NATO Enhedskommandoen 1962

Enhedskommandoen – i NATO kaldet Allied Forces Baltic Approaches (BALTAP) – var i årene 1962 til 2004 rammen om et snævert samarbejde mellem Danmark og Tyskland om forsvaret af Østersø-området.

I årene før 1962 havde der været langvarige forhandlinger om, hvordan de to lande skulle samarbejde på det militære område. Disse forhold var med Jens Otto Krags ord ”yderst ømfindtlige”, ikke mindst fordi mange danskere havde stærke følelser imod et dansk-tysk forsvarssamarbejde så kort tid efter den tyske besættelse. Desuden frygtede man, at tyskerne som de stærkeste ville komme til at dominere samarbejdet1. Men samtidig var der fra dansk side et stort ønske om, at Vesttyskland skulle bidrage militært til forsvaret af Danmark.

Flådekommando

Forhandlingerne begyndte i januar 1956, hvor NATO’s øverstkommanderende, general Gruenther, foreslog en allieret flådekommando BALTIC for Østersøområdet under NATO’s Nordregion2. Repræsentanter for den danske og vesttyske flåde var allerede på et møde i sommeren 1955 blevet enige om, at det var nødvendigt med et samarbejde mellem de to landes flåder3. Den vesttyske flåde var på dette tidspunkt endnu i sin vorden, fordi opbygningen af det vesttyske forsvar først lige var begyndt efter Vesttysklands optagelse i NATO i maj 1955.

I september 1957 oprettede NATO en planlægningsgruppe i Holtenau ved Kiel, der skulle overveje NATO’s kommandostruktur og flådestrategi i Østersøen. Planlægningsgruppen foreslog i juli 1958, at der blev oprettet en allieret flådekommando BALTAP i Kiel-Holtenau4. Forslaget blev imidlertid ikke gennemført, fordi den danske og den vesttyske regering ikke kunne blive enige om, hvordan denne flådekommando skulle indplaceres i NATO’s kommandostruktur.

NATO’s inddeling af Europa i regioner og kommandoer. Foto: Reske-Nielsen & Kragh (1962: 73).

Fra vesttysk side ønskede man en gennemgribende revision af NATO’s kommandostruktur i Østersø-området ved at oprette en fælles kommando for alle tre værn, som skulle være underlagt NATO’s Centralregion ligesom resten af Vesttyskland. Omvendt ønskede man fra dansk side kun at justere NATO’s kommandostruktur ved at oprette en fælles flådekommando under NATO’s Nordregion. Den fælles NATO-kommando COMLANDENMARK for hærstyrkerne i Danmark og Slesvig-Holsten skulle bevares under dansk ledelse, og hele Østersø-området skulle fortsat høre under NATO’s Nordregion sammen med Norge5. Den danske regering foretrak også at gå langsomt frem, bl.a. fordi den var bekymret over danskernes reaktion på igen at skulle have tyske officerer og soldater på dansk jord6.

NATO forsøgte i første omgang at finde et kompromis ved at foreslå, at samarbejdet mellem Danmark og Vesttyskland især kom til at omfatte flåden og forsvaret af Østersøen. Landforsvaret af Slesvig-Holsten skulle varetages af Vesttyskland i samarbejde med Storbritannien. Dermed ville man kunne flytte grænsen for NATO’s Nordregion fra Elben til den dansk-tyske grænse – noget der efter dansk opfattelse ville svække forsvaret af Jylland, fordi de tyske styrker i Slesvig-Holsten så ikke i samme grad ville være til rådighed for forsvaret af Danmark7.

