Det danske nej til atomvåben 1957

Den danske regering sagde i maj 1957 nej til atomvåben på dansk jord ”under de foreliggende omstændigheder”. Samtidig fastholdt Danmark sin støtte til NATO’s forsvarsstrategi, som var baseret på atomvåben, og det danske forsvar modtog fra slutningen af 1950’erne fly, missiler og artilleri, som kunne fremføre atomvåben. Desuden accepterede regeringen stiltiende, at USA placerede atomvåben ved de amerikanske styrker i Grønland.

Denne atomvåbenpolitik var udtryk for en balancegang mellem på den ene side et ønske fra USA, NATO og de ledende danske militærfolk om at styrke forsvaret af Danmark ved hjælp af atomvåben og deres afskrækkende virkning. Og på den anden side den overvejende negative holdning til atomvåben i den danske befolkning samt ønsket om ikke at provokere Sovjetunionen, bl.a. for at undgå at Danmark skulle blive et mål for deres atomvåben.

Det danske nej til atomvåben i 1957 blev dermed en vigtig del af den danske sikkerhedspolitik indenfor rammerne af NATO, i lighed med som det danske nej til stationering af allierede fly på dansk jord i 1953 og den danske tilslutning til NATO Enhedskommandoen i 1961.

Ved forsvarsforliget i 1960 blev det danske nej til atomvåben endelig fastlagt. Nej’et blev derefter reelt accepteret af NATO, fordi det med formuleringen ”under de foreliggende omstændigheder” var tilstrækkelig fleksibelt til, at det danske forsvar kunne udstyres med atomvåben i tilfælde af krise eller krig. Der blev omkring 1960 bygget særligt sikrede depoter til atomvåben i Danmark, og de nødvendige atomladninger blev senere placeret i et amerikansk depot i Meyn lige syd for den dansk-tyske grænse.

I 1980’erne blev det danske nej til atomvåben en mærkesag for Socialdemokratiet og venstrefløjen, bl.a. i forbindelse med debatten om Norden som en atomvåbenfri zone.

Forløbet fra spørgsmålet om atomvåben i Danmark blev aktuelt i efteråret 1956 til regeringen sagde nej til atomvåben i maj 1957 og på NATO’s ministerrådsmøde i december 1957 dokumenteres nedenfor:

Dokumentation

Spørgsmålet om atombevæbning af det danske forsvar blev aktuelt i efteråret 1956. I takt med at NATO’s forsvar i Europa kom til at bygge mere og mere på atomvåben, ønskede USA at tilbyde de europæiske NATO-lande nye raketter og fly, som kunne fremføre atomvåben.

I oktober 1956 drøftede forsvarsminister Poul Hansen og chefen for NATO’s Nordkommando, general Sugden, en eventuel opstilling af tre batterier Honest John raketter til den danske hær. Honest John var en jord-til-jord raket med kort rækkevidde (25 km) til slagmarksbrug, beregnet til taktiske atomladninger. Raketten kunne også anvende konventionel ammunition, men kun med begrænset militær effekt1.

Den 25. november 1956 vurderede Udenrigsministeriet i et notat, at ”det politiske direktiv”, som skulle vedtages på NATO’s kommende ministerrådsmøde i december 1956, principielt medførte, at også det danske forsvar skulle atombevæbnes2.

På NATOs ministerrådsmøde den 16.-19. december 1956 varslede den amerikanske forsvarsminister Charles Wilson i en tale, at USA inden for kort tid ville tilbyde medlemmerne af NATO nye raketvåben som våbenhjælp, ud over Honest John raketter også Nike missiler og Matador mellemdistancemissiler. Desuden ville USA tilbyde atomvåben (”modern weapons”) til disse våbensystemer. Det amerikanske tilbud blev dog kun drøftet generelt på NATO-mødet, og efter mødet afviste stats- og udenrigsminister H.C. Hansen overfor pressen, at spørgsmålet om atomvåben til Danmark var blevet berørt eller aktualiseret3.

