Danmark havde under Den Kolde Krig et beredskabssystem, som omfattede både det militære forsvar, civilforsvaret, sygehusberedskabet og politiet. Systemet understøttede dermed tanken om et totalforsvar, hvor alle offentlige myndigheder samarbejder om at forsvare og beskytte landet.
Det danske beredskabssystem havde sin oprindelse i NATO’s Alert System fra 19601. Systemet opererede med fem beredskabsgrader eller grupper af beredskabsforanstaltninger, der kunne sættes i værk ved den forhøjelse af det civile og militære beredskab, som skulle ske under overgangen fra fred til krig:
| Civilforsvaret og sygehusberedskabet | Det militære forsvar og politiet | NATO’s Alert System2 |
| Gruppe I | Fredsberedskab | |
| Gruppe II | Forstærket fredsberedskab | State of Military Vigilance |
| Gruppe III | Overgangsberedskab | Simple Alert |
| Gruppe IV | Forstærket overgangsberedskab | Reinforced Alert |
| Gruppe V | Krigstilstand | General Alert |
Den kongelige forholdsordre for det militære forsvar fra 1952 betød, at ”ethvert angreb på Danmark ude fra eller på dets forfatningsmæssige myndigheder (er) at betragte som ordre til mobilisering”. Det vil sige, at ved et angreb på Danmark gik totalforsvaret direkte til krigstilstand (gruppe V) i beredskabssystemet. Ved et overraskende angreb opererede systemet desuden med to såkaldte ekspresforanstaltninger, som blev benævnt Alarm O (krigsmæssige skader skønnes at kunne opstå inden for få timer) og Alarm S (krigsmæssige skader skønnes at kunne opstå inden for få minutter).
NATO’s Alert System
Tanken om et beredskabssystem med flere beredskabsgrader kan spores tilbage til NATO’s Alert System (NAS), som blev udviklet af NATO i slutningen af 1950’erne og vedtaget af NATO-rådet den 10. august 1960. Alert Systemet bestod ifølge det tophemmelige NATO-dokument MC 67/1 af tre elementer3:
- a. The Formal Alert System. This provides for an orderly transition from peace to war in circumstances marked by a period of deteriorating international relations and more or less gradually mounting tensions, possibly followed by declared or undeclared hostilities. It consists of political and military measures and is divided into three stages, Simple Alert, Reinforced Alert and General Alert.
- b. The State of Military Vigilance. This is designed for a period of delicate international relations and consists of purely military precautionary measures which can be kept up for a fairly long time without ill effects and which would facilitate a rapid transition, if necessary, to one of the stages of the formal alert system or the counter-surprise military system.
- c. The Counter-Surprise Military System. This comprises those purely military measures which must be taken to enable NATO forces to survive and retain the capability to carry out their missions effectively under circumstances (attack or imminent attack with little or no warning) which cannot be met by the procedures for instituting the formal alert system. It is divided into two stages, State ORANGE and State SCARLET.
Dette Alert System gjaldt for NATO’s militære kommandoorganisation, men NATO lagde op til, at NATO’s Alert System blev suppleret af tilsvarende nationale beredskabssystemer. Ifølge MC 67/1 skulle NATO’s Alert System sikre “the use, as far as possible, of standardized alert measures and terminology throughout NATO”. Hensigten var med andre ord at samordne NATO’s fælles og nationale beredskabssystemer, sådan at en optrapning af det militære beredskab kunne ske på en standardiseret og koordineret måde, og sådan at hele NATO anvendte en terminologi, som alle kunne forstå.
På et møde den 28. november 1962 vedtog NATO-rådet desuden at udvikle ”Emergency Operating Procedures … These procedures should be geared to the alert stages/measures which would enable national authorities and the North Atlantic Council to function on a 24-hour basis during times of tension and crisis, and should be tested at frequent intervals.” 4
NATO’s Alert System blev derfor afprøvet ved de årlige beredskabsøvelser, hvor NATO testede samarbejdet mellem NATO’s kommandoorganisation og de nationale myndigheder5. Alert Systemet blev bl.a. afprøvet under NATO-øvelsen FALLEX-64, hvilket ifølge et internt NATO-dokument ”disclosed considerable differences of interpretation of the procedures for the declaration and implementation of alerts, as laid down in MC 67/1 and as amplified and applied by the Major NATO Commanders’ Alert Books.” NATO’s Alert System blev derfor justeret i 1966 efter en evaluering af FALLEX-64 øvelsen6.
