Berlinkrisen 1961 og Danmark

Det mislykkede topmøde mellem præsident Kennedy og ministerpræsident Khrusjtjov i juni 1961 udløste en krise om Berlin, som kulminerede med opførelsen af Berlinmuren den 13. august 1961 og en konfrontation mellem amerikanske og sovjetiske kampvogne ved Checkpoint Charlie i oktober 1961. Krisen fik også den amerikanske regering og NATO til forberede sig militært på en ny sovjetisk blokade af de vestlige adgangsveje til Vestberlin, og denne militære planlægning kom på flere måder til at involvere Danmark.

Ud over et krav om dansk tilslutning til NATO Enhedskommandoen og øgede krav om dansk militær oprustning fremlagde USA og NATO også beredskabsplaner om at chikanere eller blokere Østblokkens skibstrafik i Østersøen og de danske stræder som svar på en sovjetisk blokade af Berlin. Som følge af Danmarks folkeretlige forpligtelser om at holde de to internationale stræder Storebælt og Øresund åbne for uskadelig gennemfart i fredstid ville dansk deltagelse i disse planer indebære en alvorlig risiko for, at Danmark kunne komme i krig med Sovjetunionen som følge af en konflikt om Berlin. Tyngdepunktet i en konflikt om Berlin ville altså hurtigt kunne flytte sig fra Berlin til Østersøen og de danske stræder – og dermed involvere Danmark mere direkte i konflikten.

Danmark tog derfor forbehold overfor planerne på et NATO-møde den 30. august 1961 og fastholdt dette forbehold under NATO’s senere drøftelser om de såkaldte BERCON (Berlin Contingency) og MARCON (Maritime Contingency) planer. Forløbet endte med, at NATO’s juridiske rådgiver i februar 1963 imødekom Danmark og udtalte, at det måtte være op til de enkelte NATO-landes regeringer at beslutte de konkrete handlinger i den konkrete situation som følge af NATO’s beredskabsplaner for Berlin. Men muligheden for at USA og NATO ville gennemføre en økonomisk blokade af Sovjetunionen i tilfælde af en eskalerende krise eller konflikt om Berlin vedblev med at eksistere under resten af Den Kolde Krig.

Hele forløbet dokumenteres nedenfor med fokus på USA’s og NATO’s beredskabsplaner for Berlin.

Dokumentation

Kennedy og Khrusjtjov under topmødet i Wien juni 1961. Under topmødet udtalte Khrusjtjov, at “Berlin er det farligste sted i verden. Sovjetunionen vil udføre en operation på dette ømme sted for at fjerne denne torn, dette sår, uden at skade parternes interesser.” Foto: US Department of State (John F. Kennedy Library).

topmødet i Wien den 3.-4. juni 1961 truede Sovjetunionens ministerpræsident Khrusjtjov med ensidigt at underskrive en fredstraktat med Østtyskland og samtidig give Østtyskland kontrollen over de vigtige adgangsveje til Vestberlin. Khrusjtjov havde truet med dette siden 1958 for at stoppe strømmen af østtyskere, som flygtede til Vesttyskland via grænseovergangene i Berlin. Amerikanerne frygtede derfor en gentagelse af blokaden i 1948-49, hvor USA og Storbritannien måtte oprette en luftbro til Vestberlin for ikke at blive presset ud af den delte by.

Den militære situation var imidlertid en anden i 1961 end den havde været i 1948. Sovjetunionen havde i mellemtiden fået atomvåben og langtrækkende missiler, som kunne ramme USA, og Warszawapagten stod militært stærkt i Europa. USA frygtede derfor, at Sovjetunionen ville forsøge at teste, om USA virkelig var indstillet på at gå hele vejen og risikere en global atomkrig for at forsvare de vestlige adgangsveje til et lille landområde som Vestberlin.

Den amerikanske militære planlægning tog i 1961 udgangspunkt i Kennedy-regeringens nye militære strategi kendt som ”flexible response”. Kernen i denne strategi var at have en bred vifte af svarmuligheder på en sovjetisk aggression, dvs. at have svarmuligheder som spændte lige fra ikke-militære skridt over begrænset brug af konventionelle våben til yderligere eskalering af krigen, i sidste ende til atomvåben. Ved at have forberedt en bred vifte af diplomatiske, økonomiske og militære svarmuligheder og anvende dem kontrolleret i en krise eller konflikt ville USA forhåbentlig kunne overbevise Sovjetunionen om, at fortsat aggression og eskalation ikke kunne betale sig. USA ville derfor kunne nedtrappe den sovjetiske aggression ved krisestyring og begrænset brug af militære styrker uden at være nødt til at indlede en altødelæggende atomkrig.

