Søværnet havde indtil 1970 hovedkvarter i Søværnskommandoen (SVK) i København. Den operative kommando var fra 1951 opdelt i Flåden, Kystbefæstningen og tre marinekommandoer, indtil der den 1. juni 1961 blev oprettet én samlet Søværnets Operative Kommando (SOK) med hovedkvarter i Aarhus1.
Under sig havde SOK:
- Den sejlende flåde, som var opdelt i eskadrer efter skibstype, f.eks. fregateskadren, og
- Marinedistrikterne, som havde ansvaret for det lokale forsvar, farvandsovervågning, kystforter, depoter, havneberedskab og andre lokale opgaver.
Efter Anden Verdenskrig skulle den danske flåde stort set genopbygges fra grunden. Kun få af flådens skibe havde overlevet krigen, og i 1945-46 blev der derfor anskaffet fregatter, ubåde og minestrygere i Storbritannien. Desuden blev der bygget nye torpedobåde på Orlogsværftet på Holmen og uddannet nyt personel. Samtidig stod Søværnet overfor en stor opgave med minestrygning efter krigens omfattende mineringer, og i årene efter krigen blev ca. 20.500 miner uskadeliggjort i de danske farvande2.
Efter Danmarks tilslutning til NATO i 1949 fik Søværnet amerikansk våbenhjælp i form af støtte til at indkøbe skibe og andet udstyr samt bistand til at udbygge Orlogsværftet bl.a. med et nyt motortorpedobådsværft. Fra 1959 til midten af 1960’erne kom våbenhjælpen gennem det såkaldte Cost Sharing program, hvor USA betalte halvdelen af udgiften til de indkøbte skibe. Samtidig fik Søværnet værdifuld hjælp ved at en del af personellet fik udbygget deres uddannelse i Storbritannien og USA3.
NATO’s strategi var i begyndelsen af 1950’erne at spærre de danske stræder i det nordlige Kattegat og Skagerrak. Danmark var ikke tilfreds med denne strategi og arbejdede fra begyndelsen af 1950’erne – bl.a. med opførelsen af Langelandsfortet og Stevnsfortet – på at etablere en forsvarslinje længere mod syd ved Østersøen. Men hvis denne forsvarslinje skulle kunne forsvares, var det nødvendigt, at Vesttyskland bidrog militært4.
Søværnet arbejdede derfor aktivt for at etablere et tæt samarbejde med den vesttyske flåde, efter at Vesttyskland var blevet medlem af NATO i 1955. I slutningen af 1950’erne blev der oprettet en fælles NATO-flådekommando for Østersøen i Kiel, og denne flådekommando blev i 1962 en del af Enhedskommandoen. Desuden blev der oprettet NATO-depoter for den vesttyske flåde ved Korsør, Ebeltoft og Frederikshavn. Det dansk-tyske samarbejde betød, at Søværnet kunne koncentrere sin indsats om Sjælland og den sydlige del af Øresund, Grønsund-området samt farvandet ved Bornholm, mens vesttyskerne tog sig af den vestlige Østersø og farvandet øst for Bornholm5.
Under Den Kolde Krig var Søværnets opgaver i fredstid bl.a.:
- Farvandsovervågning, kyst- og havnebevogtning samt patruljering i Østersøen for at håndhæve dansk suverænitet, indhente efterretninger og forhindre, at en fjendtlig aktion mod Danmark og resten af NATO kunne ske uvarslet.
- Mine- og ammunitionsrydning, søredning, fiskeriinspektion, forureningsbekæmpelse, søopmåling og andre opgaver i fredstid.
- Fiskeriinspektion, overvågning og suverænitetshævdelse i og omkring Færøerne og Grønland, bl.a. ved hjælp af inspektionsskibe og slædepatruljen Sirius.
I krise- og krigstid ville opgaverne bl.a. være:
- Afspærring og kontrol af gennemsejlingen af de danske stræder, bl.a. for at forhindre de sovjetiske krigsskibe og ubåde i at slippe ud af Østersøen for at angribe NATO’s forsyningslinjer i Nordsøen og Atlanterhavet.
- Imødegåelse af provokationer, landsætninger og invasion af Danmark og Slesvig-Holsten fra Østersøen, bl.a. ved “Operation Hurricane”.
- Deltagelse i NATO’s fremskudte forsvar i Østersøen i samarbejde med Flyvevåbnet, sikring af Hærens flanke i den vestlige Østersø samt angreb på Warszawapagtens søværts forsyningslinjer langs den polsk-tyske kyst.
- Sikring af havne og trafikforbindelserne mellem landsdelene, især i Storebælt, samt sikring af modtagelsen af allierede forstærkninger og forsyninger, især via de jyske havne og Kalundborg6.
Søværnets traditionsrige hovedbase på Holmen i København lå nogenlunde centralt i forhold til de fleste af Søværnets opgaver, men Holmen lå også meget udsat ved et angreb fra sydøst. For at kunne sprede Søværnets skibe og sikre en bedre logistisk støtte for NATO’s flådestyrker blev der derfor åbnet nye flådestationer i Korsør 1960 og i Frederikshavn 1962 som led i NATO’s infrastrukturprogram. Fra slutningen af 1970’erne begyndte danske flådeenheder også at få fast tilholdssted i Frederikshavn og Korsør, og i 1989 blev der indgået et forsvarsforlig om at lukke Orlogsværftet og udflytte flåden fra Holmen. I dag har Søværnet alene flådestationer i Frederikshavn og Korsør.