I 1967 vedtog NATO en ny strategi ”flexible response” (MC 14/3), som satte fokus på krisestyring og bevidst eskalation som redskaber til at undgå en (atom)krig7. Kernen i strategien var en gradvis og kontrolleret optrapning af NATO’s beredskab og brugen af både diplomatiske, økonomiske og militære midler overfor Warszawapagten for at afskrække og imødegå et militært angreb. Strategien forudså ligesom NATO’s Alert System, at der ved optakten til et militært angreb ville være en spændingsperiode med en international krise af kortere eller længere varighed. Formålet med NATO’s Alert System blev dermed at udnytte denne spændingsperiode til at justere og tilpasse det militære beredskab i takt med, at krisen udviklede sig, så man undgik, at krisen eskalerede til krig.
Samtidig tog NATO skridt til, at NATO’s Alert System også kom til at omfatte det civile beredskab. I 1973 nedsatte NATO en særlig Committee on the Implementation of the NATO Alert System, som bl.a. deltog i arbejdet i NATO’s civile beredskabskomite (Senior Civil Emergency Planning Committee – SCEPC)8. Dette var formentlig medvirkende til, at Danmark fik nye beredskabsbestemmelser for civilforsvaret i 1976 og for politiet i 1981, som begge var tilpasset de militære beredskabsgrader i NATO’s Alert System9.
Krisestyring er stadig en af NATO’s vigtigste opgaver – i dag ved hjælp af NATO’s Crisis Response System (NCRS).
Civilforsvarets beredskabsbestemmelser fra 1983 og 1990.
Det danske beredskabssystem10
Det danske beredskabssystem indgik som en vigtig del af den nationale danske krisestyring, som blev udviklet fra begyndelsen af 1960’erne og afprøvet ved de årlige beredskabsøvelser i NATO. Den danske krisestyring ville på nationalt niveau blive ledet af regeringens sikkerhedsudvalg med bistand fra en række ministerier, de to efterretningstjenester samt Forsvarskommandoen og Civilforsvarsstyrelsen.
I 1970 offentliggjorde regeringen en redegørelse fra et sagkyndigt udvalg om dansk sikkerhedspolitik – den såkaldte Seidenfaden-rapport – som for første gang i en dansk kontekst satte fokus på vigtigheden af krisestyring i den “grå” spændingsperiode op til en krig. Rapporten medvirkede til, at regeringen i 1975 etablerede en særlig dansk krisestyringsprocedure i form af den sikkerhedspolitiske kontaktgruppe, der bestod af embedsfolk fra Statsministeriet, Udenrigsministeriet, Forsvarsministeriet, Justitsministeriet, Forsvarskommandoen, de to efterretningstjenester og Civilforsvarsstyrelsen. Kontaktgruppen mødtes i de følgende år jævnligt for at bedømme spændingsniveauet i det danske nærområde, og den skulle i en krisesituation være grundstammen i den krisestab, som skulle assistere regeringen gennem krisen11.
Det danske beredskabssystem dækkende hele totalforsvaret, dvs. både det militære forsvar og det civile beredskab (civilforsvaret, politiet, sygehusberedskabet mv.). Systemet byggede grundlæggende på princippet om sektoransvar, dvs. at alle offentlige myndigheder hver havde ansvaret for beredskabet i deres egen sektor. Men samtidig sikrede det fælles beredskabssystem, at myndighederne anvendte standardiserede procedurer for overgangen fra fred til krig. Dermed understøttede systemet en centraliseret og koordineret krisestyring ledet af regeringen.
Beredskabssystemet opererede med fem beredskabsgrader, som i civilforsvaret blev betegnet som gruppe I-V af beredskabsforanstaltninger. Foranstaltningerne inden for hver gruppe havde til formål at forhøje beredskabet under overgangen fra fred til krig:
Uddrag af Civilforsvarets beredskabsbestemmelser 1990.
