Søværnskommandoen

Søværnskommandoen (SVK) med Søværnets ledelse havde fra 1949 til 1970 hovedkvarter i Gernersgade 20 midt i Nyboder i København.

Bygningen var oprindelig bygget som pigeskole for børn af de ansatte i Søetaten. Den stod færdig i 1859 tegnet af arkitekt Bernhard Seidelin. Efter at have været pigeskole i kun ti år blev bygningen Søofficersskole (søkadetskole). Ved ombygningen til Søofficersskole blev skolens centrale aula omdannet til en gymnastiksal for kadetterne. Aulaen har fine træskærerarbejder, som formentlig er udført af håndværkere fra Orlogsværftet1.

I 1939 flyttede Søofficersskolen til en nyopført bygning på Holmen, som dog først blev officielt indviet i 1946. Herefter blev bygningen i Gernersgade under Anden Verdenskrig brugt som kaserne for Hæren (1. Regiment fra Kastellet) indtil den 29. august 1943, hvor kasernen blev stormet af tyskerne. Skydningen kostede to danskere livet og sårede fem2.

Efter krigen blev bygningen overtaget af Marineministeriet og i sommeren 1945 anvendt som kaserne for marinesoldater fra Royal Navy. Herefter stod den næsten tom indtil den 1. april 1949, hvor bygningen efter en restaurering blev taget i brug af Marinestaben og fra 1. oktober 1950 af Søværnskommandoen3.

Søværnet havde fra 1951 en tredelt, operativ organisation under Søværnskommandoen bestående af:

  • Flåden med hovedkvarter på Flådestation København (Holmen) og krigshovedkvarter i en bunker i Aarhus.
  • Kystbefæstningen med hovedkvarter på Lynetten i København.
  • 3 marinekommandoer med hovedkvarterer i Frederikshavn, Aarhus og på Lynetten i København.

Den 1. juni 1961 flyttede chefen for Flåden til Aarhus og etablerede sig som Søværnets Operative Kommando (SOK), mens Kystbefæstningen og de 3 marinekommandoer blev nedlagt. SOK var underlagt Søværnskommandoen i København, indtil Søværnskommandoen blev nedlagt i 1970 samtidig med oprettelsen af Forsvarskommandoen4.

Søværnets ledelse blev i bygningen i Nyboder indtil januar 1973, hvor chefen for Søværnet og Marinestaben flyttede til Forsvarskommandoens nyopførte hovedkvarter i Vedbæk5.

Bygningen blev nu overtaget af Geodætisk Institut, indtil den blev købt af advokatfirmaet Lett & Co i 1991. Den blev fredet i 1992, og i 2003 blev den købt af Fonden Realdania, som har indrettet den som Bygningskulturens Hus for en række organisationer på dette område. Bygningens adresse er nu Borgergade 1116.

Kilder og litteratur

Bendtsen, Dorthe (2006): Søetatens Pigeskole i Nyboder – en fortælling om Borgergade 111 i Nyboder, Odense: Realea 2006.

Garde, P. (1990): Kystdefensionen: Fortid – nutid – og fremtid, i Tidsskrift for Søvæsen, Årg. 161, nr. 6 (1990), s. 366-378.

Haugsted, Ida (2003): Søetatens Pigeskole i Nyboder, København: Fonden Realdania 2003.

Steensen, R. Steen (1951): Søofficersskolen gennem 250 aar: 1701–1951, København: Søofficersskolen 1951.

Søværnet (1973): Farvel til det gamle hus, i Søværnsorientering, nr. 3/73, Søværnet 19. januar 1973.

Noter

1. Søværnet (1973), Haugsted (2003) og Bendtsen (2006).
2. Steensen (1951: 446) og Bendtsen (2006: 63-64).
3. Steensen (1951: 446) og Søværnet (1973: 1-3).
4. Garde (1990: 369-76).
5. Søværnet (1973: 1-3).
6. Haugsted (2003: 16) og Bendtsen (2006: 66).

© Jens Perch Nielsen og koldkrig-online.dk 2017