Er Danmark og resten af NATO i krig med Rusland? – Det er et godt spørgsmål, som Forsvarets Efterretningstjeneste i oktober 2025 besvarede med ordene: ”Det er meget sandsynligt, at Rusland mener, at landet befinder sig i en konflikt med Vesten, hvor virkemidlerne holdes under niveauet for væbnet konflikt. FE vurderer, at Rusland for øjeblikket fører en hybrid krig mod NATO og Vesten. Det er meget sandsynligt, at den hybride trussel fra Rusland mod NATO vil stige de kommende år.” (FE 2025)
Ruslands hybridkrig mod Europa betyder, at vi er nødt til at anskue krig og fred på en ny måde. Under Den Kolde Krig havde vi fred i Europa det meste af tiden, kun afbrudt af nogle få internationale kriser som f.eks. Ungarn-krisen i 1956 og Berlin-krisen i 1961. Krigene i det tidligere Jugoslavien i 1990’erne rykkede ikke afgørende ved dette billede af fred i Europa.
Men efter Ruslands aggression i Ukraine lever vi ikke længere i fredstid. Verden er blevet mere brutal, og i den gældende NATO-doktrin fra 2022 er den traditionelle tredeling i fred, krise og krig derfor erstattet med en mere dynamisk konfliktforståelse i form af et “kontinuum af konkurrence” mellem de internationale aktører. I dette kontinuum er grænserne mellem fred og krig udviskede og flydende, fordi en konfrontation mellem aktørerne også kan antage andre former end en væbnet konflikt:
NATO doktrinens “continuum of competition” (NATO 2022)
Ruslands hybridkrig mod NATO og Vesten er en form for konfrontation, som i dette kontinuum ligger i spændet mellem den regelbaserede internationale orden og tærsklen for væbnet konflikt. De russiske virkemidler spænder bredt, fra sabotage af kritisk infrastruktur, brug af ’skyggeflåder’ og krænkelser af luftrummet til cyberangreb, informationskrig og brug af flygtninge som pressionsmiddel. Hybridkrigens formål er at skabe usikkerhed, forvirring og mistillid i Europa uden at overskride de tærskler, der traditionelt ville udløse militære modsvar. Derfor fører Rusland hybridkrig mod Europa ved mange mindre, synkroniserede angreb og påvirkninger, som tilsammen sigter mod at overvælde de europæiske landes krisestyring og gøre os handlingslammede.
Hybridkrigen føres ofte i det skjulte og ved hjælp af stedfortrædere, så det er uklart, hvem der egentlig står bag angrebet. Den australske officer og forsker David Kilcullen har udviklet en model for dette, som han kalder ”liminal warfare”, dvs. krigsførelse i grænselandet mellem krig og fred. Kilcullen beskriver, at hybridkrigen foregår i fire lag: clandestine (helt skjult), covert (opdaget, men angriber uklar), ambiguous (angriber mistænkt, men benægter) og overt (angriber åbenlys). Imellem de fire lag er der tre tærskler: detektionstærsklen, tilskrivningstærsklen og responstærsklen.
David Kilcullens model for ”liminal warfare” i grænselandet mellem krig og fred (Kilcullen 2022).
Essensen i modellen er, at en angriber som Rusland normalt vil benægte, at landet står bag et hybrid angreb, og at dette naturligvis gør det vanskeligere for den angrebne part at respondere på angrebet. Sådan som vi har set det ved de russiske hybride angreb på Danmark. For at kunne imødegå hybride angreb skal vi i Danmark derfor styrke vores evne til efterretning, overvågning og rekognoscering (ISR), så vi kan detektere, tilskrive (attribuere) og respondere på de hybride angreb.
Hybridkrigen er ikke et nyt fænomen – tidligere kaldte vi den bare for hemmelig, asymmetrisk, gråzone eller irregulær krigsførelse. I forbindelse med NATO-øvelsen WINTEX-CIMEX i 1983 forventede Forsvarets Efterretningstjeneste således, at i spændingsperioden op til et militært angreb fra Warszawa-pagten ville forekomme gråzone angreb i form af sabotage af militære nøglepunkter samt el-, telefon- og jernbanenettet, fredsdemonstrationer, strejker og attentater. Formålet ville være at svække den danske forsvarsvilje og skabe panik, før det store militære angreb satte ind.
Men nu er hybridkrigen blevet en varig tilstand, som fremover i mange år vil udfordre sammenholdet og sammenhængskraften i de vestlige lande. Denne tilstand kan ikke kun tilskrives enkeltlande eller enkeltpersoner som Putin, Xi eller Trump, men afspejler en international orden, som er i forfald. Institutioner som EU og NATO risikerer at bryde sammen og gå i opløsning, når landene fokuserer mere på deres egne nationale interesser end på at samarbejde om de fælles udfordringer og styrke forsvaret af de vestlige værdier.
EU og NATO fører også en form for hybridkrig mod Rusland, primært ved at yde politisk, militær og økonomisk støtte til Ukraine i krigen mod Rusland samt ved diplomatisk og økonomisk pression i form af sanktionspakker mv. Men demokratiske lande har sværere ved at føre hybridkrig end autokratier som Kina og Rusland, fordi det er vanskeligere at overbevise en demokratisk stats befolkning om, at staten skal svare igen på de hybride angreb ved selv at bryde de regler og normer i den internationale orden, som modparten krænker. Demokratier er derfor generelt mere sårbare og dårligere stillede end autokratier i en hybridkrig.
For småstater som Danmark er hybridkrigen ekstra udfordrende, fordi vi traditionelt har set en fredelig international orden som et værn mod de store landes magt. Under Den Kolde Krig førte Danmark en ikke-provokationspolitik overfor Sovjetunionen, bl.a. med et nej til atomvåben og nej til allierede soldater på dansk jord i fredstid. Det skete i håb om at skabe afspænding og undgå at blive angrebet. Men nutidens hybridkrig giver mindre rum for fredens logik, fordi diplomati og tillidsskabende foranstaltninger ofte vil virke som naiv eftergivenhed, der kan sammenlignes med den britiske og franske appeasement-politik overfor Tyskland i tiden op til Anden Verdenskrig.
Når hybridkrigen er en varig tilstand, en nedslidningskrig som forhåbentlig ikke udvikler sig til en regulær væbnet konflikt, er vi nødt til at opruste vores forsvar og styrke vores beredskab. Det handler ikke kun om soldater, kampvogne, skibe og fly, men om modstandsdygtigheden i hele samfundet. Under Den Kolde Krig havde vi et totalforsvar på tværs af alle samfundets sektorer og aktører, og det har vi brug for igen. Vi skal også styrke vores evne til national og lokal krisestyring for løbende at kunne justere og tilpasse det civile og militære beredskab i Danmark til de forskellige konflikter og trusler. Og så vi skal frem for alt undgå at gå i panik og ”Keep Calm and Carry On”, ligesom vi gjorde under Den Kolde Krig og i kampen mod terror. På den måde kan vi forhåbentlig afskrække og imødegå hybridkrigen i grænselandet mellem krig og fred.
Kilder og litteratur
Anders Puck Nielsen (2023): Krigens logik, i samarbejde med Kasper Junge Wester, København: Grønningen 1 2023.
David Kilcullen (2022): The Dragons and the Snakes: How the Rest Learned to Fight the West, London: Hurst & Co. 2022.
NATO (2022): NATO Standard AJP-01 Allied Joint Doctrine, udgave F, version 1, december 2022.
© Jens Perch Nielsen og koldkrig-online.dk 2025.