En beslutning om at ændre beredskabsgraden var en vigtig sikkerhedspolitisk beslutning, som under en krise ville blive truffet af regeringen i det nationale krisestyringscenter og i samspil med NATO. Initiativet til at forhøje eller sænke det danske beredskab kunne komme fra NATO eller fra Udenrigsministeriet, Forsvarskommandoen, de to efterretningstjenester mv. Seidenfaden-rapporten fra 1970 beskriver sammenhængen mellem NATO’s Alert System og det danske beredskabssystem således:
” … det såkaldte NATO-beredskabssystem … forudser, at visse beredskabsgrader vil blive erklæret ved politisk beslutning i NATO-rådet i visse nærmere definerede faser af en kriseudvikling, der karakteriseres af nærmere angivne grader af politisk spænding og militær konfliktrisiko. Systemet er et katalog over militære og civile beredskabsforanstaltninger – herunder nationale styrkers overgang til NATO-kommando – der vil blive iværksat, når den politiske beslutning om erklæring af en bestemt beredskabsgrad er truffet. Der er variationer mellem de enkelte NATO-landes stilling til iværksættelse af de forskellige enkeltforanstaltninger på grund af forskelle i politiske og forfatningsretlige forhold eller i de praktiske virkninger af en given foranstaltning, På tværs af de enkelte beredskabsgrader er der derfor foretaget en kategorisering af beredskabsforanstaltningerne, der angiver den grad af automatik, hvormed en given beredskabsforanstaltning kan iværksættes for et givet land.” 12
Netop graden af automatik ved iværksættelsen af de forskellige beredskabsforanstaltninger havde været et vigtigt spørgsmål for Danmark, da NATO-rådet gennemførte NATO’s Alert System i begyndelsen af 1960’erne. Danmark var i 1962 utilbøjelig til at binde sig til ”automatikløsninger” og forbeholdt sig ret til selvstændigt at afveje problemerne og tage stilling til NATO’s ønsker om bestemte beredskabsforanstaltninger i en given krisesituation13. Det var med andre ord vigtigt for den danske regering at bevare størst mulig national handlefrihed under overgangen fra fred til krig.
Regeringens ordrer om beredskabsændringer ville normalt gælde for hele landet, men de kunne i særlige tilfælde udsendes som kun gældende for beredskabet i en eller flere regioner.
Forstærket fredsberedskab
Hvis der opstod en situation, hvor en ændring af beredskabet kunne blive aktuel med henblik på etablering af et krigsmæssigt beredskab, ville den første foranstaltning i de lokale beredskabsmyndigheder være at etablere telefonvagt og cheftilkaldevagt. Dette skete på ordren ”Klar til befalingsmodtagelse”.
Når regeringens ordre om at gå til forstærket fredsberedskab (gruppe II) kom, skulle de lokale myndigheder gå i gang med at forberede forhøjelsen af det militære og civile beredskab. I denne fase ville man bl.a. skærpe overvågning og bevogtning, etablere de nødvendige signalforbindelser samt forberede etableringen af nationale, regionale og kommunale kommandocentraler. Desuden ville de lokale myndigheder gå i gang med at forberede den omfattende mobilisering af personel og udskrivning af privat ejendom og materiel, som skulle gennemføres ved en beslutning om at gå til overgangsberedskab. Endelig ville myndighederne begynde af informere befolkningen om de enkelte foranstaltninger i beredskabet.
Overgangsberedskab
Ordren om at gå til overgangsberedskab (gruppe III) var den afgørende ordre, hvor det civile og militære beredskab for alvor ville begynde at trække på samfundets ressourcer og forberede sig på krig ved at indkalde ekstra mandskab. Hvis Danmark ikke var angrebet, ville en mobilisering af det militære forsvar og det civile beredskab kræve samtykke fra Folketinget i henhold til grundlovens § 19, stk. 2. Det hang bl.a. sammen med, at resten af samfundet naturligvis ville blive kraftigt påvirket, når hjemmeværnet og de hjemsendte værnepligtige blev indkaldt til tjeneste som led i mobiliseringen. F.eks. ville DSB skulle afgive noget af sit personale til Jernbanehjemmeværnet, og det ville påvirke jernbanedriften14. Desuden ville en mobilisering af forsvaret blive opfattet som en eskalation set med Warszawapagtens øjne.
Soldaterbog.
Under Berlinkrisen i 1961 afviste den danske regering således et ønske fra NATO om at forhøje det danske beredskab ved at indkalde flere soldater. På ministermødet den 28. september 1961 godkendte regeringen, “at der blev truffet forberedelse til, at de pågældende indkaldelser hurtigt kunne finde sted, og at man nøje fulgte situationen med henblik på, om de foreslåede styrkeforøgelser måtte anses for nødvendige.” 15 Men situationen omkring Berlin blev altså ikke anset for så alvorlig i 1961, at regeringen ville mobilisere beredskabet ved at indkalde hjemsendte værnepligtige – og dermed måske yderligere eskalere den internationale krise.
