I ugerne op til påsken 1948 modtog statsminister Hans Hedtoft en række alarmerende meldinger om en eventuel umiddelbart forestående sovjetisk aktion mod et af de nordiske lande. Det kommunistiske kup i Tjekkoslovakiet i slutningen af februar 1948 og det sovjetiske “tilbud” til Finland den 27. februar 1948 om at indgå en såkaldt venskabs-, samarbejds- og bistandspagt havde på det tidspunkt skabt en stor uro og mistro til Sovjetunionens planer og hensigter overfor Vesteuropa.
Den danske regering besluttede derfor at træffe visse militære og politimæssige foranstaltninger, der sigtede mod at imødegå et kommunistisk kup og/eller et sovjetisk militært angreb på Danmark. Samtidig gav regeringen via diplomatiske kontakter med USA diskret udtryk for ønsker om militær hjælp og en sikkerhedsgaranti fra USA.
Denne sikkerhedspolitiske krise blev senere kendt som Påskekrisen 1948. Under krisen tog regeringen reelt det første skridt væk fra den neutrale ikke-blokpolitik, som den havde forsøgt at føre siden 1945. Påskekrisen 1948 var dermed også det første, forsigtige skridt på Danmarks vej ind i Atlantpagten (NATO) 1949.
Hele det hektiske forløb dokumenteres nedenfor med fokus på regeringens beredskabsforanstaltninger og de diplomatiske kontakter med USA.
Dokumentation
På et møde den 21. januar 1948 i Udenrigspolitisk Nævn fremlagde forsvarsminister Rasmus Hansen (S) på opfordring af tidligere statsminister Knud Kristensen (V) en redegørelse for det danske forsvars beredskab1. Bevæbningen og styrken af både hær, flåde og flyvevåben var så ringe, at en forsvarskamp mod en indtrængende fjende ikke var mulig. Knud Kristensen var skeptisk overfor Hedtoft-regeringens neutrale ikke-blokpolitik. Regeringen burde efter hans mening bekende sig tydeligere til vestmagterne. Statsminister Hans Hedtoft (S) var enig i, at Danmark følte sig nærmest knyttet til de vestlige lande, men han mente, at det var uklogt at udtale sig offentligt om dette. Hedtoft understregede regeringens ikke-blokpolitik ved at udtale, at ”Skulle en konfliktsituation indtræde, måtte muligheden for at holde Danmark uden for konflikten benyttes.”
I en tale i Underhuset den 22. januar 1948 foreslog den britiske udenrigsminister Ernest Bevin at oprette et forsvarssamarbejde mellem Frankrig, Storbritannien og de tre Benelux-lande. Efter korte forhandlinger blev der indgået en forsvarspagt mellem de fem lande, kaldet Vestunionen, i Bruxelles den 17. marts 1948. Bevin nævnte i sin tale, at det foreslåede samarbejde senere kunne udvides til andre lande. Men statsminister Hans Hedtoft fastslog den 30. januar 1948 i radioen, at Danmark ikke skulle placeres i nogen blok eller være med til at uddybe modsætningerne mellem Øst og Vest. På et møde i Udenrigspolitisk Nævn den 6. februar 1948 gentog Hedtoft, at Danmark ikke måtte “fraskrive os muligheden af at holde os udenfor en stormagtskonflikt, hvor lille en sådan mulighed end måtte være.” 2
Den 31. januar 1948 indledte en række sovjetiske aviser samt Danmarks Kommunistiske Partis avis “Land og Folk” en pressekampagne rettet mod det danske forsvar, bl.a. med påstande om hemmelige aftaler mellem Danmark, Storbritannien og USA om at udbygge og forbedre de danske flyvepladser, så de kunne fungere som base for amerikanske og britiske bombe- og jagerfly. Statsminister Hans Hedtoft betegnede samme dag påstandene som “fantastiske og urimelige”. Få dage efter gav den konservative Ole Bjørn Kraft den 2. februar 1948 udtryk for, at Danmark måtte tage forholdet mellem Øst og Vest op til “realpolitisk overvejelse”, fordi “i kampen mellem demokrati og diktatur, frihed og undertrykkelse, har vi kun én plads at indtage.” 3
Også fra Norge kom den danske ikke-blokpolitik under pres. Forsvarsminister Rasmus Hansen, der var i Oslo i begyndelsen af februar 1948, fik en fornemmelse af, at dele af ledelsen i det regeringsbærende Arbeiderparti var på vej væk fra neutraliteten i retning mod at søge en eller anden form for tilknytning til Vesten. I de følgende måneder blev spørgsmålet om neutralitet og et nærmere skandinavisk forsvarssamarbejde jævnligt drøftet uformelt mellem de ledende politikere i Danmark, Norge og Sverige4.
