Danmark under den kolde krig

Den allierede militære hjælp fra NATO efter 1949

Ingen kan helt overskue følgerne af, at et land bliver erobret med nutidens våben
og senere befriet med tilsvarende våben, men enhver må være enig med regeringen i,
at det er dens pligt at gøre sit yderste for, at en sådan ulykke ikke rammer Danmark.
Udenrigsminister Gustav Rasmussen i Folketinget den 17. oktober 1950.

Den 4. april 1949 underskrev udenrigsminister Gustav Rasmussen og ambassadør Henrik Kauffmann på Danmarks vegne Atlantpagten i Washington. 12 lande deltog i ceremonien, som markerede afslutningen på mange års dansk neutralitetspolitik.

Medlemskabet af Atlantpagten (NATO) forbedrede den danske sikkerhedspolitiske situation. Sammen med den kraftige udbygning af forsvaret efter 1951-ordningen muliggjorde det ifølge militærhistorikeren Michael H. Clemmesen et brohovedforsvar, som med en stående dækningsstyrke kunne præstere et første forsvar, indtil hjælpen udefra nåede frem1. Denne artikel fokuserer på, hvilken militær hjælp Danmark kunne forvente at modtage fra de allierede i Atlantpagten omkring 1950 i tilfælde af et sovjetisk angreb på landet2.

Den danske vej ind i Atlantpagten havde ikke været let. Ifølge Socialdemokratiets udenrigspolitiske ordfører Julius Bomholt stod landet i februar 1949 over for et valg mellem ”to onder”: Isoleret neutralitet eller medlemskab af Atlantpagten. Socialdemokratiet og ikke mindst statsminister Hans Hedtoft havde længe arbejdet for at realisere et mere neutralt, skandinavisk forsvarsforbund som foreslået af den svenske regering i foråret 1948. Skuffelsen var derfor stor, da ideen endegyldigt faldt til jorden i begyndelsen af 1949 på grund af uenighed mellem Norge og Sverige om et skandinavisk forsvarsforbunds stilling i forhold til Atlantpagten.

Men hvorfor var den danske regering så tøvende overfor at tilslutte sig Atlantpagten, når nu Norge foretrak denne løsning, og Storbritannien og USA opfordrede danskerne til at gøre det samme. I januar 1949 gjorde USA desuden dansk tilslutning til Atlantpagten til en forudsætning for at kunne modtage den vigtige amerikanske våbenhjælp indenfor en overskuelig fremtid.

Den danske tøven hang nok især sammen med en manglende lyst til at forlade den hidtidige neutralitetspolitik. Men det spillede også ind, at Danmark i 1949 kun kunne regne med en meget begrænset militær hjælp fra Storbritannien og USA i tilfælde af et sovjetisk angreb. Danmark ville være omfattet af Atlantpagtens generelle sikkerhedsgaranti og afskrækkelsen med atomvåben i form af løftet om, at verdens stærkeste militærmagt USA ville gå i krig, hvis Danmark blev angrebet. Men USA havde ikke militære ressourcer til hurtigt at hjælpe med det direkte forsvar af Danmark, og det amerikanske løfte om at gå i krig forudsatte, at Danmark selv havde viljen og evnen til at forsvare sig selv. Princippet om hjælp til selvhjælp var med andre ord lige så centralt for alliancen i 1949, som den amerikanske præsident Trump anser det for at være i dag3.

Ugørligt at holde Danmark

Allerede inden Danmarks underskrivelse af Atlantpagten advarede ambassadør Henrik Kauffmann i Washington i en depeche af 22. februar 1949 om, at Atlantpagten ikke var en garanti for militær hjælp fra USA. Efter de samtaler han og ambassadens ansatte havde haft med amerikanske embedsmænd, ”er det blevet i stigende grad klart, at U.S.A.s altovervejende strategiske interesse i selve Skandinavien er Syd- eller Sydvestnorge. På samme måde som skandinaviske eksperter, regner amerikansk militær åbenbart med, at det evt. bliver ugørligt at holde Danmark. Man regner imidlertid med med moderne midler at kunne lukke Østersøen nogenlunde tilfredsstillende, når blot man behersker Sydvestnorge. Enkelte har ligeud sagt, at Danmark i og for sig nærmest vil være en militær belastning.” 4

Tilsvarende afslørede den amerikanske præsident Truman og udenrigsminister Acheson i fortrolighed under ceremonien den 4. april 1949, hvor Atlantpagten blev underskrevet, at specielt det nordvestlige Europa i adskillige år fremover ville være et kritisk område i forsvarsmæssig henseende. Selv en forsvarslinje ved Rhinen ville efter alt at dømme ikke kunne holdes før helt fremme i 1956, mente Truman og Acheson5. De bekræftede dermed de ledende danske politikeres frygt for, at Danmark i høj grad ville være overladt til sig selv i tilfælde af et større sovjetisk angreb på Vesteuropa.