En mobilisering var nøje forberedt af Forsvaret og det civile beredskab. Alle værnepligtige befalingsmænd og menige modtog ved deres hjemsendelse en mødebefaling (gul, rød eller hvid) om, hvor de skulle møde ved en mobilisering eller formering af sikringsstyrken. Mødebefalingen sad bagest i den soldaterbog, som de fik udleveret ved hjemsendelsen. Mobiliseringen af hjemmeværnet og de hjemsendte værnepligtige ville bl.a. blive bekendtgjort i Danmarks Radio, ved kirkeklokker og med højtalervogne, og den ville blive gennemført med bistand fra (militær)politiet16.
I 1989 var Forsvarets krigsstyrke (eksklusive hjemmeværnet) på ca. 107.000 mænd og kvinder. Heraf udgjorde fredsstyrken ca. 40.000. Der skulle således gennem mobilisering tilvejebringes yderligere ca. 75.000 mand, ikke mindst til hæren, som i langt højere grad end søværnet og flyvevåbnet var baseret på mobilisering. Hærens mobiliseringssystem var derfor opdelt i flere led, der gjorde det muligt gradvist at forøge beredskabet, indtil den fulde krigsstyrke var indkaldt17. Oveni mobiliseringen til Forsvaret kom så mobiliseringen af reservepersonel til civilforsvaret og politiet.
Ordren om at gå til overgangsberedskab betød også, at de mange forskellige dele af den nationale, regionale og kommunale kommandoorganisation blev bemandet med ledelser og stabe, samt at de på et passende tidspunkt ville ”udflytte” fra deres fredstidslokalitet til deres udflytningslokalitet, typisk i en sikret kælder eller en bunker. Det gjaldt bl.a. de otte (efter 1971 syv) regionale ledelser af totalforsvaret, der hver bestod af regionsamtmanden (som leder af civilregionen) og de tre statslige regionschefer fra Forsvaret, civilforsvaret og politiet18. Desuden ville der blive indkaldt forbindelsesofficerer mellem de øverste dele af kommandoorganisationen, f.eks. mellem Civilforsvarsstyrelsens landsdelskommandoer og de to regeringsanlæg REGAN Vest og REGAN Øst.
Fra midten af 1970’erne gik det danske beredskab dog væk fra tankegangen om en tidlig udflytning af regeringen og centraladministrationens embedsfolk til de to regeringsanlæg. Regeringen lagde nu mere vægt på, at den politiske krisestyring i spændingsperioden op til udbruddet af en krig af praktiske årsager måtte foregå i tilknytning til det nationale krisestyringscenter (Crisis Management Center – CMC) i Udenrigsministeriet i København og i et tæt samarbejde med Forsvarskommandoens krisestyringscenter i Vedbæk. For at kunne informere befolkningen var det desuden planen at etablere en central informationstjeneste under ledelse af Udenrigsministeriets Informationssekretariat samt regionale informationstjenester under hver af de otte (efter 1971 syv) regionale ledelser af totalforsvaret19.
Dette uddrag af Civilforsvarets beredskabsbestemmelser fra 1983 viser nogle af de foranstaltninger, der skulle gennemføres under overgangsberedskab (gruppe III). Hver enkeltforanstaltning blev ved afgivelsen af ordrer betegnet med gruppenummer, bogstav og tal, f.eks. ”III.D.1” for ordren om at indkalde forbindelsesofficerer til REGAN Øst og Vest.
Under Den Kolde Krig planlagde regeringen også at gennemføre en hastelovgivning i Folketinget, der ville give regeringen beføjelser til at gennemføre de foranstaltninger i forhold til den private sektor, som var nødvendige i krig. Den såkaldte fuldmagtslov ville sammen med den eksisterende lovgivning bl.a. indeholde regler om ekspropriation og udskrivning af privat ejendom, køretøjer og materiel til landets beredskab, regler om regulering af de vigtigste produktions-, forsynings- og transporterhverv, pengepolitiske regler samt regler om kontrol med post- og telefontrafikken20. Foranstaltningerne ville herefter blive gennemført af myndighederne, og der ville f.eks. blive indført mørklægning, vare- og kørselsrestriktioner. På den måde blev den private sektor inddraget i totalforsvaret.
Den omfattende mobilisering af personel betød også, at civilforsvaret kunne etablere ambulancetjeneste, hjælpetjeneste, varslingstjeneste, bedriftsværn og boligværn samt klargøring af beskyttelsesrum og sikringsrum. Desuden kunne sygehusberedskabet etablere maksimal kapacitet på de eksisterende sygehuse og forberede etableringen af sygehusannekser og beredskabssygehuse (nødhospitaler). Beredskabsbestemmelserne for civilforsvaret og sygehusberedskabet var et katalog over alle disse foranstaltninger, som kunne sættes i værk enkeltvis eller samlet, når Civilforsvarsstyrelsen gav ordre til det.