Efter Pragkuppet
Efter det kommunistiske kup i Tjekkoslovakiet i slutningen af februar 1948 var der mange historier i de danske aviser om de danske kommunister, bl.a. om at kommunisterne skulle have våben liggende efter modstandskampen under besættelsen, om illegal indsmugling af nye våben, og om at kommunisterne havde infiltreret Hærens og Søværnets virksomheder. Hjemmeværnsforeningerne var på dette tidspunkt ofte politisk organiserede, dvs. der var rene kommunistiske hjemmeværnsgrupper og i øvrigt også antikommunistgrupper, bevæbnet med våben fra besættelsen5.
Den 1. marts 1948 bad forsvarsminister Rasmus Hansen forsvarets øverste chefer om at udarbejde et udkast til en ny forsvarsordning, der gjorde det muligt “med meget kort varsel (højst 24 timer)” at imødegå en krænkelse af neutraliteten. Dagen efter genoptog Forsvarskommissionen af 1946 sit arbejde efter en pause siden maj 1947. Den 5. marts 1948 gik Krigsministeriet i gang med “overvejelser tilsigtende bedring af beredskabet under hensyntagen til den vanskelige udenrigspolitiske situation”. De ansvarlige ministre holdt i de følgende uger møder med Forsvarets og Politiets chefer i en såkaldt “Hjernetrust” om planlægningen og iværksættelsen af de nødvendige beredskabsforanstaltninger6.
Fra Prag advarede den danske gesandt den 3. og 5. marts 1948 om forlydender, der pegede i retning af, at Danmark kunne blive det næste sted, et kommunistisk kup blev søgt iværksat7.
Efter at den norske statsminister Gerhardsen i en tale den 29. februar 1948 havde advaret mod den kommunistiske trussel mod norsk frihed og demokrati, modtog den norske regering i dagene 5. – 8. marts 1948 diplomatiske meldinger fra Helsinki, Warszawa og Moskva om, at der kunne ventes et sovjetisk diplomatisk initiativ overfor Norge, f.eks. i form af et forslag om en pagt svarende til den venskabs-, samarbejds- og bistandspagt Sovjetunionen havde “tilbudt” Finland den 27. februar 1948. På baggrund af disse rygter rettede den norske regering den 8. og 11. marts 1948 en henvendelse til den amerikanske og britiske ambassadør i Norge om, hvordan de to lande vurderede Norges strategiske position, og hvilken hjælp Norge kunne vente fra dem i tilfælde af sovjetisk aggression. Den danske regering blev straks orienteret om den norske henvendelse, og henvendelsen blev også drøftet på et nordisk udenrigsministermøde i København den 12. marts 19488.
Den 9. marts 1948 udtalte det kommunistiske folketingsmedlem Alvilda Larsen til dagbladet Information, at kommunisterne i Tjekkoslovakiet “var Helvedes stærke, og at hun ønskede – som sand kommunist – at noget lignende måtte overgå Danmark.” 9 Der er dog intet, der tyder på, at Danmarks Kommunistiske Parti (DKP) rent faktisk planlagde et kup i foråret 194810.
Den 10. marts 1948 var der debat i Folketinget om den udenrigspolitiske situation efter det kommunistiske kup i Tjekkoslovakiet og den tiltagende spænding mellem Øst og Vest. Udenrigsminister Gustav Rasmussen udtalte, at “Skulle Danmark imod al ret og på trods af alle pagter og traktater blive angrebet, da vil vi af al vor kraft forsvare det højeste gode, vi har, Danmarks selvstændighed, vor frihed og vort demokrati.” Under debatten lagde regeringen og de øvrige partier afstand til Sovjetunionens udenrigspolitik og DKP’s politik i Danmark. Udenrigsminister Gustav Rasmussens og partiernes ordførertaler kan læses her. Samme dag døde den respekterede tjekkoslovakiske udenrigsminister Jan Masaryk, der var ikke-kommunist, under mystiske omstændigheder i Prag.
