Danmark under den kolde krig

Færøerne

Færøerne spillede især i 1960’erne en vigtig rolle for NATO og USA under den kolde krig.

Da Danmark tilsluttede sig Atlantpagten i 1949, blev Færøerne automatisk medlem af NATO, også selv om der var en vis modstand imod dette på øerne. Færøerne havde hverken eget militær eller eget hjemmeværn, og forsvars- og sikkerhedspolitikken hørte under de danske rigsmyndigheder. Ved opbygningen af NATOs kommandosystem i begyndelsen af 1950’erne kom Færøerne ligesom Grønland til at høre under NATOs Atlanterhavskommando (SACLANT) i Norfolk, Virginia, USA.

Fiskeriinspektionen og suverænitetshævdelsen ved Færøerne og Grønland blev i 1940’erne og 1950’erne varetaget af Søværnets fregatter, korvetter og orlogskuttere samt Flyvevåbnets fly. Efter grønlandsskibet Hans Hedtofts forlis i januar 1959 besluttede Søværnet at anskaffe inspektionsskibe af Hvidbjørnen-klassen med helikopterdæk bygget specielt til disse farvande. De blev sammen med nye Alouette helikoptere taget i brug i 19631.

Søværnet oprettede i 1951 Marinedistrikt Færøerne med tilhørende flåderadio til at lede inspektions- og redningstjenesten i de færøske farvande. Marinedistriktet og inspektionsskibene spillede også en rolle ved overvågningen af de sovjetiske øvelser i Nordatlanten. Marinedistriktet – fra 1961 kaldet Færøernes Kommando – lå i Tórshavn og flyttede i 1965 ind i en moderne firlænget marinestation. Denne marinestation blev nedlagt i 2002 og er i dag ombygget til plejehjemet Tjarnargarður2.

Med sin placering i Nordatlanten midt mellem USA og Sovjetunionen fik Færøerne i slutningen af 1950’erne større betydning for USAs militære strategi. I 1959 gav den danske regering USA tilladelse til at opføre en LORAN-C station i Ejde (Eiði) på Færøerne. Den færøske LORAN-C station med dens 190 m høje mast åbnede i marts 1960 og blev centrum (masterstation) i en række af LOng RAnge Navigation stationer i Nordatlanten, som tilsammen betød en klar forbedring af navigationsmulighederne for de militære skibe, fly og ubåde i det strategisk vigtige område. Systemet blev bl.a. anvendt af de amerikanske hangarskibe og atomubåde, og det var ifølge en tophemmelig Pentagon-rapport fra 1960 “essentielt” for de nye ubådsbaserede Polaris-atommissilers præcision og effektivitet. LORAN-C var længe forbeholdt militære formål, og først i 1974 blev systemet også åbnet for den civile skibsfart. USA accepterede, at LORAN-C stationen i Ejde (Eiði) blev drevet af det danske Fyrvæsen, mens den amerikanske kystvagt betalte udgifterne3.

I 1959-62 blev der også efter forhandlinger mellem Danmark og NATO etableret en radarstation på toppen af fjeldet Sornfelli nordvest for Tórshavn, 749 meter over havet. På siden af fjeldet under denne radarstation blev der i 1961-64 opført en administrations- og indkvarteringsbygning i Mørkedal (Mjørkadalur), som hed Flyvestation Thorshavn (Flyverdetachement 605, senere Eskadrille 605). Radaranlægget og den tilhørende operationsbunker var en del af NATOs infrastrukturprogram og blev taget i brug i 1963 under betegnelsen “NATO Early Warning Station Site 09”. Anlægget blev betjent af det danske Flyvevåben og indgik i det britiske luftforsvars varslingssystem samtidig med, at det reelt var en forlængelse af den amerikansk-canadiske DEW-kæde (Distant Early Warning Line) af radarstationer til varsling af angreb fra sovjetiske bombefly. Anlægget blev moderniseret i 1983-85, bl.a. med installationen af en tredimensional Martello-radar4.

I 1960 blev den danske regering kontaktet af USA med et ønske om, at der blev etableret en Forward Scatter (troposcatter) station på Færøerne som en del af radio-relækæden NARS (North Atlantic Radio System) mellem USA og Storbritannien bl.a. til den vitale kommunikation i forbindelse med USA’s varslingssystem mod sovjetiske interkontinentale missiler (BMEWS-kæden). Danmark accepterede det amerikanske ønske under forudsætning af, at stationen blev skjult som en del af NATO-radarstationen på Sornfelli, samt at det amerikanske militære personel på Forward Scatter stationen gik under dække af at være NATO-teknikere. Da den amerikanske station blev afsløret af et militærkritisk tidsskrift i 1984, vakte det derfor stor opsigt på Færøerne. Forward Scatter stationen blev lukket i 1992, og anlægget taget ned i 19955.

Vejforbindelsen fra Tórshavn til Mørkedal blev etableret ved bygningen af Flyvestationen og var ejet af NATO frem til 1966, hvor ansvar og vedligeholdelse blev overdraget det Færøske Landsstyre. Vejen blev senere udbygget og kom derved til at fungere som en hovedfærselsåre i samfærdslen på Færøerne.

Ved siden af disse vigtige anlæg indgik Færøerne i NATOs planer ved, at flyvepladsen på Vågø (Vágar) var udpeget som nødflyveplads for allierede fly, mens Skålefjorden (Skálafjørður) var øremærket som fremskudt base for NATO-ubåde og -skibe i krigstid. Desuden var Færøerne et led i NATOs SOSUS-kæde (Sound Surveillance System) af lyttestationer til sporing og overvågning af sovjetiske ubåde i Nordatlanten6. Færøernes placering i GIUK gabet mellem Grønland, Island og United Kingdom betød, at øerne var vigtige for NATO i tilfælde af krig for at kunne forhindre sovjetiske ubåde i at nå ud i Nordatlanten.