De manglende tilsagn om allieret hjælp i tilfælde af et sovjetisk angreb var uden tvivl en del af baggrunden for, at Danmark længe foretrak en skandinavisk løsning, hvor især det militært stærke Sverige i et vist omfang ville kunne komme Danmark til hjælp. På et møde i Udenrigspolitisk Nævn den 17. januar 1949 vurderede chefen for Søværnet, viceadmiral A. H. Vedel og forsvarsminister Rasmus Hansen, at Danmark måtte have hjælp “i løbet af få timer” i tilfælde af et sovjetisk angreb, og at Sverige derfor var den “eneste mulighed” for effektiv og hurtig militærhjælp6.

De svenske medlemmer af den skandinaviske forsvarskomité havde ganske vist i den afsluttende betænkning af 14. januar 1949 været forbeholdne overfor at yde Danmark militær hjælp, hvis kun Danmark blev angrebet. Set med svenske øjne ville dette at opgive neutraliteten for at hjælpe ”et militært svagt Danmark” ikke nødvendigvis have ”sådanne fordele, at de under alle forhold opvejer ulemperne ved, at Norge og Sverige tidligt inddrages i en krig”. Men svenskerne endte efter en samlet bedømmelse med at anbefale, at et skandinavisk forsvarsforbund kom til at omfatte alle tre lande7.

Limfjorden som forsvarslinje

Betænkningen fra den skandinaviske forsvarskomité viser, at komitéen i januar 1949 havde relativt begrænsede forventninger til det danske forsvar. De danske medlemmer af komitéen angiver i betænkningen Danmarks opgaver til at være at ”længst muligt forsinke russisk invasion i Jylland over grænsen og kystinvasion mod øerne” samt at ”særlig vægt lægges på hævdelsen af Sjælland og det nordligste Jylland”. De militære styrker i Jylland burde derfor fordeles således, at ”der i nord må være en kraftsamling med henblik på hævdelsen af det nordligste Jylland” 8. Dette fokus på forsvaret af Sjælland og det nordligste Jylland skulle vise sig at få en særlig betydning i de følgende år.

Uddrag af betænkningen fra den skandinaviske forsvarskomité om det danske forsvars opgaver i et forsvarsforbund. Kilde: Hans Hedtofts arkiv i Arbejderbevægelsens Bibliotek og Arkiv.

Den skandinaviske forsvarskomité havde på grund af de tre landes officielle neutralitetspolitik kun i fortrolighed kunnet tage udgangspunkt i, at et angreb ville komme fra sydøst, dvs. fra Sovjetunionen. Det danske medlemskab af Atlantpagten betød imidlertid, at den danske forsvarsplanlægning i højere grad end tidligere kunne koncentreres om at forsvare sig imod et angreb fra denne retning. Søværnets chef, viceadmiral A. H. Vedel, konstaterede således i september 1949, at et ”batteri ved Stevns, der tidligere havde været politisk uigennemførligt, nu efter tilslutning til Atlantpagten påny trængte sig på” 9.

Den allierede planlægning indenfor Atlantpagten havde imidlertid de samme begrænsede forventninger til det danske forsvar som den skandinaviske forsvarskomité. Viceadmiral S. Thostrup, der på Søværnsstabens vegne deltog i Atlantpagtens nordeuropæiske planlægningsgruppe (NERPG) i London i vinteren 1949-50, beskrev senere situationen således: ”Allerede i ”The Northern European Planning Group” blev der fra efteråret arbejdet med ”Short & Medium Term Defence Plans”. Det måtte da erkendes, at Limfjorden kunne blive aktuel som forsvarslinje. På det maritime område lykkes det at få britisk tilsagn om støtte til minelægning. Det engelske admiralitet udpegede minelæggeren ”Apollo”, men man regnede ikke med mulighed for minering syd for Læsø med dette skib. Det var tanken, at skibet om muligt skulle genforsynes fra Frederikshavn, hvor der forberedtes depotplads. Disse forhold var medvirkende til, at Søværnet afstod fra placering af hjælpebaser på Fyn og i Jylland syd for Limfjorden. (Strategisk set ville Århus-området have været at foretrække).” 10

