Seemacht und Sicherheit – den tyske admiral Friedrich Ruge

Den tyske admiral Friedrich Ruge var en visionær mand. Han formulerede i starten af 1950’erne en strategi om, at NATO ville kunne vinde den næste krig i Europa ved at angribe de sovjetiske forbindelseslinjer i Østersøen. Ved et angreb på NATO ville Sovjetunionen ligesom under Anden Verdenskrig være nødt til at føre forsyninger frem ad søvejen, fordi de østeuropæiske forbindelseslinjer over land var sårbare og problemfyldte. Derfor kunne NATO bremse den østlige offensiv ved at angribe de sovjetiske skibe i Østersøen, som skulle bringe forsyninger frem til landtropperne¹.

Admiral Ruge var chef for den vesttyske flåde i årene 1955-61 og havde mange års erfaring med søkrig i Østersøen. I 1955 understregede han i bogen ’Seemacht und Sicherheit’, hvor vigtigt det var at bevare de danske stræder under NATO’s kontrol. Formålet var ikke kun at forhindre Sovjetunionen i at komme ud af Østersøen, men også at sikre, at de store sømagter USA og Storbritannien kunne komme ind i Østersøen og angribe Warszawapagten nordfra i flanken: ”Die Hauptbedeutung der deutschen Marine liegt … darin, dass sie durch ihre Erfahrung der beste Bürge für das Offensein der Ostsee-Eingänge ist. Erst wenn sichergestellt ist, dass die Ostsee jederzeit für Flotten, die von aussen kommen, zugänglich ist, wirkt der Druck der grossen Seemächte in die Ostsee hinein, auf die 1000 km sowjetisch-besetzter Küste, die fast auf ihre ganze Länge zum Landen gut geeignet ist.” (“Den tyske flådes vigtigste betydning er … at den gennem sin erfaring er den bedste garant for at holde Østersø-indgangene åbne. Kun når det sikres, at Østersøen til enhver tid er tilgængelig for flåder, der kommer udefra, kan de store sømagter udøve pres ind i Østersøen på den 1000 km sovjetbesatte kyst, som næsten alle steder er velegnet til landgang.”)²

Den tyske admirals meget offensive syn på forsvaret af Østersøen vandt ikke genklang i NATO, hvor USA og Storbritannien lagde mere vægt på at forsvare de atlantiske forbindelseslinjer end på at bruge deres flåder til at angribe Warszawapagten i Østersøen³. Vesttysklands naturlige interesse i at føre krigen over på fjendens jord, f.eks. ved vesttyske amfibieangreb mod Warszawapagtens territorium, blev heller ikke bakket op af NATO-partnerne, der anså Vesttyskland som den mest sandsynlige kampzone i hvert fald i begyndelsen af en krig.

Men Danmark havde samme interesse som Vesttyskland i at rykke NATO’s forsvarslinje så langt mod øst som muligt. Derfor var admiral Ruge også meget positiv overfor et samarbejde med det danske søværn. Ruge skriver i sine erindringer, at han i november 1957 efter en middag i Bonn havde ”einer langen Unterhaltung mit dem dänischen Ministerpräsidenten Hansen, der mich nach dem Essen beseite nahm, um mich über die Probleme des NATO-Kommandos in den dänischen Meerengen zu befragen. Er war sehr interessiert und erfreut, als ich sagte, dass wir nicht die geringsten Einwände gegen einen dänischen Admiral als Oberbefehlshaber eines integrierten Marinekommandos machen würden. Angesichts der sowjetischen Haltung (Gromyko hatte ihn kürzlich besucht) war er dafür, noch etwas zu warten.” (“en lang samtale med den danske statsminister Hansen, som satte sig ved siden af mig efter middagen for at spørge om problemerne med NATO-kommandoen i de danske stræder. Han var meget interesseret og glad, da jeg sagde, at vi ikke havde de ringeste indvendinger imod en dansk admiral som øverstbefalende for en integreret flådekommando. I betragtning af den sovjetiske holdning (Gromyko havde for nylig besøgt ham) var han for at vente lidt længere.”)⁴

Stats- og udenrigsminister H.C. Hansens tøven overfor at oprette en Østersøkommando havde mange årsager. En af dem var frygten for, at Danmark ved at tæt samarbejde med det vesttyske forbundsværn ville komme til at virke mere truende overfor Sovjetunionen og dermed blive et mål for deres atomvåben. Det var lige præcist denne frygt for et atomangreb på Danmark, som den sovjetiske udenrigsminister Gromyko havde advaret H.C. Hansen om, da han den 4. november 1957 kort besøgte København under en mellemlanding i Kastrup lufthavn⁵.