Ansporet af disse begivenheder og forlydender havde udenrigsminister Gustav Rasmussen den 11. marts 1948 efter et møde i “Hjernetrusten” en samtale med den amerikanske ambassadør Marvel i København, i tråd med den norske regerings henvendelse til USA nogle få dage forinden. Under denne samtale bad Gustav Rasmussen ifølge den amerikanske ambassadørs indberetning USA om en hasteleverance af et større parti våben for at markere den danske vilje til selvforsvar. Ambassadøren indberettede desuden i et andet telegram, at Gustav Rasmussen under deres samtale havde givet udtryk for et dansk ønske om en amerikansk sikkerhedsgaranti i form af en ensidig amerikansk proklamation om, at yderligere sovjetiske fremstød ville blive mødt med magt. Ifølge ambassadøren havde Gustav Rasmussen endda udtalt, at “it was within possibilities Denmark would be forced to seek military alliance with US” 11.
Som resultat af mødet i “Hjernetrusten” den 11. marts 1948 tog Krigsministeriet og Generalkommandoen også de første skridt til at forhøje beredskabet, bl.a. med udlægning af ammunition fra Hærens depoter til regimenterne, og rigspolitichefen bad den 16. marts 1948 politikredsene om at opstille en særlig beredskabstjeneste baseret på udrykningstjenesten i politikredsene12.
Den 11. marts 1948 besvarede justitsminister Busch-Jensen en kommunistisk forespørgsel i Folketinget om, hvilke oplysninger regeringen kunne give om hemmelige landinger af våben ved de danske kyster, som har været omtalt i en del af dagspressen. Justitsministeren svarede ganske kort, at de konkrete historier havde været baseret på “rygter”, men tilføjede så: “Jeg vil gerne benytte lejligheden til at opfordre folk til at hjælpe politiet i dets arbejde ved at give politiet de oplysninger, de måtte komme i besiddelse af.” 13
Den 13. marts 1948 offentliggjorde Gallup Instituttet et meningsmåling “Danmark mellem Øst og Vest” baseret på spørgsmålet, om Danmark i lyset af forholdet mellem Øst og Vest skulle tage stilling og vælge én af siderne. 46 pct. af befolkningen ønskede at Danmark tog stilling og valgte én af siderne, 32 pct. ville ikke tage stilling til nogen af siderne og 22 pct. havde intet standpunkt eller vidste ikke. Af de 46 pct., der ønskede at Danmark tog stilling, ønskede 95 pct., at Danmark tilsluttede sig Vestblokken. Blandt Venstres og de konservatives vælgere var der et betydeligt flertal for at tilslutte sig Vestblokken, mens ønsket om neutralitet især var udbredt blandt vælgere, der stemte på Socialdemokratiet, de radikale, Retsforbundet og kommunisterne14.
Povl Bang-Jensen
Ambassaderåd ved den danske ambassade i Washington Povl Bang-Jensen rejste i midten af marts 1948 hjem til København for at advare de ledende politikere og embedsmænd om ikke at gentage den 9. april, hvis rygterne om en eventuel sovjetisk aggression mod dansk område på et tidspunkt skulle blive til virkelighed. Han mente, at Danmark i tilfælde af et angreb kun ville kunne forvente hjælp fra USA, hvis Danmark selv ydede alvorlig og energisk modstand. Bang-Jensen medbragte ved sin ankomst til København den 15. marts 1948 en skriftlig “Hemmelig analyse” med en beskrivelse af truslen mod Danmark. Bang-Jensens analyse, der var lavet i samarbejde med ambassadens marineattaché Kjølsen, kan læses her i afskrift, og det originale manuskript kan ses her15.
Inden afrejsen til Danmark havde Bang-Jensen den 4. marts 1948 denne samtale om den sovjetiske trussels karakter med Francis Cunningham i det amerikanske udenrigsministerium State Department. Den 9. marts havde Bang-Jensens chef, ambassadør Kauffmann, denne samtale med to højtstående embedsmænd i State Department, og på denne baggrund besluttede Kaufmann at sende Bang-Jensen til København med budskabet om behovet for at yde alvorlig modstand ved et sovjetisk angreb16.
Bang-Jensens besøg og samtaler i København var altså ikke på forhånd koordineret med Udenrigsministeriet i København, men ambassadør Kauffmann sendte den 10. marts 1948 dette telegram og den 13. marts dette brev til Udenrigsministeriet for at varsle Bang-Jensens ankomst til København den 15. marts.
Samtidig havde ambassadens marineattaché Kjølsen den 15. marts 1948 en samtale med den amerikanske flådes efterretningschef, admiral Inglis, om den sovjetiske trussel mod Danmark. Til denne samtale havde Kjølsen nedskrevet et memo, der kan læses her.