Den britiske minelægger HMS APOLLO i København den 7. oktober 1955. Bag HMS APOLLO ses hangarskibet HMS ALBION. Ifølge Bogason (2016: 122) var der lagt 312 miner til side til HMS APOLLO i et depot ved Frederikshavn. Foto: Forsvarsgalleriet.

Også professor Erling Bjøl nævner i bogen ”Danmark og NATO” fra 1968, at NATOs forsvarsplaner af dansk territorium i de første år efter 1949 synes at have sigtet mod en sidste forsvarslinje ved Limfjorden11. Den første forsvarslinje lå ganske vist i Slesvig-Holsten og det sydlige Jylland, hvor hovedparten af den jyske dækningsstyrke var placeret i begyndelsen af 1950’erne12. Men tanken var at trække Hæren tilbage et til brohoved nord for Limfjorden, hvis ikke det var muligt at opretholde dette forsvar ved den dansk-tyske grænse13.

I den første version af NATOs Medium Term Defence Plan (MTDP) fra april 1950 hed det således, at strategien frem mod 1954 ville være at holde Rhinen-Ijssel linien i Vesteuropa og ”along the Kiel Canal and northern Norway if possible, but around certain key base areas in any event, in northern Europe.” 14. Hvilke baseområder, der var tale om, blev dog ikke uddybet nærmere. I den endelige version af MTDP-planen fra efteråret 1950 blev målet fastlagt til at holde Kieler-kanalen, Sjælland og Bornholm15.

Den overordnede strategi i NATOs Medium Term Plan (DC 13)16 fra april 1950 understregede imidlertid, at “The defence of the [Western European] Region will be assisted by the successful defence of Norway and Denmark, and especially of Italy. However, the loss of these countries would not make the defence of Western Europe impossible.”

Problemet var, at hverken briterne eller amerikanerne anså planen om en forsvarslinje ved Kieler-kanalen for realistisk med de eksisterende og planlagte styrker i området; kun Vesttysklands inddragelse i det allierede forsvar ville kunne give lande som Danmark og Holland rimelig beskyttelse. Indtil det skete, ville det ifølge de britiske Chiefs of Staff (CoS) være urealistisk at tilbyde Danmark og Norge land- og flystyrker udefra: ”it would lull them into a false sense of security”, skrev CoS i oktober 1950 i et internt notat17.

Storbritannien ville gerne have prioriteret forsvaret af NATOs Nordregion højere, men konkluderede i 1949, at det ville være ”military unjustifiable” at udtynde forsvaret af Vestunionen (the British Army of the Rhine), og at forsvaret af Danmark og Norge derfor ”must be left to their own forces”. USAs krigsplaner opererede med muligheden for at evakuere det meste af kontinentet i tilfælde af et større sovjetisk angreb, og først tilbageerobre området efter at den strategiske luftoffensiv med atomvåben havde trængt Sovjetunionen i defensiven. Specifikt trak den amerikanske flådes krigsplaner i december 1949 en forsvarslinje midt ned gennem Norskehavet og Nordsøen. Ved et sovjetisk angreb forventede amerikanerne, at Danmark ville være besat i løbet af D + 15 dage18.

Der opstod i 1951 en diskussion i NATOs europæiske hovedkvarter SHAPE om fordelen ved den herskende kontinentalstrategi om et forsvar ved Rhinen set i forhold til en flankestrategi med mere fokus på NATOs Nordregion. Tanken var at skabe ”pindsvine-stillinger” (hedgehogs) i Danmark og Holland understøttet af amerikanske fly- og flådestyrker i Nordsøen. Blandt fortalerne for en sådan flankestrategi var NATOs første øverstkommanderende, general Eisenhower. NATOs Mainbrace øvelse i september 1952 – den første store NATO-øvelse i danske farvande – var et forsøg på at afprøve denne strategi, bl.a. for at berolige Danmark og Norge om at de to lande ikke var afskrevet på forhånd. Men Eisenhower gik af som SACEUR i maj 1952 for at deltage i det amerikanske præsidentvalg, og i oktober 1952 besluttede NATO at koncentrere den militære indsats om Centraleuropa19.

