Danmark under den kolde krig

Påskekrisen 1948

I ugerne op til påsken 1948 modtog statsminister Hans Hedtoft en række alarmerende meldinger om en eventuel umiddelbart forestående sovjetisk aktion mod et af de nordiske lande. Det kommunistiske kup i Tjekkoslovakiet i februar 1948 og det sovjetiske tilbud til Finland i samme måned om at indgå en såkaldt venskabs-, bistands- og samarbejdspagt havde på det tidspunkt skabt en stor uro og mistro til Sovjetunionens planer og hensigter.

Hans Hedtoft besluttede derfor at træffe visse militære og politimæssige foranstaltninger, der sigtede mod at imødegå et kommunistisk kup og/eller et sovjetisk militært angreb. Denne sikkerhedspolitiske krise blev senere kendt som Påskekrisen 1948.

Allerede på et møde den 21. januar 1948 i Det udenrigspolitiske Nævn havde forsvarsminister Rasmus Hansen på opfordring af tidligere statsminister Knud Kristensen fremlagt en redegørelse for det danske forsvars beredskab1. Bevæbningen og styrken af både hær, flåde og fly var så ringe, at en forsvarskamp mod en indtrængende fjende ikke var mulig. Knud Kristensen var kritisk over for Hedtoft-regeringens neutrale ikke-blokpolitik. Regeringen burde efter hans mening bekende sig til vestmagterne. Risikoen for, at Danmarks manglende militære beredskab af udenlandske magter ville blive tolket som manglende forsvarsvilje, kunne føre til, at Danmark ville blive opslugt uden hjælp udefra.

Den 31. januar 1948 indledte den sovjetisk avis Røde Stjerne og flere andre sovjetiske aviser en pressekampagne rettet mod det danske forsvar, bl.a. med påstande om hemmelige aftaler mellem USA, Storbritannien og Danmark om at udbygge og forbedre de danske flyvepladser for at de kunne fungere som base for amerikanske og britiske bombe- og jagerfly2.

Efter det kommunistiske kup i Tjekkoslovakiet i februar 1948 var der mange historier i de danske aviser om de danske kommunister, bl.a. at kommunisterne skulle have mange våben liggende efter modstandskampen under besættelsen, om illegal indsmugling af nye våben, og om at kommunisterne havde infiltreret Hærens og Søværnets virksomheder3.

Den 1. marts 1948 bad forsvarsminister Rasmus Hansen forsvarets chefer om at udarbejde et udkast til en ny forsvarsordning, der gjorde det muligt “med meget kort varsel (højst 24 timer)” at imødegå eventuelle suverænitetskrænkelser. Dagen efter genoptog Forsvarskommissionen af 1946 sit arbejde efter en pause siden maj 1947. Den 5. marts 1948 gik Krigsministeriet i gang med “overvejelser tilsigtende bedring af beredskabet under hensyntagen til den vanskelige udenrigspolitiske situation”. De berørte ministre holdt i de følgende uger møder med forsvarets og Politiets chefer i en såkaldt “Hjernetrust” om planlægningen og iværksættelsen af de nødvendige beredskabsforanstaltninger4.

Fra Prag advarede den danske gesandt den 3. og 5. marts 1948 om forlydender, der pegede i retning af, at Danmark kunne blive det næste sted, et kommunistisk kup blev søgt iværksat5.

Den norske regering modtog i dagene 5.-8. marts 1948 diplomatiske meldinger fra Helsinki, Warszawa og Moskva om, at der kunne ventes et sovjetisk diplomatisk initiativ overfor Norge, f.eks. i form af et forslag om en ikke-angrebspagt. På den baggrund rettede den norske regering en forespørgsel til den amerikanske og britiske ambassadør i Norge om, hvilken hjælp Norge kunne vente fra dem i tilfælde af sovjetisk aggression. Den danske regering blev straks orienteret om den norske henvendelse, og henvendelsen blev også diskuteret på et nordisk udenrigsministermøde i København den 12. marts 19486.

Den 9. marts 1948 udtalte Alvilda Larsen, medlem af Folketinget for DKP, til dagbladet Information, at kommunisterne i Tjekkoslovakiet “var Helvedes stærke, og at hun ønskede – som sand kommunist – at noget lignende måtte overgå Danmark.”7 Der er dog intet, der tyder på, at de danske kommunister rent faktisk planlagde et kup i foråret 19488.