Den 13. marts 1948 rejste udenrigsminister Gustav Rasmussen til Paris for at deltage i et internationalt topmøde om den amerikanske Marshallplan for den økonomiske genopbygning af Europa. Under konferencen mødtes Gustav Rasmussen bl.a. med den britiske udenrigsminister Bevin den 16. marts 1948 og blev her orienteret om de tanker om et fremtidigt atlantisk alliancesystem, som Bevin nogle dage forinden havde sendt til USA’s udenrigsminister Marshall. Ambassaderåd Bang-Jensen fik derfor først udenrigsministeren i tale den 22. eller 23. marts 194817.
I stedet mødtes Bang-Jensen den 16. marts 1948 med statsminister Hans Hedtoft. Af dette telegrafiske referat af en samtale, som Hedtoft havde om aftenen den 16. marts 1948 med den amerikanske ambassadør, fremgår at Bang-Jensen skulle have fortalt Hedtoft, at USA var misfornøjet med Danmarks mangel på initiativ til at slutte sig til Vesteuropa og det kommende forsvarssamarbejde mellem Frankrig, Storbritannien og de tre Benelux-lande i Vestunionen. Ifølge referatet gentog Hedtoft under samtalen med den amerikanske ambassadør det danske ønske om en amerikansk sikkerhedsgaranti og berørte muligheden for, at Danmark sammen med Norge vil slutte sig til Vesten, selv om Sverige stod fast på renlivet neutralitet.
I de følgende dage formidlede Bang-Jensen sine budskaber til en række ledende danske politikere, embedsmænd og journalister18. Den 16. marts fortalte afdelingschef i Udenrigsministeriet Vincens Steensen-Leth således den amerikanske ambassadør i København, at Bang-Jensen havde oplyst ham om, at USA’s flyvevåben havde behov for at kunne bruge Danmark som udgangspunkt for angreb imod Moskva. Den amerikanske ambassadør indberettede dette til Washington den 17. marts 1948 og fik den 22. marts 1948 besked fra Washington om, at denne historie var grundløs.
Den 17. marts 1948 holdt præsident Truman denne tale for den amerikanske kongres om den sovjetiske trussel imod Europa, bl.a. presset på Finland “to the hazard of the entire Scandinavian peninsula”. I talen understregede Truman princippet om amerikansk hjælp til selvforsvar, idet han fastslog, at “the determination of the free countries of Europe to protect themselves will be matched by an equal determination on our part to help them to protect themselves”. Samme dag indgik Frankrig, Storbritannien og de tre Benelux-lande en forsvarspagt i Bruxelles, kaldet Vestunionen.
Den 18. marts 1948 holdt statsminister Hans Hedtoft en tale på et folkemøde i forbindelse med et nordisk statsministermøde i Stockholm, hvor han gentog udenrigsminister Gustav Rasmussen forsikring i Folketinget den 10. marts om, at Danmark ville forsvare sig “af al vor kraft”, hvis landet blev angrebet. Statsministeren fik under statsministermødet mulighed for at drøfte den sikkerhedspolitiske situation i fortrolighed med sine nordiske kolleger19.
Den 19. marts 1948 oplyste State Department i dette telegram den amerikanske ambassadør om, at Bang-Jensens udtalelser til Hedtoft, som refereret af Hedtoft til ambassadøren den 16. marts, ganske vist ikke var inspireret fra amerikansk side, men at man fra amerikansk side så med velvilje på alle danske forsvarsplaner og derfor ikke ville dementere Bang-Jensens udtalelser.
Påsken 1948
På et ministermøde den 20. marts 1948 nedsatte regeringen en midlertidig forsvarsstab bestående af de øverste værnschefer, der fik til opgave i løbet af otte dage at udarbejde “en midlertidig fælles plan for det forsvar, som værnenes nuværende tilstand gør mulig, dersom Danmark angribes af fremmede styrker eller et kup skulle blive forsøgt”. Samtidig iværksatte Hæren og Søværnet yderligere beredskabsforanstaltninger, bl.a. luft- og søpatruljering samt bevogtning af depoter mv. På et møde i “Hjernetrusten” den 21. marts 1948 fik Forsvarets og Politiets ledelse bemyndigelse til kategorisk at fjerne personer, mistænkt for kommunistiske sympatier, fra nøglestillinger, og sætte dem til andet arbejde. Beslutningerne blev fulgt op på ministermødet den 22. marts 1948, hvor det bl.a. blev besluttet at inddrage påskeorloven for visse soldater20.
I dette telegram af den 22. marts 1948 indberettede den amerikanske ambassadør, at han dagen før af Bang-Jensen var blevet orienteret om formålet med hans besøg i Danmark, nemlig at advare om risikoen for en sovjetisk aktion mod Danmark i påskedagene og vække til aktive danske forsvarsforanstaltninger og dansk tilslutning til Vesten.