NATOs øverstkommanderende, general Eisenhower, aflægger besøg om bord i kystjageren WILLEMOES af HUITFELDT-klassen. Yderst til højre ses viceadmiral A. H. Vedel. Billedet er formentlig fra general Eisenhowers besøg på Holmen den 22. maj 1951. Foto: Forsvarsgalleriet.

Chefen for NATOs Nordkommando, den britiske admiral Brind, pressede ganske vist på for at få anerkendt behovet for at styrke forsvaret af NATOs nordflanke, men han endte i april 1953 med at konstatere, at dette behov ikke var ”recognised in NATO planning” 20.

Meget tyder derfor på, at Danmark i de første år som medlem af Atlantpagten i bedste fald kunne regne med at få allieret hjælp fra Storbritannien og USA til at spærre de danske stræder i det nordlige Kattegat og Skagerrak samt hjælp til at fastholde eller tilbageerobre et baseområde i det nordligste Jylland. NATOs Nordkommandos forsvarsplan fra 1952 lagde således til grund, at Danmark ikke kunne holdes mere end 8-10 dage21. NATO forventede med andre ord, at det afgørende slag om de danske stræder ville komme til at foregå i Kattegat, Skagerrak og Nordsøen – og ikke i Østersøen, som det danske forsvar planlagde med.

Under NATOs Mainbrace øvelse i september 1952 indgik således en landsætning af 1.500 amerikanske marineinfanterister ved Skagen, støttet af bl.a. amerikanske hangarskibe i Nordsøen22. Herefter blev det i 1953 besluttet, at en del af NATOs Atlanterhavskommandos flådestyrker i Nordatlanten og Nordsøen, herunder en enhed af US Marine Corps, skulle afsættes til undsætning af Danmark og Norge. Forventningen var dog, at disse marineinfanterister først ville være til rådighed efter de første 30 kritiske dage af en krig, dvs. først efter den indledende strategiske offensiv med atomvåben23.

Amerikanske marineinfanterister landsættes ved Skagen under NATO-øvelsen Mainbrace i september 1952. Efter landsætningen, der foregik i hårdt vejr, gik soldaterne ombord i deres fartøjer igen. Foto: Forsvarsgalleriet.

NATOs fokus på forsvaret af Skagerrak og det nordlige Jylland kom også til udtryk ved, at NATO i 1953 gav tilslutning til at finansiere flådehavnen i Frederikshavn som en del af NATOs infrastrukturprogram, og ved at NATO-rådet i foråret 1954 drøftede et forslag om at udbygge Frederikshavn til et internationalt flådehovedkvarter. Det var ikke uden grund, at Frederikshavn Avis i 1953 sammenlignede byens havn og kystfort med det stærkt befæstede Gibraltar, der fungerede som støttepunkt for den britiske flåde i Middelhavet24.

Mainbrace øvelsen indebar også, at et mindre antal britiske og norske motortorpedobåde skulle operere omkring Bornholm. Der var fra 1950 en del øvelser mellem danske, norske og britiske motortorpedobåde i de danske farvande med henblik på at støtte invasionsforsvaret og Hærens flanke i Sydjylland25. Men bortset fra dette bidrag og formentlig noget flystøtte skulle Danmark nok ikke regne med allieret hjælp ved forsvaret af den vestlige Østersø, Sjælland og Bornholm på dette tidspunkt.

I et direktiv til Søværnskommandoen fra marts 1951 vedrørende Søværnets opgaver i tilfælde af et sovjetisk angreb på Danmark fremgår det også, at et realistisk mål for Forsvaret må være ”med alle til rådighed stående offensive og defensive midler at modvirke invasion af territoriet. Hvis tilbagetrækning bliver nødvendig, da at holde områder af strategisk betydning imod fjenden så længe som muligt og til sidst at holde et område, der kan forsvares” 26.