Politiet og Politiets Efterretningstjeneste havde som “vogter af den indre fred” sammen med det lokale forsvar, herunder hjemmeværnet, til opgave at overvåge og imødegå Warszawapagtens og kommunistiske sympatisørers spionage-, sabotage- og propagandaaktiviteter forud for et angreb på Danmark. Under NATO-øvelsen WINTEX-CIMEX 83 forventede efterretningstjenesterne således, at der ville være gråzoneangreb i form af sabotage af militære nøglepunkter samt el-, telefon- og jernbanenettet, fredsdemonstrationer, strejker, attentater og anden undergravende virksomhed i spændingsperioden op til et militært angreb21.
For det militære forsvar ville overgangsberedskabet betyde, at søværnet gik i gang med at udlægge kontrollerede minefelter i de indre danske farvande, og at hæren gik i gang med at deployere sine styrker hen til de steder, hvor de skulle indsættes, samt med at etablere forsvarsstillinger i form af feltbefæstede anlæg og minefelter på land. En del af hæren skulle deployeres til Slesvig-Holsten for dér at kæmpe integreret med 6. Tyske Division som et fælles dansk-tysk korps (LANDJUT). De militære forberedelser til krig ville blive ledet af den danske chef for NATO’s Enhedskommando (BALTAP), som regeringen i en spændingsperiode kunne delegere den operative kommando af det danske forsvar til for at sikre sammenhængen med resten af NATO’s kollektive forsvar.
På Sjælland ville det blive relevant for det militære forsvar at evakuere dele af civilbefolkningen i de områder, som man forventede ville blive kampzoner ved et angreb på Danmark. Sådanne evakueringer ville involvere hele totalforsvaret, idet det var politiet, der stod for kontrollen med evakueringen, og civilforsvaret, der stod for indkvartering og forplejning. Ifølge beredskabsbestemmelserne var det politimestrene, som forelagde evakueringsforslag for Civilforsvarsstyrelsen.
Afhængig af den internationale situation og den konkrete trussel mod Danmark var det også i denne fase eller den næste fase, at regeringen i samspil med NATO ville træffe beslutning om at rekvirere, modtage og assistere allierede forstærkninger fra NATO og dermed sætte i hvert fald dele af landets forsvar under NATO’s kommando. Disse afgørende beslutninger ville i overensstemmelse med NATO’s “flexible response” strategi virke afskrækkende ved at signalere dansk vilje til at forsvare sig, men de ville også blive opfattet som en væsentlig eskalation set med Warszawapagtens øjne, bl.a. fordi nogle af de tilkaldte NATO-styrker formentlig ville være udrustet med atomvåben, f.eks. amerikanske og britiske flyforstærkninger stationeret på de jyske flyvestationer. NATO opgav i 1963 planerne om overførsel af atomladninger til det danske forsvar22.
Forstærket overgangsberedskab
Den fjerde beredskabsgrad, kaldet forstærket overgangsberedskab (gruppe IV), indebar en yderligere optrapning af overgangsberedskabet og skulle ifølge MC 67/1 om NATO’s Alert System indføres, når “there are conclusive indications that the outbreak of hostilities is imminent”. I denne fase ville det civile beredskab blive klargjort til hurtig og maksimal indsats, og det militære forsvar ville reelt overtage kontrollen med de områder af landet, som man forventede ville blive kampzoner ved et angreb fra Warszawapagten.
Hæren ville bl.a. etablere hindringer overalt i disse områder og indrette civile bygninger til forsvar. Desuden ville hæren iværksætte ødelæggelser af bygninger og infrastruktur, bl.a. for at etablere kampstillinger og rydde skudfelter. Disse foranstaltninger ville reelt kræve ekspropriation af privat ejendom, og inden for hæren opererede man derfor med en ”blød” og en ”hård” udgave af forstærket overgangsberedskab. Det var kun i den hårde udgave, at hæren havde bemyndigelse til at iværksætte ødelæggelser af bygninger og infrastruktur, inden krigen var brudt ud.
Hærens opdeling i en blød og en hård udgave af forstærket overgangsberedskab skete formentlig efter et politisk ønske om, at specielt Køge Bugt området ikke blev klargjort for tidligt til kamp. Den tætte bymæssige bebyggelse i dette område ville på mange måder være en fordel for det danske forsvar i forhold til et invasionsangreb fra Østersøen. Men samtidig var det naturligvis kontroversielt f.eks. at rive private bygninger ned for at skabe skudfelter mod kysten, inden krigen var brudt ud. Derfor ønskede regeringen formentlig at vente så længe som muligt med at iværksætte disse ødelæggelser.