Den 10. marts 1948 var der debat i Folketinget om den udenrigspolitiske situation efter det kommunistiske kup i Tjekkoslovakiet og den tiltagende spænding mellem Øst og Vest. Udenrigsminister Gustav Rasmussen udtalte, at “Skulle Danmark imod al ret og på trods af alle gode kræfter og traktater blive angrebet, da vil vi af al vor kraft forsvare det højeste gode, vi har, Danmarks selvstændighed, vor frihed og vort demokrati.” Under debatten lagde regeringen og de øvrige partier markant afstand til DKP’s Aksel Larsen. Udenrigsminister Gustav Rasmussens og de øvrige partiers ordførertaler kan læses her.

Ambassaderåd ved den danske ambassade i Washington Povl Bang-Jensen rejste midt i marts 1948 hjem til København for at advare politikerne om ikke at gentage den 9. april, hvis rygterne om en eventuel sovjetisk aggression mod dansk område på et tidspunkt skulle blive til virkelighed. Han mente, at Danmark i tilfælde af et angreb ikke ville kunne forvente hjælp fra USA, hvis ikke Danmark ydede alvorlig og energisk modstand. Bang-Jensen medbragte ved sin ankomst til København den 15. marts 1948 en skriftlig analyse, som indeholdt en beskrivelse af truslen mod Danmark. Analysen var blevet til i et samarbejde med ambassadens marineattaché Kjølsen. Analysen, der bærer titlen “Hemmelig Analyse”, kan læses her i afskrift. Bang-Jensens originalmanus kan ses her.

Før afrejsen til Danmark havde Bang-Jensen den 4. marts 1948 denne samtale om den sovjetiske trussels karakter med sin modpart i det amerikanske udenrigsministerium, H.F. Cunningham. Den 9. marts havde Bang-Jensens chef, ambassadør Kauffmann denne samtale om samme emne i State Department.

Ambassadør Kauffmann i Washington sendte den 10. marts 1948 dette telegram og den 13. marts dette brev til København for at varsle Bang-Jensens ankomst til København den 15. marts.

Marineattaché Kjølsens referat af en samtale den 15. marts 1948 med den amerikanske flådes efterretningschef, admiral Inglis, om den sovjetiske trussel mod Danmark, kan læses her. Til denne samtale havde Kjølsen nedskrevet et memo, der kan læses her.

Allerede inden Bang-Jensen ankom til København, havde udenrigsminister Gustav Rasmussen under en samtale med den amerikanske ambassadør i København den 11. marts 1948 bedt om hasteleverance af et større parti våben til den danske hær. Ambassadørens telegram den 12. marts til Washington med specifikation af den ønskede våbenhjælp kan læses her.

I dette andet telegram af samme dato indberettede ambassadøren Gustav Rasmussens øvrige udenrigspolitiske udtalelser under den nævnte samtale den 11. marts 1948.

Den 11. marts 1948 tog Krigsministeriet og Generalkommandoen de første skridt til at forhøje beredskabet, bl.a. med udlægning af ammunition fra Hærens depoter til regimenterne9.

Den 16. marts 1948 mødtes Bang-Jensen med statsminister Hedtoft. Af dette telegrafiske referat af en samtale, som den amerikanske ambassadør havde om aftenen den 16. marts 1948 med Hedtoft, fremgår at Bang-Jensen skulle have fortalt Hedtoft, at USA var misfornøjet med, at Danmark ikke udviste noget initiativ for at slutte sig til Vesteuropa.

Samme aften – den 16. marts – fortalte den danske diplomat, afdelingschef i Udenrigsministeriet Vincens Steensen-Leth den amerikanske ambassadør, at Bang-Jensen havde oplyst Steensen-Leth om, at USAs flyvevåben havde behov for at kunne bruge Danmark som udgangspunkt for angreb imod Moskva. Herom indberettede den amerikanske ambassadør til Washington i dette telegram den 17. marts 1948.

Den 17. marts 1948 holdt præsident Truman denne tale for den amerikanske kongres om den sovjetiske trussel imod Europa, bl.a. presset på Finland “to the hazard of the entire Scandinavian peninsula”. I talen fastslog han bl.a. princippet om hjælp til selvhjælp, dvs. at “the determination of the free countries of Europe to protect themselves will be matched by an equal determination on our part to help them to protect themselves”.

Den 18. marts 1948 holdt statsminister Hans Hedtoft en tale på et skandinavisk statsministermøde i Stockholm, hvor han gentog udenrigsminister Gustav Rasmussen forsikring i Folketinget den 10. marts om, at Danmark ville forsvare sig “af al vor kraft”, hvis landet blev angrebet. Statsministeren fik under dette møde mulighed for at drøfte den sikkerhedspolitiske situation i fortrolighed med sine nordiske kolleger10.