Den 22. og 23. marts 1948 indberettede de danske ambassadører i Washington og Moskva, at USA og Sovjetunionen med noget større interesse end normalt fulgte udviklingen i de skandinaviske lande21.
Den 23. marts 1948 udtrykte udenrigsminister Gustav Rasmussen over for den amerikanske ambassadør den danske regerings nervøsitet og bekymring over situationen, men også en fast dansk vilje til at gøre helhjertet modstand mod en sovjetisk aggression, og spurgte, om der var nyt om våbenleverancerne. Ambassadøren indberettede Gustav Rasmussens udtalelser i dette telegram den 24. marts 1948 til Washington.
Information, den 23. marts 1948. Foto: DIIS (2005: 138).
Dagen før skærtorsdag, onsdag den 24. marts 1948, informerede statsminister Hans Hedtoft på et tre timer langt møde i dybeste fortrolighed Udenrigspolitisk Nævn om, at der var nedsat en midlertidig forsvarsstab og taget en række militære og politimæssige beredskabsforanstaltninger, der bl.a. omfattede udvidet bevogtning og klargøring af de militære anlæg, øget patruljering til lands, til vands og i luften samt inddragelse af påskeorloven for visse soldater. Hedtoft udtalte bl.a., “at regeringen ikke havde informationer om, at noget umiddelbart var forestående, men han ønskede at understrege betydningen af, at alle gode kræfter blev sat ind på at forhindre en gentagelse af den 9. april, hvis det uventede og ikke-indicerede skulle indtræde.” Regeringen fik på mødet Nævnets tilslutning til de af regeringen trufne beslutninger22.
Samme dag opfordrede justitsminister Busch-Jensen i en udtalelse i Radioavisen befolkningen til at indberette alle handlinger, “som kan være rettet mod den danske stats eller det danske folks sikkerhed”. Og pressen oplyste, at Statens Civile Luftværn “under hensyn til de herskende forhold” havde besluttet at stille sløjfningen af bunkere med beskyttelsesrum fra Anden Verdenskrig i bero23.
Inden mødet i Udenrigspolitisk Nævn mødtes Hans Hedtoft med den amerikanske ambassadør, som opfordrede til, at Anholt, Læsø og Samsø blev forsvaret i tilfælde af et sovjetisk angreb. Søværnet placerede herefter et bevæbnet skib ved hver af disse øer24.
I dette telegram den 27. marts 1948 til Washington indberettede den amerikanske ambassadør efter samtalen med Hans Hedtoft, at den danske kurs i forhold til en vestlig alliance endnu ikke var bestemt, men at der i givet fald ville blive kæmpet – der ville ikke blive en ny 9. april 1940. Desuden ville Danmark afvise en pagt med Sovjetunionen.
I løbet af påsken 1948 var Forsvaret, Hjemmeværnet og politiet flere steder i forhøjet beredskab. Bl.a. samledes op mod 500 hjemmeværnsfolk i Dyrehaven nord for København efter rygter om, at sovjetiske faldskærmstropper ville lande der, og Garderhusarregimentet blev sat til at overvåge et sovjetisk skib i Københavns Havn25. For at mane til ro udtalte forsvarsminister Rasmus Hansen den 27. marts 1948 til pressen, at det var “rimeligt, at der var en sådan vagttjeneste, at værnenes depoter var under betryggende opsigt”.
En berømt anekdote beretter, hvordan Hans Hedtoft, der tilbragte påskedagene på Gjorslev Gods på Stevns, en morgen vækkede efterretningsofficeren oberst Lunding, fordi han antog at lyden af tunge landbrugsmaskiner og flakkende lys var begyndelsen til en sovjetisk invasion af Danmark26.
Trods den til tider dramatiske stemning hen over påsken skete der intet, og den 30. marts 1948 begyndte afviklingen af det forhøjede militære og politimæssige beredskab. Samme dag udtalte formanden for Danmarks Kommunistiske Parti Aksel Larsen til pressen, at det kommunistiske kup alle talte om i påsken, udeblev, fordi kommunisterne overhovedet ikke agtede at lave kup. Påskekrisen var overstået27.
Den 5. april 1948 fik den amerikanske ambassadør i dette telegram fra Washington besked om, at man på grund af knaphed ikke kunne imødekomme den danske anmodning om amerikanske våbenleverancer. Amerikanerne var dog meget tilfredse med den danske vilje til at ville forsvare landets selvstændighed, hvilket udtrykkelig blev betegnet som en væsentlig forudsætning for amerikansk hjælp.