Uddrag af den tophemmelige amerikanske beredskabsplan under Berlinkrisen i 1961, bl.a. om at lukke de danske stræder. Kilde: JCSM-486-61, Berlin, 18 July 1961 (John F. Kennedy Library).

Efter Khrusjtjovs trusler på topmødet i Wien annoncerede præsident Kennedy i en tv-tale den 25. juli 1961 en omfattende amerikansk oprustning af landets konventionelle styrker for at kunne forsvare Berlin og resten af NATO. Samtidig udarbejdede den amerikanske regering en beredskabsplan over mulige svar på en sovjetisk blokade af adgangsvejene til Vestberlin, hvor en af svarmulighederne var at chikanere og blokere Østblokkens skibstrafik i Østersøen. Under et møde den 18. juli 1961 mellem præsident Kennedy og hans militære ledelse i Joint Chiefs of Staff beskrev den amerikanske viceflådechef James Russell således, hvordan en lukning af de danske stræder ved hjælp af minering og krigsskibe kunne være et muligt svar på en sovjetisk blokade af Berlin.

De tre vestlige besættelsesmagter i Berlin (USA, Storbritannien og Frankrig) havde siden 1959 koordineret deres militære beredskabsplaner for forsvaret af Berlin i den såkaldte ‘Live Oak’-organisation, som var oprettet i tilknytning til NATO i Paris. På et møde den 4.-9. august 1961 blev de tre vestlige besættelsesmagter og Vesttyskland (de fire ’Live Oak’-magter) enige om at involvere resten af NATO i denne militære planlægning, sådan at alle NATO-landene i fællesskab kunne forberede de økonomiske og militære modforanstaltninger som følge af den spændte situation omkring Berlin1.

Den danske regering blev derfor informeret om de amerikanske planer om at chikanere eller blokere Østblokkens skibstrafik i Østersøen på et møde i NATO’s ministerråd den 8. august 1961, hvor den amerikanske udenrigsminister Dean Rusk gav rådet en orientering om mulige vestlige skridt som svar på en sovjetisk blokade af Berlin2. Ifølge et amerikansk memorandum udtalte Rusk bl.a. på mødet, at ”Naval measures of a non-violent nature are possible, such as the harassment of Bloc shipping. More forcible measures would range from mining selected waters to active blockade.”

Natten mellem den 12. og 13. august 1961 begyndte den østtyske regering med opbakning fra Sovjetunionen at bygge Berlinmuren for at stoppe strømmen af østtyskere, som flygtede til Vesttyskland via grænseovergangene i Berlin. I juli 1961 flygtede 30.415 østtyskere, og i august nåede 47.433 at komme ud, før grænsen blev lukket. Berlinmuren påvirkede ikke i sig selv de tre vestlige besættelsesmagters status i Berlin, men muren understregede Sovjetunionens vilje til at løse problemerne omkring Berlin med magt.

Dagbladet Aktuelt oplyste den 22. juli 1961, at New York Times dagen før havde omtalt et forslag om en “fredelig blokade” af sovjetiske handelsskibe i Østersøen som et muligt vestligt modtræk mod en kommunistisk blokade af Berlin. Udenrigsminister Jens Otto Krag oplyste den 31. juli 1961 i Det Udenrigspolitiske Nævn, at de i et amerikansk blad fremkomne meddelelser om, at Danmark skulle opfordres til at spærre de danske stræder, stod helt for bladets egen regning.

I Danmark redegjorde udenrigsminister Jens Otto Krag den 15. august 1961 på ministermødet om situationen i Berlin og nævnte, at USA ønskede at forbedre sin forhandlingsposition ved et øget beredskab, og at der derfor ”fra NATO (foreligger) et ønske om øgede beredskabsstyrker og om, at der forberedes økonomiske sanktioner, uden at der dog endnu foreligger konkrete forslag. … Man var ikke i Udenrigsministeriet indstillet på egentlige militære beredskabsforanstaltninger, men kun på visse begrænsede foranstaltninger.” Regeringen besluttede derfor at gennemføre en spredning af olielagrene i NEPS-linjen, at aflyse øvelsesrejser for forsvarets enheder til udlandet samt at udsende en pjece “Hvis krigen kommer” til befolkningen. Regeringen havde allerede i slutningen af juli instrueret den danske repræsentant i NATO om at følge forhandlingsvejen i Berlinkrisen3.

NATO’s Plan of Action

NATO’s øverstkommanderende general Norstad præsenterede den 21. august 1961 på et møde i NATO-Rådet en “Plan of Action: NATO Europe” for en forøgelse af NATO’s militære beredskab og konventionelle styrker som følge af situationen i Berlin, som ifølge Norstad hurtigt kunne blive meget kritisk4. NATO’s aktionsplan indeholdt bl.a. krav om hurtig dansk tilslutning til NATO Enhedskommandoen, om mere dansk militært personel og udstyr, om yderligere danske lagre af søminer og om danske minelæggere i krigsberedskab.

