Danmark under den kolde krig

Enhedskommandoen 1962

Enhedskommandoen, i NATO kaldet Allied Forces Baltic Approaches (BALTAP), var i årene 1962 til 2004 rammen om et snævert samarbejde mellem Danmark og Tyskland om forsvaret af Østersø-området.

I årene forud for 1962 havde der været langvarige forhandlinger om, hvordan de to lande skulle samarbejde på det militære område. Sagen var med Jens Otto Krags ord ”yderst ømfindtlig”, fordi mange danskere havde stærke følelser imod et dansk-tysk forsvarssamarbejde så kort tid efter den tyske besættelse. Men samtidig var der fra dansk side et stærkt ønske om, at Vesttyskland skulle bidrage til forsvaret af Danmark.

Forhandlingerne begyndte i 1956, hvor NATOs øverstkommanderende, general Gruenther, foreslog et flådesamarbejde mellem de to lande. Repræsentanter for den danske og vesttyske flåde var allerede på et møde i sommeren 1955 blevet enige om, at det var nødvendigt med et samarbejde mellem de to landes flåder. Den vesttyske flåde var på dette tidspunkt endnu i sin vorden, fordi opbygningen af det vesttyske forsvar først lige var begyndt efter Vesttysklands optagelse i NATO i maj 1955.

I 1957 oprettede NATO en planlægningsgruppe i Holtenau ved Kiel, der skulle overveje NATOs kommandostruktur i Østersøen. Planlægningsgruppen foreslog i juli 1958, at der blev oprettet en allieret flådekommando BALTAP i Kiel. Forslaget blev imidlertid ikke gennemført, fordi den danske og den vesttyske regering ikke kunne blive enige om, hvordan denne flådekommando skulle indplaceres i NATOs overordnede kommandosystem.

I begyndelsen forestillede NATO sig, at samarbejdet mellem Danmark og Vesttyskland især skulle omfatte flåden og forsvaret af Østersøen. Landforsvaret af Slesvig-Holsten skulle varetages af Vesttyskland i samarbejde med Storbritannien. Dermed ville det blive nødvendigt at flytte grænsen for NATOs nordlige forsvarsregion fra Elben til den dansk-tyske grænse – noget der efter dansk opfattelse ville svække forsvaret af Jylland alvorligt, fordi de tyske styrker i Slesvig-Holsten så ikke i samme grad ville være til rådighed for forsvaret af Danmark.

Efter nærmere overvejelser blev man da også enige om, at denne ordning ikke var holdbar. I militær henseende udgjorde forsvaret af Danmark og Slesvig-Holsten en enhed, blandt andet fordi styrkerne i Slesvig-Holsten mest naturligt blev forsynet nordfra. Dette var baggrunden for, at de tyske hærstyrker i Slesvig-Holsten i 1958 blev underlagt NATO-kommandoen COMLANDENMARK i København, og at man i 1960 efter langvarige forhandlinger besluttede at oprette NATO-depoter i Jylland til de tyske styrker.

Forhandlingerne om det dansk-tyske forsvarssamarbejde blev længe holdt hemmelige. Men i april 1958 foreslog chefen for de tyske styrker i Slesvig-Holsten Bernhard Rogge offentligt, at NATO oprettede en fælleskommando i Jylland for styrkerne fra alle tre værn i området fra Hamborg til Skagen. Dette forslag fik senere støtte fra den daværende tyske forsvarsminister Franz Josef Strauß. Og i 1960 forelagde NATO forslaget for den danske regering. Samtidig tog NATO skridt til at omdanne planlægningsgruppen i Holtenau til en fælles NATO-flådekommando for de danske og tyske styrker i Østersøen under øvelser og i krig.

NATOs forslag om en enhedskommando førte til endnu en forhandlingsrunde, hvor man fra dansk side lagde vægt på at sikre det størst mulige ikke-tyske indslag i kommandosystemet. Det danske Udenrigsministerium havde allerede i 1956 formuleret den politik, at det militære samarbejde med tyskerne så vidt muligt skulle ske i NATO-regi og ikke som et bilateralt dansk-tysk arrangement. Desuden lagde man vægt på, at chefen for den nye enhedskommando altid skulle være dansk, og at kommandoen skulle tilhøre NATOs nordlige forsvarsregion.