Den 7. april 1948 besvarede statsminister Hedtoft i Folketinget kommunisten Aksel Larsens forespørgsel om regeringens bevæggrunde til de “omfattende militære og politimæssige beredskabsmæssige foranstaltninger” i påskedagene. Hedtofts afvisende svar og anklager imod de danske kommunister og Moskva for at udsprede bevidst falske oplysninger om hemmelige danske militæraftaler med England og USA kan læses her sammen med den konservative Ole Bjørns Krafts anklage mod kommunisterne for landsforræderi.
Efter Bang-Jensens tilbagekomst fra København til Washington orienterede han sine kolleger i det amerikanske udenrigsministerium om sine indtryk fra besøget i Danmark, som det fremgår af dette amerikanske samtalereferat den 12. april 1948, hvori Bang-Jensen fremhævede den faste danske modstandsvilje og det akutte våbenbehov.
I dette brev af 27. april 1948 til ambassadør Kauffmann i Washington udtrykte udenrigsminister Gustav Rasmussen sin negative vurdering af Bang-Jensens besøg i København. Gustav Rasmussen var utilfreds med, at Bang-Jensens besøg havde givet anledning til en del rygter og avisomtale, fordi han under besøget havde talt med alt for mange personer uden for regeringen og Udenrigsministeriet. Hans Hedtoft oplyste dog under mødet i Udenrigspolitisk Nævn den 24. marts, at han havde givet Bang-Jensen tilladelse til at tale med andre politikere under besøget i København28.
I den sovjetiske propaganda blev Påskekrisen i denne artikel udlagt som “krigshysteri” med det formål at skræmme danskerne til at slutte sig til den af USA dominerede vestblok vendt mod Sovjetunionen.
Jens Otto Krag, der var handelsminister i 1948, skrev i marts 1978 i Weekendavisen disse erindringer om Påskekrisen i 1948 og Bang-Jensens rolle. Krag fremhævede her den psykologiske betydning, som chokket over besættelsen den 9. april 1940 havde haft for Påskekrisens forløb.
Afslutning
Begivenhederne under Påskekrisen 1948 var reelt det første skridt væk fra den neutrale ikke-blokpolitik, som den danske regering havde forsøgt at føre siden 194529. Selv om det siden blev klart, at der nærmest var tale om en selvskabt krise, blev Påskekrisen 1948 med den konservative Ole Bjørn Krafts ord “en symbolsk og demonstrativ tilkendegivelse af Danmarks vilje til at forsvare sig” 30. Med klare signaler om dansk forsvarsvilje og diskrete ønsker om militær hjælp og en sikkerhedsgaranti fra USA var Påskekrisen 1948 dermed også det første, forsigtige skridt på Danmarks vej ind i Atlantpagten (NATO) 1949.
Påskekrisen 1948 var også medvirkende til, at et statsligt dansk Hjemmeværn blev oprettet ved lov i juli 1948 og trådte i funktion i april 1949. Det skete bl.a. for at få mere kontrol med hjemmeværnsforeningerne og deres våben31. Endvidere medvirkede Påskekrisen 1948 formentlig til, at Rigspolitichefens Efterretningsafdeling (REA) i maj 1948 modtog en ny instruks fra Justitsministeriet, der de facto tillod overvågning og registrering af alle landets kommunister32. Endelig understregede Påskekrisen 1948 behovet for mere præcise efterretninger om trusler mod landets sikkerhed, og regeringen bad derfor Generalstabens og Marinestabens efterretningssektioner (GE og ME) samt Rigspolitichefens Efterretningsafdeling (REA) om at koordinere samarbejdet mellem organisationerne33.
Kilder og litteratur
Bjøl, Erling (1983): Hvem bestemmer? – Studier i den udenrigspolitiske beslutningsproces, København: Jurist- og Økonomforbundets Forlag 1983.
Clemmesen, Michael H. (1987): Udviklingen i Danmarks forsvarsdoktrin fra 1945 til 1969, Rapport til det XX. nordiske historikermøde i Reykjavik 1987, i Militärhistorisk Tidsskrift, 1987, s. 7-81.
Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS) (2005): Danmark under den kolde krig – Den sikkerhedspolitiske situation 1945-1991, bind 1: 1945-1962, København: DIIS 2005.