Ekspresforanstaltninger
Den gradvise optrapning af beredskabet, som beredskabssystemet lagde op til, forudsatte, at der inden en krig med Warszawapagten ville være en spændingsperiode med en international krise af kortere eller længere varighed. Det var i sidste halvdel af Den Kolde Krig en udbredt forestilling blandt NATO-landene, at denne spændingsperiode kunne anvendes til at mobilisere egne enheder, forberede forsvaret og få allierede forstærkninger frem og på plads. Dette forudsatte imidlertid, at der tidligt i en krise blev truffet de nødvendige politiske beslutninger om at forhøje NATO’s militære beredskab for at afskrække et angreb23.
Beredskabssystemet opererede dog også med muligheden for et overraskende angreb, som kom mere eller mindre uden varsel. I en sådan situation kunne Forsvarskommandoen og Civilforsvarsstyrelsen iværksætte såkaldte ekspresforanstaltninger på egen hånd, dvs. uden regeringens forudgående godkendelse. Systemet opererede i overensstemmelse med NATO’s Counter-Surprise Military System med to sæt ekspresforanstaltninger, som blev benævnt Alarm O (krigsmæssige skader skønnes at kunne opstå inden for få timer) og Alarm S (krigsmæssige skader skønnes at kunne opstå inden for få minutter).
Den kongelige forholdsordre for det militære forsvar fra 1952 betød desuden, at ”ethvert angreb på Danmark ude fra eller på dets forfatningsmæssige myndigheder (er) at betragte som ordre til mobilisering”. Det vil sige, at ved et angreb på Danmark gik totalforsvaret direkte til krigstilstand (gruppe V) i beredskabssystemet.
Afslutning: Hvad kan vi lære af historien?
Denne gennemgang af det danske beredskabssystem under Den Kolde Krig er kun en introduktion til emnet, som hidtil kun har været forholdsvis sporadisk behandlet i litteraturen om Danmark under Den Kolde Krig. Der er behov for mere forskning for forstå de vanskelige valg og prioriteringer, som politikere, embedsfolk og officerer ville stå overfor ved den forhøjelse af det civile og militære beredskab, som skulle ske under overgangen fra fred til krig. Hvornår skulle beredskabet mobilisere og dermed reelt lægge resten af samfundet mere eller mindre ned? – Hvornår skulle udvalgte områder af landet evakueres? – Og hvornår skulle disse områder omdannes til en kampzone for at kunne forsvare landet så godt som muligt under den krig, som heldigvis ikke kom?
Samtidig viser gennemgangen, at formålet med det danske beredskabssystem under Den Kolde Krig først og fremmest var at mobilisere landets totalforsvar forud for et større militært angreb på Danmark. Systemet byggede på NATO’s Alert System, sådan at en forhøjelse af det danske beredskab kunne ske koordineret med resten af NATO. Samtidig understøttede systemet en centraliseret og koordineret krisestyring ledet af regeringen, hvor hele totalforsvaret fulgte samme standardiserede procedurer for overgangen fra fred til krig. Det var således også regeringen, der i samspil med NATO skulle tage stilling til det sikkerhedspolitiske dilemma i NATO’s “flexible response” strategi, som opstår, når et land under en krise skal beslutte gradvist at forhøje beredskabet for at afskrække et angreb og samtidig skal udvise tilbageholdenhed og diplomati for at undgå at eskalere krisen til krig.
Spørgsmålet er, i hvilket omfang dette beredskabssystem kan genbruges i det totalforsvar, som Danmark er ved at genopbygge i disse år? – I dag er den primære trussel ikke et større militært angreb på Danmark, men snarere gråzoneangreb med en blanding af militære og ikke-militære midler rettet mod den civile sektor og den danske befolkning (hybridkrig). Desuden skal det danske forsvar kunne understøtte NATO’s kollektive forsvar, hvis f.eks. frontlinjestaterne langs Ruslands grænse eller i Arktis bliver angrebet militært. Dermed er der nok snarere behov for at opbygge et fleksibelt og agilt beredskabssystem i de kommende år end at kopiere det mere hierarkiske og standardiserede beredskabssystem, som Danmark havde under Den Kolde Krig.
