NATO-molen

En af den militære rørledning NEPS-linjens mest synlige dele var ”NATO-molen” ved Lyngsbæk i Ebeltoft Vig. Molen blev taget i brug i 1968 og havde faciliteter til ind- og udskibning af dieselolie og andre forsyninger til det danske og vesttyske søværn. Anlægget hed “Lyngsbæk Pier” og hørte under NATO’s Flådedepotadministration (NAFDEP) i Søværnet. Det omfattede også et stort underjordisk tankanlæg i Lyngsbæk samt et sømine- og ammunitionsdepot ved Dråby nord for Ebeltoft1. Samlet set var anlægget et synligt vidnesbyrd om det tætte samarbejde mellem det danske og det vesttyske søværn under Den Kolde Krig.

NATO-molen fungerede bl.a. som støttepunkt for det danske og vesttyske søværn i Aarhus-bugten og det sydlige Kattegat, som under Den Kolde Krig blev anset for at være et nogenlunde sikkert område at operere i, fordi det kunne beskyttes af kampfly fra de jyske flyvestationer i en såkaldt luftforsvarsboks. Bl.a. var det tanken, at de danske minelæggere skulle forlægge til dette område, når de havde udført deres opgave med minelægning i Østersøen og de danske stræder2.

NATO-molen var lukket af for offentligheden under Den Kolde Krig, og den blev det igen i perioden 2004-14 som led i terrorsikringen af de danske havne efter den 11. september 2001. I 2012 lukkede det militære tankanlæg i Lyngsbæk, og i 2014 genåbnede molen for offentligheden og var åben indtil foråret 20233. Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse havde siden 2021 planlagt en nedrivning af molen, mens lokale lystfiskere, dykkere m.fl. arbejdede for at bevare molen som et rekreativt område. Nedrivningen blev gennemført i løbet af 2023.

Søværnet havde også faciliteter og tankanlæg til ind- og udskibning af dieselolie i Hundested Havn og Flådestation Korsør. Begge steder var der en rørledning til et tankområde4.

Kilder og litteratur

Jacobsen, Torsten Cumberland (red.) (2002): Forsvaret i Byggeriet – Byggeriet i Forsvaret, Forsvarets Bygningstjeneste 1952-2002, København: Forsvarets Bygningstjeneste 2002.

Jagd, Palle Bolten (1984): Forsvarets Bygningstjeneste 1952-84, i Palle Bolten Jagd (red.): Danske Forsvarsanlæg i 5000 År, København: Martins Forlag 1984.

Pedersen, Casper (2021): North European Pipeline System (NEPS) er et kombineret tank- og pipeline system til opbevaring og transport af brændstof, i Dansk Koldkrigsforenings Medlemsblad, nr. 15 (december 2021), s. 15-19.

Søværnet (1991): NATO flådedepoter i Danmark i 25 år, artikel i Søværnsorientering, udgivet af SOK, nr. 4/1991, s. 9-12.

Noter

1. Søværnet (1991: 10-11) og Århus Stiftstidende 27. marts 2008 om sømine- og ammunitionsdepotet ved Dråby.
2. Oplyst af seniorsergent Erling Baldorf.
3. TV2 Østjylland 12. juli 2014 og Århus Stiftstidende 1. november 2012.
4. Halsnæs Avis 29. oktober 2015 og Pedersen (2021: 15).

© Jens Perch Nielsen og koldkrig-online.dk 2023