Forsvaret

Erfaringerne fra Anden Verdenskrig understregede, at landets forsvar ikke kun kunne baseres på de militære styrker. Myndighederne måtte også træffe foranstaltninger for, at det civile samfund kunne arbejde videre og overleve så godt som muligt under en krig. Hele samfundet ville være i frontlinjen, krigen ville være total og ramme både civile og militære. Derfor bestod totalforsvaret under Den Kolde Krig af fire elementer:

  • det militære forsvar
  • civilforsvaret
  • politiet og
  • det civile beredskab.

Af de tre civile elementer var civilforsvaret og politiet egentlige organisationer, som også havde opgaver i fredstid. Det civile beredskab dækkede over offentlige myndigheders planlægningsansvar og beredskab med henblik på at kunne løse deres opgaver og koordinere samfundets ressourcer under en krise eller krig. Det civile beredskab omfattede således også fødevare- og energiforsyning, produktion, transport, kommunikation mv.

Kernen i tanken om et totalforsvar var at etablere et samarbejde mellem en række civile og militære myndigheder under ledelse af regeringen. I en krise- eller krigssituation skulle den politiske krisestyring og ledelse af det civile beredskab og forsvar foregå fra de etablerede krisestyringscentre og regeringsanlæg (REGAN Vest og REGAN Øst), mens den operative ledelse skulle ske fra Civilforsvarsstyrelsens Landskommando og fra en række regionale og kommunale kommandocentraler, f.eks. Bernstorff bunkeren i Gentofte og Odense Kommandocentral. Totalforsvarets civile komponenter var organiseret i syv regioner, som hver for sig kunne træffe de nødvendige beslutninger, hvis de blev afskåret fra hinanden og fra den centrale ledelse.

Både det civile og det militære forsvar var organiseret som et mobiliseringsforsvar, bestående af en stående styrke, et korps af reserveofficerer og -befalingsmænd samt en mulighed for at indkalde hjemsendte værnepligtige og andre civile personer i tilfælde af krig (reservestyrker). Desuden blev der opbygget depoter med udrustning, ammunition, køretøjer og brændstof, som lå klar allerede i fredstid.

Et centralt element i totalforsvaret var et fælles beredskabssystem, som kunne sættes i værk ved den forhøjelse af beredskabet, der skulle ske ved overgangen fra fred til krig.

Det militære forsvar

Det militære forsvar bestod af Hæren, Søværnet, Flyvevåbnet og Hjemmeværnet, som også i dag udgør Forsvaret. Det militære forsvar var indrettet på dels at opretholde et højt indsatsberedskab for at kunne varsle og imødegå et angreb eller kup på dansk territorium med det samme, dels at kunne mobilisere yderligere styrker og modtage allierede forstærkninger som en del af det samlede NATO-forsvar. Ledelsen af det militære forsvar skulle i en krig overgå fra national dansk kommando til det fælles NATO kommandosystem, når den danske regering besluttede det som led i regeringens krisestyring.

Forsvaret har siden Anden Verdenskrig fået en stadig mere værnsfælles organisation og ledelse:

Før 1950 Hæren og Søværnet var 2 adskilte værn med hver sit ministerium og hver sit flyvevåben. Der var 2 værnschefer med hver sin stab og hver sin efterretningstjeneste. Ved Påskekrisen i 1948 blev der oprettet en midlertidig forsvarsstab bestående af værnscheferne. Generalkommando og Søværnskommando
1950-1969 Forsvarschef med en mindre forsvarsstab, herunder en fælles efterretningstjeneste, samt en Forsvarsstyrelse til at koordinere de 3 værnschefer med hver sin stab. Fælles flyvevåben. Hærkommando, Søværnskommando og Flyverkommando
1970-1990 Forsvarschef med en større forsvarsstab. 3 værnschefer indtil 1982 samt 3 små værnsstabe. Forsvarskommando
Efter 1990 Forsvarschef med forsvarsstab. 3 operative kommandoer. Forsvarskommando

Udnævnelsen af en forsvarschef i 1950 var det første skridt i retning mod en værnfælles ledelse af forsvaret i krig. Det fælles NATO kommandosystem i 1951 brød imidlertid med denne tanke, og først med oprettelsen af NATO Enhedskommandoen i 1962 blev der etableret en effektiv enhedsledelse af det danske forsvar i krig. Med oprettelsen af Forsvarskommandoen i 1970 slog denne tanke også igennem i fredstid.

Fra oktober 1967 var den danske chef for Enhedskommandoen (COMBALTAP) tillige chef for Forsvarets Operative Styrker (FOS), en national dansk post som forsvarschefen i en krisesituation kunne overdrage den operative ledelse af de danske styrker til for at sikre en mere smidig overgang til NATO’s kommandosystem (dobbelthatte-systemet).

Under hele Den Kolde Krig blev der holdt samvirkeøvelser mellem de forskellige værn og våbenarter for at træne deres fælles krigsopgaver (joint og combined operations), ligesom der blev holdt øvelser med de øvrige NATO-lande for at træne samarbejdet mellem de allierede styrker. Ikke mindst forsvaret af den Sjællandske Øgruppe krævede en værnsfælles tilgang, som bl.a. kom til udtryk i NATO’s plan for Operation Hurricane.

Forsvarskommandoens hovedkvarter lå i årene 1972-2006 i Vedbæk. Herefter lå Værnsfælles Forsvarskommando på Holmen indtil november 2017, hvor den flyttede sammen med Forsvarsministeriets departement i en bygning på Holmens Kanal 9 i København.

Kilder og litteratur

Danielsen, Niels-Birger (2023): Forsvarsforlig – Forsvarets grundlag siden 1945 – en oversigt, artikel på forsvarshistorien.dk 2023.

Forsvarskommandoen (2000): Ved forenede kræfter, Forsvarets øverste militære ledelse, Forsvarschefsembedets og forsvarets udvikling 1950-2000, Vedbæk: Forsvarskommandoen 2000.

Pedersen, Poul Holt & Karsten Hvam Pedersen (2023): Danmarks dybeste hemmelighed – REGAN VEST – regeringens og kongehusets atombunker, 4. udgave, eget forlag 2023.

Pedersen, Thomas Tram (2014): Det totale forsvar til den totale krig, i Morten Stenak, Thomas Tram Pedersen, Peer Henrik Hansen & Martin Jespersen (red.): Kold Krig – 33 fortællinger om Den Kolde Krigs bygninger og anlæg i Danmark, Færøerne og Grønland, København: Kulturstyrelsen 2014.

Petersen, Henrik G. & Niels Jacobsen (1997): Totalforsvaret og det civile beredskab, artikel i Militært Tidsskrift (krigsvidenskab.dk) 1997.

Søværnet: Lærebog/Grundbog for orlogsgaster, København: Søværnet 1953 og 1972.

Volden, S.C. (2007): Danske Hærordninger efter 2. Verdenskrig i nationalt og internationalt perspektiv, Karup: Hærens Operative Kommando 2007

© Jens Perch Nielsen og koldkrig-online.dk 2023