Søværnet havde under Den Kolde Krig til opgave at overvåge de danske farvande og farvandene længere østpå. Danmarks placering ved adgangsvejene til Østersøen gav gode muligheder for at følge orlogs- og handelsskibe fra Warszawapagten, som blev overvåget fra Østersøen til Skagerrak. Formålet var at håndhæve dansk suverænitet, at indhente efterretninger om skibene samt at kunne give det længst mulige varsel forud for en international krise eller et eventuelt angreb på Danmark1.
Observationerne af skibenes bevægelser og positioner kom bl.a. fra Søværnets radarstationer, som havde et tæt samarbejde med en række kystudkigsstationer, typisk placeret på de bemandede fyr og fyrskibe ved de mest trafikerede sejlrender2. Som eksempler kan nævnes kystudkigsstationen ved Stevns Fyr og fyrskibet Gedser Rev.
Disse observationer blev suppleret med informationer fra Søværnets sejlende enheder, især orlogskuttere og bevogtningsfartøjer, og fra en række civile myndigheder. Endvidere havde Forsvaret undervandsmikrofoner (hydrofoner) og magnetkabler på havbunden, som bl.a. kunne afsløre fremmede ubåde under passage af Øresund og bælterne3, og Forsvarets Efterretningstjeneste havde anlæg, der aflyttede de fremmede skibes kommunikation og radarsignaler. Søværnet gennemførte også regelmæssigt patruljer i Østersøen for at skaffe efterretninger om Warszawapagtens aktiviteter.
Situationsbillede (plot)
De mange observationer blev indsamlet, registreret og sammenholdt til et samlet situationsbillede (et plot4) af Søværnets marinedistrikter og Søværnets Operative Kommando (SOK) i Aarhus. Denne “billedopbygning” skete døgnet rundt, bl.a. på plotteborde og tavler (“toter”) i marinedistrikternes operationsrum, så man hele tiden havde et opdateret billede af trafikken i dansk farvand.
Plottebord til at følge skibenes bevægelser. Plottebordet stammer oprindelig fra operationsrummet i Sundets Marinedistrikt på Stevnsfortet – og er i dag udstillet i operationsrummet på Koldkrigsmuseum Langelandsfort. Foto: koldkrig-online.dk 2012.
Søværnet etablerede i 1959-60 kommunikationssystemet “Plotringen” baseret på fjernskrivere (telex-maskiner), som marinedistrikterne og SOK anvendte til løbende at udveksle informationer med hinanden. Marinedistrikterne sammenfattede hver fjerde time billedet fra deres plotteborde i en detaljeret situationsrapport (SITREP), som blev sendt til SOK5. Når der var fremmede orlogsskibe i området, blev der holdt særligt øje med dem, og oplysningerne om disse radarspor blev opdateret hver halve time via Plotringen.
SOK dannede løbende et samlet landsdækkende situationsbillede af observationerne og tilførte det yderligere informationer fra allierede og nationale kilder, f.eks. Flyvevåbnet og Forsvarets Efterretningstjeneste. Ud fra dette billede kunne SOK tage passende operative skridt, f.eks. hvis et orlogsskib fra Warszawapagten skulle ledsages gennem dansk farvand eller muligvis var på vej til at krænke dansk suverænitet.
SOK holdt også øje med, om det registrerede situationsbillede afveg fra normalbilledet af skibstrafikken, idet en sådan afvigelse kunne give tidlige indikationer om en trussel mod Danmark eller resten af NATO. Afvigelser fra normalbilledet kunne f.eks. være, hvis Warszawapagten samlede handelsskibe egnet til landgangsoperationer i Østersøen, eller hvis færgerne fra DDR og Polen ikke fulgte deres normale sejlplaner. Desuden kunne oplysninger om skibenes last og destination være af afgørende betydning for det storpolitiske spil, sådan som de danske observationer af den sovjetiske skibstrafik til Cuba var det i sommeren og efteråret 1962 under Cubakrisen6.
Normalbilledet for Warszawapagtens fredstidsaktiviteter i 1980’erne; bl.a. permanente overvågningspatruljer i Østersøen, ”navigationssejladser” rundt om den sjællandske øgruppe og amfibieøvelser ved den østtyske og polske kyst. Tegning fra “Forsvaret rolle”, Forsvarskommandoen 1987.