Den danske regering havde dog ikke travlt med at tilslutte sig enhedskommandoen og blev ved med at udsætte afgørelsen. De to regeringspartier Socialdemokratiet og Det Radikale Venstre var ikke enige om sagen, og i juni 1961 vedtog de radikale på et landsmøde, at Danmark skulle modsætte sig en dansk-tysk fælleskommando. Samtidig viste en Gallup-undersøgelse fra maj 1961, at over halvdelen af den danske befolkning var modstandere af, at danske styrker med enhedskommandoen kunne komme under tysk kommando.

Derfor måtte NATOs øverstkommanderende, general Norstad, i juni 1961 stille regeringen overfor et ultimatum: Enten accepterede Danmark enhedskommandoen eller også blev de tyske styrker i Slesvig–Holsten underlagt NATOs centrale forsvarsregion. Dermed ville de tyske styrker i området ikke længere være til rådighed for forsvaret af Danmark, og Danmark ville blive isoleret militært og politisk inden for NATO-alliancen.

I august 1961 lagde den spændte internationale situation efter opførelsen af Berlinmuren et yderligere pres på den danske regering. Den socialdemokratiske ledelse havde efter alt at dømme allerede besluttet sig for at tilslutte sig NATOs forslag om enhedskommandoen i juni 1961, dvs. før Berlinkrisen for alvor spidsede til, men krisen fremskyndede uden tvivl, at beslutningen blev gennemført. Statsminister Viggo Kampmann fastslog således den 29. august 1961 på et møde i den socialdemokratiske folketingsgruppe, at Danmark nu måtte tilslutte sig, uanset om de radikale så måtte udtræde af regeringen. Det blev dog ikke nødvendigt, og den 22. november 1961 nåede parterne til enighed i Oslo om en aftale, hvorefter “Enhedskommandoen for den sydlige del af NATOs Nordregion” blev oprettet i januar 1962.

Osloaftalen betød, at chefen for Enhedskommandoen (COMBALTAP) permanent skulle være dansk, mens den stedfortrædende chef skulle være tysk og stabschefen dansk. Cheferne for de underliggende kommandoer for hær-, flåde- og flystyrkerne skulle skiftevis være dansk og tysk, og bemandingen af stabene skulle være ca. 40 pct. dansk, 40 pct. tysk og 20 pct. anden allieret nationalitet, bortset fra hærkommandoen øst for Storebælt som var 100 pct. dansk bemandet1. Enhedskommandoen understøttede dermed både samarbejdet mellem de tre værn (joint operations) og samarbejdet mellem de allierede styrker (combined operations).

Oprettelsen af Enhedskommandoen blev mødt med en usædvanlig skarp protest fra Sovjetunionen, som bl.a. forsøgte at lægge pres på den danske regering via Finland. Den 30. oktober 1961 fik den finske regering en note fra Sovjetunionen, hvor man i henhold til de to landes venskabs- og bistandsaftale fra 1948 foreslog militære konsultationer med direkte henvisning til enhedskommandoen. I den efterfølgende ”notekrise” mødtes udenrigsminister Jens Otto Krag med den finske præsident Kekkonen i København den 3. november 1961, hvor Krag gjorde det klart, at Danmark ikke ville standse forhandlingerne om enhedskommandoen2. Herefter rejste Kekkonen til Novosibirsk og fik den sovjetiske leder Khrusjtjov overtalt til at opgive ønsket om konsultationer.

I december 1961 rettede Sovjet det verbale skyts direkte mod Danmark. I en erklæring hed det, at ”den sovjetiske regering finder, at den påtænkte inddragelse af Bornholm, der i sin tid blev befriet af sovjetiske tropper fra hitleriske okkupanter, i det område, der underlægges fælleskommandoen, i hvilken de overlevende hitlerister vil dominere, strider imod ånd og bogstav i den danske regerings forsikringer af 8. marts 1946 om, at Danmark er rede til med sine egne styrker uden nogen som helst deltagelse af udenlandske tropper at besætte Bornholm og dér fuldt ud oprette sin forvaltning… Stillet over for Forbundsrepublikken Tysklands og Danmarks militære forberedelser i Østersøområdet vil den sovjetiske regering blive nødt til at træffe nødvendige modforholdsregler til varetagelse af sit lands og sine allieredes sikkerhed.”