Den 19. marts 1948 oplyste State Department i dette telegram den amerikanske ambassadør om, at Bang-Jensens udtalelser til Hedtoft, som refereret af Hedtoft til ambassadøren den 16. marts, ganske vist ikke var inspireret fra amerikansk side, men at man fra amerikansk side så med velvilje på alle aktive danske forsvarsforanstaltninger og derfor ikke ville dementere Bang-Jensens udtalelse.

På et ministermøde den 20. marts 1948 nedsatte regeringen en midlertidig forsvarsstab, der fik til opgave i løbet af otte dage at udarbejde “en midlertidig fælles plan for det forsvar, som værnenes nuværende tilstand gør mulig, dersom Danmark angribes af fremmede styrker eller et kup skulle blive forsøgt”. Samtidig blev det besluttet, at Hæren og Søværnet skulle iværksætte yderligere beredskabsforanstaltninger. På et møde den 21. marts 1948 fik Forsvarets og Politiets ledelse bemyndigelse til kategorisk at fjerne personer, mistænkt for kommunistiske sympatier, fra nøglestillinger, og sætte dem til andet arbejde. Beslutningerne blev fulgt op på ministermødet den 22. marts 1948, hvor det bl.a. blev besluttet at inddrage påskeorloven for visse soldater11.

Den 22. marts 1948 fik den amerikanske ambassadør denne telegrafiske besked fra Washington om at oplyse Steensen-Leth om, at den historie, som Bang-Jensen havde serveret for Steensen-Leth, om at det amerikanske flyvevåben havde brug for Danmark som udgangspunkt for togter imod Moskva, var grundløs.

I dette telegram af den 22. marts 1948 indberettede den amerikanske ambassadør, at han søndag den 21. marts 1948 af Bang-Jensen blev orienteret om formålet med hans besøg i Danmark, nemlig at advare om risikoen for en sovjetisk aktion mod Danmark i påskedagene og vække til aktive danske forsvarsforanstaltninger og dansk tilslutning til Vesten.

Den 22. og 23. marts 1948 indberettede de danske ambassadører i Washington og Moskva, at USA og Sovjetunionen med noget større interesse end normalt fulgte udviklingen i de skandinaviske lande12.

Den 23. marts 1948 udtrykte udenrigsminister Gustav Rasmussen over for den amerikanske ambassadør den danske regerings nervøsitet og bekymring over situationen, men også en fast dansk vilje til at gøre helhjertet modstand mod en sovjetisk aggression og spurgte, om der var nyt om våbenleverancerne. Ambassadøren indberettede Gustav Rasmussens udtalelser i dette telegram den 24. marts 1948 til Washington.

Dagen før skærtorsdag, onsdag den 24. marts 1948, informerede statsminister Hans Hedtoft i dybeste fortrolighed Udenrigspolitisk Nævn om, at der var nedsat en midlertidig forsvarsstab og taget en række militære og politimæssige beredskabsforanstaltninger, der bl.a. omfattede udvidet bevogtning og klargøring af de militære anlæg, øget patruljering til lands, til vands og i luften samt inddragelse af påskeorloven for visse soldater. Hedtoft udtalte, “at regeringen ikke havde informationer om, at noget umiddelbart var forestående, men han ønskede at understrege betydningen af, at alle gode kræfter blev sat ind på at forhindre en gentagelse af den 9. april, hvis det uventede og ikke-indicerede skulle indtræde”. Samme dag opfordrede justitsminister Busch-Jensen i en tale i Radioavisen befolkningen til at indberette alle handlinger, “som kan være rettet mod den danske stats eller det danske folks sikkerhed”13.

Inden mødet i Udenrigspolitisk Nævn mødtes Hans Hedtoft med den amerikanske ambassadør, som opfordrede til, at Anholt, Læsø og Samsø blev forsvaret i tilfælde af et sovjetisk angreb. Søværnet placerede herefter et bevæbnet skib ved hver af disse øer14.

I dette telegram den 27. marts 1948 til Washington berettede den amerikanske ambassadør efter samtalen med Hans Hedtoft, at den danske kurs i forhold til en vestlig alliance endnu ikke var bestemt, men at der i givet fald ville blive kæmpet, der ville ikke blive en ny 9. april 1940.