Hjælp fra Norge

Selv om mulighederne for militær hjælp fra Storbritannien og USA således var begrænsede, kunne Danmark dog i første omgang søge hjælp i Norge. Den 9. juni 1950 indberettede den amerikanske ambassadør i Norge til State Department i Washington, at den norske udenrigsminister Halvard Lange var bekymret over den opgivende stemning i Danmark med hensyn til hjælpen fra NATO: ”Danish nervousness was increased according til Lange by lack of conviction as to US and UK intentions with respect to defense of Denmark. … In generel there was misgiving as to benefits to be derived from Atlantic Pact and regret that it had not been possible to organize separate defense alliance for the Scandinavian nations. As measure to allay Danish anxieties Norwegians were endeavoring to make clear that first line of defense for Norway lay on Danish-German border.” 27

På norsk initiativ blev der derfor i september 1950 oprettet en tre-national dækningsstyrke i Slesvig-Holsten – the South Jutland Covering Land Force – i hvilken den norske Tysklandsbrigade på 4.000 mand udgjorde 2/3 af den samlede styrke. Danmark stillede med Det Danske Kommando i Tyskland på godt 1.300 mand og briterne med et motoriseret opklaringsregiment på 800 mand. Dækningsstyrken skulle give det danske og norske forsvar tid til at mobilisere28.

Den tre-nationale dækningsstyrke fik dog kun en kort levetid. I efteråret 1951 blev det klart, at den norske Tysklandsbrigade ville blive trukket hjem for at styrke forsvaret af Nordnorge. Det skete i foråret 1953. Herefter forhandlede Danmark og NATO i flere år om at styrke forsvaret af Slesvig-Holsten, men hverken fra dansk eller allieret side var man indstillet på at erstatte den norske styrke29. En af årsagerne var formentlig NATOs øgede fokus på at anvende atomvåben i det direkte forsvar af NATO-landenes territorium (MC 48 strategien om massiv gengældelse). Og i hvert fald var det først med opstillingen af de vesttyske styrker fra 1957, at der kom en løsning på den svage dækningsstyrke.

I hele denne periode fra 1953 til 1957 var Slesvig-Holsten ”meget tyndt besat” med militære styrker, som NATOs øverstkommanderende, general Gruenther, udtrykte det i januar 195530. Danmark havde en vis dækningsstyrke med tyngde i det sydlige Jylland og på Sjælland, men den blev reduceret ved besparelserne på forsvarsbudgettet i efteråret 195431. Og selv om NATO fra 1954 viste øget interesse for forsvaret af Østersø-udgangene, var alliancens fokus især på at holde et brohoved i Stavanger- eller Trondheim-området for at sikre de norske flybaser, som skulle understøtte den strategiske luftoffensiv med atomvåben32. ”Det egentlige slag om Danmark vil sikkert blive udkæmpet udenfor dansk territorium”, som en chef i Søværnets Marinestab skrev i oktober 1953 i et internt notat33.

Danmark var naturligvis ikke tilfreds med tanken om en forsvarslinje ved Limfjorden og arbejdede fra begyndelsen af 1950’erne – bl.a. med opførelsen af Langelandsfortet og Stevnsfortet – på at etablere en forsvarslinje længere mod syd ved Østersøen, sådan som NATOs MTDP-plan fra 1950 lagde op til. De to sydlige kystforter passede godt ind i et brohovedforsvar, hvor formålet var at tage det første stød og vinde tid, indtil den allierede hjælp nåede frem. Men forudsætningen om, at der hurtigt ville komme allieret hjælp til forsvaret af det sydlige Jylland, Fyn og Sjælland, holdt som nævnt ikke i begyndelsen af 1950’erne. Først med opbygningen af det vesttyske forsvar fik Danmark den hjælp, som var nødvendig for at kunne forsvare hele landet.

Kilder og litteratur

Bech Larsen, Margit: Vejen til Danmarks sidste kystforter: Stevnsfort og Langelandsfort 1945-54, i Fra Krig og Fred, 2014/1, s. 181-235.

Betænkning udarbejdet af den skandinaviske forsvarskomite nedsat af det nordiske udenrigsministermøde i Stockholm 8.-9. september 1948. Betænkning afgivet 14. januar 1949. I Arbejderbevægelsens Bibliotek og Arkiv (ABA), Hans Hedtofts arkiv, arkiv 39, kasse 41.

Bjøl, Erling, Niels Jørgen Haagerup, Otto Kofoed-Hansen, Erik Reske-Nielsen og Erik Seidenfaden: Danmark og NATO, København: Gyldendal 1968.

Bogason, Peter: Søværnet under den kolde krig – Politik, strategi og taktik, København: Snorres Forlag 2016.