Elklit, Jørgen, Poul Jensen, Henrik S. Nissen & Nikolaj Petersen (red.) (1975): Tekster til historisk forskningsteknik – En samling af tekstgrupper fra dette århundrede, afsnit 5, Århus: AKA-print 1975.
Hansen, Peer Henrik & Jakob Sørensen (2000): Påskekrisen 1948: Dansk dobbeltspil på randen af den kolde krig, København: Høst & Søn 2000.
Hornemann, Jacob: Påskekrisen 1948, på danmarkidenkoldekrig.dk.
Jensen, Bent (1999): Bjørnen og Haren: Sovjetunionen og Danmark 1945-1965, Odense: Odense Universitetsforlag 1999.
Jensen, Bent (2014): Ulve, får og vogtere – Den Kolde Krig i Danmark 1945-1991, København: Gyldendal 2014.
Larsen, Erlend & Jan Helge Kaiser (2016): Den kalde krigen – og Vestfold 1948-1991, Oslo: E-forlag 2016.
Lauring, Kåre (2020): Fra befrielse til forpligtelse. En fortælling om Danmark og Den Kolde Krig, København: Gyldendal 2020.
Lidegaard, Bo (1996): I Kongens Navn: Henrik Kauffmann i dansk diplomati 1919-58, København: Samleren 1996.
Lidegaard, Bo (2011): Påskekrisen 1948, i John T. Lauridsen, Thorsten Borring Olesen, Rasmus Mariager & Poul Villaume (red.): Den Kolde Krig og Danmark, Gads Leksikon, København: Gad 2011.
Nielsen, Sune Wadskjær (2023): Forsvarsløs igen, artikel på forsvarshistorien.dk 2023.
Nørby, Søren (2005): Aldrig mere en 9. april! – Genopbygningen af Danmarks forsvar 1945-1951 med særlig vægt på søværnet, 2. del 1946-51, i Tidsskrift for Søvæsen, årg. 176, nr. 4 (2005), s. 213-261.
Olesen, Thorsten Borring & Poul Villaume (2005): I blokopdelingens tegn 1945-1972, Dansk Udenrigspolitiks Historie, bind 5, København: Gyldendal 2005.
Olesen, Torsten Borring (2011): Ikke-blokpolitik, i John T. Lauridsen, Thorsten Borring Olesen, Rasmus Mariager & Poul Villaume (red.): Den Kolde Krig og Danmark, Gads Leksikon, København: Gad 2011.
Petersen, Nikolaj (1981): Storbritannien, U.S.A. og skandinavisk forsvar 1945-49, i Historie, ny rk., bind 14 (1981), s. 37-77.
Petersen, Nikolaj (1989): Påskekrisen 1948, i Bertel Heurlin & Christian Thune (red.): Danmark og det internationale system: Festskrift til Ole Karup Pedersen, s. 223-243, København: Politiske Studier 1989.
Skodvin, Magne (1990): Nordic or North Atlantic alliance? – The Postwar Scandinavian Security Debate, Forsvarsstudier 3/1990, Oslo: IFS 1990.
Stevnsborg, Henrik (2016): Magt, krig og centralisering – Dansk politi 1945-2007, København: Jurist- og Økonomforbundets Forlag 2016.
Noter
1. Det danske forsvar var sat på den politiske dagsorden efter at Søværnets chef, viceadmiral Aage H. Vedel, og Hærens chef, general Ebbe Gørtz, i henholdsvis oktober 1947 og januar 1948 offentligt havde sat spørgsmålstegn ved Forsvarets evne til at forsvare landet, jf. Hansen & Sørensen (2000: 41-51) og Nørby (2005: 222-228).
2. Udenrigsministeriet (1968: 22) og Det Udenrigspolitiske Nævns mødereferater, 6. februar 1948, UM 3 E 92, RA.
3. Avis-Aarbogen 1948 (1949: 9-10), Jensen (1999: 274-277), Hansen & Sørensen (2000: 54-60) og DIIS (2005: 135).
4. Skodvin (1990: 24), Jensen (1999: 290-291) og Olesen & Villaume (1995: 98-99). Radio Moskva advarede den 6. februar 1948 om, at Sovjetunionen ville anse en hvilken som helst skandinavisk blokdannelse for et aggressivt foretagende rettet mod Sovjetunionen, jf. Avis-Aarbogen 1948 (1949: 109).
5. Hansen & Sørensen (2000: 60-68 og 90-91), Stevnsborg (2016: 232-233) og Lauring (2020: 314-317).
6. Udenrigsministeriet (1968: 133), Clemmesen (1987: 12), Petersen (1989: 224-228), Hansen & Sørensen (2000: 81-87, 117-139 og 152-156) og Lidegaard (2011: 526). Se også siden om krisestyring under Den Kolde Krig.