På et møde i NATO den 30. august 1961 om det juridiske grundlag for økonomiske og militære modforanstaltninger “the Danish Representative drew the attention of the Committee ‘to the special situation of NATO countries which were not direct participants in the Berlin Agreement.’ He felt that in this case, ‘the consideration of economic reprisals in the event of a total blockade of Berlin was not valid, and he therefore repeated his question to the Four Powers to indicate whatever legal justification they may present for Danish participation in such measures.'” Den danske repræsentant stillede med andre ord spørgsmålstegn ved, om Danmark folkeretligt ville kunne deltage i økonomiske eller militære modforanstaltninger i en krisesituation omkring Berlin, hvor Danmark eller NATO endnu ikke var blevet direkte angrebet af Warszawapagten.

Den 31. august 1961 forudså CIA i en hemmelig analyse, at “the majority of NATO members would be extremely reluctant to sanction a Western naval blockade which, however justified, would in their eyes constitute an act of war. Should the Soviet provocation be sufficiently great, there might be some support for a blockade as offering a means of striking back other than by Western military action in the Berlin area or the immediate initiation of general war. However, there would still be strong and probably overriding objections to the imposition of a blockade on the grounds that a blockade, instead of forcing the Soviets to back down, would probably lead to new Soviet reprisals against West Berlin or against NATO countries and would further increase the risk of general war. These objections would probably be strongly held by – among others – the UK, Denmark, and Turkey, whose cooperation would be all but essential to the enterprise.”

Også Sverige måtte forventes at være meget forbeholdne overfor en flådeblokade af Østersøen. På et møde den 9. august 1961 med udenrigsminister Rusk rapporterede den amerikanske ambassadør i Sverige J. Graham Parsons, at “the Swedes would be extremely sensitive to any operations in the Skagerrak and would probably feel that their neutrality would require them to keep a Baltic channel open through Swedish territorial waters”.

Den 30. august 1961 besluttede Søværnskommandoen at udruste de 5 danske minelæggere med krigsarmerede miner. Her ses minelæggeren N61 VINDHUNDEN, som blev udrustet med miner i september 1961. Foto: Forsvarsgalleriet.

Den 4. september 1961 forelå det danske svar på NATO’s “Plan of Action”. Danmark var nu ifølge en regeringserklæring af 31. august 1961 indstillet på at afslutte forhandlingerne om NATO Enhedskommandoen. På ønsket om yderligere lagre af søminer svarede Danmark, at “The existing Danish stocks of mines are deemed to be on such a level that they are sufficient to cover the present plans.” Desuden tog det danske forsvar nu skridt til at udruste de danske minelæggere med krigsarmerede miner og gennemførte samtidig en større mobiliseringsøvelse med genindkaldelse af 9.000 mand. Endelig godkendte Folketingets Finansudvalg den 12. september 1961 forsvarsministerens ansøgning om yderligere 75 mill. kr. til materielanskaffelser “under indtryk af den udenrigspolitiske situation.” 5

På et møde den 15. september 1961 i NATO-Rådet opsummerede general Norstad de forskellige NATO-landes svar på NATO’s “Plan of Action” og gav udtryk for, at “In the Northern Region, the efforts of Norway and Denmark are appreciated, but fall short of the desired goals. The defense of this region will, at best, be marginal and any lesser measures, particularly in the absence of nuclear weapons, will involve risk. The early establishment of the Baltic Approach Command would provide the means of obtaining maximum effectiveness from the limited forces available and must be expedited.” 6

På ministermødet den 28. september 1961 afviste den danske regering at følge NATO’s ønske om at forøge det danske forsvarsberedskab ved at indkalde flere soldater eller forlænge tjenestetiden, men regeringen godkendte, “at der blev truffet forberedelse til, at de pågældende indkaldelser hurtigt kunne finde sted, og at man nøje fulgte situationen med henblik på, om de foreslåede styrkeforøgelser måtte anses for nødvendige.” 7 I overensstemmelse med denne beslutning sendte Danmark den 28. september 1961 et nyt svar til NATO om mulighederne for mere militært personel og udstyr, men oplyste dog i svaret, at fem danske minelæggere nu var sat i krigsberedskab.

