Stevnsfortet (SFT) blev bygget af Søværnet i 1952-55 som et stort underjordisk anlæg ca. 20 meter nede i Stevns Klint for at være beskyttet mod angreb med atomvåben mv. Fortets hovedbevæbning var fire 150 mm kanoner opstillet i to dobbeltløbede kanontårne, der oprindelig stammede fra det tyske slagskib Gneisenau, og som senere havde været placeret i et tysk batteri på Fanø under Anden Verdenskrig. Desuden havde fortet en 150 mm kanon til lysraketter mv. samt en række stationære og mobile 40 mm luftværnskanoner.
Fortet ligger på Stevns, hvor Øresund og Østersøen mødes. Kanonernes opgave var især at beskytte de minefelter, som det ved optakten til krig var hensigten, at Søværnet skulle udlægge for at kontrollere gennemsejlingen af Øresund og for at imødegå et invasionsangreb af Sjælland østfra i Faxe og Køge bugter. Omkring 1980 ændrede trusselbilledet sig, og Forsvaret frygtede nu mere et overraskelsesangreb med hurtige atombevæbnede bombefly. Derfor opstillede Flyvevåbnet fra 1984 til 2000 et HAWK-missilbatteri på Stevnsfortets område som led i luftforsvaret af København (Eskadrille 541).
I NATO’s Europakommando SHAPE var der i begyndelsen af 1950’erne skepsis overfor Stevnsfortets og Langelandsfortets værdi, bl.a. fordi de var stationære anlæg. Derfor lykkedes det ikke Danmark at få forterne finansieret via NATO’s infrastrukturmidler. Men Danmark opførte forterne for egne midler, også for – i hvert fald symbolsk – at fastholde en forsvarslinje ved Østersøen og ikke længere mod nord ved Limfjorden og i Skagerrak, sådan som NATO planlagde med i begyndelsen af 1950’erne1.
Stevnsfortets bemanding på op mod 250 marinesoldater havde kvarter på “Fredskasernen” bag fortet. I en krise- eller krigssituation skulle soldaterne indlogeres på køjer i det underjordiske anlæg. Fortet var bl.a. i krigsberedskab (“klart fort”) under Cubakrisen i 1962. Fra 1984 flyttede Flyvevåbnets personel ved HAWK-missilbatteriet også ind på fredskasernen.
Stevnsfortet husede fra 1961 til 2000 hovedkvarteret for Sundets Marinedistrikt (SUM), som bl.a. havde ansvaret for farvandsovervågningen af skibe fra Warszawapagten i Øresund og en del af Østersøen. Sundets Marinedistrikt fik bl.a. informationer om skibstrafikken fra Stevnsfortets radar og fra radar- og kystudkigsstationerne ved Hellebæk, Kronborg, Dragør, Drogden Fyr, Stevns Fyr, Møn, Hestehoved Fyr mv. Operationsrummet for SUM var først placeret i den sydlige del af det underjordiske anlæg, men det blev senere flyttet til den nordlige del i forbindelse med en stor modernisering i 1983-86, hvor SUM fik et nyt computerbaseret overvågningssystem (FOD CCIS). Plottebordet fra SUM’s gamle operationsrum kan i dag ses på Koldkrigsmuseum Langelandsfort.
På fortets område ligger også en mindre Bunker 18, som i begyndelsen af fortets levetid var radarbunker og i 1962 blev overtaget af Flåderadio Stevns (FLR STN), som stod for kommunikationen med NATO’s skibe i Østersøen. Efter moderniseringen i 1986, hvor flåderadioen flyttede ned i undergrunden, blev Bunker 18 anvendt af Forsvarets Efterretningstjeneste, bl.a. til at aflytte russiske skibes radiokommunikation2. De 80 m høje radioantenner kan ses vidt omkring i det flade landskab.
Stevnsfortets kanoner blev lagt i mølpose i 1981, og i september 2000 strøg Stevnsfortet kommando, da HAWK-missilbatteriet flyttede til Flyvestation Skalstrup3. I 2008 åbnede Koldkrigsmuseum Stevnsfort, og i 2012 blev Stevnsfortet fredet som et væsentligt bygningsanlæg fra den kolde krig. Fredskasernen ved siden af museet er i dag en sikret institution (ungdomsfængsel).
Læs mere på Koldkrigsmuseum Stevnsforts hjemmeside.
Kilder og litteratur
Andersen, Gerner Gottschalck & Palle Bolten Jagd (1984): Søetatens Bygningsvæsen, i Palle Bolten Jagd (red.): Danske Forsvarsanlæg i 5000 År, bind III, København: Martins Forlag 1984.
Bjørnsson, Iben (2019): Koldkrigsmuseum Stevnsfort – Øresunds vogter, i Peer Henrik Hansen & Martin Jespersen (red.): Kold krig på museum – Historier om kanoner, spioner og hverdagsliv, s. 30-41, Rudkøbing: Langelands Museum 2019.
Kulturstyrelsen (2019): Stevnsfort og overvågningen af Øresund, artikel på slks.dk 2019.
Pedersen, Henny Tønner (2006): Stevnsfort som arbejdsplads: Tidligere tjenestegørende på Stevnsfort fortæller, Store Heddinge: Østsjællands Museum 2006.
Pedersen, Thomas Tram (2014): Stevnsfort og overvågningen af Øresund, i Morten Stenak, Thomas Tram Pedersen, Peer Henrik Hansen & Martin Jespersen (red.): Kold Krig – 33 fortællinger om Den Kolde Krigs bygninger og anlæg i Danmark, Færøerne og Grønland, København: Kulturstyrelsen 2014.
Wismann, Tom (2013): I paddehattens skygge – Stevnsfort 1953-2013, Helsinge: Steel & Stone Publishing 2013.
Noter
1. Larsen (2014: 207-30) og Bjørnsson (2019: 30-32) samt artiklerne om Den allierede militære hjælp fra NATO efter 1949 og Limfjorden som forsvarslinje.
2. Pedersen (2006: 27-28 og 50) og Wismann (2013: 28-29).
3. Bjørnsson (2019: 34).
© Jens Perch Nielsen og koldkrig-online.dk 2023