Frederiksværk bunkeren

Frederiksværk bunkeren er en kuppelformet bunker opført af Statens Civile Luftværn i slutningen af Anden Verdenskrig, som i dag fremvises som en del af Frederiksværk Brandværnsmuseum.

Bunkeren i Vognmandsgade fungerede under Anden Verdenskrig og Den Kolde Krig som beskyttelsesrum bl.a. for personalet på byens gamle brandstation fra 1909. Den havde plads til 50 personer. Bunkeren havde nødtoiletter, drikkevandsbeholder, udbrydningsværktøj og et hånddrevet ventilationsanlæg med sandfilter, men den var ikke indrettet til længere tids ophold. Brandstationen stod i kontakt med Frederiksværk kommunes kommandocentral på Skovbakkevej via en sikret telefon.

Frederiksværk bunkeren blev åbnet for offentligheden den 30. april 2016. De frivillige, der driver Frederiksværk Brandværnsmuseum, har indsamlet en del udstyr og materiel fra Civilforsvaret og det civile beredskab i Danmark, som kan ses i bunkeren. En del af bunkeren er indrettet med bænke, sådan som den oprindelig så ud.

Frederiksværk bunkeren er en af de 5.800 betondækningsgrave (bunkere), som Statens Civile Luftværn opførte i 1944-45 for at beskytte civilbefolkningen mod luftangreb. En del af bunkerne blev fjernet efter krigen, men efter Koreakrigens udbrud i 1950 istandsatte Civilforsvaret de ca. 4.800 bunkere, der stadig eksisterede. Desuden blev der bygget ca. 660 nye bunkere i 1950’erne. De mange bunkere blev i 1964-65 moderniseret bl.a. med ståldøre og ventilator for at beskytte bedre mod radioaktivt nedfald fra atomvåben mv.

Kilder og litteratur

Oplysninger fra Frederiksværk Brandværnsmuseum.

Cassøe, Tommy & Martin Pagh: Betondækningsgrave (bunkers, beskyttelsesrum), i Jysk Koldkrigs Forenings Medlemsblad, Årg. 2, nr. 3 (december 2014), s. 20-22. Artiklen findes også i Morten Stenak, Thomas Tram Pedersen, Peer Henrik Hansen & Martin Jespersen (red.): Kold Krig – 33 fortællinger om Den Kolde Krigs bygninger og anlæg i Danmark, Færøerne og Grønland, København: Kulturstyrelsen 2014.

Cassøe, Tommy: Kommandocentralen som målestation, og personaleproceduren ved ABC-alarm, i Jysk Koldkrigs Forenings Medlemsblad, Årg. 3, nr. 5 (december 2015), s. 10-12.

© Jens Perch Nielsen og koldkrig-online.dk 2016