Den lidt nølende reaktion fra Danmark og Norge på de mange ønsker fra USA og NATO under Berlinkrisen i 1961 var muligvis årsagen til, at den norske regering formentlig i oktober 1961 modtog en skarp verbalnote fra USA med et ønske om, at Norge skulle vise mere fasthed overfor Sovjetunionen. Den norske justitsminister Jens Haugland beskrev episoden således i sin dagbog for den 12. oktober 1961: ”Mr. Fisher Howe frå den amerikanske ambassaden i Oslo har vendt seg til det norske utanriksdepartementet og klaga over at Norge er ein ”kjølig” medlem av NATO, og dette spesielt i Berlin-konflikten. Vi har i denne konflikten gått inn for forhandling og har ikkje tala altfor mykje om krig – avdi det er tvilsamt om det norske folket vil ta ein krig for Berlin. Dessutan har vi sagt at den økonomiske embargo av austblokken, som USA har planlagt, vil vere i strid med all avtalerett og folkerett om det ikkje ligg føre ein krigssituasjon. Dette har Washington ikkje lika – så mykje fornuft set dei ikkje pris på. Dei meiner også vi har sett i verk altfor få militære tiltak. [Udenrigsminister] Halvard Lange sa at det var svært uheldig om USA’s syn på oss skulle bli kjent. Og han har no skrive brev til Dean Rusk – den amerikanske utanriksministeren – og sagt at vi er ein god og solidarisk medlem af NATO.” 8

Amerikanske kampvogne konfronterer sovjetiske kampvogne ved Checkpoint Charlie under Berlinkrisen i oktober 1961. Foto: U.S. Army.

I løbet af oktober 1961 blev den internationale situation yderligere anspændt med en konfrontation den 27. oktober 1961 mellem amerikanske og sovjetiske kampvogne ved Checkpoint Charlie i Berlin samt Sovjetunionens prøvesprængning den 30. oktober 1961 af en meget kraftig brintbombe. Men selv om situationen var anspændt, skete der ikke mere. Khrusjtjovs trusler på topmødet i Wien, som skulle presse de tre vestlige besættelsesmagter ud af Berlin, blev ikke til noget, efter at Berlinmuren var opført9.

Samtidig gik NATO ind i en fase, hvor de foreslåede beredskabsplaner for Berlin blev drøftet i detaljer. På et møde den 16. september 1961 mellem de tre vestlige besættelsesmagter og Vesttyskland (de fire ’Live Oak’-magter) var den britiske udenrigsminister Lord Douglas-Home forbeholden overfor det amerikanske forslag om en flådeblokade som svar på en sovjetisk blokade af Berlin: “… the actions set forth in the report [on a naval blockade] constituted the first act of war and were actions to take when war was almost inevitable. In that situation … it might perhaps be desirable to take these actions, and they might also be preferable to a land war.” 10

BERCON og MARCON

Den 25. oktober 1961 godkendte NATO-Rådet et tophemmeligt dokument, som instruerede NATO’s militære myndigheder om at forberede forskellige militære beredskabsplaner ”in order to put the Alliance in a position to cope with actions by the Soviet Bloc in a Berlin crisis.”

Under NATO’s videre drøftelser i 1961-62 om de såkaldte BERCON (Berlin Contingency) og MARCON (Maritime Contingency) planer blev de konkrete beredskabsplaner om at chikanere eller blokere Østblokkens skibstrafik i Østersøen og de danske stræder mødt med kraftige forbehold fra dansk side, fordi dansk deltagelse i disse planer ville indebære en alvorlig risiko for krig som følge af Danmarks folkeretlige forpligtelser om at holde de to internationale stræder Storebælt og Øresund åbne for uskadelig gennemfart i fredstid11.

Danmark havde især fokus på NATO’s såkaldte BERCON DELTA plan, som indebar “the employment of naval forces for surveillance of Soviet Bloc warships and merchant shipping, hindrance of Soviet Bloc ship activity, board and search measures, seizure of Soviet Bloc merchant ships, and excluding or diverting Soviet Bloc ships from or the blockade of, specific areas.”

Udenrigsministeriets skrivelse af 30. april 1962 til Forsvarsministeriet om BERCON planerne. Kilde: Udenrigsministeriet, Fortrolige skabssager (1946 – 1972), 20: 105 I 1.a – 105 I 1.e, RA.

[Den danske regerings reaktion på NATO’s beredskabsplaner for Berlin har siden 2022 været genstand for et forskningsprojekt på koldkrig-online.dk. Resultaterne af forskningsprojektet vil løbende blive publiceret her på sitet.]

Den 30. april 1962 understregede Udenrigsministeriet med henvisning til BERCON DELTA planen, at ”der er en nærliggende mulighed for, at Sovjetunionen vil betragte enhver spærring i fredstid af de danske stræder for sovjetiske skibe som casus belli, hvorfor en sådan foranstaltning efter dansk opfattelse vil indebære en alvorlig risiko for krig. Under de givne omstændigheder lægger man vægt på, at de danske militære repræsentanter, som deltager i forberedende drøftelser vedrørende planer af den omhandlede art, giver udtryk for dette synspunkt under drøftelserne.”