I 1970’erne ændrede normalbilledet sig ved, at Warszawapagtens øvelsesmønster og øvrige fredstidsaktiviteter i Østersøen gradvist blev skudt vestpå og nærmere Danmark. Bl.a. blev landgangsøvelser nu afholdt ved DDR’s kyster, hvor de tidligere havde været afholdt ved de polske eller baltiske landes kyster. Det indskrænkede Forsvarets muligheder for at skaffe sikre og rettidige varslinger til den sikkerhedspolitiske krisestyring på baggrund af farvandsovervågningen7.
Farvandsovervågningen digitaliseres
I 1986 tog Søværnet et nyt computerbaseret overvågningssystem FOD CCIS i operativ brug. Betegnelsen står for Flag Officer Denmark Command, Control and Information System, og den blev ved en senere omlægning ændret til RDN CCIS, hvor RDN står for Royal Danish Navy. Flag Officer Denmark var NATO-betegnelsen for SOK.
FOD CCIS betød, at Søværnet nu havde et realtime “Recognized Maritime Picture” (RMP), hvor alle spordata var samlet på computerbilleder, bl.a. på en storskærm i SOK, som løbende blev ajourført hel- og halvautomatisk. RMP-billedet kunne også sendes med datalink til Søværnets enheder med dette udstyr, sådan at alle enheder på land, til søs og i luften i princippet havde det samme billede af situationen8.
Operationsrummet i Søværnets Operative Kommando (SOK) i Aarhus efter moderniseringen med det computerbaserede overvågningssystem FOD/RDN CCIS. Foto taget i april 1995 af pressefotograf Jens Tønnesen (AarhusArkivet.dk).
Denne overgang fra de manuelle plotteborde til computerbilleder var en stor forbedring for Søværnet, på samme som indførelsen af NATO’s computerbaserede NADGE-system havde været det for Flyvevåbnet i 1971. I modsætning til flyradarsystemerne blev Søværnets systemer imidlertid ikke særligt godt integreret med de andre NATO-landes systemer før efter Den Kolde Krigs afslutning9.
Koldkrigsmuseum Langelandsfort udstiller i dag et operationsrum med plottebord og telex-maskiner, mens Koldkrigsmuseum Stevnsfort udstiller et operationsrum med FOD/RDN CCIS.
Søværnets marinedistrikter
Danmark var i 1950’erne inddelt i 3 operative marinekommandoer: Nordsøens og Kattegats marinekommando, Bælternes marinekommando og Sundets marinekommando. Hver marinekommando havde 2-3 marinedistrikter under sig, sådan at der i alt var 7 marinedistrikter i Syddanmark10. Ud over opgaven med farvandovervågning havde marinedistrikterne bl.a. ansvaret for mine- og ammunitionsrydning samt en række civile opgaver som søredning, fiskeriinspektion og forureningsbekæmpelse i distriktets område.
I 1961 blev Søværnets Operative Kommando (SOK) oprettet med operationscenter i en bunker i Havreballe Skov syd for Aarhus. Fra midten af 1960’erne til 1986 var der 5 marinedistrikter under SOK:
- Bornholms Marinedistrikt (BHM) i Almindingen (Rytterknægten),
- Sundets Marinedistrikt (SUM) på Stevnsfortet,
- Langelands Marinedistrikt (LAM) på Langelandsfortet,
- Storebælts Marinedistrikt (SBM) på Flådestation Korsør, og
- Kattegats Marinedistrikt (KGM) på Bangsbo Fort.
Ved ibrugtagningen af FOD CCIS i 1986 blev disse marinedistrikter reduceret til BHM, SUM og KGM. I 2000 blev SUM lukket og området delt mellem BHM og KGM. I 2011 blev BHM omdannet til Maritimt Overvågningscenter Syd (MOCS) og KGM til Maritimt Overvågningscenter Nord (MOCN). I november 2016 blev de to overvågningscentre samlet i ét Maritimt Overvågningscenter (MOC) i Frederikshavn.
I dag har Søværnets Overvågningsenhed (SOE) på Flådestation Korsør dette maritime overvågningscenter i Frederikshavn samt kystudkigsstationer i Drogden, Hammer Odde, Kegnæs, Røsnæs og Skagen, plus de militære marineudkigsstationer i Føllesbjerg og Hellebæk.
Kilder og litteratur
Bogason, Peter (2016): Søværnet under den kolde krig – Politik, strategi og taktik, København: Snorres Forlag 2016.
