Danmark under den kolde krig

Stevnsfortet

Stevnsfortet blev bygget af Søværnet i 1952-55 som et stort underjordisk anlæg ca. 20 meter nede i Stevns Klint for at yde beskyttelse bl.a. mod atomvåben. Fortets hovedbevæbning var fire 150 mm kanoner opstillet i to dobbeltløbede kanontårne, som stammede fra det tyske slagskib Gneisenau og havde været placeret i tysk batteri på Fanø i slutningen af Anden Verdenskrig. Desuden havde fortet en 150 mm lyskanon samt et antal stationære og mobile 40 mm luftværnskanoner.

Fortet ligger på Stevns, hvor Øresund og Østersøen mødes. Kanonernes opgave var især at beskytte de minefelter, som det ved optakten til krig var hensigten, at Søværnet skulle udlægge for at kontrollere gennemsejlingen af Øresund og for at imødegå et invasionsangreb af Danmark fra Østersøen, bl.a. i Faxe og Køge Bugter. Omkring 1980 ændrede trusselbilledet sig, og Forsvaret frygtede nu mere et overraskelsesangreb med hurtige atombevæbnede bombefly. Derfor opstillede Flyvevåbnet fra 1984 til 2000 et HAWK-missilbatteri på Stevnsfortets område som led i luftforsvaret af København (Eskadrille 541).

I NATOs Europakommando SHAPE var der i begyndelsen af 1950’erne skepsis overfor Stevnsfortets og Langelandsfortets værdi, bl.a. fordi de var stationære anlæg. Derfor lykkedes det ikke Danmark at få forterne finansieret via NATOs infrastrukturmidler. Men Danmark opførte forterne for egne midler, også for at fastholde en forsvarslinje ved Østersøen og ikke længere mod nord ved Limfjorden og i Skagerrak, sådan som NATO planlagde med i begyndelsen af 1950’erne1.

Stevnsfortets bemanding på op mod 250 marinesoldater havde kvarter på “Fredskasernen” bag fortet. I en krise- eller krigssituation skulle soldaterne indlogeres på køjer i det underjordiske anlæg. Fra 1984 flyttede Flyvevåbnets personel ved HAWK-missilbatteriet også ind på kasernen.

Stevnsfortet husede fra 1961 til 2000 hovedkvarteret for Sundets Marinedistrikt (SUM), som havde ansvaret for farvandsovervågningen af skibe fra Warszawapagten i Øresund og en del af Østersøen. Operationsrummet for SUM fik bl.a. informationer om skibstrafikken fra Stevnsfortets radar samt fra radar- og kystudkigsstationer i Hellebæk, Kronborg, Drogden, Stevns Fyr, Møn og Gedser Rev fyrskib. Operationsrummet for SUM var først placeret i den sydlige del af det underjordiske anlæg, men det blev flyttet til den nordlige del i forbindelse med en stor modernisering i 1983-86, hvor SUM fik et nyt computerbaseret overvågningssystem (FOD CCIS). Plottebordet fra SUMs gamle operationsrum kan i dag ses på Koldkrigsmuseum Langelandsfort.

På fortets område lå også Flåderadio Stevns til kommunikation med NATO-skibe i Østersøen og Forsvarets Central Radio (under Forsvarets Efterretningstjeneste) til aflytning af Warszawa-pagtens radiokommunikation. De 80 m høje antenner kan ses vidt omkring i det flade landskab.

Stevnsfortets kanoner blev lagt i mølpose i 1981, og i 2000 strøg Stevnsfortet kommando. I 2008 åbnede Koldkrigsmuseum Stevnsfort, og i 2012 blev Stevnsfortet fredet som et væsentligt bygningsanlæg fra den kolde krig. Fredskasernen ved siden af museet er i dag en sikret institution (ungdomsfængsel).

Stevnsfortet er en af Kulturstyrelsens 25 fortællinger om den kolde krigs bygninger og anlæg i Danmark.

Læs mere på Koldkrigsmuseum Stevnsforts hjemmeside

Kilder og litteratur

Margit Bech Larsen: Vejen til Danmarks sidste kystforter: Stevnsfort og Langelandsfort 1945-54, i Fra Krig og Fred, 2014/1.

Thomas Tram Pedersen: Stevnsfort og overvågningen af Øresund, i Morten Stenak, Thomas Tram Pedersen, Peer Henrik Hansen og Martin Jespersen (red.): Kold Krig – 33 fortællinger om den kolde krigs bygninger og anlæg i Danmark, Færøerne og Grønland, København: Kulturstyrelsen 2014.

Tom Wismann: I paddehattens skygge – Stevnsfort 1953-2013, Helsinge: Steel & Stone Publishing 2013.

Noter

1. Bech Larsen 2014, s. 207-30. Se også siden Det dansk-tyske møde i 1955.

© koldkrig-online.dk juni 2016