Enhedskommando

Efter nærmere overvejelser nåede man da også frem til, at denne ordning ikke var holdbar. I militær henseende udgjorde forsvaret af Danmark og Slesvig-Holsten en enhed, blandt andet fordi styrkerne i Slesvig-Holsten og Østersøen mest naturligt blev forsynet nordfra. På et møde i oktober 1957 blev NATO internt enige om, at forsvaret af Danmark, Slesvig-Holsten og den vestlige Østersø burde ses under ét og underlægges en fælles kommando for alle tre værn samt at grænsen mellem NATO’s Centralregion og NATO’s Nordregion i hvert fald indtil videre skulle fastholdes8. Derfor blev de tyske hærstyrker i Slesvig-Holsten i april 1958 underlagt NATO’s hærkommando COMLANDENMARK i København, og i 1960 besluttede man efter langvarige forhandlinger at oprette NATO-depoter i Jylland til de tyske styrker9.

Den 15. april 1958 overtog Vesttyskland ansvaret for forsvaret af Slesvig-Holsten ved at posten som COMLANDSCHLESWIG-HOLSTEIN blev overdraget fra chefen for Det danske Tysklandskommando oberst Ib Hoffmann (i midten) til den tyske kontreadmiral Bernhard Rogge (til venstre) ved en ceremoni på Eiderkasernen i Rendsborg. Til højre ses viceadmiral Friedrich Ruge. COMLANDSCHLESWIG-HOLSTEIN var indtil april 1962 NATO-chef for hærstyrkerne i Slesvig-Holsten og underlagt COMLANDENMARK i København. Foto: Vegger (1985: 153).

Forhandlingerne om det dansk-tyske forsvarssamarbejde blev længe holdt hemmelige. Men i april 1958 foreslog chefen for de tyske hærstyrker i Slesvig-Holsten Bernhard Rogge offentligt, at NATO oprettede en fælleskommando i Jylland for styrkerne fra alle tre værn i området fra Hamborg til Skagen10. Dette forslag fik senere støtte fra den daværende tyske forsvarsminister Franz Josef Strauss, og i 1960 forelagde NATO forslaget for den danske regering. Samtidig tog NATO skridt til at omdanne planlægningsgruppen i Kiel-Holtenau til en midlertidig NATO-kommando for de danske og tyske flådestyrker i Østersøen under øvelser og i krig11.

I slutningen af 1950’erne blev der også oprettet en fælles operativ organisation (det såkaldte Joint Command and Operation Center) i Karup for at sikre det taktiske samarbejde mellem de tre danske værn. Organisationen bestod af de danske NATO-chefer for landstyrkerne (COMLANDENMARK), flystyrkerne (COMTAFDEN) og flådestyrkerne (Flag Officer Denmark). I 1959 erstattede chefen for den midlertidige flådekommando i Kiel-Holtenau den danske flådechef i denne organisation. Organisationen fungerede tilfredsstillende, men led dog af den mangel, at de nævnte chefer ikke havde ansvar direkte overfor samme foresatte i NATO’s kommandosystem12.

NATO’s forslag om en enhedskommando med én fælles chef for de tre værn blev officielt fremsat på et møde i august 1960 og førte til endnu en forhandlingsrunde, hvor man fra dansk side lagde vægt på at sikre det størst mulige ikke-tyske indslag i kommandosystemet. Det danske Udenrigsministerium havde allerede i 1956 formuleret den politik, at det militære samarbejde med tyskerne så vidt muligt skulle ske i NATO-regi og ikke som et bilateralt dansk-tysk arrangement13. Desuden lagde man vægt på, at chefen for den nye enhedskommando altid skulle være dansk, og at kommandoen skulle høre under NATO’s Nordregion.

Den danske regering havde dog ikke travlt med at tilslutte sig enhedskommandoen og blev ved med at udsætte afgørelsen og komme med ændringsforslag. De to regeringspartier Socialdemokratiet og Det Radikale Venstre var ikke enige om sagen, og i juni 1961 vedtog de radikale på et landsmøde, at Danmark skulle modsætte sig en dansk-tysk fælleskommando14. Samtidig viste en Gallup-undersøgelse fra maj 1961, at over halvdelen af den danske befolkning var modstandere af, at danske styrker med enhedskommandoen kunne komme under tysk kommando.