Dette var vel nok den skarpeste note, Danmark nogensinde havde modtaget fra Sovjetunionen. Truslen var direkte rettet mod Danmark og talte om Bornholm og ”modforholdsregler”.

Statsminister Viggo Kampmann var tilsyneladende indstillet på at give et relativt blødt svar på noten, men udenrigsminister Jens Otto Krag skar igennem og skrev tilbage, ”at det må tilkomme Danmark selv at skønne over, på hvilken måde Danmarks sikkerhed og forsvar bedst kan varetages, samt at NATO samt Danmarks medlemskab af NATO alene tjener defensive formål.”

Selv om Enhedskommandoen den 7. december 1961 blev endeligt godkendt af Folketinget med 149 stemmer imod 13, mødte den også en del modstand i Danmark, bl.a. i hærens ledelse. Nogle pegede på risikoen for, at et snævert militært samarbejde med tyskerne kunne trække Danmark hurtigere ind i en væbnet konflikt, f.eks. om Berlin.

Efter den svære fødsel udviklede samarbejdet i Enhedskommandoen sig imidlertid til at blive en vigtig grundpille i det danske forsvar under den kolde krig. Samarbejdet med det vesttyske forsvar styrkede eller rettere muliggjorde et effektivt forsvar af Danmark. Samtidig fik forsvaret af Danmark en øget betydning i NATOs forsvarsstrategi, ikke mindst efter NATOs accept i begyndelsen af 1960’erne af det vesttyske ønske om et fremskudt forsvar (Forward Defence) helt fremme ved alliancens østlige (indre tyske) grænse – og ikke kun et forsvar “i dybden” med en forsvarslinje langs Rhinen, sådan som NATO hidtil havde planlagt med.

Enhedskommandoen havde hovedkvarter i Karup og Finderup med underkommandoer for hærstyrkerne i Rendsborg og Ringsted. Enhedskommandoen eksisterede frem til 2004, hvor en stor omorganisering af NATOs militære organisation medførte, at den blev nedlagt.

Enhedskommandoens krigshovedkvarter i Finderup er en af Kulturstyrelsens 25 fortællinger om den kolde krigs bygninger og anlæg i Danmark. Læs artikel om lukningen af Finderup bunkeren. Se Forsvarskanalens video om Finderup bunkeren.

Kilder og litteratur

DIIS: Danmark under den kolde krig – Den sikkerhedspolitiske situation 1945-1991, København: Dansk Institut for Internationale Studier 2005, bind 1.

Forsvarskommandoen: Ved forenede kræfter, Forsvarets øverste militære ledelse, Forsvarschefsembedets og forsvarets udvikling 1950-2000, Vedbæk: Forsvarskommandoen 2000.

Thomas Wegener Friis: Enhedskommandoen, i Ole L. Frantzen og Knud J. V. Jespersen (red.): Danmarks krigshistorie, København: Gads Forlag 2010.

Ove Høegh-Guldberg Hoff (red.): Safeguarding Security in the Baltic Approaches, 1962-2002, Karup: Public Information Office Joint Headquarters NORTHEAST 2003.

Jens Perch Nielsen: Socialdemokratiet og enhedskommandoen 1961, specialeopgave, Århus: Institut for Statskundskab 1987.

Poul Villaume: Allieret med forbehold, Danmark, NATO og den kolde krig. En studie i dansk sikkerhedspolitik 1949-1961, København. Eirene 1995.

Noter

1. Forsvarskommandoen (2000: 108). Ifølge Udenrigsministeriets Dansk Sikkerhedspolitik 1948-1966, København 1968, bilag 146, var fordelingen af stabsofficererne: 1/3 dansk, 1/3 tysk og 1/3 andre nationaliteter.
2. DIIS (2005: 357).

© koldkrig-online.dk december 2016