Den 28. december 1956 mødtes chefen for NATO’s Nordkommando med forsvarsminister Poul Hansen i København for at diskutere spørgsmålet om ”atomartilleri til den danske hær”. Poul Hansen var generelt positiv overfor NATO’s tilbud om Honest John raketter, men han mente, at spørgsmålet om oplagring af atomladninger på dansk jord udgjorde en vanskelighed, da det måtte formodes, at der var ”en aversion mod, at der fandtes sådanne våben indenfor landets grænser.” Den danske regering ville derfor tage stilling til spørgsmålet ”bl.a. under hensyn til reaktionen i befolkningen.” Desuden var det et problem, at oplagring af atomladninger på dansk jord ville kræve stationering af amerikanske soldater i Danmark til at bevogte atomvåbnene4.

Den 13. februar 1957 fik Danmark – i lighed med Norge – tilbud om en Honest John bataljon og en Nike bataljon som våbenhjælp fra USA samt tilbud om uddannelse i betjeningen af disse våbensystemer. Nike luftværnsmissilet var med en rækkevidde på ca. 120 km især beregnet til forsvar mod fjendtlige luftangreb fra stor højde, og det kunne anvende både konventionelle og atomare sprænghoveder. Det amerikanske tilbud omfattede dog ikke atomladninger til raketterne, bl.a. fordi USA først ville være nødt til at ændre sin atomenergilov for at kunne oplagre taktiske atomladninger i andre lande. Samtidig med det amerikanske tilbud blev der udskrevet valg til Folketinget til afholdelse i maj 19575.

På et møde den 6. marts 1957 med den amerikanske ambassades våbenhjælpsafdeling (MAAG) gav forsvarsminister Poul Hansen principiel accept af tilbuddet om levering af Nike missiler samt uddannelse i brugen af dem. Han pegede dog samtidig på, at våbnene var omgivet af en ”ømtålelighed”, som vanskeliggjorde en hurtig accept ikke mindst i lyset af det kommende folketingsvalg, idet ”man fra visse politiske sider ville tage spørgsmålet med i propagandaen, hvis offentligheden blev bekendt med sagen” 6.

Under et besøg af NATO’s øverstkommanderende (SACEUR) i København den 13.-14. marts 1957 var der rygter i pressen om et amerikansk tilbud om ”fjernstyrede våben” til Danmark. Forsvarsminister Poul Hansen bekræftede den 14. marts 1957 overfor pressen, at der forhandledes med USA om sådanne våben7.

På ministermødet den 16. marts 1957 oplyste forsvarsminister Poul Hansen, at ”der havde været henvendelse fra den amerikanske våbenhjælpskomité om visse nye våbentyper til disposition (med og uden atomladning). Ministeren havde måttet acceptere på stedet, da ellers andre lande ville få tilbuddet først.” Oplysningen blev ifølge ministermødeprotokollen taget til efterretning8.

Den 19. marts 1957 talte forsvarsminister Poul Hansen ved et politisk møde i Aabenraa om ”de nye forsvarsvåben”. Han understregede, at det dels drejede sig om særdeles effektive våben, dels om ”deciderede forsvarsvåben” – og gav derefter udtryk for, at ”Jeg kan ikke forstå den tankegang, at vi skulle sige nej til et tilbud om at få mere effektive våben” 9.

Den 24. marts 1957 kunne dagbladet Politiken afsløre, at den danske regering ”i princippet” havde modtaget det amerikanske tilbud om levering af Honest John og Nike raketter. Denne oplysning var formentlig udtryk for en lækage, efter at Folketingets Forsvarsudvalg i marts 1957 var blevet orienteret om det amerikanske tilbud10.

Efter disse oplysninger i den danske presse sendte Sovjetunionens ministerpræsident Bulganin den 28. marts 1957 et brev til stats- og udenrigsminister H.C. Hansen. I brevet advarede Bulganin mod de amerikanske planer om at oprette atombaser i de europæiske NATO-lande og tilføjede, at ”de moderne våbens ødelæggelseskraft er så betydelig, at det for lande med territorium af størrelse som Danmark i tilfælde af atomkrig ville være ensbetydende med selvmord, hvis der var givet fremmede stater mulighed for oprettelse af baser.” Resten af brevet var dog holdt i en mere forsonlig tone, bl.a. med opfordringer til den danske regering om at træde ud af NATO og forbedre det traditionelt gode dansk-sovjetiske forhold11.