Derfor måtte NATO’s øverstkommanderende, general Norstad, i juni 1961 stille regeringen overfor et ultimatum: Enten accepterede Danmark enhedskommandoen eller også blev de tyske styrker i Slesvig–Holsten underlagt NATO’s Centralregion. Dermed ville de tyske styrker i området ikke længere være til rådighed for forsvaret af Danmark, og Danmark ville blive isoleret militært og politisk inden for NATO-alliancen15.

I august 1961 lagde den spændte internationale situation efter opførelsen af Berlinmuren et yderligere pres på den danske regering. Den socialdemokratiske ledelse havde efter alt at dømme allerede besluttet sig for at tilslutte sig NATO’s forslag om en enhedskommando i juni 1961, dvs. før Berlinkrisen for alvor spidsede til, men krisen fremskyndede uden tvivl, at beslutningen blev gennemført. Statsminister Viggo Kampmann fastslog således den 29. august 1961 på et møde i den socialdemokratiske folketingsgruppe, at Danmark nu måtte tilslutte sig, uanset om de radikale eventuelt måtte udtræde af regeringen16.

De radikale endte dog med at acceptere enhedskommandoen, selv om der var stor uenighed internt i partiet. Den 31. august 1961 udsendte regeringen en erklæring om sin holdning til NATO’s forslag, bl.a. med et ændringsforslag som ville give tyskerne mindre indflydelse på den fælles kommando for hærstyrkerne. Efter nye forhandlinger med NATO og Vesttyskland blev parterne den 22. november 1961 på et møde i Oslo enige om en aftale, som i store træk svarede til NATO’s oprindelige forslag fra 1960. Efter Folketingets godkendelse i december 1961 kunne NATO’s øverstkommanderende formelt oprette ‘Enhedskommandoen for den sydlige del af NATO’s Nordregion’, som blev etableret i Karup i januar 1962 og fuldt aktiveret den 1. juli 196217.

Enhedskommandoens hovedkvarter i fredstid på Flyvestation Karup. Foto: Forsvaret.

Osloaftalen betød, at chefen for Enhedskommandoen (COMBALTAP) permanent skulle være dansk, mens den stedfortrædende chef skulle være tysk og stabschefen dansk. Cheferne for de underliggende kommandoer for hær-, flåde- og flystyrkerne skulle skiftevis være dansk og tysk, og bemandingen af stabene skulle være ca. 40 pct. dansk, 40 pct. tysk og 20 pct. anden allieret nationalitet, bortset fra hærkommandoen øst for Storebælt som var 100 pct. dansk bemandet18. Enhedskommandoen understøttede dermed både samarbejdet mellem de tre værn (joint operations) og samarbejdet mellem de allierede styrker (combined operations).

Enhedskommandoens organisation. Foto: Grundbog for Orlogsgaster 1972.

Reaktionen fra Sovjetunionen

Oprettelsen af Enhedskommandoen blev mødt med en usædvanlig skarp protest fra Sovjetunionen, som bl.a. forsøgte at lægge pres på den danske regering via Finland. Den 30. oktober 1961 fik den finske regering en note fra Sovjetunionen, hvor man i henhold til de to landes venskabs- og bistandsaftale fra 1948 foreslog militære konsultationer med direkte henvisning til Enhedskommandoen. I den efterfølgende ‘notekrise’ mødtes udenrigsminister Jens Otto Krag med den finske præsident Kekkonen i København den 3. november 1961, hvor Krag gjorde det klart, at Danmark ikke ville standse forhandlingerne om Enhedskommandoen19. Herefter rejste Kekkonen til Novosibirsk og fik den sovjetiske leder Khrusjtjov overtalt til at opgive ønsket om konsultationer.