Set med danske øjne ville dansk deltagelse i en blokade af Østersøen og de danske stræder altså være en eskalation, hvor Danmark risikerede at bringe situationen ud af kontrol og blive angrebet af Sovjetunionen, mens en sådan blokade set med amerikanske øjne ville være mindre krigerisk end et direkte forsvar af adgangsvejene til Berlin med militære styrker.

Det amerikanske forsvarsministerium Pentagon var dog også bekymret for, om en flådeblokade af Østersøen ville kunne eskalere til en større væbnet konflikt i Europa. I et tophemmeligt memorandum af 18. september 1961 til præsident Kennedy pegede Pentagon på behovet for at sende yderligere amerikanske hærstyrker til Europa, bl.a. fordi det ”would guard against a possible Soviet seizure of some territory in the west, e.g., Hamburg, possibly in response to an Allied naval blockade, limited air attack, or ground probe. … deployment of forces toward the north of Germany increases our capabilities in an area where NATO is extremely weak and where the main effort of any initial USSR ground offensive would likely occur.” Scenariet med et begrænset sovjetisk angreb alene på Hamborg-området som led i en gradvis eskalering af en væbnet konflikt i Europa blev i amerikanske militære kredse kendt som “the Hamburg Grab”12.

Den 28. august 1962 anerkendte NATO’s Standing Group i et tophemmeligt notat om BERCON og MARCON planerne, at ”Implementation of the different plans, decided in response to or reprisal for Soviet action, might have legal implications, for instance in the cases of MARCON FOUR, FIVE and SIX in relation to International Maritime Law; these implications have not been examined. … Specific political consideration would be needed in the authorization for execution of BERCON DELTA measures in the waters governed by international treaties, i.e. Turkish and Baltic Straits.”

Den 17. september 1962 fremlagde de tre vestlige besættelsesmagter og Vesttyskland (de fire ’Live Oak’-magter) et tophemmeligt dokument med en oversigt over, i hvilken rækkefølge de fire magter forestillede sig de militære og økonomiske modforanstaltninger iværksat ved en konflikt om Berlin. Dokumentet tog udgangspunkt i Kennedy-regeringens såkaldte ”Poodle Blanket” scenarie for en eskalerende konflikt om Berlin og opererede med fire faser, hvor der i den anden fase – fasen inden konventionel krig – bl.a. kunne blive tale om ”naval measures (national, tripartite, and/or NATO) and air measures; and economic countermeasures, including repressive measures against Bloc maritime and air traffic, of ascending intensity up to and including a full embargo”.

Statsminister Jens Otto Krag godkendte den 24. september 1962 Udenrigsministeriets og udenrigsminister Per Hækkerups indstilling om at godkende NATO’s beredskabsplaner for Berlin ”under fremhævelse af, at der ikke er tale om automatisk overgang fra 3-magts til NATO-planer eller fra et stadium til et andet inden for NATO-planlægningen, men at regeringens samtykke til den tid vil kræves.” 13

Den 4. oktober 1962 bad NATO’s fung. generalsekretær Guido Colonna om NATO-landenes bemærkninger til et tophemmeligt dokument, som NATO’s juridiske rådgiver efter ønske fra NATO’s generalsekretær Dirk Stikker havde udarbejdet om ”Legal problems involved in the implementation of the MARCON and BERCON DELTA plans”.

Efter mere end et års forhandlinger14 godkendte Danmark i princippet NATO’s beredskabsplaner for Berlin på et møde i NATO-Rådet den 10. oktober 1962, men den danske repræsentant Erik Schram-Nielsen oplyste ifølge det officielle referat af NATO-mødet, at “he was authorized to approve the plans in principle, but not in detail, and that this was how he understood the word “approve” in this case. For example, the Council could not be invited to approve in detail flagrant violations of international law.” Ifølge en canadisk indberetning om mødet ”Danes object to approval by gov(ernmen)ts of plans which include acts contrary to international law.” De danske betænkeligheder kom også til udtryk i et svar til NATO’s juridiske rådgiver den 20. november 1962 om de folkeretlige problemer i NATO’s beredskabsplaner for Berlin.

På et møde den 31. oktober 1962 godkendte NATO-Rådet beredskabsplanerne for Berlin “in principle and for planning purposes”, dog med en udtalelse fra NATO’s generalsekretær Dirk Stikker om, at “we shall have to proceed with the study of legal implications of certain of the maritime contingency plans.” På baggrund af denne udtalelse kunne Danmark tilslutte sig beslutningen ifølge det officielle referat af NATO-mødet, men en canadisk indberetning om mødet gentog det danske forbehold om ”legal problems” overfor planerne.