Selv om Bulganins brev var skarpt formuleret, anså de ledende danske politikere tilsyneladende ikke brevets indhold for at være voldsomt alarmerende. Stats- og udenrigsminister H.C. Hansen bagatelliserede den 30. marts 1957 på et møde i Udenrigspolitisk Nævn brevets trusler ved at fremhæve den sovjetiske propagandahensigt. Men H.C. Hansen understregede samtidig på mødet, at der ikke var truffet beslutning om placering af atomvåben i Danmark. Kort efter sagde H.C. Hansen til den amerikanske ambassadør, at den sovjetiske holdning var ”nonsens”, og at hele propagandamanøvren var ”stupid” 12.

Efter mødet i Udenrigspolitisk Nævn den 30. april 1957 blev Bulganins brev offentliggjort og omtalt i den danske presse. Det meste af pressen var enige om høfligt, men bestemt at afvise brevet. Dele af Venstrepressen, især Vestkysten, pegede dog på, at den sovjetiske mistro nok var overdreven og uberettiget, men også udtryk for ”en levende realitet”, som man ikke kunne se bort fra13.

Den 3. april 1957 blev Bulganins brev behandlet i den danske regering. H.C. Hansen meddelte, at ”han havde haft henvendelse fra [den norske statsminister] Gerhardsen og rejste til Oslo i morgen for at drøfte Bulganins brev.” Ifølge pressen stod spørgsmålet om modtagelse af atomvåben højt på dagsordenen for det dansk-norske møde den 4. april 1957, og på mødet var de to regeringer enige om at understrege Danmarks og Norges rolle som brobyggere mellem Øst og Vest i deres svar til Bulganin14.

Efter at Radio Moskva den 4. april 1957 havde understreget, at advarslen i Bulganins brev var alvorligt ment, rejste kommunisten Aksel Larsen den 11. april 1957 spørgsmålet om atomvåben i Folketinget. Forsvarsminister Poul Hansen tog i sit svar ikke stilling til det, men pegede på, at det ikke var aktuelt, eftersom amerikansk lovgivning ikke tillod USA at overføre atomladninger til andre landes styrker15. Danmarks Kommunistiske Parti (DKP) gjorde herefter et dansk nej til atomvåben til et af de vigtigste spørgsmål i deres valgkamp op til folketingsvalget i maj.

Den 12. april 1957 meddelte NATO officielt, at Danmark ville få tilbudt Honest John og Nike raketter som våbenhjælp. Samme dag understregede Udenrigsministeriet i en pressemeddelelse, at Danmark kun havde fået tilbudt raketter uden atomladning16.

På de indre linjer understregede Hærkommandoen dog den 2. april 1957 i fortrolighed overfor Folketingets Forsvarsudvalg, ”at det vil være af afgørende betydning for effektiviteten af det danske forsvar at råde over våben, der som HONEST JOHN er i stand til at affyre raketter med atomsprængladning mod mål på jorden…” 17

Den 21. april 1957 udtalte stats- og udenrigsminister H.C. Hansen sig for første gang mere præcist om atomvåben i dagbladet Politiken:
”- For os er det aldeles afgørende, at vi kun har våben med det ganske klare formål at forsvare os. Og det har for mig været aldeles afgørende, at de to nyeste våben, der er tale om at få placeret på dansk grund, ikke med nogen som helst berettigelse kan betegnes som angrebsvåben. Det er moderne luftværnsskyts og moderne svært artilleri vendt imod angreb, f.eks. af landgangstropper. Vi har ikke fået tilbudt atomvåben. Spørgsmålet er overhovedet ikke aktuelt.
– Og hvis tilbuddet var kommet?
– Så føler jeg mig personligt overbevist om, at vi ville have svaret nej tak!” 18

På ministermødet den 23. april 1957 blev leveringen af Honest John og Nike raketter tiltrådt, men stats- og udenrigsminister H.C. Hansen understregede, ”at med disse leveringer var der ikke tale om atomvåben, ej heller om principiel stillingtagen til hele dette problem. Tiltrådt.” 19

Den 26. april 1957 holdt Udenrigspolitisk Nævn møde om det amerikanske tilbud om levering af raketvåben. På mødet konstaterede forsvarsminister Poul Hansen, at ”våbnene kunne bruges såvel med almindelig ammunition som med atomsprængladninger, men dette sidste var ikke aktuelt for Danmarks vedkommende, idet der ikke forelå noget tilbud om levering af atomammunition”. Stats- og udenrigsminister H.C. Hansen udtalte, at ”det nye folketing … ville stå fuldstændigt frit over for spørgsmålet, om man skulle modtage våbnene eller ikke.” Herefter kunne nævnet ifølge referatet tage til efterretning, at regeringen ”ville afgive et foreløbigt svar til USA, således at den endelige afgørelse var henskudt til det efter valget sammentrædende folketing.” 20