Clemmesen, Michael H.: Udviklingen i Danmarks forsvarsdoktrin fra 1945 til 1969. Rapport til det XX. nordiske historikermøde Reykjavik 1987, i Militärhistorisk Tidsskrift, 1987, s. 7-81.

Clemmesen, Michael H.: Sønderjyllands forsvar og Lembourns spionage – Om skiftet i 1928-29 tilbage til Tyskerkursen fra småflirt med fransk alliance, Odense: Syddansk Universitetsforlag 2019.

Cordit, Kenneth W.: The History of the Joint Chiefs of Staff: The Joint Chiefs of Staff and National Policy, Vol. II: 1947-1949, JCS Historical Division, Wilmington, Delaware: Michael Glazier 1976.

Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS): Danmark under den kolde krig – Den sikkerhedspolitiske situation 1945-1991, bind 1: 1945-1962, København: DIIS 2005.

Nikolaj Hedegaard Hyttel: Bangsbo Fort – Frederikshavn ved koldkrigsfronten, i Hans Nielsen (red.): Vendsyssel Årbog 2017, s. 31-43, Dronninglund: Historisk Samfund for Vendsyssel 2017.

Nørby, Søren: Aldrig mere en 9. april! – Genopbygningen af Danmarks forsvar 1945-1951 med særlig vægt på søværnet, 2. del 1946-51, i Tidsskrift for Søvæsen, årg. 176, nr. 4 (2005), s. 213-261.

Petersen, Nikolaj: Atlantpagten eller Norden? – Den danske alliancebeslutning 1949, i Carsten Due-Nielsen, Johan Peter Noack og Nikolaj Petersen: Danmark, Norden og NATO 1948-1962, s. 17-42, København: Jurist- og Økonomforbundets Forlag 1991.

Poole, Walter S.: The History of the Joint Chiefs of Staff: The Joint Chiefs of Staff and National Policy, Vol. IV: 1950-1952, JCS Historical Division, Wilmington, Delaware: Michael Glazier 1980.

Skogrand, Kjetil: Norsk forsvarshistorie 1940-1970 – Alliert i krig og fred, bind 4, Bergen: Eide forlag 2004.

Tamnes, Rolf: Kamp mot russerne på tysk jord? – Tysklandsbrigaden og den kalde krigen 1947-1953, FHFS notat nr. 2/1985, Oslo: Forsvarshistorisk Forskningssenter 1985.

Tamnes, Rolf (1991a): Samspillet mellom Norge og Danmark i NATO i 1950’erne, i Carsten Due-Nielsen, Johan Peter Noack og Nikolaj Petersen: Danmark, Norden og NATO 1948-1962, s. 59-81, København: Jurist- og Økonomforbundets Forlag 1991.

Tamnes, Rolf (1991b): The United States and the Cold War in the High North, Oslo: Ad Notam forlag 1991.

Udenrigsministeriet: Dansk sikkerhedspolitik 1948-1966, bind I: Fremstilling og bind II: Bilag, København: Udenrigsministeriet 1968.

Villaume, Poul: Allieret med forbehold. Danmark, NATO og den kolde krig. En studie i dansk sikkerhedspolitik 1949-1961, København: Eirene 1995.

Villaume, Poul: Leaning on England: Danish Cold War Alliance Policies in the 1950s between Great Britain and the United States, i Jørgen Sevaldsen (red.): Britain and Denmark – Political, Economic and Cultural Relations in the 19th and 20th Centuries, København: Museum Tusculanum Press 2003.

