Hæren var indtil 1991 i fredstid organiseret under en Hærkommando i København samt en Vestre og en Østre Landsdelskommando, adskilt af Storebælt:
- Vestre Landsdelskommando (VLK) omfattende Jylland og Fyn var opdelt i 4 regioner og lå i Aarhus. Her ville de egentlige kampstyrker i krigstid blive underlagt NATO-kommandoen COMLANDJUT i Rendsborg sammen med de vesttyske hærstyrker i Slesvig-Holsten, mens landsdelskommandoen fortsat ville bevare ansvaret for det lokale forsvar, logistik mv.
- Østre Landsdelskommando (ELK, ØLK) omfattende øerne øst for Storebælt var opdelt i 3 regioner og lå i København, fra 1978 i Ringsted. Her ville kampstyrkerne i krigstid blive underlagt COMLANDZEALAND i København/Ringsted, som havde den samme chef som Østre Landsdelskommando.
Hertil kom Bornholms Værn i Rønne, som i krigstid ville blive underlagt COMLANDZEALAND.
I 1991 blev de to landsdelskommandoer erstattet af Hærens Operative Kommando (HOK), bl.a. fordi der efter afslutningen af Den Kolde Krig ikke længere var behov for en territorial opdeling af det danske landforsvar.
Hærens opgave i fredstid var især at uddanne værnepligtige og professionelle soldater, som kunne mobiliseres i krise og krig. I krigstid ville Hæren være delt i felthæren, de faglige enheder og korps samt lokalforsvaret:
- Felthæren var den forreste, mest mobile, bedst udrustede og yngste del af Hæren. I 1950’erne havde felthæren tyngde i Jylland med fokus på den vigtige forsvarskamp i det sydlige Jylland og med en sidste forsvarslinje ved Limfjorden. Efter opbygningen af det vesttyske forsvar blev NATO’s forsvar af Slesvig-Holsten styrket, og den danske felthær fik mere tyngde på Sjælland.
- De faglige enheder og korps omfattede bl.a. forsyningstjenesten (trænregimenter), ingeniør- og telegrafregimenter.
- Lokalforsvaret var organiseret i militærregioner og omfattede bl.a. Hjemmeværnet samt Flyvevåbnets og Søværnets nærforsvarsenheder1.
Ved at deltage med Den Danske Brigade i den britiske besættelse af Tyskland fik Hæren fra 1947 adgang til tungere britisk materiel, bl.a. panservogne og artilleri, samt værdifuld viden om moderne krigsførelse2. Senere fik Hæren i løbet af 1950’erne omfattende våbenhjælp fra USA og Canada, bl.a. Centurion kampvogne, panserværn, artilleri og radioudstyr3. Efter våbenhjælpens ophør i midten af 1960’erne medførte samarbejdet med den vesttyske hær i Slesvig-Holsten, at Danmark i højere grad anskaffede tysk materiel, bl.a. Leopard kampvogne fra 1976.
Hæren var i forhøjet beredskab under flere af Den Kolde Krigs internationale kriser, bl.a. under de sovjetiske interventioner i Ungarn 1956 og Tjekkoslovakiet 19684.
I begyndelsen af 1960’erne fik Hæren en ny doktrin “bevægelig forsvarskamp” med fokus på større spredning, mobilitet og pansring, bl.a. fordi anvendelsen af taktiske atomvåben kunne blive central i NATO-styrkernes kamp. Den vigtigste operative enhed i Hæren blev panserinfanteribrigaden med en blanding af mange våbenarter, bl.a. kampvogne, pansret infanteri, artilleri, telegraf og ingeniørtropper5. Fra 1964 anskaffede Hæren ca. 680 pansrede mandskabsvogne (PMV) af typen M113 samt selvkørende, pansret artilleri (haubitser) af typen M109, og efter nogle år var PMV’erne indført i alle infanteribataljoner. Samtidig blev Forsvarets øvelsesterræn ved Oksbøl med Hærens Kampskole (HKS) udvidet kraftigt for at kunne øve de nye kampteknikker6.
Der blev ikke oplagt atomvåben i Danmark, men Forsvaret fik fremføringsmidler for atomvåben, og afhentningen af atomammunition fra de amerikanske depoter i Vesttyskland blev øvet af Forsvaret med attrap-ammunition. Bl.a. fik Hæren i slutningen af 1950’erne amerikanske Honest John jord-til-jord raketter og 203 mm haubitsere, som kunne fremføre atomvåben. NATO opgav dog i begyndelsen af 1963 definitivt at udarbejde krigsplaner for overførsel af atomladninger til det danske forsvar7. Til gengæld var det vesttyske forsvar udrustet med amerikanske atomvåben, og Danmark ville derfor blive forsvaret med disse våben via vores nære allierede i NATO Enhedskommandoen.
I løbet af 1970’erne fik Hærens doktrin mindre fokus på anvendelsen af atomvåben og blev ændret til “stedbunden forsvarskamp” med mere brug af feltbefæstninger (f.eks. panser- og skyttegrave), minefelter, “tjekkiske pindsvin” og andre naturlige eller menneskeskabte hindringer, f.eks. sprængninger af broer og andre ødelæggelser. Grundtanken i denne doktrin var at føre en sej forsvarskamp for at sinke og nedslide angriberens styrke og derved åbne op for egne modangreb. Dele af Hæren skulle dog stadig operere mere mobilt som i den tidligere doktrin “bevægelig forsvarskamp”.