NATO’s udenrigsministermøde den 13. december 1962 havde beredskabsplanerne for Berlin på dagsordenen. Den danske udenrigsminister Per Hækkerup udtalte ifølge det officielle referat, at ”Concerning Berlin, he underlined the importance to Denmark, by virtue or her geographical situation, of the outcome of events in that city. He confirmed his government’s support for the maintenance of the three Western non-negotiable principles, and while insisting on the need to preserve the credibility of Western commitments in the event of a threat to Berlin, he felt that the West should never give up hope of reaching a modus vivendi in Berlin through a negotiated settlement.”

Forløbet endte med, at NATO’s juridiske rådgiver i februar 1963 imødekom Danmark og udtalte, at det måtte være op til de enkelte NATO-landes regeringer at beslutte de konkrete handlinger i den konkrete situation som følge af NATO’s beredskabsplaner for Berlin.

Senere konstaterede NATO’s Nordkommando (CINCNORTH) i 1966, at kommandoen ikke ville have tilstrækkelige flådestyrker til at gennemføre BERCON DELTA planen om at chikanere eller blokere Østblokkens skibstrafik i Østersøen og de danske stræder. Den danske og den vesttyske flådeledelse var desuden opmærksomme på de folkeretlige begrænsninger på mulighederne for at gennemføre sådanne operationer15. Men muligheden for at USA og NATO ville gennemføre en økonomisk blokade af Sovjetunionen i tilfælde af en eskalerende krise eller konflikt om Berlin vedblev med at eksistere under resten af Den Kolde Krig16.

Det var ikke uden grund, at Statsministeriets udenrigs- og sikkerhedspolitiske rådgiver Henning Gottlieb i sine erindringer ‘I Kronens tjeneste’ nævnte, at ”Mineudlægningsproblematikken var svær og anses vel for den mest skæbnesvangre selvstændige beslutning, en dansk regering kunne stå overfor (jfr. 1914). Minering af internationalt farvand – altså forhindring af den frie sejlads på en del af det åbne hav – anses almindeligt som en krigshandling i folkeretlig forstand, imod hvilken andre lande ville være i deres gode ret til at anvende magt. Udlægning af miner i farvandene omkring Danmark er et selvfølgeligt led i Danmarks invasionsforsvar, men kunne også være et led i en overordnet strategi for at lægge pres på en modpart og således være en særdeles offensiv foranstaltning – i tilfældet med hele kongeriget som indsats. Eksempelvis kunne man tænke på spærring af Store Bælt som vestligt modtræk mod russisk pres på Berlin.” 17

Kilder og litteratur

a. Arkiver

CIA (USA): The Berlin Wall Collection: A City Torn Apart: Building of the Berlin Wall

Department of State (USA): Foreign Relations of the United States (FRUS), 1961–1963, Volume XIV, Berlin Crisis, 1961–1962

John F. Kennedy Library (USA): The Cold War in Berlin

National Archives (USA): The Berlin Crisis of 1961: 2011 Conference

NATO Archives: Military Planning for Berlin Emergency (1961-1968)

The National Archives (UK): The Cabinet Papers – The Berlin problem and Cuban Missile Crisis

University of Toronto Libraries (Canada): Canada and the Second Berlin Crisis, 1961-1962

b. Litteratur

Bogason, Peter (2016): Søværnet under den kolde krig – Politik, strategi og taktik, København: Snorres Forlag 2016.

Bogason, Peter (2023): NATO and the Baltic Approaches 1949-1989 – When Perception was Reality, Berlin: De Gruyter 2023.

CIA (2011): A City Torn Apart: Building of the Berlin Wall, Central Intelligence Agency, Historical Collections, 2011.

Department of State (1970): Crisis over Berlin – American Policy Concerning the Soviet Threats to Berlin, Part VI (June–September 1961), Washington: Department of State, Historical Office 1970.

Eriksen, Knut Einar & Helge Øystein Pharo (1997): Kald krig og internasjonalisering 1949-1965, Norsk udenrigspolitikks historie, bind 5, Oslo: Universitetsforlaget 1997.

Freedman, Lawrence (2000): Kennedy’s Wars: Berlin, Cuba, Laos, and Vietnam, New York: Oxford University Press 2000.

Gottlieb, Henning (2001): I Kronens tjeneste – Politiske erindringer, København: Forum 2001.

Hansen, Peer Henrik & Thomas Wegener Friis (2015): Berlin og den kolde krig – set med danske øjne, Rudkøbing: Langelands Museum’s Forlag 2015.

