Oksbøl Skyde- og Øvelsesterræn

Oksbøl Skyde- og Øvelsesterræn er Danmarks største militære øvelsesområde. Det ligger i tilknytning til Oksbøl-lejren (Oksbøl Kaserne) og består af et skydeområde på Kallesmærsk Hede mellem Blåvand og Vejers samt et øvelsesområde nord herfor mellem Vejers og Kærgård. Fra nord til syd måler det 6.500 ha store område ca. 14 km, mens bredden er op til 10 km.

Militærlejren ved Oksbøl blev oprettet i 1929, og den tyske værnemagt udvidede lejren og øvelsesområdet under Anden Verdenskrig. Fra 1945 indgik lejren i Hærens genopbygning, og i 1946 begyndte de første skydninger med artilleri. Da Hærens Kampvognsskole (senere kaldet Panserskolen) flyttede til Oksbøl i 1952, blev der bygget betonveje, kampvognsgarager og vaskeanlæg.

Med bæltekøretøjernes indførelse blev krigsførelsen mere mobil, og dermed steg behovet for plads til fri kørsel under øvelser, så man ikke skulle tage hensyn til de civile arealer i øvelsesområdet. I 1966-70 udvidede staten øvelsesområdet ved at ekspropriere 306 ejendomme, heriblandt 60 landbrug, 116 sommerhuse og Mosevrå Kirke, som blev indlemmet i området. Kirken anvendes dog fortsat til gudstjenester, mens nogle af landbrugsbygningerne bruges som kulisser for kampøvelser. Mange af de forladte gårde og huse ligger stadig tilbage i landskabet, næsten som da ejerne forlod dem for 50 år siden.

I 1970’erne blev lejren moderniseret med nye vartningsanlæg for kampvogne, belægningsbygninger, jernbanespor og en landingsbane til mindre propelfly1. Herfra skulle danske kampvogne i tilfælde af krig transporteres med jernbanevogne til Slesvig-Holsten, hvor de sammen med vesttyske enheder skulle forsøge at stoppe de fremrykkende styrker fra Warszawapagten2.

Oksbøl Skyde- og Øvelsesterræn er i dag et meget værdifuldt naturområde, som er åbent for offentligheden, når det ikke anvendes til øvelser. Dog er det primære nedslagsområde på Kallesmærsk Hede afspærret permanent af sikkerhedsmæssige grunde. I de perioder, hvor området er afspærret på grund af skydning, hejses røde kugler på signalmaster i terrænet.

Den 8. marts 1978 blev to danske soldater dræbt under en dansk Leopard kampvogn på Oksbøl Skyde- og Øvelsesterræn under NATO-øvelsen ’Brigade Frost 78’3.

Det nærtliggende Panser- og Artillerimuseum i Oksbøl udstiller kampvogne og andre militære køretøjer fra Den Kolde Krig, bl.a. fra Hærens Kampskoles Køretøjshistoriske Samling.

Forsvaret har også et større skyde- og øvelsesterræn ved Jægerspris-lejren ud mod Isefjorden.

Kilder og litteratur

Christiansen, John M. (red.) (2010): Luftværnsmissilafdeling (14. Artilleriafdeling – Luftværnsmissilafdeling), 2010.

Drostrup, Ole (1999): Panservåbnet i Danmark 1918-1998, København: Tøjhusmuseet 1999.

Jensen, John V. (2014): Oksbøl skyde- og øvelsesterræn, i Morten Stenak, Thomas Tram Pedersen, Peer Henrik Hansen & Martin Jespersen (red.): Kold Krig – 33 fortællinger om Den Kolde Krigs bygninger og anlæg i Danmark, Færøerne og Grønland, København: Kulturstyrelsen 2014. Se også John V. Jensens artikel på danmarkshistorien.dk.

Jensen, Ulrik Vestergaard & Peer Henrik Hansen (2019): Kold krig på skinner – DSB og dansk infrastruktur i en østtysk optik, i René S. Christensen et al. (red.): Jernbanehistorie 2018, s. 34–63.

Kulturstyrelsen (2020): Øvelsesterrænet ved Oksbøl, artikel på slks.dk 2020.

Trap Danmark (lex.dk)

Noter

1. Jensen (2014) og Kulturstyrelsen (2020).
2. Jensen & Hansen (2019: 42-49).
3. Christiansen (2010: 19).

© Jens Perch Nielsen og koldkrig-online.dk 2021