Ud over Flyvevåbnets og Søværnets personel ved de militære anlæg fandtes der imidlertid ikke et egentligt militært forsvar af Færøerne. I begyndelsen af 1970’erne var der således i alt 265 danske militære, 5 danske civile, 47 civile færinger og 11 amerikanere, heraf en officer, ansat på Færøerne7. Dette afspejlede det danske ønske om at tilgodese de vitale amerikanske interesser og samtidig føre en ikke-provokerende politik overfor Sovjetunionen. Ved et sovjetisk angreb på Færøerne ville det nok primært have været USA og Storbritannien, der havde ansvaret for forsvaret af området.

I 2001 blev Færøernes Kommando lagt sammen med Flyvestationen og flyttet til Mørkedal. Den militære radar på Sornfelli blev slukket den 1. januar 2007. I december 2012 blev Færøernes Kommando fusioneret med Grønlands Kommando til Arktisk Kommando, der ligger i Nuuk. I dag har Forsvaret kun nogle få ansatte på Færøerne, men øerne besøges jævnligt af Søværnets inspektionsskibe. Radaranlægget på Sornfelli anvendes nu af civile myndigheder8.

En del af den færøske befolkning demonstrerede i 1959 mod planerne om at bygge en NATO-radarstation på Færøerne, som man frygtede ville blive et bombemål. I 1961 vedtog det færøske Lagting en protest bl.a. imod stationeringen af militært personel ved anlæggene i Sornfelli og Ejde. Det danske forsvar holdt derfor lav profil på Færøerne. I 1980’erne var fredsbevægelsen aktiv på øerne, bl.a. ved en fredsmarch i 19879.

Kulturstyrelsen og Søvn Landsins (Færøernes Kulturarv) har udpeget LORAN-C stationen i Ejde samt Flyvestationen i Mørkedal og Sornfelli radaren som vigtige fortællinger om Færøernes rolle under den kolde krig.

Læs mere om LORAN-C stationen på loran-history.info.

Kilder og litteratur

Steen Hartov, Jørgen Larsen og Palle Sick (red.): Flyvestation Værløse – en flyveplads og dens fly, Værløse: FSNVÆR 1984.

Torsten Cumberland Jacobsen (red.): Forsvaret i Byggeriet – Byggeriet i Forsvaret, Forsvarets Bygningstjeneste 1952-2002, København: Forsvarets Bygningstjeneste 2002.

Bent Jensen: Færøerne under Den kolde Krig (1945-1991), redegørelse til Færøernes Landsstyre 2004.

Bent Jensen: Militære institutioner og anlæg på Færøerne under Den Kolde Krig, København: Gyldendal 2014.

Sámal T.F. Johansen: Færøerne, i John T. Lauridsen, Thorsten Borring Olesen, Rasmus Mariager, Poul Villaume (red.): Den kolde krig og Danmark, Gads Leksikon, København: Gad 2011.

Sámal T.F. Johansen: Færøernes militære udbygning, LORAN C i Eiði og amerikanske flådestrategier, samt Mjørkadalur og Sornfelli – radar og troposcatter, i Morten Stenak, Thomas Tram Pedersen, Peer Henrik Hansen og Martin Jespersen (red.): Kold Krig – 33 fortællinger om den kolde krigs bygninger og anlæg i Danmark, Færøerne og Grønland, København: Kulturstyrelsen 2014.

Georg Sylvest Pedersen: Forsvaret i Mjørkadal – som jeg husker det, Tórshavn: Færøernes Kommando 2007.

Gunnar Olsen og Svenn Storgaard: Flådens skibe og fartøjer 1945-1995, Marinehistorisk Selskabs skrift nr. 28, København: Marinehistorisk Selskab 1998.

Udenrigsministeriet: Dansk Sikkerhedspolitik 1948-1966, København: Udenrigsministeriet 1968.

Poul Villaume: Allieret med forbehold, Danmark, NATO og den kolde krig. En studie i dansk sikkerhedspolitik 1949-1961, København: Eirene 1995.

Finn Westergaard: Fra ASTA til SKYLIGHT og GOTHAM – En beretning om Flyvevåbnets kontrol- og varslingstjeneste 1951-2007, Karup: Flyvevåbnets Historiske Samling 2008.

Noter

1. Hartov m.fl. (1984: 36-37) samt Olsen og Storgaard (1998: 42-44).
2. Jacobsen (2002: 138-39) og Jensen (2014: 2).
3. Villaume (1995: 617-21), Jensen (2014: 7-9) og Johansen (2014: 168-71).
4. Jacobsen (2002: 135-37), Pedersen (2007: 9-17 og 24-30), Westergaard (2008: 56-60), Jensen (2014: 9-10) og Johansen (2014: 172-77).
5. Jacobsen (2002: 137), Pedersen (2007: 18-23), Jensen (2014: 10-12) og Johansen (2014: 176-77).
6. Jensen (2014: 4-5) og Johansen (2014: 166).
7. Jensen (2014: 1-2).
8. Pedersen (2007: 91-93) og Johansen (2014: 177).
9. Udenrigsministeriet (1968: Bilag 106) og Pedersen (2007: 9-10 og 69-70).

© koldkrig-online.dk oktober 2017