Søværnets infrastruktur blev udbygget over en lang årrække, bl.a. med mine- og ammunitionsdepoter landet over samt olieforsyningsanlæg, bl.a. i tilknytning til NEPS-linjen. Motortorpedobådene fik fra 1950’erne en landbaseret mobil base (MOBA), som ydede logistisk og operativ støtte til de hurtige fartøjer, bl.a. med radio- og radarvogne7.
Søværnet er ligesom Flyvevåbnet et materielorienteret værn, hvor der ikke er den store forskel mellem krigs-, krise- og fredsberedskabet. Derfor hænger Søværnets udvikling under Den Kolde Krig snævert sammen med den teknologiske udvikling og de økonomiske muligheder for at kunne udskifte skibene og våbensystemerne i takt med, at de blev nedslidte og teknologisk forældede. Fra slutningen af 1960’erne var der desuden løbende debat om behovet for at have store fregatter, minelæggere og ubåde set i forhold til en flåde med mere fokus på mindre enheder, bl.a. torpedobåde med missiler8. Søværnet holdt dog fast i miner, torpedoer og kanoner som de vigtigste våben og fik først missiler i slutningen af 1970’erne.
Frømandskorpset (FKP) blev oprettet som specialoperationsstyrke i Søværnet i juni 1957 og er stationeret på Marinestation Kongsøre ved Isefjorden. I 1962 blev Søværnets Flyvetjeneste oprettet på Flyvestation Værløse med helikoptere af typerne Alouette III og senere Lynx til Søværnets skibe.
Søværnets skoler lå tidligere hovedsagelig på Holmen i København, men er i dag flyttet til Frederikshavn, Korsør og Sjællands Odde.
Søværnet opførte i begyndelsen af 1950’erne to nye kystforter på Langeland og Stevns. Samtidig blev det besluttet at udbygge kystfortet Bangsbo ved Frederikshavn, som tyskerne havde opført under Anden Verdenskrig. De tre kystforter er i dag koldkrigsmuseer: Bangsbo Fort, Koldkrigsmuseum Langelandsfort og Koldkrigsmuseum Stevnsfort.
Danmarks ældste egentlige koldkrigsmuseum er Fregatten Peder Skram på Holmen i København.
Forsvarets Skibskendingsbog fra 1978
Nationalmuseet om Søværnet efter 1945
Kilder og litteratur
Bjerg, Hans Chr. (red.): Flåde og Teknik 1739-1989, Søværnets Tekniske Tjeneste 250 år, København: Søværnets Materielkommando 1989.
Bogason, Peter: Søværnet under den kolde krig – Politik, strategi og taktik, København: Snorres Forlag 2016.
Galster, Kjeld: Søværnet, i John T. Lauridsen, Thorsten Borring Olesen, Rasmus Mariager & Poul Villaume (red.): Den Kolde Krig og Danmark, Gads Leksikon, København: Gad 2011.
Garde, P.: Kystdefensionen: Fortid – nutid – og fremtid, i Tidsskrift for Søvæsen, Årg. 161, nr. 6 (1990), s. 366-378.
Muusfelt, Henrik: MOBA gennem 25 år, Søværnet 1978.
Pedersen, Thomas Tram: De militære hovedkvarterer – Søværnets Operative Kommando i Aarhus og Flyvertaktisk Kommando i Karup, i Morten Stenak, Thomas Tram Pedersen, Peer Henrik Hansen & Martin Jespersen (red.): Kold Krig – 33 fortællinger om Den Kolde Krigs bygninger og anlæg i Danmark, Færøerne og Grønland, København: Kulturstyrelsen 2014.
Thostrup, S.: Søværnets genopbygning efter 1945, i R. Steen Steensen: Flåden gennem 475 år, 1. del, København: Martins Forlag 1974.
Thostrup, S.: Søværnets styrkemål, i Tidsskrift for Søvæsen, Årg. 144 (1973), s. 97-135.
Volden, S. C.: Danske Hærordninger efter 2. Verdenskrig i nationalt og internationalt perspektiv, Karup: Hærens Operative Kommando 2007.
Noter
1. Garde (1990: 369-76) og Pedersen (2014: 85). NATO-betegnelsen for SOK var Flag Officer Denmark (FOD).
2. Thostrup (1974: 174-85), Bjerg (1989: 91-98), Galster (2011: 631) og Bogason (2016: 24-33).
3. Thostrup (1974: 196-203), Bjerg (1989: 104-110) og Galster (2011: 631).
4. Se siderne Den allierede militære hjælp fra NATO efter 1949 og Det dansk-tyske møde i 1955.
5. Bogason (2016: 118, 157, 200, 277-78 og 291).
6. Thostrup (1974: 204-5) og Bogason (2016).
7. Muusfelt (1978) og Bogason (2016: 74 og 133).
8. Bogason (2016: 164-68 og 281-82).
© Jens Perch Nielsen og koldkrig-online.dk 2018