Den 12. december 1961 rettede Sovjetunionen det verbale skyts direkte mod Danmark. I en erklæring hed det, at ”den sovjetiske regering finder, at den påtænkte inddragelse af Bornholm, der i sin tid blev befriet af sovjetiske tropper fra hitleriske okkupanter, i det område, der underlægges fælleskommandoen, i hvilken de overlevende hitlerister vil dominere, strider imod ånd og bogstav i den danske regerings forsikringer af 8. marts 1946 om, at Danmark er rede til ‘med sine egne styrker uden nogen som helst deltagelse af udenlandske tropper at besætte Bornholm og dér fuldt ud oprette sin forvaltning’. … Stillet over for Forbundsrepublikken Tysklands og Danmarks militære forberedelser i Østersøområdet, vil den sovjetiske regering blive nødt til at træffe nødvendige modforholdsregler til varetagelse af sit lands og sine allieredes sikkerhed.” 20

Dette var vel nok den skarpeste note, Danmark nogensinde havde modtaget fra Sovjetunionen. Truslen var direkte rettet mod Danmark og talte om Bornholm og ”modforholdsregler”. Statsminister Viggo Kampmann var øjensynligt indstillet på at give et relativt blødt svar på noten, men udenrigsminister Jens Otto Krag skar igennem og skrev tilbage, ”at det må tilkomme Danmark selv at skønne over, på hvilken måde Danmarks sikkerhed og forsvar bedst kan varetages, samt at NATO samt Danmarks medlemskab af NATO alene tjener defensive formål.” 21

Selv om Enhedskommandoen den 7. december 1961 blev endeligt godkendt af Folketinget med 149 stemmer imod 13, mødte den også en del modstand i Danmark, bl.a. i dele af hærens ledelse. Nogle pegede på risikoen for, at et snævert militært samarbejde med tyskerne kunne trække Danmark hurtigere ind i en væbnet konflikt med Warszawapagten, f.eks. om Berlin. Internt i den danske regering og Forsvaret var der også i december 1961/januar 1962 bekymring over, hvilke skridt Sovjetunionen ville tage som følge af oprettelsen af Enhedskommandoen22.

Ministermødeprotokollen den 9. januar 1962 viser, at regeringen var bekymret over, hvilke skridt Sovjetunionen ville tage som følge af oprettelsen af Enhedskommandoen. Dagen før havde statsminister Viggo Kampmann præsenteret pjecen ”Hvis krigen kommer” på et pressemøde. Foto: Jens Perch Nielsen.

Tiden efter 1962

Efter den svære fødsel udviklede samarbejdet i Enhedskommandoen sig imidlertid til at blive en vigtig grundpille i det danske forsvar under Den Kolde Krig. Samarbejdet med det vesttyske forsvar styrkede eller rettere muliggjorde et effektivt forsvar af Danmark. Samtidig fik forsvaret af Danmark en øget betydning i NATO’s forsvarsstrategi, ikke mindst efter NATO’s accept i begyndelsen af 1960’erne af det vesttyske ønske om et fremskudt forsvar (Forward Defence) helt fremme ved alliancens østlige (indre tyske) grænse – og ikke kun et forsvar ‘i dybden’ med en forsvarslinje langs Rhinen, sådan som NATO hidtil havde planlagt med.

Enhedskommandoen stod f.eks. bag planen ‘Operation Hurricane’ for de danske og vesttyske styrkers store samlede fly- og missilangreb på en fjendtlig invasionsflåde i Østersøen.

Enhedskommandoen havde i mange år krigshovedkvarter (WHQ BALTAP) i den store Bunker 1137 i Karup. I 1985 fik BALTAP eget krigshovedkvarter i denne underjordiske bunker (Bunker 7) i Finderup nord for Karup. Foto: Kulturstyrelsen.

Enhedskommandoen havde hovedkvarter i Karup og Finderup med underkommandoer for hærstyrkerne i Rendsborg og Ringsted. Enhedskommandoen eksisterede frem til 2004, hvor en stor omorganisering af NATO’s militære organisation medførte, at den blev nedlagt.