Forsvarsordningen af 1973 lagde mere vægt på professionelle, fastansatte soldater for at styrke beredskabet og for at kunne håndtere de stadigt mere komplicerede våbensystemer og materiel. Desuden fik allierede forstærkninger en større betydning for forsvaret af det jyske og nordtyske område, hvor det dansk-tyske korps, LANDJUT, med Jyske Division og 6. tyske division skulle gennemføre den vigtige forsvarskamp i Slesvig-Holsten og Sydjylland8.
Opbygningen af Hæren i 1950’erne med mange værnepligtige samt udflytningen fra de gamle garnisonsbyer København og Aarhus medførte et omfattende byggeri af nye kaserner udenfor byerne med mere plads til materiel og øvelsesarealer. Senere blev en del kaserner nedlagt igen, efterhånden som antallet af værnepligtige faldt. Især i 1980’erne blev Hærens beredskab og krigsstyrke reduceret, og NATO udtrykte i stigende grad bekymring over, om det danske forsvar ville kunne holde indtil de allierede forstærkninger nåede frem9.
Jægerkorpset (JGK) blev oprettet som specialoperationsstyrke i Hæren i november 1961 og er stationeret på Flyvestation Aalborg. I 1971 blev Hærens Flyvetjeneste (HFT) oprettet på Flyvestation Vandel, bl.a. med lette helikoptere af typen Hughes H-500 til rekognoscering og transport.
Under Den Kolde Krig deltog personel fra Hæren også i en række FN-missioner, bl.a. på Cypern, i Mellemøsten og i Congo.
I Krigsmuseets magasiner i Hangar 46 på Flyvestation Værløse er udstillet en del materiel fra Hæren, som Krigsmuseet har bevaret. Panser- og Artillerimuseet i Oksbøl og Aalborg Forsvars- og Garnisonsmuseum udstiller ligeledes militære panserkøretøjer, kanoner mv.
Kilder og litteratur
Christensen, Jens Ole & Rune Holmeå Iversen (2014): Hæren – 400 års danmarkshistorie, København: Gads Forlag og Tøjhusmuseet 2014.
Clemmesen, Michael H. (1987): Udviklingen i Danmarks forsvarsdoktrin fra 1945 til 1969, Rapport til det XX. nordiske historikermøde i Reykjavik 1987, i Militärhistorisk Tidsskrift, 1987, s. 7-81.
Drostrup, Ole (1999): Panservåbnet i Danmark 1918-1998, København: Tøjhusmuseet 1999.
Galster, Kjeld (2011): Hæren, i John T. Lauridsen, Thorsten Borring Olesen, Rasmus Mariager & Poul Villaume (red.): Den Kolde Krig og Danmark, Gads Leksikon, København: Gad 2011.
Gram-Andersen, Jesper (2000): Det Sjællandske Korps – Østre Landsdelskommando, Østre Landskommando, Allied Land Forces Zealand 1950 – 2000 ved nedlæggelsen december 2000, Ringsted: Østre Landskommando 2000.
Hillingsø, Kjeld (2004): Trusselsbilledet – en koldkriger taler ud, København: Gyldendal 2004.
Jensen, Bent (2014): Ulve, får og vogtere – Den Kolde Krig i Danmark 1945-1991, København: Gyldendal 2014.
Jensen, John V. (2014): Oksbøl skyde- og øvelsesterræn, i Morten Stenak, Thomas Tram Pedersen, Peer Henrik Hansen & Martin Jespersen (red.): Kold Krig – 33 fortællinger om Den Kolde Krigs bygninger og anlæg i Danmark, Færøerne og Grønland, København: Kulturstyrelsen 2014. Se også John V. Jensens artikel på danmarkshistorien.dk.
Kulturstyrelsen (2019): Depotområde ved Jyderup, artikel på slks.dk 2019.
Rasmussen, Peter Hertel (2021 og 2023): Det landmilitære forsvar af den sjællandske øgruppe og Bornholm under den kolde krigs sidste årtier (1970’erne og 1980’erne), Del 1: Perioden fra ca. 1970 til 1979 og Del 2: Perioden fra 1980 til og med 1989, i Fra Krig og Fred, Militærhistorisk Netværks Tidsskrift, Årg. 2021: 75-122 og 2023: 55-95.
Volden, S.C. (2007): Danske Hærordninger efter 2. Verdenskrig i nationalt og internationalt perspektiv, Karup: Hærens Operative Kommando 2007
Würtz, Steen (2023): Artilleriet – en oversigt, artikel på forsvarshistorien.dk 2023.
Noter
1. Christensen & Iversen (2014: 206-209).
2. Christensen & Iversen (2014: 196-202).
3. Galster (2011: 355), Volden (2007: 20) og Iversen (2023).
4. Gram-Andersen (2000: 48) og Christensen & Iversen (2014: 228).
5. Christensen & Iversen (2014: 234-237).
6. Drostrup (1999: 24-26) og J. Jensen (2014).
7. Christensen & Iversen (2014: 219-221), Volden (2007: 20) samt siden Det danske nej til atomvåben 1957.
8. Christensen & Iversen (2014: 247-251), Galster (2011: 355), Hillingsø (2004: 129-133) og Rasmussen (2021: 84-85).
9. Gram-Andersen (2000: 79), Hillingsø (2004: 112-116), Galster (2011: 355-356), B. Jensen (2014: Bind 2, 38-62) og Rasmussen (2023: 82-88).
© Jens Perch Nielsen og koldkrig-online.dk 2023