestyrelses tilslutning til “en undersøgelse af mulighederne for et udvidet politisk og forsvarsmæssigt samarbejde med andre demokratiske nationer”, og partiets repræsentanter i regering og rigsdag blev samtidig bemyndigedet til at træffe “de beslutninger, som Danmarks sikkerhedspolitiske stilling kræver”13.

Den 2. marts 1949 underrettede statsminister Hedtoft USA´s ambassadør om, at regeringen efter det sidste fejlslagne forsøg på at drage Sverige med ind i et dansk-svensk forsvarsforbund nu ville lade Danmark gå med ind i Atlantpagten. Derfor ville man nu sende udenrigsministeren til Washington for at få klarhed over vilkårene for Danmarks optagelse. Herom indberettede den amerikanske ambassadør samme dag til Washington i dette telegram.

Den 2. marts 1949 mødtes partiernes repræsentanter i Det udenrigspolitiske Nævn til et nyt møde om Danmarks stilling i forhold til de igangværende forhandlinger om dannelsen af en Atlanterhavspagt: Skulle Danmark ikke straks slå følge med Norge og bede om en indbydelse til at deltage i forhandlingerne?

Den 3. marts 1949 fortsatte diskussionerne i Det udenrigspolitiske Nævn: Skulle udenrigsministeren rejse til Washington for at få oplysninger om de sikkerhedspolitiske konsekvenser, som eventuelt dansk medlemskab af Atlantpagten ville få for Danmark, eller skulle man tage skridtet fuldtud og tilmelde den danske ambassadør i Washington til de afsluttende konferencer mellem de stiftende lande.

Den 4. marts 1949 var der for tredje dag i træk møde i Udenrigspolitisk Nævn om partiernes stilling til den socialdemokratiske regerings forslag om en instruks til ambassadøren i Washington om udenrigsministerens planlagte rejse til Washington for at skabe klarhed om Atlantpagtens bestemmelser til brug for Danmarks endelige beslutning om deltagelse i pagten.

I dagene 11.-15 marts 1949 forhandlede udenrigsminister Gustav Rasmussen i Washington med den amerikanske udenrigsminister Dean Acheson og amerikanske embedsmænd om Danmarks tilslutning til Atlantpagten. Under forhandlingerne bekræftede amerikanerne, at der ikke ville skulle oprettes militære baser i selve Danmark som følge af traktaten, og at de amerikanske militære anlæg på Grønland udelukkende havde defensiv karakter14.

Den 17. marts 1949 modtog regeringen en indbydelse fra den amerikanske ambassade, ved hvilken regeringerne i USA og de øvrige stiftende lande bag Atlantpagten indbød den danske regering til at deltage i underskrivelsen af Atlantpagten i begyndelsen af april15. Den 18. marts 1949 blev ordlyden af Atlantpagten (Den nordatlantiske Traktat) offentliggjort i de danske dagblade.

På et møde i Det udenrigspolitiske Nævn den 21. marts 1949 gav udenrigsminister Gustav Rasmussen nævnet et referat af de drøftelser om Atlantpagtens betydning for Danmark, som han havde haft med den amerikanske udenrigsminister under sit ugelange besøg i Washington.

Den 22. marts 1949 forelagde udenrigsminister Gustav Rasmussen i Folketinget i denne tale regeringens forslag til Rigsdagsbeslutning om Danmarks tilslutning til Atlantpagten.

Den 23. marts 1949 var der debat i Folketinget om regeringens forslag om Danmarks tilslutning til Atlantpagten.

Den 24. marts 1949 blev regeringens forslag til Rigsdagsbeslutning om Danmarks tilslutning til Atlantpagten efter denne afsluttende debat vedtaget i Folketinget med 119 stemmer mod 23; 1 medlem stemte ikke og 7 medlemmer var fraværende. I Landstinget vedtoges forslaget den 25. marts 1949 med 64 stemmer mod 8; 4 medlemmer var fraværende.

Den 4. april 1949 blev traktaten underskrevet i Washington af udenrigsministrene fra de 12 stiftende lande: USA, Canada, Storbritannien, Belgien, Nederlandene, Luxemburg, Frankrig, Italien, Portugal, Norge, Island og Danmark.

Den 24. august 1949 trådte Den nordatlantiske Traktat (Atlantpagten) i kraft efter at alle lande havde ratificeret den.

Befolkningens holdning til Atlantpagten fremgår af tre Gallupmålinger fra februar-marts 1949. De viser, at andelen af danskere, der var for dansk tilslutning til Atlantpagten, i denne periode steg fra 36 til 49 pct., mens andelen der gik ind for fortsat neutralitet faldt fra 36 til 25 pct.

Udenrigsminister Gustav Rasmussen underskriver Atlantpagten den 4. april 1949.

Kilder og litteratur

Nikolaj Petersen: Atlantpagten eller Norden? – Den danske alliancebeslutning 1949, i Carsten Due-Nielsen, Johan Peter Noack og Nikolaj Petersen: Danmark, Norden og NATO 1948-1962, København: Jurist- og Økonomforbundets Forlag 1991.

Nikolaj Petersen: Bruxellespagten, i John T. Lauridsen, Thorsten Borring Olesen, Rasmus Mariager & Poul Villaume (red.): Den kolde krig og Danmark, Gads Leksikon, København: Gad 2011.

Udenrigsministeriet: Dansk sikkerhedspolitik 1948-1966, bind I: Fremstilling, København: Udenrigsministeriet 1968.

Poul Villaume: Allieret med forbehold. Danmark, NATO og den kolde krig. En studie i dansk sikkerhedspolitik 1949-1961, København: Eirene 1995.

Poul Villaume & Thorsten Borring Olesen: I blokopdelingens tegn 1945-1972, Dansk Udenrigspolitiks Historie, bind 5, København: Gyldendal 2005.

Noter

1. Petersen (2011: 144-145).
2. Udenrigsministeriet (1968: 25-26).
3. Villaume & Olesen (2005: 107).
4. Udenrigsministeriet (1968: 26).
5. Udenrigsministeriet (1968: 27).
6. Udenrigsministeriet (1968: 27), Petersen (1991: 27 og 33) og FRUS 1949, vol. IV, s. 1-3.
7. Petersen (1991: 30).
8. Villaume & Olesen (2005: 109-110).
9. Petersen (1991: 29) og Villaume (1995: 108).
10. Udenrigsministeriet (1968: 32).
11. Udenrigsministeriet (1968: 32) og Petersen (1991: 39).
12. Villaume (1995: 115).
13. Udenrigsministeriet (1968: 35) og Petersen (1991: 40).
14. Udenrigsministeriet (1968: 36-39).
15. Udenrigsministeriet (1968: 39).

Denne samling af dokumenter stammer bl.a. fra websiden danmarkidenkoldekrig.dk. Tak til Jacob Hornemann, som har givet tilladelse til, at dokumenterne kopieres til koldkrig-online.dk.

© Jens Perch Nielsen og koldkrig-online.dk 2018