I løbet af påsken 1948 var både Politiet og Hjemmeværnet flere steder i forhøjet beredskab. Bl.a. samledes 4-500 mand fra Hjemmeværnet i Dyrehaven nord for København efter rygter om, at sovjetiske faldskærmstropper ville lande der15. For at mane til ro udtalte forsvarsminister Rasmus Hansen den 27. marts 1948 til pressen, at det var “rimeligt, at der var en sådan vagttjeneste, at værnenes depoter var under betryggende opsigt”.

En berømt anekdote beretter, hvordan Hans Hedtoft, der tilbragte påskedagene på Gjorslev Gods på Stevns, en morgen vækkede efterretningsofficeren oberst Lunding, fordi han antog lyden af de tunge landbrugsmaskiner og flakkende lys for begyndelsen til en sovjetisk landsætning af Danmark16.

Trods den til tider dramatiske stemning hen over påsken skete der intet, og den 30. marts 1948 begyndte afviklingen af det forhøjede militære beredskab. Påskekrisen var overstået17.

Den 5. april 1948 fik den amerikanske ambassadør i dette telegram fra Washington besked om, at man på grund af knaphed ikke kan imødekomme den danske anmodning om amerikanske våbenleverancer. Amerikanerne var dog meget tilfredse med den danske vilje til at ville forsvare landets selvstændighed, hvilket udtrykkelig blev betegnet som en væsentlig forudsætning for amerikansk hjælp.

Den 7. april 1948 besvarede statsminister Hedtoft i Folketinget kommunisten Aksel Larsens forespørgsel om regeringens bevæggrunde til de “omfattende militære og politimæssige beredskabsmæssige foranstaltninger” i påskedagene. Hedtofts afvisende svar og anklager imod de danske kommunister og Moskva for at udsprede bevidst falske oplysninger om hemmelige danske militæraftaler med England og USA kan læses her sammen med den konservative Ole Bjørns Krafts anklage mod kommunisterne for landsforræderi.

Efter Bang-Jensens tilbagekomst fra København til Washington orienterede han sine kolleger i det amerikanske udenrigsministerium om sine indtryk fra besøget i Danmark, som det fremgår af dette amerikanske samtalereferat den 12. april 1948, hvori Bang-Jensen fremhævede den faste danske modstandsvilje og det akutte våbenbehov.

I dette brev af 27. april 1948 til ambassadør Kauffmann i Washington udtrykte udenrigsminister Gustav Rasmussen sin negative vurdering af Bang-Jensens besøg i København. Gustav Rasmussen var utilfreds med, at Bang-Jensens besøg havde givet anledning til en del rygter og avisomtale, fordi han under besøget havde talt med alt for mange personer uden for regeringen og Udenrigsministeriet. Hans Hedtoft oplyste dog under mødet i Udenrigspolitisk Nævn den 24. marts, at han havde givet Bang-Jensen tilladelse til at tale med andre politikere under hans besøg i København18.

I den sovjetiske propaganda blev påskekrisen i denne artikel udlagt som ” krigshysteri” med det formål at skræmme danskerne til at slutte sig til den af USA dominerede vestblok vendt mod Sovjetunionen.

Jens Otto Krag, der var handelsminister i 1948, skrev i marts 1978 i Weekendavisen disse erindringer om Påskekrisen og særlig om Bang-Jensens medvirken heri. Krag fremhæver den altoverskyggende betydning for Påskekrisen af det psykologiske klima, som kendetegnes under parolen “Aldrig mere en 9. april”.

Begivenhederne under Påskekrisen 1948 var reelt et opgør med den ikke-blokpolitik, som især Socialdemokratiet indtil da havde forsøgt at føre19. Krisen var med den konservative Ole Bjørn Krafts ord “en symbolsk og demonstrativ tilkendegivelse af Danmarks vilje til at forsvare sig”20. Med signalerne om dansk forsvarsvilje og ønsket om hjælp fra USA var Påskekrisen dermed et første skridt på Danmarks vej ind i Atlantpagten 1949.

Påskekrisen 1948 var også medvirkende til, at et statsligt dansk Hjemmeværn blev oprettet ved lov i juli 1948 og trådte i funktion i april 1949. Det skete bl.a. for at få kontrol med hjemmeværnsforeningerne og deres våben.

Kilder og litteratur

Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS): Danmark under den kolde krig – Den sikkerhedspolitiske situation 1945-1991, bind 1: 1945-1962, København: DIIS 2005.