Det fremtidige danske beredskabssystem skal naturligvis organiseres i overensstemmelse med NATO’s nuværende Crisis Response System (NCRS). Inden for disse rammer kan det danske beredskabssystem f.eks. organiseres med udgangspunkt i NATO’s syv grundkrav til medlemslandenes nationale modstandsdygtighed (resiliens), som blev vedtaget på NATO-topmødet i Warszawa i 201624:
- Videreførelse af regeringsmagten, herunder kommunikation med borgerne under en krise
- Stabil energiforsyning
- Evnen til at håndtere flygtende borgere og undgå at de forstyrrer militære deployeringer
- Stabil fødevare- og vandforsyning
- Evnen til at håndtere massetilskadekomst og sundhedskriser
- Robuste civile kommunikationssystemer
- Robuste transportsystemer
Ved at organisere det fremtidige beredskabssystem omkring NATO’s syv grundkrav vil det blive fokuseret på at opretholde og beskytte kritisk infrastruktur og vitale samfundsprocesser under en krise eller krig. Samtidig vil en sådan organisering understøtte det tætte samarbejde mellem offentlige og private aktører, som er nødvendigt i dag, hvor private aktører fylder mere i beredskabet end under Den Kolde Krig på grund af den omfattende privatisering af infrastruktur mv. i de mellemliggende år. På den måde vil beredskabssystemet tage højde for, at både truslerne og vilkårene for totalforsvaret er anderledes i dag end under Den Kolde Krig.
Beredskabstavle fra Flyverhjemmeværnets lavvarslingscentral i Nykøbing Falster. Tre af de fire skilte på tavlen hang oprindelig med teksten skjult, så det kun var den beredskabsgrad, der var gældende, som blev vist med teksten udad. Foto fra HVE 233 museum for Luftmeldekorpset på Lolland-Falster: luftmeldekorpset.dk
Kilder
1. Arkivalier mv.
Betænkning om Katastrofeberedskab, Betænkning nr. 1226 afgivet af Udvalget om Katastrofeberedskab, København 1991.
Civilforsvarsstyrelsen: Civilforsvarets beredskabsbestemmelser, udsendt af Civilforsvarsstyrelsen i 1976, 1983 og 1990. Bestemmelserne i 1976 erstattede bestemmelser fra 1967, som det ikke har været muligt at fremfinde.
DSB: DSB Beredskabsinstruks, udsendt af DSB i 1976.
Materiale i Dansk Koldkrigsforenings Arkiv (D.K.F.A.) om beredskabsbestemmelserne for Civilregion II og III, Holstebro Politi samt Gråsten, Silkeborg, Skanderborg og Aarhus kommuner.
Forsvarskommandoen (1977): Dansk forsvar af i dag, FKO PUB OP. 090-1, oktober 1977.
Forsvarskommandoen (2001): Totalforsvarets beredskabsplan, udgivet af Forsvarskommandoen 2001 i samarbejde med Beredskabsstyrelsen.
2. Litteratur
Clemmesen, Michael H. (2011): Operativ krigsplanlægning, i John T. Lauridsen, Thorsten Borring Olesen, Rasmus Mariager & Poul Villaume (red.): Den Kolde Krig og Danmark, Gads Leksikon, København: Gad 2011.
Nielsen, Jens Perch (2024): Krisestyring under Den Kolde Krig, artikel på koldkrig-online.dk 2024.
Nielsen, Jens Perch (2025): Berlinkrisen 1961 og Danmark, artikel på koldkrig-online.dk 2025.
Olesen, Thorsten Borring & Poul Villaume (2005): I blokopdelingens tegn 1945-1972, Dansk Udenrigspolitiks Historie, bind 5, København: Gyldendal 2005.
Pedersen, Poul Holt & Karsten Hvam Pedersen (2023): Danmarks dybeste hemmelighed – REGAN VEST – regeringens og kongehusets atombunker, 4. udgave, eget forlag 2023.
Petersen, Nikolaj (2011): Krisestyring, i John T. Lauridsen, Thorsten Borring Olesen, Rasmus Mariager & Poul Villaume (red.): Den Kolde Krig og Danmark, Gads Leksikon, København: Gad 2011.
Stevnsborg, Henrik (2016): Magt, krig og centralisering – Dansk politi 1945-2007, København: Jurist- og Økonomforbundets Forlag 2016.
Villaume, Poul (2011): Atomvåbenpolitik, i John T. Lauridsen, Thorsten Borring Olesen, Rasmus Mariager & Poul Villaume (red.): Den Kolde Krig og Danmark, Gads Leksikon, København: Gad 2011.
Noter
1. Ifølge Stevnsborg (2016: 292) eksperimenterede politiet allerede i 1948 med et beredskabssystem med flere beredskabsgrader.
