Erfaringerne fra Anden Verdenskrig understregede, at landets forsvar ikke kun kunne baseres på de militære styrker. Myndighederne måtte også træffe foranstaltninger for, at det civile samfund kunne arbejde videre og overleve så godt som muligt under en krig. Hele samfundet ville være i frontlinjen, krigen ville være total og ramme både civile og militære. Derfor bestod totalforsvaret under Den Kolde Krig af fire komponenter:
- det militære forsvar
- civilforsvaret
- politiet og
- det civile beredskab.
Af de tre civile elementer var civilforsvaret og politiet egentlige organisationer, som også havde opgaver i fredstid. Det civile beredskab dækkede over offentlige myndigheders planlægningsansvar og beredskab med henblik på at kunne løse deres opgaver og koordinere samfundets ressourcer under en krise eller krig. Det civile beredskab omfattede altså også fødevare- og energiforsyning, sygdom og sundhed, produktion, transport, kommunikation mv.
Kernen i tanken om et totalforsvar var at etablere et samarbejde mellem alle civile og militære myndigheder med det formål at forsvare og beskytte landet. Under en krig ville det civile og militære beredskab være gensidigt afhængige af hinanden, fordi det militære forsvar kun ville kunne forsvare landet, hvis civilbefolkningen havde tilstrækkelig beskyttelse til at kunne holde vigtige samfundsfunktioner og kritisk infrastruktur kørende.
I en krise- eller krigssituation skulle regeringens politiske krisestyring og ledelse af det civile beredskab og forsvar foregå fra de etablerede krisestyringscentre og regeringsanlæg (REGAN Vest og REGAN Øst), mens den operative ledelse skulle ske centralt fra Civilforsvarsstyrelsens Landskommando og lokalt fra en række regionale og kommunale kommandocentraler, f.eks. Bernstorff bunkeren i Gentofte og Odense Kommandocentral. Totalforsvarets fire militære og civile komponenter var organiseret i otte (efter 1971 syv) regioner, som hver for sig kunne træffe de nødvendige beslutninger, hvis de blev afskåret fra hinanden og fra den centrale ledelse.
Mobiliseringsforsvaret 1977. Foto: Kulturstyrelsen 2014.
Både det civile og det militære forsvar var organiseret som et mobiliseringsforsvar, bestående af en stående styrke, et korps af reserveofficerer og -befalingsmænd samt en mulighed for at indkalde hjemsendte værnepligtige og andre civile personer i tilfælde af krig (reservestyrker). Desuden blev der opbygget depoter med udrustning, ammunition, køretøjer og brændstof, som lå klar allerede i fredstid.
Et centralt element i totalforsvaret var et fælles beredskabssystem, som kunne sættes i værk ved den forhøjelse af det civile og militære beredskab, der skulle ske ved overgangen fra fred til krig.
Kilder og litteratur
Dahlberg, Rasmus (2024): Samfundssikkerhed – en ny dagsorden i Danmark, i Esben Salling Larsen og Rasmus Dahlberg (red.): Hjemmefronten – Forsvarets nationale opgaver frem mod 2035, København: DJØF Forlag 2024.
Dahlberg, Rasmus og Niels Klingenberg Vistisen (red.): Totalforsvar 2.0 – Erfaringer fra den kolde krig til i dag, København: DJØF Forlag 2026.
Pedersen, Poul Holt & Karsten Hvam Pedersen (2023): Danmarks dybeste hemmelighed – REGAN VEST – regeringens og kongehusets atombunker, 4. udgave, eget forlag 2023.
Pedersen, Thomas Tram (2014): Det totale forsvar til den totale krig, i Morten Stenak, Thomas Tram Pedersen, Peer Henrik Hansen & Martin Jespersen (red.): Kold Krig – 33 fortællinger om Den Kolde Krigs bygninger og anlæg i Danmark, Færøerne og Grønland, København: Kulturstyrelsen 2014.
Stevnsborg, Henrik (2016): Magt, krig og centralisering – Dansk politi 1945-2007, København: Jurist- og Økonomforbundets Forlag 2016.
Søværnet: Lærebog/Grundbog for orlogsgaster, København: Søværnet 1953 og 1972.
© Jens Perch Nielsen og koldkrig-online.dk 2024