Noter

1. Clemmesen (1987: 25-27).
2. Det er ifølge Margit Bech Larsen (2014: 182-83) meget svært at genskabe NATOs konkrete forsvarsplaner for Danmark i starten af 1950’erne, bl.a. fordi arkivet for Atlantpagtens nordeuropæiske planlægningsgruppe (NERPG) stort set er forsvundet. Denne artikel er kun i mindre omfang baseret på studier af det primære kildemateriale, idet hensigten er at give et overblik over den eksisterende litteratur om emnet.
3. Princippet om “continuous and effective self-help” fremgår af Atlantpagtens artikel 3. USA’s præsident Truman understregede allerede i marts 1948 princippet ved i en tale til den amerikanske kongres at fastslå, at “the determination of the free countries of Europe to protect themselves will be matched by an equal determination on our part to help them to protect themselves”.
4. Kauffmanns depeche nr. XI af 22. februar 1949, i Udenrigsministeriet (1968: bind II, s. 100). Bech Larsen (2014: 215-218) beskriver, hvordan US Navy i 1950’erne overvejede at spærre Østersø-udgangen i Skagerrak og Nordsøen ved hjælp af ubåde, ASW-hangarskibe, fly og miner.
5. Villaume (1995: 147).
6. Det Udenrigspolitiske Nævns mødereferater, 17. januar 1949, UM 3 E 92, RA; samt Villaume (1995: 108). På nævnsmødet oplyste viceadmiral A. H. Vedel, at ”Danmark ikke kunne antages at modstå et angreb i 14 dage”.
7. Betænkning udarbejdet af den skandinaviske forsvarskomite, afsnit C VI.
8. Betænkning udarbejdet af den skandinaviske forsvarskomite, afsnit B III, s. 27 og 58.
9. Bech Larsen (2014: 197), bl.a. med citat fra ”Kortfattet referat af Forsvarskommissionens 5-mandsudvalgs møde hos forsvarsministeren d. 19/9 1949”, (RA) 0007 KM, FK af 1946, Materiale fra kommissionens formand K. H. Kofoed, ks. 15.
10. Brev af 16. maj 1987 fra viceadmiral S. Thostrup til forfatteren af denne artikel (se billede nedenfor).
11. Bjøl m.fl. (1968: 173).
12. Clemmesen (1987: 26 og 30).
13. Ideen om ved en (tysk) grænseinvasion at trække Hæren tilbage til et brohoved nord for Limfjorden går tilbage til begyndelsen af århundredet. I 1920’erne afprøvede Hæren denne ide i krigsspil i Generalstaben, jf. Clemmesen (2019: 79-80).
14. Cordit (1979: 405).
15. Villaume (1995: 127).
16. DC 13, i Gregory W. Pedlow (red.): NATO Strategy Documents 1949-1969.
17. Villaume (1995: 127).
18. Tamnes (1991b: 57-58) og Villaume (1995: 124-126).
19. FRUS, 1951, vol. III, s. 454 samt Poole (1980: 307-308) og Villaume (1995: 129-133 og 168-170).
20. Villaume (2003: 576-578).
21. Tamnes (1991a: 70).
22. Avis-Aarbogen 1952 (1953: 106) og Villaume (1995: 171).
23. Tamnes (1991b: 138 og 155).
24. Villaume (1995: 137) og Hyttel (2017: 36).
25. Clemmesen (1987: 44-45), DIIS (2005: 236) og Bogason (2016: 69, 76-79 og 93).
26. ”Almindelig orientering vedrørende det maritime forsvar i danske farvande primo 1951”, SVK marts 1951, bilag til U.252, ”Direktiv til Søværnskommandoen” – vedr. Søværnets opgaver og indledende operationer i tilfælde af et østmagtangreb på Danmark”, SVK til FC 16/3 1951, (RA) 0301-007 MST, KC. Hem. kopibog, ks. 2. Her citeret fra Bech Larsen (2014: 191).
27. FRUS, 1950, vol. III, s. 126-127.
28. Udenrigsministeriet (1968: 55-56), Tamnes (1985: 41-50) og Tamnes (1991a: 67-70).
29. Tamnes (1985: 50-63) og Villaume (1995: 176-192).
30. Flensborg Avis 21. januar 1955. Fra 1953 til 1957 var der reelt kun en styrke på 800 briter og ca. 1.500 danskere til rådighed i Slesvig-Holsten for forsvaret af Kieler-kanalen.
31. Udenrigsministeriet (1968: 138-139) og Clemmesen (1987: 30-32).
32. Poole (1980: 308), Villaume (1995: 137-138 og 179) og Skogrand (2004: 36-37). Den svage militære dækning af Slesvig-Holsten var også en del af begrundelsen for Socialdemokratiets afvisning i 1953 af fredstidsstationering af allierede flystyrker i Danmark, jf. Udenrigsministeriet (1968: 95-98) og Clemmesen (1987: 32-33).
33. Bogason (2016: 69).

Uddrag af viceadmiral S. Thostrups brev af 16. maj 1987 til forfatteren af denne artikel. Foto: koldkrig-online.dk.

© Jens Perch Nielsen og koldkrig-online.dk 2019