Artilleriskolen Sjællands Odde

Søværnets Artilleriskole Sjællands Odde (ASO) ligger på den yderste spids af Sjællands Odde (Gniben). Herfra er der gode muligheder for at overvåge skibstrafikken mellem Kattegat og Storebælt, og samtidig er området ideelt for øvelsesskydninger med kanoner mv. og for at træne kystnære, maritime operationer.

Allerede under Første Verdenskrig blev der etableret en ”Kystsignalstation Gniben” på Sjællands Odde som led i Søværnets farvandsovervågning og kommunikation. Under Anden Verdenskrig blev området overtaget af den tyske værnemagt, som etablerede en række net-spærringer med undervandslytteapparater fra Gniben til Jylland for at undgå indtrængen af allierede ubåde. Tyskerne opførte en kaserne med barakker og udbyggede senere anlægget med et sømålsbatteri bestående af fire 15 cm kanoner fra det danske kystforsvarsskib Herluf Trolle1.

I 1945 overtog Søværnet batteriet, og kasernen blev den første tid anvendt til at huse tyske flygtninge. I løbet af 1945 overgik Gniben til at være uddannelsessted for Kystdefensionens officerer og øvelser med våben. I juni 1948 indstillede Søartilleriet, at der blev etableret en luftværnsskydeskole på Gniben. Forslaget støtte dog på modstand fra de lokale fiskere, og i 1949 opfordrede et enigt Odden Sogneråd forsvaret til at forlade Gniben2.

Men Søværnet fortsatte med planerne om at etablere en skydeskole og en ny kaserne på Gniben. I april 1951 gav Folketingets Finansudvalg tilslutning til, at der blev anvendt 1,6 mill. kr. til dette formål, og i september 1951 modtog skolen det første hold elever til uddannelse. Den nye kaserne blev taget i brug i januar 1952, og den 1. marts 1953 hejste Artilleriskolen Sjællands Odde officielt kommando3. I 1956 var der rejsegilde på anden etape af byggeriet, som bl.a. omfattede to karakteristiske sigtekupler, der var de første af sin art i Danmark. Siden er skolen løbende blevet udbygget med bl.a. en ildlederbunker samt undervisnings-, opholds- og værkstedsbygninger4.

I 1953 begyndte Artilleriskolen at øve luftværn ved at skyde til måls efter radiostyrede flyvemaskiner (droner). Dronerne var bevilget Danmark som våbenhjælp fra USA og fløj med ca. 400 km/t efter at være blevet skudt ud fra en katapult på jorden. Efter skydningen landede de på havet med en faldskærm, hvis de ikke var blevet skudt ned forinden5. Sorø Amtstidende kunne den 14. juni 1956 berette, at “Dronerne repræsenterer en betydelig værdi. Gasterne maa gerne skyde dem ned, hvis de kan, men bortset fra en faglig stolthed er man slet ikke glade paa skolen, naar det sker. På grund af det med økonomien. Det skete forleden, at en af dronerne blev ramt af en fuldtræffer. Der var ikke mange reservedele fra den, der kunne bruges igen!”

Generelt var undervisningsaktiviteten høj i de første 10 år af skolens eksistens, hvor 20 og 40 mm kanonerne var en vigtig del af Kystbefæstningens luftværn. Skolens faciliteter blev også benyttet til uddannelse af enheder fra Hæren, Flyvestation Værløse og Hjemmeværnet, og der blev foretaget prøveskydninger med nye våbensystemer6.

I 1970 blev skolens funktioner som Marinestation Sjællands Odde (MAS ODD) underlagt Søværnets Operative Kommando (SOK) via Storebælts Marinedistrikt (SBM). I slutningen af 1970’erne deltog skolen i at indføre Sea Sparrow og Harpoon missiler i Søværnet7.

Efter Den Kolde Krigs ophør var der overvejelser om at lukke Artilleriskolen, men ved forsvarsforliget i 1999 blev skolen fastholdt. Skolens bygninger gennemgik en omfattende renovering efter 2002, og i 2004 blev der udviklet en drifts- og naturplejeplan for skolens arealer. I 2006 blev Artilleriskolen omdannet til Søværnets Våbenkursus (VBK, i dag Center for Våben) omfattende artilleri-, missil- og undervandsvåben som én af Søværnets skoler8.

Kilder og litteratur

Bjerg, Hans Christian (red.) (2013): Søværnets Artilleriskole på Sjællands Odde gennem 60 år, Søværnets Våbenkursus 2013.

Jagd, Palle Bolten (1984): Forsvarets Bygningstjeneste 1952-84, i Palle Bolten Jagd (red.): Danske Forsvarsanlæg i 5000 År, København: Martins Forlag 1984.

Lang, Gustav (2007): Søværnets Våbenkursus nu og i fremtiden, i Tidsskrift for Søvæsen, Årg. 178, nr. 3 (august 2007), s. 159-169.

Lønholt, Poul (2011): En beretning fra MAS Odden 1962, i Marinehistorisk Tidsskrift, Årg. 44, nr. 3 (august 2011), s. 33-39.

Odsherred Wiki om Artilleriskolen Sjællands Odde

Noter

1. Lang (2007: 159) og Bjerg (2013: 8-11).
2. Bjerg (2013: 11-12) og Odsherred Wiki.
3. Bjerg (2013: 13-16).
4. Jagd (1984: 223), Bjerg (2013: 19-20) og Odsherred Wiki.
5. Berlingske Tidende, Fyns Tidende og Aarhus Stiftstidende den 9. oktober 1953.
6. Bjerg (2013: 19-21 og 28).
7. Bjerg (2013: 25-31).
8. Bjerg (2013: 32-36).

© Jens Perch Nielsen og koldkrig-online.dk 2022