Enhedskommandoens krigshovedkvarter i Finderup er en af Kulturstyrelsens 25 fortællinger om Den Kolde Krigs bygninger og anlæg i Danmark. Læs artikel om lukningen af Finderup bunkeren. Se Forsvarskanalens video om Finderup bunkeren.

Kilder og litteratur

Bjøl, Erling (1983): Hvem bestemmer? – Studier i den udenrigspolitiske beslutningsproces, København: Jurist- og Økonomforbundets Forlag 1983.

Bogason, Peter (2016): Søværnet under den kolde krig – Politik, strategi og taktik, København: Snorres Forlag 2016.

Bogason, Peter (2021): The Creation of BALTAP, udkast til kapitel i manuskriptet ’NATO and the Baltic Approaches 1949-1989’, november 2021.

Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS) (2005): Danmark under den kolde krig – Den sikkerhedspolitiske situation 1945-1991, bind 1, København: Dansk Institut for Internationale Studier 2005.

Forsvarskommandoen (2000): Ved forenede kræfter, Forsvarets øverste militære ledelse, Forsvarschefsembedets og forsvarets udvikling 1950-2000, Vedbæk: Forsvarskommandoen 2000.

Friis, Thomas Wegener (2010): Enhedskommandoen, i Ole L. Frantzen & Knud J. V. Jespersen (red.): Danmarks krigshistorie, København: Gads Forlag 2010.

Henriksen, Jesper Thestrup (2016): Der Weg zum Einheitskommando – Dänemark, Westdeutschland und die Verteidigung der Ostsee, 1947-1962, i Aaron Jessen, Elmar Moldenmauer og Karsten Biermann (red.): Grenzen überwinden – Schleswig-Holstein, Dänemark und die DDR, Husum Druck- und Verlagsgesellschaft 2016, s. 49-69.

Høegh-Guldberg Hoff, Ove (red.) (2003): Safeguarding Security in the Baltic Approaches, 1962-2002, Karup: Public Information Office Joint Headquarters NORTHEAST 2003.

Krag, J.O. & K.B. Andersen (1971): Kamp og fornyelse – Socialdemokratiets indsats i dansk politik 1955-71, København: Fremad 1971.

Nielsen, Jens Perch (1987): Socialdemokratiet og enhedskommandoen 1961, specialeopgave, Aarhus: Institut for Statskundskab 1987.

Olesen, Thorsten Borring & Poul Villaume (2005): I blokopdelingens tegn 1945-1972, Dansk Udenrigspolitiks Historie, bind 5, København: Gyldendal 2005.

Reske-Nielsen, Erik & Erik Kragh (1962): Atlantpagten og Danmark 1949-1962, København: Atlantsammenslutningen 1962.

SHAPE (1967): SHAPE History 1957, SHAPE 1967.

Thoss, Bruno (2006): NATO-Strategie und nationale Verteidigungsplanung – Planung und Aufbau der Bundeswehr unter den Bedingungen einer massiven atomaren Vergeltungsstrategie 1952 bis 1960, München: R. Oldenbourg Verlag 2006.

Thostrup, S. (1964): Enhedskommandoen, i Tidsskrift for Søvæsen, Årg. 135, s. 209-30, 1964.

Udenrigsministeriet (1968): Dansk sikkerhedspolitik 1948-1966, København: Udenrigsministeriet 1968.

Vegger, A.C.B. (1985): Slesvig-Holsten fra 1945 til 1962 – En beskrivelse af de militære forhold i Slesvig-Holsten fra 5. maj 1945 til etablering af “Enhedskommandoen for den sydlige del af NATO’s Nordregion” den 1. juli 1962, 2. udgave, Viborg 1985.

Villaume, Poul (1995): Allieret med forbehold, Danmark, NATO og den kolde krig. En studie i dansk sikkerhedspolitik 1949-1961, København. Eirene 1995.

