Søværnets mangeårige chef, nu afdøde viceadmiral S. Thostrup, var en af de danske officerer, som var aktiv i de forhandlinger, der førte til oprettelsen af NATO’s Enhedskommando (BALTAP) i 1962. Han beskrev senere det lange forløb fra de første møder i Northern European Planning Group (NERPG) i 1949 til de afsluttende forhandlinger om Enhedskommandoen i november 19611.
Lakonisk konstaterede han, at Søværnet i efteråret 1949 måtte erkende, at Limfjorden kunne blive aktuel som forsvarslinje. Det engelske admiralitet var nemlig kun indstillet på at hjælpe med minelæggeren HMS Apollo i tilfælde af et angreb på Danmark. Og denne minelægger skulle forsynes fra Frederikshavn og operere i farvandet ved Læsø.
Minelæggeren HMS Apollo. Foto: Wikipedia
NATO’s strategi var på dette tidspunkt at forsvare Vesteuropa ved Rhinen og at spærre de danske stræder i det nordlige Kattegat og Skagerrak. Under NATO-øvelsen Mainbrace i efteråret 1952 – den første store NATO-øvelse i danske farvande – indgik således en landsætning af 1.500 amerikanske marineinfanterister ved Skagen. NATO’s to store sømagter USA og Storbritannien fokuserede i disse år på forsvaret af Nordjylland og Sydnorge, bl.a. med et forslag om at udbygge Frederikshavn til en international flådehavn2.
Danmark var ikke tilfreds med denne strategi og arbejdede fra begyndelsen af 1950’erne – bl.a. med opførelsen af Langelandsfortet og Stevnsfortet – på at etablere en forsvarslinje længere mod syd ved Østersøen. Ifølge den første version af NATO’s forsvarsplan fra april 1950 skulle forsvaret af Jylland således “if possible” baseres på en forsvarslinje langs Kieler-kanalen3. Men hverken NATO eller Danmark var i begyndelsen af 1950’erne indstillet på at stille med tilstrækkelige styrker til at dække denne forsvarslinje. Derfor var det nødvendigt, at Vesttyskland bidrog militært, hvis forsvarslinjen ved Kieler-kanalen skulle kunne forsvares. Og Vesttyskland blev først medlem af NATO i 1955, og først genoprustet i årene derefter.
Viceadmiral S. Thostrup var noget mere optimist i sin beskrivelse af det første møde mellem danske og vesttyske søofficerer i sommeren 1955. Det hemmelige møde fandt sted på godset Sierhagen nær Neustadt i Holsten med baron Scheel-Plessen som vært. Mødet var arrangeret af chefen for den danske efterretningstjeneste oberst H. Lunding og den tyske oberst A. Oster (en søn af den af nazisterne i 1945 henrettede general).
Fra forløberen for det tyske forsvarsministerium, det tyske ”Dienststelle Blank”, deltog Kapitän zur See K. Zenker og Fregattenkapitän H. Gerlach. Fra dansk side deltog chefen for søværnstabens operationsafdeling Kommandør Aa. Linde og Kommandørkaptajn S. Thostrup, som på dette tidspunkt var chef for plansektionen under Linde.
Thostrup beskrev senere, hvordan de fire søofficerer udvekslede oplysninger om de eksisterende forhold og planerne for flådestyrkernes opbygning og udvikling. Den planlagte tyske flåde blev angivet til 8 jagere, 6 fregatter, 30 torpedobåde, 24 undervandsbåde og 54 minestrygere.
Thostrup fortsatte, at ”Der var enighed om, at et fremtidigt snævert samarbejde mellem de danske og tyske mariner var nødvendigt, herunder at der måtte søges frem til en kommandoordning, når den tyske styrkeopbygning havde nået et passende stade. Der var også enighed om at søge kontakten opretholdt.”
Ved middagen efter mødet udtalte værten baron Scheel-Plessen, at han ganske vist ikke havde kendskab til mødets indhold, men da han havde sine formodninger, ville han – idet han pegede på et maleri af Christian IX – under dette billede udbringe en skål for fremtidige gode relationer mellem de to mariner.
Thostrup mente i 1987 kun at kunne huske, at der blev afgivet mundtlig rapport om det hemmelige møde til chefen for Søværnet. Men han tilføjede, at mødet kan have været medvirkende til den positive danske holdning til, at NATO i 1957 etablerede en maritim planlægningsgruppe, som skulle overveje NATO’s kommandostruktur i Østersøen. Denne planlægningsgruppe foreslog i juli 1958 at oprette en allieret flådekommando BALTAP i Kiel, et forslag som efter yderligere forhandlinger førte til oprettelsen af NATO’s Enhedskommando i 1962, hvori indgik en fælles flådekommando COMNAVBALTAP i Kiel-Holtenau.
Viceadmiral S. Thostrup blev i 1962 Enhedskommandoens første stabschef.
Læs mere om Enhedskommandoens forhistorie og den tyske admiral Friedrich Ruge.
Noter
1. Brev af 16. maj 1987 fra viceadmiral S. Thostrup til forfatteren af denne artikel. Det dansk-tyske møde i sommeren 1955 er også omtalt af S. Thostrup i en artikel i Ove Høegh-Guldberg Hoff (red.): Safeguarding Security in the Baltic Approaches, 1962-2002, Karup: Public Information Office Joint Headquarters NORTHEAST 2003.
2. Se artiklen Den allierede militære bistand fra NATO til Danmark efter 1949.
3. Kenneth W. Cordit: The History of the Joint Chiefs of Staff: The Joint Chiefs of Staff and National Policy, Vol. II: 1947-1949, s. 405, JCS Historical Division, Wilmington, Delaware: Michael Glazier 1976.
© Jens Perch Nielsen og koldkrig-online.dk 2019