Jørgen Elklit, Poul Jensen, Henrik S. Nissen og Nikolaj Petersen (red.): Tekster til historisk forskningsteknik – En samling af tekstgrupper fra dette århundrede, afsnit 5, Århus: AKA-print 1975.

Peer Henrik Hansen & Jakob Sørensen: Påskekrisen 1948: Dansk dobbeltspil på randen af den kolde krig, København: Høst & Søn 2000.

Bent Jensen: Bjørnen og Haren: Sovjetunionen og Danmark 1945-1965, Odense: Odense Universitetsforlag 1999.

Bo Lidegaard: I Kongens Navn: Henrik Kauffmann i dansk diplomati 1919-58, København: Samleren 1996.

Bo Lidegaard: Påskekrisen 1948, i John T. Lauridsen, Thorsten Borring Olesen, Rasmus Mariager & Poul Villaume (red.): Den kolde krig og Danmark, Gads Leksikon, København: Gad 2011.

Torsten Borring Olesen: Ikke-blokpolitik, i John T. Lauridsen, Thorsten Borring Olesen, Rasmus Mariager & Poul Villaume (red.): Den kolde krig og Danmark, Gads Leksikon, København: Gad 2011.

Nikolaj Petersen: Påskekrisen 1948, i Bertel Heurlin og Christian Thune (red.): Danmark og det internationale system: Festskrift til Ole Karup Pedersen, s. 223-243, København: Politiske Studier 1989.

Poul Villaume & Thorsten Borring Olesen: I blokopdelingens tegn 1945-1972, Dansk Udenrigspolitiks Historie, bind 5, København: Gyldendal 2005.

Noter

1. Det danske forsvar var sat på den politiske dagsorden efter at Søværnets chef, viceadmiral Aage H. Vedel, og Hærens chef, general Ebbe Gørtz, i henholdsvis oktober 1947 og januar 1948 offentligt havde sat spørgsmålstegn ved Forsvarets evne til at forsvare landet, jf. Hansen & Sørensen (2000: 41-51).
2. Jensen (1999: 274-277) og Hansen & Sørensen (2000: 54-60).
3. Hansen & Sørensen (2000: 60-68 og 90-91).
4. Petersen (1989: 224-228), Hansen & Sørensen (2000: 81-87, 117-139 og 152-156) og (Lidegaard (2011: 526).
5. Petersen (1989: 230-231), Hansen & Sørensen (2000: 82-83) og Lidegaard (2011: 526).
6. Elklit m.fl. (1975: 5.35-37) og Petersen (1989: 229).
7. Hansen & Sørensen (2000: 117) og DIIS (2005: 136).
8. Jensen (1999: 292) og Hansen & Sørensen (2000: 22 og 144).
9. Petersen (1989: 225).
10. Hansen & Sørensen (2000: 143).
11. Petersen (1989: 226-227), Jensen (1999: 284-285), Hansen & Sørensen (2000: 121-122) og Lidegaard (2011: 526-527).
12. Hansen & Sørensen (2000: 130-131 og 137).
13. Petersen (1989: 227-228), Jensen (1999: 286-287), Hansen & Sørensen (2000: 143-151) og Lidegaard (2011: 527).
14. Petersen (1989: 228 og 234) og Hansen & Sørensen (2000: 152). Anholt havde været nævnt i en artikel i Røde Stjerne den 15. februar 1948 som en “turistbase”, udbygget med hoteller og en flyveplads af et dansk-amerikansk konsortium, hvorfra USA kunne oprette kontrol over de danske stræder, jf. Hansen & Sørensen (2000: 57-58). En mulig sovjetisk aktion mod Anholt blev også nævnt i Bang-Jensens hemmelige analyse.
15. Petersen (1989: 228) og Hansen & Sørensen (2000: 156-163).
16. Jyllands-Posten den 22. april 1973, Petersen (1989: 228 og 242) og Lidegaard (1996: 455).
17. Petersen (1989: 228), Lidegaard (1996: 455) og Hansen & Sørensen (2000: 173).
18. Lidegaard (1996: 453), Jensen (1999: 288) og Hansen & Sørensen (2000: 148).
19. Petersen (1989: 238), Villaume & Olesen (2005: 105) og Olesen (2011: 362).
20. Hansen & Sørensen (2000: 196).

Denne samling af dokumenter stammer bl.a. fra websiden danmarkidenkoldekrig.dk. Tak til Jacob Hornemann, som har givet tilladelse til, at dokumenterne kopieres til koldkrig-online.dk.

© Jens Perch Nielsen og koldkrig-online.dk 2018