Den socialdemokratiske formand Hans Hedtoft sagde den 23. juni 1953 nej tak til stationering af allierede soldater på dansk jord i fredstid. Dette nej blev under resten af Den Kolde Krig en vigtig del af den danske sikkerhedspolitik indenfor rammerne af NATO, i lighed med det danske nej til atomvåben i 1957 og den danske tilslutning til NATO Enhedskommandoen (BALTAP) i 1961. Enhedskommandoen betød en tættere integration af Danmark i NATO, mens de to nej’er gjorde Danmark til en allieret med forbehold.
NATO – og ikke mindst USA – ønskede i begyndelsen af 1950’erne at stationere 225 jager- og jagerbombefly med tilhørende personel på baser i Danmark og Norge. Set med amerikanske øjne var formålet ikke kun at forsvare de to lande og luftrummet over dem, men også at opnå luftherredømmet for at kunne eskortere amerikanske strategiske bombefly under offensive operationer med atomvåben mod Østblokken.
Norge sagde nej tak allerede i 1952, mens Danmark fortsatte med at overveje tilbuddet, og den danske forsvarschef støttede det. De danske overvejelser hang sammen med det stærke danske ønske om at sikre et allieret bidrag af hærstyrker til forsvaret af Danmark – et ønske som det var meget svært for de danske politikere og militærfolk at vinde tilslutning til i NATO, ikke mindst efter at Norge trak deres Tysklandsbrigade hjem fra Slesvig-Holsten i april 1953. I maj 1953 vurderede Vestre Landsdelskommando således, at NATO’s forsvar i Slesvig-Holsten var så svagt, at en angribende fjende kunne gennemføre en ”hurtig og praktisk talt uafbrudt fremrykning fra Kielerkanalen og op til den danske forsvarslinje langs Limfjorden”.
I løbet af vinteren 1952-53 stod det klart, at USA ikke ville imødekomme den vigtigste danske betingelse for en stationering af allierede flystyrker på dansk jord i fredstid, nemlig at flyene skulle bindes til forsvaret af Danmark. USA ville med andre ord ikke give Danmark medbestemmelse over, hvad flyene skulle anvendes til.
Fra dansk side frygtede man, at en stationering af allierede flystyrker i Danmark ville fremstå som mere indrettet på offensive end på defensive operationer, og at dette ville provokere Sovjetunionen til at foretage et hurtigt angreb på Danmark, hvis der kom krig i Europa. Den øgede trussel fra Sovjetunionen ville måske ligefrem være større end den afskrækkelseseffekt, som de stationerede fly skulle give. Samtidig ville Danmark miste sikkerhedspolitisk handlefrihed og suverænitet, og oprettelsen af udenlandske baser på dansk jord ville møde modstand i en stor del af den danske befolkning.
Hans Hedtoft på Socialdemokratiets kongres den 23. juni 1953 (Foto: Arbejderbevægelsens Bibliotek og Arkiv).
Det var baggrunden for, at Socialdemokratiets formand Hans Hedtoft i en tale på partiets kongres den 23. juni 1953 meddelte, at det var Socialdemokratiets standpunkt, at ”vi takker for tilbuddet om permanent stationering af allierede flyvere i fredstid, men meddeler, at vi i den nuværende situation ikke ønsker at modtage det.” Hedtoft begrundede bl.a. beslutningen med, at ”en permanent stationering af allierede flyvere her i landet kun kan være af tvivlsom militær værdi, så længe Atlantpagtorganisationerne ikke har den fornødne hærstyrke og panserudrustning til militær stærk dækning af Sydslesvig og Holsten.”
Efter folketingsvalget den 22. september 1953 blev Hans Hedtoft statsminister, og ved Folketingets åbning den 6. oktober 1953 blev den politik, som Hedtoft havde formuleret på den socialdemokratiske partikongres, gjort til den danske regerings officielle politik.
Hedtoft-regeringen indgik dog i april 1954 en aftale med NATO og USA om stationering af amerikanske flystyrker i krise- og krigstid i Tirstrup og Vandel. De to flyvestationer blev herefter udstyret med de nødvendige faciliteter til at modtage disse fly.
Kilder og litteratur
Agger, Jonathan Søborg & Trine Engholm Michelsen (2006): How strong was the “weakest link”? Danish security policy reconsidered, i Vojtech Mastny, Sven G. Holtsmark & Andreas Wenger (red.): War Plans and Alliances in the Cold War – Threat Perceptions in the East and West, London: Routledge 2006.
Beukel, Erik (1974): Socialdemokratiet og stationeringsproblemet 1952-53 – En sikkerhedspolitisk beslutning, Odense: Odense University Press 1974.
Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS) (2005): Danmark under den kolde krig – Den sikkerhedspolitiske situation 1945-1991, bind 1, København: Dansk Institut for Internationale Studier 2005.
Olesen, Thorsten Borring & Poul Villaume (2005): I blokopdelingens tegn 1945-1972, Dansk Udenrigspolitiks Historie, bind 5, København: Gyldendal 2005.
Villaume, Poul (1995): Allieret med forbehold. Danmark, NATO og den kolde krig. En studie i dansk sikkerhedspolitik 1949-1961, København: Eirene 1995.
Villaume, Poul (2011): Base- og stationeringspolitikken, i John T. Lauridsen, Thorsten Borring Olesen, Rasmus Mariager & Poul Villaume (red.): Den Kolde Krig og Danmark, Gads Leksikon, København: Gad 2011.
© Jens Perch Nielsen og koldkrig-online.dk 2022