Haugland, Jens (1986): Dagbok frå Kongens råd, Oslo: Det Norske Samlaget 1986.

Henriksen, Jesper Thestrup (2016): Der Weg zum Einheitskommando – Dänemark, Westdeutschland und die Verteidigung der Ostsee, 1947-1962, i Aaron Jessen, Elmar Moldenmauer og Karsten Biermann (red.): Grenzen überwinden – Schleswig-Holstein, Dänemark und die DDR, Husum Druck- und Verlagsgesellschaft 2016, s. 49-69.

Kempe, Frederick (2012): Berlin 1961 : Kennedy, Khrusjtjov og det farligste sted på jorden, Forlaget Turbulenz 2012.

Linnemann, Finn & Tom Wismann (2020): Det danske søminevåben 1862-2020: Historie, Teknik, Miner, Politik, Skibe, Snekkersten: Steel & Stone Publishing og Marinehistorisk Selskab 2020.

Maloney, Sean M. (2002): Berlin Contingency Planning: Prelude to Flexible Response, 1958–63, i The Journal of Strategic Studies, Vol. 25, No. 1 (March 2002), s. 99–134.

Martin, L. W. (1970): De danske Stræder, ekspertvurdering i Problemer omkring dansk sikkerhedspolitik – En redegørelse fra det sagkyndige udvalg under regeringsudvalget vedrørende Danmarks sikkerhedspolitik, Bilag, København 1970, s. 125-131.

Olesen, Thorsten Borring & Poul Villaume (2005): I blokopdelingens tegn 1945-1972, Dansk Udenrigspolitiks Historie, bind 5, København: Gyldendal 2005.

Pedlow, Gregory W. (1996): Allied Crisis Management for Berlin: The LIVE OAK Organization, 1959-1963, i William W. Epley (red.): International Cold War Military Records and History – Proceedings of the International Conference on Cold War Military Records and History Held in Washington, D.C. 21-26 March 1994, Office of The Secretary of Defence, Washington D. C. 1996.

Pedlow, Gregory W. (2011): NATO and the Berlin Crisis of 1961: Facing the Soviets While Maintaining Unity, bilag til CIA (2011): A City Torn Apart: Building of the Berlin Wall, Central Intelligence Agency, Historical Collections, 2011.

Plokhy, Serhii (2021): Nuclear Folly: A History of the Cuban Missile Crisis, New York: W. W. Norton & Company 2021.

Sikkerhedspolitisk studiegruppe (1979): Østersøen – Geografi, historie, økonomi, havret, forsvar, sikkerhed, København: Schultz 1979.

Slusser, Robert M. (1973): The Berlin Crisis of 1961 – Soviet-American Relations and the Struggle for Power in the Kremlin, June-November 1961, Baltimore and London: The John Hopkins University Press 1973.

Villaume, Poul (1995): Allieret med forbehold. Danmark, NATO og den kolde krig. En studie i dansk sikkerhedspolitik 1949-1961, København: Eirene 1995.

Villaume, Poul (2023): Mellem frygt og håb: Den Kolde Krig – en ny global historie. Cubakrise, stedfortræderkrige og afspænding, 1961-1977, København: Gads Forlag 2023.