2. Sammenhængen mellem beredskabsgraderne i det danske beredskabssystem og NATO’s Alert System er beskrevet af Stevnsborg (2016: 292).
3. The NATO Alert System, A Report by the Military Committee, MC 67/1, 2 July 1959, NATO Archives.
4. Study on Alert Measures in Support of Berlin Contingency Plans, SGM-593-62 (Revised), 28 October 1962, NATO Archives. NATO-rådet og NATO’s centrale militære organer og komitéer er siden 1968 blevet understøttet af et Situationscenter (SITCEN) i Bruxelles og et integreret kommunikationssystem mellem NATO-landene (NICS), jf. Seidenfaden-rapporten (1970: 229).
5. Under Den Kolde Krig blev NATO’s beredskabsøvelser benævnt FALLEX (Fall Exercise, afholdt hvert andet år ca. 1962 til 1968), WINTEX-CIMEX (Winter Exercise and Civil-Military Exercise, afholdt hvert andet år 1971 til 1989) og HILEX (High-Level Exercise, afholdt hvert andet år siden 1970’erne), jf. bl.a. Got (2020) og Pedersen & Pedersen (2023: 222-223).
6.The NATO Alert System, Memorandum for the Members of the Military Committee, MCM-9-66, 24 January 1966, NATO Archives.
7. Krisestyring (crisis management) og bevidst eskalation (deliberate escalation) var nye begreber og tankegange, som i 1960’erne kom frem i USA og senere i NATO i takt med erkendelsen af, at NATO’s hidtidige strategi om “massiv gengældelse” (massive retaliation) med atomvåben ville føre til verdens undergang.
8. Committee on the Implementation of the NATO Alert System (1973-1974), The AC/290 chronological series, NATO Archives.
9. Det norske Sivilt beredskapssystem (SBS) er fra 1977 og hang ligesom det norske Beredskapssystem for Forsvaret (BFF) også sammen med NATO’s Alert System.
10. Denne gennemgang af det danske beredskabssystem bygger især på civilforsvarets beredskabsbestemmelser. Gennemgangen må derfor tages med det forbehold, at det kun i begrænset omfang været muligt at inddrage skriftlige kilder om det militære beredskabssystem, fordi det meste af dette materiale fortsat er klassificeret. Tak til Steen Bornholdt Andersen, Tommy Cassøe, Michael H. Clemmesen, Rune Holmeå Iversen, Mikael Lyngbo og Henrik Stevnsborg, som har bidraget med oplysninger til artiklen.
11. Forsvarsministeriet (1994: 30-31), Petersen (2011: 402-403) og Nielsen (2024).
12. Seidenfaden-rapporten (1970: 223-224).
13. Olesen & Villaume (2005: 612) og Nielsen (2025).
14. Riis-Knudsen (2014: 33-39).
15. Ministermødeprotokollen 28. september 1961. Berlinkrisen 1961 behandles i Nielsen (2025).
16. Stevnsborg (2016: 288-290).
17. Forsvarskommandoen (1977: 24-27) samt Forsvarsministeriets notat af 28. november 1989 om forsvarets personel- og uddannelsesforhold, gengivet som bilag 26 til Beretning fra Forsvarskommissionen af 1988.
18. Petersen & Jacobsen (1997: Afsnit 4.6), Pedersen & Pedersen (2011: 48-52) og Stevnsborg (2016: 241-262 og 282-283).
19. Petersen & Jacobsen (1997: Afsnit 3.5.2, 3.5.3 og 4.4), Petersen (2011: 402) og Nielsen (2024).
20. Petersen & Jacobsen (1997: Afsnit 3.2, 3.6 og 3.7). Forsvarsloven af 1951 indeholdt en bestemmelse (§ 55) om særlige foranstaltninger, som regeringen kunne træffe i tilfælde af krig og andre ekstraordinære forhold.
21. Pedersen & Pedersen (2011: 52-62), Stevnsborg (2016: 234-237 og 265-270) samt WINTEX-CIMEX 83 – udkast til national dansk KE-incidentliste, udarbejdet af bl.a. Forsvarets Efterretningstjeneste 1982.
22. Villaume (2011: 109-110).
23. Seidenfaden-rapporten (1970: 229 og 261) og Clemmesen (2011: 492-493).
24. Roepke & Thankey (2019).
Hent artiklen “Beredskabssystemet i Danmark og NATO” som pdf-fil på Academia.edu
© Jens Perch Nielsen og koldkrig-online.dk 2023 (2. udgave 2025)