Cortes, Palle (1997): Farvandsovervågningen – før, nu og i fremtiden, i Tidsskrift for Søvæsen, Årg. 168, nr. 3 (1997), s. 123-136.
Dahlberg, Rasmus (2019): Mellem kyst og krig – Søværnets civile og nationale opgaver, København: Gads Forlag 2019.
Elbro, Henrik (1986): Søværnets operative Kommandos opgaver i fredstid, i Militært tidsskrift, Årg. 115, nr. 5 (maj/juni 1986), s. 157-80.
Forsvarskommandoen (1987): Forsvarets rolle, Vedbæk: Forsvarskommandoen 1987.
Gerdorf, Jørgen (2000): RDN CCIS: Moderniseringen af Søværnets landbaserede farvandsovervågningssystem, i Tidsskrift for Søvæsen, Årg. 171, nr. 4-5 (2000), s. 277-88.
Jensen, Bent (2014): Ulve, får og vogtere – Den Kolde Krig i Danmark 1945-1991, København: Gyldendal 2014.
Jensen, Niels (2022): Den hemmelige krig – Truslerne mod Danmark 1949-1990, Frederiksberg: Kriminalforlaget 2022.
Lundholm, Kurt (2011 og 2012): Søridderne og Cirkus marinen, Frederikshavn: Brunlynget Bogforlag 2011 og 2012.
Nielsen, Jens Perch (2017): Farvandsovervågning, i Jysk Koldkrigs Forenings Medlemsblad, Årg. 5, nr. 8 (juli 2017), s. 7-8.
Petersen, Nikolaj (2004): Europæisk og globalt engagement 1973-2003, Dansk Udenrigspolitiks Historie bind 6, København: Gyldendal 2004.
Steensen, R. Steen (red.) (1974): Flåden – Administration, teknik og civile opgaver – 2. del, København: Martins Forlag 1974.
Søværnet (1986): Plottergasten, Søværnets Taktikskole – Kampinformationskursus 1986.
Westergård, O. (1958): “Om kampinformation”, Særtryk af Militært Tidsskrift 1958, København: Heydes Bogtrykkeri 1958.
Wismann, Tom (2017): Bevogtningsfartøjerne af DAPHNE-klassen, Flådens Skibe nr. 14, Helsinge: Steel & Stone Publishing 2017.
Tak til seniorsergent Erling Baldorf, som har kommenteret et udkast til artiklen.
Noter
1. Elbro (1986: 160), Cortes (1997: 127) og Søværnet (1986: 56).
2. Kystudkigsvæsenets historie er beskrevet i Steensen (1974: 249-254). Ud over kystudkigsstationerne havde Søværnet marineudkigsstationer ved Langelandsfortet (MUS Føllesbjerg) og Helsingør (MUS Hellebæk). De blev etableret i hhv. 1952 og 1958. De første kystradarstationer ved Gedser, Møn, København og Frederikshavn blev etableret i 1948.
3. Undervandsmikrofonerne blev anvendt til at opfange skruestøj for at identificere skibene, mens magnetkablerne (de såkaldte loops) kunne afsløre fremmede ubådes forsøg på at passere neddykket. Ifølge Bogason (2016: 138 og 179) blev der i løbet af 1950’erne etableret loops i Øresund ved Hellebæk, i Storebælt ved Langelandsfortet og i Lillebælt ved Fænø. Stationen i Lillebælt blev nedlagt i 1966. Endvidere havde det vesttyske søværn følge Jensen (2014: Bind 1, 123) et loop i Femern Bælt, mens det svenske søværn ifølge Jensen (2022: 45-47) havde et loop ud for Läröd ved Helsingborg, som supplerede det danske loop ud for Hellebæk.
4. Westergård (1958: 3) definerer “plottet” som den grafiske fremstilling af situationen. Det kan f.eks. være luft-, overflade- eller undervandssituationen.
5. Bogason (2016: 139-40 og 178) og Dahlberg (2019: 39-40).
6. Cortes (1997: 127).
7. Petersen (2004: 170-173).
8. Cortes (1997: 124), Gerdorf (2000: 278-80) og Bogason (2016: 232-33 og 262).
9. Bogason (2016: 233 og 286).
10. Steensen (1974: 27 og 37-38) og Dahlberg (2019: 36-40).
Hent artiklen “Søværnets farvandsovervågning under den kolde krig” som pdf-fil på Academia.edu
© Jens Perch Nielsen og koldkrig-online.dk 2020