Noter

1. Krag & Andersen (1971: 126-27).
2. Udenrigsministeriet (1968: 99) og Nielsen (1987: 40). Overvejelserne om en fælles flådekommando for Østersø-området begyndte ifølge Bogason (2021: 6-8) allerede i 1952.
3. Nielsen (1987: 40) og Høegh-Guldberg Hoff (2003: 11-12).
4. SHAPE (1967: 159), Udenrigsministeriet (1968: 100-101 og bilag 133), Nielsen (1987: 40 og 46-47) og Bogason (2021: 12-22).
5. Nielsen (1987: 47-52). Ifølge Thoss (2006: 262) og Bogason (2021: 8-9) prioriterede det vesttyske forsvar i 1956 ønsket om en fælles enhedskommando for de tre værn højere end ønsket om, at denne enhedskommando skulle høre under NATO’s Centralregion. Så sent som i november 1958 satte den tyske forsvarsminister Franz Josef Strauss dog spørgsmålstegn ved grænsen mellem Nordregionen og Centralregionen, men NATO’s øverstkommanderende, general Norstad, fastslog den 8. november 1958 i et telegram til den danske regering, at han ikke havde planer om at ændre grænsen, jf. Udenrigsministeriet (1968: 101-103 og bilag 135, 136 og 137).
6. Henriksen (2016: 59-60). En Gallupundersøgelse fra september 1956 viste, at halvdelen af vælgerne var imod at stationere tyske officerer ved NATO’s hovedkvarterer bl.a. i Oslo.
7. Udenrigsministeriet (1968: 81-82), Vegger (1987: 47-49), Nielsen (1987: 38-42) og Bogason (2021: 3-6).
8. SHAPE (1967: 161) og Bogason (2021: 14). SACEUR havde i august 1956 besluttet, at NATO på alle niveauer i kommandoorganisationen skulle anvende Joint Command and Operation Centers (JCOCs), jf. SHAPE (1967: 162).
9. Vegger (1985: 60-61) og Nielsen (1987: 45-46 og 49-50).
10. Flensborg Avis 16. april 1958, jf. Nielsen (1987: 51).
11. Udenrigsministeriet (1968: 104-105), Nielsen (1987: 50-53) og Henriksen (2016: 61). Posten som chef for planlægningsgruppen var indtil juni 1961 beklædt af en britisk admiral. Den 1. juli 1961 blev posten overtaget af den tyske admiral Wagner, som i april 1962 blev den første COMNAVBALTAP.
12. Thostrup (1964: 217-20) og Vegger (1985: 109-11).
13. DIIS (2005: 335).
14. Nielsen (1987: 96).
15. Udenrigsministeriet (1968: 106-107), Nielsen (1987: 56), Villaume (1995: 256), Olesen & Villaume (2005: 333-334) og Bogason (2021: 30-31).
16. Nielsen (1987: 56-57 og 97).
17. Thostrup (1964: 225), Udenrigsministeriet (1968: 107-108 og bilag 141), Nielsen (1987: 57-60) og Olesen & Villaume (2005: 335-338).
18. Forsvarskommandoen (2000: 108). Ifølge Udenrigsministeriet (1968: Bilag 145 og 146) var den aftalte fordeling af stabsofficererne: 1/3 dansk, 1/3 tysk og 1/3 andre nationaliteter.
19. Bjøl (1983: 77), Villaume (1995: 262) og DIIS (2005: 357).
20. Udenrigsministeriet (1968: Bilag 149).
21. Bjøl (1983: 75 og 92) og Udenrigsministeriet (1968: Bilag 151).
22. Ministermødeprotokollen den 9. januar 1962 samt Villaume (1995: 269), DIIS (2005: 361-364) og Bogason (2016: 116).

Hent artiklen ‘NATO Enhedskommandoen 1962’ som pdf-fil på Academia.edu

© Jens Perch Nielsen og koldkrig-online.dk 2021 (2. udgave)