På mødet den 26. april 1957 godkendte Udenrigspolitisk Nævn også stats- og udenrigsminister H. C. Hansens svar på den sovjetiske ministerpræsident Bulganin brev. I svaret afviste H.C. Hansen, at Danmark var en angrebsbase for USA overfor Sovjetunionen, men han omtalte ikke atomvåben på dansk jord. Det amerikanske State Departement betegnede efterfølgende det danske svar som ”excellent in all respects” 21.

Efter nævnsmødet meddelte forsvarsminister Poul Hansen den 26. maj 1957 den amerikanske ambassades våbenhjælpsafdeling (MAAG), at Danmark i princippet accepterede leveringen af Honest John og Nike raketter22. Den amerikanske ambassade oplyste den 28. maj 1957 i et telegram til State Department, at Danmark “in principle” havde accepteret tilbuddet om levering af Honest John og Nike raketter.

NATO’s ministerrådsmøde den 2.-3. maj 1957 godkendte det tophemmelige strategidokument MC-14/2, som understregede NATO’s brug af atomvåben i forsvaret af Europa og behovet for at bevæbne NATO’s styrker med atomvåben23. I den danske presse blev det dog ifølge Social-Demokraten den 2. maj 1957 betonet, at ”NATO hverken kunne eller ville tvinge noget land til at modtage atomvåben, hvis det ikke selv ønskede det.” 24

I en TV-udsendelse den 8. maj 1957 gentog stats- og udenrigsminister H.C. Hansen, at ”Får vi tilbudt atomvåben, er det min personlige opfattelse, at svaret bliver nej tak.” Teksten på en af Socialdemokratiets valgplakater ved folketingsvalget i maj 1957 gentog det samme budskab25:

Socialdemokratiets valgplakat ved folketingsvalget i maj 1957, hvor den danske atomvåbenpolitik for første gang blev formuleret på skrift.

Efter folketingsvalget den 14. maj 1957 blev der indledt forhandlinger om at udvide den socialdemokratiske regering med Det Radikale Venstre og Retsforbundet. Under forhandlingerne rejste de radikale den 23. maj 1957 spørgsmålet om atomvåben: ”Bertil Dahlgaard knyttede nogle bemærkninger til det forsvarsmæssige og spurgte om atomvåben. H.C. Hansen svarede, at han i valgkampen havde udtalt, at Danmark ikke skulle udstyres med atomvåben, og det var hans opfattelse, at vi i fredstid og uden for særlig kritiske situationer, der ikke lod sig forudse, er bedre beskyttet ved ikke at have atomvåben end ved at have sådanne. Forsvarsministeren indskød, at dette måtte forstås som atomladninger, idet de nye raketvåben jo i givet fald kan udstyres med atomladninger. Denne opfattelse af begrebet var der enighed om, og de radikale var tilfreds med statsministerens udtalelse.” 26

Den endelige regeringsprotokol af 26. maj 1957 fastslog efter ønske fra de radikale, at ”… den hidtidige udenrigspolitik fortsættes. Det fremhæves, at Danmark ikke har fået tilbudt atomvåben, og det er opfattelsen, at et sådant tilbud, om det skulle komme til at foreligge, ikke bør modtages.” 27

I en redegørelse i Folketinget den 29. maj 1957 omtalte stats- og udenrigsminister H. C. Hansen det amerikanske tilbud om levering af våbenhjælp i form af Honest John og Nike raketter og fortsatte herefter: ”Der har ikke ved forhandlinger om leverancer til Danmark af moderne våben været tilbudt atomammunition. Skulle et sådant tilbud komme til at foreligge, er det ud fra de foreliggende forudsætninger regeringens opfattelse, at det ikke bør modtages.” 28

Den 5. juni 1957 udtalte den norske statsminister Gerhardsen på et grundlovsmøde i København: ”Spørgsmålet om indførelse af atomvåben i det norske forsvar er ikke aktuelt. Min personlige stilling til dette spørgsmål falder helt sammen med den, som Danmark har givet udtryk for.” Senere i juni 1957 vedtog det regeringsbærende norske Arbeiderpartiet på et landsmøde, at ”Atomvåpen må ikke plasseres på norsk område.” Det norske Storting gav den 22. juni 1957 sin tilslutning til at modtage Honest John og Nike raketter i Norge29.