Men admiral Ruge pressede på og lod sig ikke stoppe af de nølende danskere. I efteråret 1958 gik han til angreb i pressen på NATO’s daværende kommandostruktur i Østersøområdet, som ifølge Ruge gav Vesttyskland for lidt indflydelse. I januar 1961 sørgede Ruge for, at den tyske admiral Wagner blev udnævnt som den første flådechef (COMNAVBALTAP) i NATO’s nye Enhedskommando for Østersøområdet⁶.

Den nye NATO Enhedskommando fastlagde en arbejdsdeling mellem det danske og det vesttyske søværn, som gav det danske søværn mulighed for at koncentrere sig om invasionsforsvaret af Sjælland og kontrollen med Storebælt og Øresund. Den vestlige Østersø syd for Langelandsbæltet og vest for linjen Møn-Arkona blev vesttysk interesseområde, mens resten af Østersøen inkl. farvandet omkring Bornholm blev fælles interesseområde⁷. Da Vesttyskland havde flest krigsskibe og ubåde i Østersøen, blev det i praksis det vesttyske søværn, der overtog det meste af ansvaret for forsvaret af Østersøen.

Samtidig skiftede det vesttyske søværn strategi, måske fordi admiral Ruge gik på pension i 1961, men også fordi den militære trussel fra Warszawapagten var øget. Fra midten af 1960’erne lagde vesttyskerne mere vægt på at afværge Warszawapagtens angreb mod Danmark og Vesttyskland end på selv at kunne angribe Warszawapagtens forsyningslinjer, kyster og havne i Østersøen. NATO’s fokus blev på at udvikle nye missilbærende skibe og fly, som kunne modsvare den stigende trussel fra Warszawapagtens missilbærende skibe og fly⁸. Dermed var grundlaget lagt for ’Operation Hurricane’, som fra slutningen af 1970’erne blev kodeordet for NATO’s store samlede fly- og missilangreb på en fjendtlig invasionsflåde, der var på vej gennem Østersøen for at angribe den sjællandske øgruppe eller den nordtyske kyst.

Kilder og litteratur

Bjøl, Erling (1957): Østersøen vigtigt led i tysk militær planlægning, artikel i Information 16. maj 1957.

Bogason, Peter (2016): Søværnet under den kolde krig – Politik, strategi og taktik, København: Snorres Forlag 2016.

Jensen, Bent (1999): Bjørnen og haren – Sovjetunionen 1945-1965, Odense: Odense Universitetsforlag 1999.

Nielsen, Jens Perch (1987): Socialdemokratiet og enhedskommandoen 1961, specialeopgave, Aarhus: Institut for Statskundskab 1987.

Nielsen, Jens Perch (2021): Seemacht und Sicherheit – den tyske admiral Friedrich Ruge, i Dansk Koldkrigsforenings Medlemsblad, Årg. 9, nr. 14 (august 2021), s. 26-27.

Ruge, Friedrich (1955): Seemacht und Sicherheit. Eine Schichsalsfrage für alle Deutchen, Tübingen: Fritz Schlichtenmayer 1955.

Ruge, Friedrich (1979): In vier Marinen. Lebenserinnerungen als Beitrag zur Zeitgeschichte, München: Bernard & Graefe 1979.

Noter

1. Bjøl (1957) og Bogason (2016: 112-113).
2. Ruge (1955: 70-71).
3. Udtalelse af den vesttyske forsvarsminister Franz Josef Strauss i Information 7. november 1958.
4. Ruge (1979: 327).
5. Jensen (1999: 515-517).
6. Nielsen (1987: 54 og 120).
7. Bogason (2016: 114 og 277-278).
8. Bogason (2016: 119 og 168-172).

© Jens Perch Nielsen og koldkrig-online.dk 2021