Dansk Koldkrigsmuseum

Dansk Koldkrigsmuseum i Bryrup var åbent i perioden 2016-19 og havde fokus på civilforsvaret og det civile beredskab under Den Kolde Krig, bl.a. hvad almindelige danskere skulle gøre, og hvordan myndighederne ville informere befolkningen i tilfælde af krig og andre katastrofer. En afdeling på museet viste, hvordan et privat beskyttelsesrum skulle indrettes efter anvisningerne i Statsministeriets pjece “Hvis krigen kommer” fra 1962. Der var også udstillinger om de offentlige beskyttelsesrum, om civilforsvarets indkvartering af hjemløse og evakuerede og om virksomhedernes bedriftværn mv.

Museet er i dag omdannet til et depot og har ikke faste åbningstider. Det er en del af Dansk Koldkrigsforening og drives for private midler med frivillig arbejdskraft.

Læs mere på museumdepotets webside.

Kilder og litteratur

Dansk Koldkrigsmuseum – i billeder, i Jysk Koldkrigs Forenings Medlemsblad, Årg. 4, nr. 7 (december 2016), s. 4-5.

© Jens Perch Nielsen og koldkrig-online.dk 2021