På et møde i Udenrigspolitisk Nævn den 18. juni 1957 meddelte forsvarsminister Poul Hansen, at den danske regering accepterede levering af Honest John og Nike raketter30.

Den 19. juni 1957 redegjorde Poul Hansen i en tale i Folketinget om, at regeringen var indstillet på at acceptere USA’s tilbud om Honest John og Nike raketter, og at der ikke fra amerikansk side var fremsat tilbud om atomammunition31.

Den amerikanske ambassade i København gjorde hen over sommeren 1957 i et fortroligt brev State Departement opmærksom på, at der var ”considerable sentiment in Denmark against the receiving of atomic weapons if they should be offered” 32.

Sovjetunionen rykkede i august 1957 på magtbalancen mellem de to supermagter ved at gennemføre et vellykket forsøg med interkontinentale missiler og ved i oktober 1957 at opsende “Sputnik” satellitten. Det betød, at det amerikanske fastland nu var direkte truet af atomvåben. Kort tid efter satte den amerikanske regering spørgsmålet om oplagring af taktiske atomladninger og opstilling af mellemdistanceraketter i Europa på NATO’s dagsorden33.

Atomvåbnene og deres indflydelse på forsvaret, især kravet om hurtig adgang til atomladningerne, blev drøftet på et dansk-norsk forsvarsministermøde den 12. oktober 1957. NATO’s planlægning af forsvaret af Danmark og Norge blev nu i stigende grad baseret på atomvåben, og de to lande var på dette tidspunkt formentlig begge indstillet på at indføre atomvåben i en krise- eller krigssituation34.

Den danske forsvarschef, admiral Qvistgaard, erklærede sidst i oktober 1957 i en TV-udsendelse, at slaget ville være tabt, allerede inden det var begyndt, hvis danske styrker ikke fik atomvåben. Derfor ville det af militære hensyn være stærkt ønskeligt ”engang i fremtiden at kunne forøge de [danske] konventionelle styrkers ildkraft med indførelse af disse våben” (dvs. taktiske atomvåben)35.

I begyndelsen af november 1957 udtalte den amerikanske udenrigsminister Dulles til pressen, at USA ønskede at placere atomvåbenlagre til brug for de nye taktiske våben, som USA ville levere til en række europæiske NATO-lande, samt mellemdistancemissiler i Europa. Han sagde det ikke direkte, men det lå i forslaget, at disse taktiske atomvåben og mellemdistancemissiler ville give NATO’s øverstkommanderende (SACEUR) en bedre mulighed for at besvare et angreb fra Sovjetunionen på Europa uden straks at involvere USA’s strategiske atomvåbenstyrker og dermed risikere et sovjetisk atomangreb på det amerikanske fastland36.

Den sovjetiske udenrigsminister Gromyko gæstede den 4. november 1957 under en kort mellemlanding København og mødtes med stats- og udenrigsminister H.C. Hansen. På mødet sagde Gromyko advarende, at man i Danmark var alt for lidt klar over den store alvor, der lå i hele atomudviklingen, og den store risiko, landet løb. Han havde hørt, at Danmark nu skulle have (eller allerede havde fået) atomvåben. H.C. Hansen svarede, at den danske regering ved sin tiltræden i foråret havde erklæret, at Danmark ikke havde fået tilbudt atomvåben, og at Danmark – hvis et sådant tilbud blev givet – mente at måtte afslå dem37.

Den 14. november 1957 gentog stats- og udenrigsminister H.C. Hansen i dagbladet Information, at Danmark ikke ville modtage atomvåben – ”Jeg har i hvert fald personligt ikke skiftet mening.” 38

Den amerikanske ambassadør i Danmark Val Peterson henvendte sig den 13. november 1957 til stats- og udenrigsminister H.C. Hansen for at forhøre sig om, hvorvidt Danmark ønskede at blive orienteret, før USA eventuelt besluttede at oplagre atomvåben i Grønland. Det var USA’s opfattelse, at man ifølge den dansk-amerikanske aftale af 27. april 1951 om forsvaret af Grønland havde ret til at oplagre sådanne våben i Grønland39.