Noter

1. Department of State (1970: 55-63). Se Maloney (2002: 102-6) og Pedlow (2011: 1) om ‘Live Oak’-organisationen. ‘Live Oak’ contingency planning staff i Paris blev i årene 1959-1961 ledet af den amerikanske general Norstad, som samtidig var NATO’s øverstkommanderende i Europa (SACEUR) og US Commander-in-Chief Europe (US CinCEUR). ‘Live Oak’-organisationen blev først lukket efter afslutningen af Den Kolde Krig.
2. Department of State (1970: 65-68) og Pedlow (2011: 3-4). Den amerikanske regering orienterede den 21. juli 1961 via sine ambassader de øvrige NATO-landes regeringer om indholdet af Kennedy’s tale den 25. juli 1961 og opfordrede samtidig de øvrige NATO-lande til at opruste militært, jf. Department of State (1970: 40-44).
3. Ministermødeprotokollen 31. juli og 15. august 1961, Avisårbogen 16. og 21. august 1961, Villaume (1995: 257), Bogason (2023: 356-357) samt Det Udenrigspolitiske Nævns mødereferater, 31. juli 1961, UM 3 E 92, RA.
4. Pedlow (2011: 5-6) og Bogason (2023: 354).
5. Forsvarsministeriet, 11. kontors “Notits vedrørende beredskabet” af 5. september 1961 (RA) samt Avisårbogen 11. og 12. september 1961. Se også Hansen & Friis (2015: 50-51) og Bogason (2016: 145-46) om klargøringen af danske søminer og minelæggere under Berlinkrisen i efteråret 1961.
6. Pedlow (2011: 7).
7. Ministermødeprotokollen 28. september 1961, Villaume (1995: 380) samt Det Udenrigspolitiske Nævns mødereferater, 4. oktober 1961, UM 3 E 92, RA.
8. Haugland (1986: 143-144), Eriksen & Pharo (1997: 250-252) og Olesen & Villaume (2005: 609-610).
9. Ministerpræsident Khrusjtjov trak truslen om hurtigt og ensidigt at underskrive en fredstraktat med Østtyskland tilbage i en tale den 17. oktober 1961, jf. Slusser (1973: 309-310), Freedman (2000: 89) og Villaume (2023: 72). Berlinkrisen blussede kortvarigt op igen, da Sovjetunionen i februar-marts 1962 forsøgte at begrænse og chikanere vestlige civile flyselskabers brug af luftkorridorerne til Vestberlin, jf. Pedlow (1966: 105), Maloney (2002: 120) og Villaume (2023: 87). Men Sovjetunionen vedblev i sommeren 1962 med at presse USA bl.a. med truslen om en ensidig fredstraktat med Østtyskland, sandsynligvis for at få Kennedy-regeringen til at fokusere på Berlin og aflede USA’s opmærksomhed fra den sovjetiske militære opbygning på Cuba i sommeren og efteråret 1962, jf. Plokhy (2021: 99-119).
10. Department of State (1970: 124).
11. Olesen & Villaume (2005: 340 og 610), Henriksen (2016: 63-64), Bogason (2016: 159-160) og Bogason (2023: 352-370) omtaler de danske forbehold overfor NATO’s beredskabsplaner for Berlin. Se Sikkerhedspolitisk studiegruppe (1979: 138-140) og Linnemann & Wismann (2020: 68-71) om folkeretten i forbindelse med de to internationale stræder Storebælt og Øresund.
12. Memorandum for the President: Military Build-up and Possible Action in Europa [18. September 1961], s. 1-4, folder Defense, 1961: September-December, John F. Kennedy Library; samt Villaume (1995: 259) og Freedman (2000: 106).
13. Udenrigsministeriets notat af 24. september 1962 om ”Militære NATO-planer i forbindelse med Berlin-krisen”, Fortrolige skabssager (1946 – 1972), 20: 105 I 1.a – 105 I 1.e, RA.
14. Ifølge Pedlow (2011: 7-13) var NATO’s langvarige forhandlinger om de militære beredskabsplaner for Berlin i virkeligheden udtryk for en magtkamp mellem NATO’s ministerråd repræsenterede alle NATO-landene på den ene side og de tre vestlige besættelsesmagter plus Vesttyskland (de fire ’Live Oak’-magter) på den anden side. NATO’s generalsekretær Dirk Stikker spillede ifølge Pedlow en nøglerolle i at forlige denne magtkamp sammen med NATO’s øverstkommanderende general Norstad.
15. Bogason (2023: 366-368).
16. Pedlow (1996: 104) nævner, at de fire ’Live Oak’-magter i december 1962 – efter de gode erfaringer med en flådeblokade under Cubakrisen i oktober 1962 – skabte en ny ”quadripartite organization known as DEEP SEA, which was responsible for devising a series of naval countermeasures for possible use in a Berlin access crisis and implementing these measures if directed to do so by the political authorities.” Denne ‘Deep Sea’ organisation var lokaliseret i Washington med ‘Naval Countermeasures Coordinating Centers’ i Norfolk, Paris og Hawaii. Maloney (2002: 121) nævner, at ‘Deep Sea’ organisationen skulle udføre SACLANT’s MARCON planer om at overvåge, chikanere eller blokere Østblokkens skibstrafik i Nordatlanten.
17. Gottlieb (2001: 323). Den britiske professor L. W. Martin (1970: 129-130) nævner i Seidenfaden-rapporten, at ”Under forhold, hvor krig ikke er brudt ud, kunne evnen til at lukke [de danske] stræderne være et yderst vigtigt pressionsmiddel for Vesten, og derfor en alvorlig dæmper på den russiske politik. … For en udenforstående måtte det derfor synes at være en dansk interesse at bevare en solid evne til at foretage blokerende operationer i stræderne, og derigennem sikre sig en afgørende stemme i de allieredes beslutninger om, og under hvilke omstændigheder sådanne operationer skulle gennemføres.”

Hent artiklen ‘Berlinkrisen 1961 og Danmark’ som pdf-fil på Academia.edu

© Jens Perch Nielsen og koldkrig-online.dk 2023