7. Petersen (1989: 230-231), Hansen & Sørensen (2000: 82-83) og Lidegaard (2011: 526).
8. Elklit m.fl. (1975: 5.35-37), Petersen (1989: 229), Skodvin (1990: 37-43 og 53), Olesen & Villaume (2005: 92-93) og Larsen & Kaiser (2016: 10-11). Statsminister Gerhardsens Kråkerøy-tale 29. februar 1948 markerede et vigtigt brud mellem Arbeiderpartiet og det norske kommunistparti.
9. Hansen & Sørensen (2000: 117) og DIIS (2005: 136).
10. Jensen (1999: 292), Hansen & Sørensen (2000: 22 og 144) og Olesen & Villaume (2005: 97).
11. Petersen (1989: 226), Olesen & Villaume (2005: 93) og Lidegaard (2011: 526).
12. Petersen (1989: 225-226) og Stevnsborg (2016: 228-230).
13. Stevnsborg (2016: 213-214).
14. Ugens Gallup nr. 19, 1948, “Danmark mellem Øst og Vest” samt DIIS (2005: 140).
15. Udenrigsministeriet (1968: 23-24) og Petersen (1989: 231-233).
16. Udenrigsministeriet (1968: 23) og Lidegaard (1996: 449).
17. Petersen (1981: 51), Petersen (1989: 233) og Skodvin (1990: 52-53). Under mødet i Det Udenrigspolitiske Nævn den 24. marts 1948 nævnte udenrigsminister Gustav Rasmussen, at Bevin under deres samtale i Paris havde ”omtalt visse overvejelser af en endnu ikke lanceret plan om at tilvejebringe en såkaldt atlantisk forståelse, uden at han dog udtalte sig nærmere herom.”, jf. Det Udenrigspolitiske Nævns mødereferater, 24. marts 1948, UM 3 E 92, RA.
18. Olesen & Villaume (2005: 93).
19. Hansen & Sørensen (2000: 143).
20. Udenrigsministeriet (1968: 133), Petersen (1989: 226-227), Jensen (1999: 284-285), Hansen & Sørensen (2000: 121-122), Olesen & Villaume (2005: 95) og Lidegaard (2011: 526-527).
21. Hansen & Sørensen (2000: 130-131 og 137).
22. Det Udenrigspolitiske Nævns mødereferater, 24. marts 1948, UM 3 E 92, RA.
23. Avis-Aarbogen 1948 (1949: 29) og Lidegaard (2011: 527).
24. Petersen (1989: 228 og 234) og Hansen & Sørensen (2000: 152). Anholt havde været nævnt i en artikel i Røde Stjerne den 15. februar 1948 som en “turistbase”, udbygget med hoteller og en flyveplads af et dansk-amerikansk konsortium, hvorfra USA kunne oprette kontrol over de danske stræder, jf. Hansen & Sørensen (2000: 57-58). En mulig sovjetisk aktion mod Anholt blev også nævnt i Bang-Jensens hemmelige analyse.
25. Petersen (1989: 228), Hansen & Sørensen (2000: 156-163), Lidegaard (2011: 527), Stevnsborg (2016: 215-216) og Lauring (2020: 325-327).
26. Jyllands-Posten den 22. april 1973, Petersen (1989: 228 og 242) og Lidegaard (1996: 455).
27. Avis-Aarbogen 1948 (1949: 30), Petersen (1989: 228), Lidegaard (1996: 455), Hansen & Sørensen (2000: 173) og Nørby (2005: 239).
28. Lidegaard (1996: 453), Jensen (1999: 288) og Hansen & Sørensen (2000: 148).
29. Petersen (1989: 238), Olesen & Villaume (2005: 105) og Olesen (2011: 362).
30. Bjøl (1983: 37), Hansen & Sørensen (2000: 196) og Olesen & Villaume (2005: 96).
31. Nørby (2005: 240-241).
32. Jensen (2014: Bind 2, 233) og Stevnsborg (2016: 221-222).
33. Forsvarets Efterretningstjeneste (2017: 45-46).
Denne samling af dokumenter stammer bl.a. fra websiden danmarkidenkoldekrig.dk. Tak til Jacob Hornemann, som har givet tilladelse til, at dokumenterne kopieres til koldkrig-online.dk.
Hent artiklen “Påskekrisen 1948” som pdf-fil på Academia.edu
© Jens Perch Nielsen og koldkrig-online.dk 2023