Stats- og udenrigsminister H.C. Hansen overgav den 18. november 1957 den amerikanske ambassadør et højt klassificeret og personligt dokument, hvori han noterede sig den amerikanske fortolkning af forsvarsaftalen. Han noterede sig endvidere, at der ikke var konkrete planer om oplagring af ammunition af en bestemt slags eller et amerikansk ønske om en dansk holdning hertil. På den baggrund så han ikke nogen grund til at fremkomme med en kommentar. Dokumentet var reelt en stiltiende, hemmelig accept af at placere atomvåben ved de amerikanske styrker i Grønland. H.C. Hansen orienterede hverken regeringen eller Folketinget om dokumentet. De amerikanske styrker ved Thule Air Base havde i perioden 1958-1965 oplagret atomladninger, bl.a. til basens Nike missiler40.

Den 22. november 1957 udtalte chefen for NATOs Nordregion, general Sugden, at Danmark og Norge burde have taktiske atomvåben, dels fordi små landes forsvarsevne derved ville forøges betydeligt, dels fordi en angriber ville besidde sådanne våben41.

Den amerikanske ambassadør i Danmark skrev den 25. november 1957 advarende i et telegram til State Department, at “it would be counter-productive at this time to attempt pressure Danes to a decision to accept atomic weapons in Denmark. Danish people tend to reason things out slowly and although there is evidence of favorable reaction within armed forces, public opinion here is not yet prepared for this step.”

Den 29.-30. november 1957 mødtes den danske regering med den norske regering i Oslo. Mødet handlede om det forestående NATO-topmøde i Paris og USA’s forslag om nye atomvåbenlagre og mellemdistancemissiler i Europa. Stats- og udenrigsminister H.C. Hansen stod i spidsen for den danske delegation bestående af forsvarsminister Poul Hansen, finansminister Viggo Kampmann og nogle højtstående embedsmænd. Efter mødet blev der udsendt et ret intetsigende kommuniké. Men de interne referater viser, at det nok i realiteten var på dette møde, at den danske regering lagde sig fast på det danske nej til atomvåben “under de foreliggende omstændigheder”, som H.C. Hansen formulerede det på ministermødet den 6. december 195742.

Den 11. december 1957 holdt Udenrigspolitiske Nævn møde om det forestående NATO-topmøde i Paris. På mødet udtrykte den konservative Ole Bjørn Kraft betænkelighed ved, at regeringen havde accepteret Honest John og Nike raketter, men nægtet at modtage atomladninger til våbnene. Han mente, at ”Effektiv benyttelse forudsatte anvendelsen af særlige sprængladninger” 43.

Sovjetunionens ministerpræsident Bulganin sendte den 12. december 1957 et nyt brev til stats- og udenrigsminister H.C. Hansen, hvori han bl.a. advarede mod de ”katastrofale konsekvenser” af et atomangreb på de NATO-lande, der stillede militærbaser på deres territorium til rådighed for USA’s atomvåben.

På NATO’s ministerrådsmøde den 16.-19. december 1957 i Paris redegjorde stats- og udenrigsminister H.C. Hansen for “the attitude of my government regarding non-acceptance, under the present circumstances, of atomic warheads on Danish soil, an attitude which is well-known and which applies also to the question of the establishment on Danish soil for missiles of intermediate range”. Den norske statsminister tog under mødet et tilsvarende forbehold for norsk territorium. Det officielle kommuniké fra NATO-mødet blev udformet, så Danmarks og Norges forbehold overfor lagre af atomammunition og mellemdistancemissiler stiltiende blev godkendt44.

Efter NATO-mødet udtalte stats- og udenrigsminister H. C. Hansen sig den 11. januar 1958 til Berlingske Aftenavis om formuleringen ”under de nuværende omstændigheder”, at han ikke havde profetiske evner og forbeholdt ”sig til enhver tid at tage et hvilket som helst spørgsmål op til ny besvarelse, når de forhold ændres, som lå til grund for svaret.” 45

Den 21. januar 1958 gav stats- og udenrigsminister H. C. Hansen Folketinget en redegørelse om NATO-topmødet, hvor han for første gang officielt begrundede den danske atomvåbenpolitik: ”Vort nej må ses på baggrund af Danmarks geografiske beliggenhed. I betragtning af de morderne våbens rækkevidde er det vanskeligt at sige, hvilke lande der fremover vil være mest udsatte i tilfælde af en krig, men det er et historisk faktum, at planer om forsvarsforanstaltninger i det område, hvortil Danmark hører, i de år, NATO har bestået, i særlig grad har påkaldt østlandenes opmærksomhed og fremkaldt stærke reaktioner. Det må derfor være af betydning, at vi i vort område undlader foranstaltninger, som – selv blot med urette – ville kunne opfattes som provokation og dermed vanskeliggøre afspænding. Vi mener med andre ord, at vort standpunkt i den nuværende situation kan være et bidrag til at tilvejebringe en gunstig atmosfære for det arbejde, der er indledt, og som forhåbentlig vil blive lykkeligt gennemført til opnåelse af politisk afspænding mellem øst og vest.” 46

I årene efter 1957 indgik USA aftaler med en række NATO-lande i Europa om oplagring af taktiske atomvåben efter det såkaldte dobbeltnøglesystem, dvs. deres anvendelse forudsatte samtykke fra både USA og værtslandet.

Ved leveringen af Honest John og Nike raketterne til Danmark i 1959-60 lagde USA, NATO og de ledende danske militærfolk på ny pres på den danske regering for at få ændret det betingede nej til atomvåben til et ubetinget ja. NATO pressede dog især på for at etablere særligt sikrede depoter til atomvåben på dansk territorium, sådan at det danske forsvar hurtigt ville kunne få leveret atomladninger i en krise eller krig. Efter at NATO havde accepteret den danske regerings politiske betingelser for disse atomdepoter blev der omkring 1960 bygget sådanne depoter i Danmark, bl.a. på de militære flyvestationer og i tilknytning til raketstyrkerne. De nødvendige atomladninger blev senere placeret i et amerikansk depot i Meyn lige syd for den dansk-tyske grænse.

Kilder og litteratur

Agger, Jonathan Søborg & Lasse Wolsgård (2001): Den størst mulige fleksibilitet: Dansk atomvåbenpolitik 1956-60, i Historisk tidsskrift, Bd. 101, h. 1 (2001), s. 76-110.

Boel, Erik (1988): Socialdemokratiets atomvåbenpolitik 1945-88, København: Akademisk Forlag 1988.

Clemmesen, Michael H. (1991): Den massive gengældelses lille ekko. De taktiske atomvåbens rolle i dansk forsvarsplanlægning i 1950’erne, i Carsten Due-Nielsen, Johan Peter Noack & Nikolaj Petersen: Danmark, Norden og NATO 1948-1962, København: Jurist- og Økonomforbundets Forlag 1991.

Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS) (2005): Danmark under den kolde krig – Den sikkerhedspolitiske situation 1945-1991, bind 1 1945-1962, København: DIIS 2005.

Dansk Udenrigspolitisk Institut (DUPI) (1997): Grønland under den kolde krig – Dansk og amerikansk sikkerhedspolitik 1945-68, København 1997.

Jensen, Bent (1999): Bjørnen og haren – Sovjetunionen 1945-1965, Odense: Odense Universitetsforlag 1999.

Jensen, Bent (2014): Ulve, får og vogtere – Den Kolde Krig i Danmark 1945-1991, København: Gyldendal 2014.

Krag, J.O. & K.B. Andersen (1971): Kamp og fornyelse – Socialdemokratiets indsats i dansk politik 1955-71, København: Fremad 1971.

Kaarsted, Tage (1964): Regeringskrisen 1957 – En studie i regeringsdannelsens proces, Aarhus: Universitetsforlaget i Aarhus 1964.

Olesen, Thorsten Borring & Poul Villaume (2005): I blokopdelingens tegn 1945-1972, Dansk Udenrigspolitiks Historie, bind 5. København: Gyldendal 2005.

Skogrand, Kjetil og Rolf Tamnes (2001): Fryktens likevekt – Atombomben, Norge og verden 1945-1970, Oslo: Tiden Norsk Forlag 2001.

Udenrigsministeriet (1968): Dansk sikkerhedspolitik 1948-1966, bind I: Fremstilling og bind II: Bilag, København: Udenrigsministeriet 1968.

Villaume, Poul (1995): Allieret med forbehold. Danmark, NATO og den kolde krig. En studie i dansk sikkerhedspolitik 1949-1961, København: Eirene 1995.

Noter

1. Agger & Wolsgård (2001: 79), Olesen & Villaume (2005: 298) og DIIS (2005: 294).
2. Agger & Wolsgård (2001: 79).
3. Udenrigsministeriet (1968: 114), Villaume (1995: 528-529), Olesen & Villaume (2005: 298-299) og DIIS (2005: 294).
4. Agger & Wolsgård (2001: 80) og DIIS (2005: 294-295).
5. Udenrigsministeriet (1968: 114 og bilag 158), Agger & Wolsgård (2001: 80 og 84), Olesen & Villaume (2005: 299) og DIIS (2005: 204 og 295).
6. Agger & Wolsgård (2001: 80 og 83) og DIIS (2005: 295).
7. Villaume (1995: 531).
8. Boel (1988: 39-41), Villaume (1995: 530) og DIIS (2005: 295).
9. Boel (1988: 41) og Villaume (1995: 531).
10. Clemmesen (1991: 135) og Villaume (1995: 532).
11. Udenrigsministeriet (1968: 115 og bilag 156), Villaume (1995: 532-534) og Olesen & Villaume (2005: 299-300).
12. Villaume (1995: 533-534), Agger & Wolsgård (2001: 81), DIIS (2005: 299-304) og Jensen (2014: 168-169).
13. Villaume (1995: 534).
14. Boel (1988: 82-83) og Villaume (1995: 534).
15. Boel (1988: 41-42) og Villaume (1995: 538).
16. Udenrigsministeriet (1968: 115) og Villaume (1995: 537).
17. Clemmesen (1991: 135).
18. Boel (1988: 39) og DIIS (2005: 205).
19. Boel (1988: 39 og 84) og Agger & Wolsgård (2001: 82).
20. Agger & Wolsgård (2001: 82).
21. Udenrigsministeriet (1968: 115 og bilag 157) og Villaume (1995: 535-536).
22. Agger & Wolsgård (2001: 82-83).
23. Villaume (1995: 522-523), som også beskriver, at Danmark og Norge internt i NATO udtrykte skepsis over den vægt MC 14/2 lagde på brugen af atomvåben selv ved en begrænset konflikt i Europa. Strategidokumentet MC 14/2 er hentet fra Gregory W. Pedlow (red.): NATO Strategy Documents 1949-1969, Bruxelles 1997.
24. Boel (1988: 41).
25. Boel (1988: 42) og Villaume (1995: 537).
26. J.O. Krags referat af mødet 23. maj 1957, jf. Krag & Andersen (1971: 91) og Kaarsted (1964: 121).
27. Kaarsted (1964: 124 og 157).
28. Udenrigsministeriet (1968: 116).
29. Boel (1968: 83) og Skogrand & Tamnes (2001: 124 og 233).
30. Udenrigsministeriet (1968: 116) og Villaume (1995: 540).
31. Udenrigsministeriet (1968: 116 og bilag 158).
32. Agger & Wolsgård (2001: 86).
33. Udenrigsministeriet (1968: 116), Agger & Wolsgård (2001: 86) og DIIS (2005: 308). Se også siden Atomvåben.
34. Clemmesen (1991: 136) og Agger & Wolsgård (2001: 86-87).
35. Villaume (1995: 543) og Jensen (2014: Bind 2, 166).
36. Udenrigsministeriet (1968: 116) og Villaume (1995: 544-545).
37. Villaume (1995: 548), Jensen (1999: 515-516) og Olesen & Villaume (2005: 302).
38. Boel (1988: 44) og Villaume (1995: 544).
39. DUPI (1997: 277 og 283) og Olesen & Villaume (2005: 313).
40. DUPI (1997: 277) og Olesen & Villaume (2005: 314-316). Offentligheden fik først kendskab til ”H.C. Hansen-papiret” i 1995.
41. Boel (1988: 80) og Villaume (1995: 544).
42. Villaume (1995: 546-548).
43. Udenrigsministeriet (1968: 116), DIIS (2005: 309) og Agger & Wolsgård (2001: 88).
44. Udenrigsministeriet (1968: 117 og bilag 160), Krag & Andersen (1971: 99-101), Villaume (1995: 551-555) og Agger & Wolsgård (2001: 87).
45. Villaume (1995: 556-557).
46. Udenrigsministeriet (1968: 117 og bilag 161).

Hent artiklen “Det danske nej til atomvåben 1957” som pdf-fil på Academia.edu

© Jens Perch Nielsen og koldkrig-online.dk 2021