Den britiske udenrigsminister Ernest Bevin regnes normalt som den vigtigste ophavsmand til Den nordatlantiske Traktat (Atlantpagten), der blev grundlaget for den politiske og militære alliance NATO. Traktaten blev underskrevet den 4. april 1949 af 12 lande, men forinden var gået mere end et års forhandlinger om indholdet af traktaten, herunder hvilke lande der skulle deltage i alliancen.
Ernest Bevin repræsenterede Labour, var fagforeningsmand og havde tjent som arbejdsminister i den britiske samlingsregering under Anden Verdenskrig. Efter krigen blev han udenrigsminister i de skelsættende år 1945 til 1951, hvor Europa blev delt langs jerntæppet og Storbritannien mistede kolonierne i Indien, Pakistan og Palæstina. Ifølge den konservative Winston Churchill var Ernest Bevin en af de mest respekterede (’distinguished’) politikere fra Labour.
Bevin var også antikommunist og modstander af den pacifisme, der prægede dele af den britiske arbejderbevægelse. Efter krigen blev han hurtigt optaget af at bringe Vesteuropa sammen i en militær alliance rettet mod tysk revanchisme og sovjetisk ekspansion. I marts 1947 indgik Storbritannien en alliance med Frankrig (Dunkirk-traktaten), og i januar 1948 foreslog Bevin at udvide denne alliance med Benelux-landene.
Men Bevin ønskede først og fremmest få USA og Canada med i en transatlantisk alliance, som ville binde verdens stærkeste militærmagt til forsvaret af Vesteuropa. Han havde nævnt denne tanke for den amerikanske udenrigsminister George Marshall under et møde i London den 17. december 1947, men Marshall havde svaret, at USA endnu ikke var parat til at engagere sig direkte i Europa. Amerikansk udenrigspolitik havde siden Thomas Jeffersons tid været at undgå permanente militære alliancer med europæiske lande.
Sejrsmagterne fra Anden Verdenskrig – kaldet ”de fire store” – mødtes i 1947 til to udenrigsministermøder i Moskva og London for at drøfte Tysklands fremtid, men de kunne ikke blive enige: Fra venstre den britiske udenrigsminister Bevin, USA’s udenrigsminister Marshall, Sovjetunionens udenrigsminister Molotov og Frankrigs udenrigsminister Bidault.
George Marshall kæmpede i vinteren 1947-48 med den republikansk dominerede, overvejende isolationistiske Kongres for at få vedtaget den amerikanske regerings plan for den økonomiske genopbygning af Europa efter Anden Verdenskrig. Denne Marshallplan byggede på den amerikanske diplomat George Kennans tanker om, at den vigtigste trussel mod vestlige interesser i Europa ikke var udsigten til et sovjetisk militær angreb, men snarere risikoen for, at sult og fattigdom ville få europæerne til selv at stemme kommunisterne til magten. Derfor havde Europa brug for økonomisk hjælp snarere end militær støtte fra USA. Økonomisk hjælp ville også gøre europæerne bedre i stand til at købe amerikanske varer og dermed være en fordel for USA.
Men selv om Bevins tanker om et militært samarbejde mellem USA og Europa ikke umiddelbart faldt i god jord hos den amerikanske udenrigsminister, gjorde tankerne indtryk på to personer i Marshalls delegation til mødet i London. Nemlig diplomaten John Hickerson, som var leder af State Departments afdeling for europæiske anliggender, og den republikanske politiker John Foster Dulles, som var sendt til London som repræsentant for den indflydelsesrige formand for Senatets udenrigspolitiske komité, senator Arthur Vandenberg.
Det var meget passende midt i Atlanterhavet, ombord på skibet på vej hjem fra mødet i London, at Hickerson og Foster Dulles i slutningen af december 1947 indså, at Bevins tanker om en atlantisk alliance i fredstid mellem USA og Europa havde noget for sig. De to gik herefter i gang med at argumentere for og støtte Bevins tanker hjemme i Washington.
Vestunionen
Efter mødet med Marshall arbejdede Bevin videre med sine planer. Lillejuleaften kaldte han den britiske forsvarschef Bernard Montgomery til sig og fortalte, at han havde foreslået den franske udenrigsminister George Bidault at oprette et vesteuropæisk forbund og så vidt muligt få amerikanerne med. Kernen i alliancen skulle være de fem lande omkring den Engelske Kanal, men derefter skulle man forsøge at få denne alliance udvidet med de nordiske lande og Italien. Inden man kunne få USA med, var det nødvendigt at vesteuropæerne selv organiserede sig, og det var nødvendigt, at Storbritannien klart tilkendegav, at det ville engagere sig militært på fastlandet.
Den 22. januar 1948 holdt Bevin en opsigtsvækkende tale i det britiske Underhus, hvor han foreslog en fastere sammentømring af Vesteuropa ved at udvide den fransk-engelske alliance med Benelux-landene. Talen var omhyggeligt formuleret i vage vendinger omkring amerikansk deltagelse i en alliance med Europa for ikke at provokere den isolationistiske fløj af Kongressen. Den amerikanske regering havde som nævnt problemer nok med at få Marshallplanen vedtaget i Kongressen.
Herefter førte Storbritannien efter aftale med USA hemmelige forhandlinger, som efter et par måneder førte til oprettelsen af Vestunionen for økonomisk samarbejde og kollektivt forsvar mod aggression, underskrevet den 17. marts 1948 i Bruxelles af Storbritannien, Frankrig, Holland, Belgien og Luxembourg (også kaldet Bruxellespagten).
De afgørende forhandlinger om Vestunionen fandt sted den 4. marts 1948, få dage efter det sovjetisk styrede kup, som bragte kommunisterne til magten i Tjekkoslovakiet. Under forhandlingerne blev de fem lande enige om et princip om automatisk militær hjælp i tilfælde af et angreb. Det var et stærkere løfte end den såkaldte musketéred i Atlantpagtens artikel 5, som kun lover gensidig militær hjælp i det omfang, det enkelte medlemsland anser det for nødvendigt.
For Bevin var Vestunionen imidlertid kun en omvej til at opnå en alliance med USA. Den 17. marts 1948 – samme dag som Bruxellespagten blev underskrevet – holdt USA’s præsident Harry Truman en markant tale for den amerikanske Kongres om den sovjetiske trussel mod Europa, bl.a. kuppet i Tjekkoslovakiet og Sovjetunionens pres på Finland, Grækenland og Italien. I talen understregede Truman princippet om amerikansk hjælp til selvforsvar, idet han fastslog, at “the determination of the free countries of Europe to protect themselves will be matched by an equal determination on our part to help them to protect themselves”.
Dermed var retningen sat mod at knytte USA til Vestunionen og forsvaret af Europa. I takt med at det internationale forhold mellem Øst og Vest blev dårligere og dårligere, var USA i løbet af nogle få måneder gået fra at være kølig overfor tanken om at indgå i en militær alliance med Europa til i slutningen af marts 1948 at lægge hus til de såkaldte ”Pentagon talks” mellem USA, Storbritannien og Canada, som i realiteten skitserede det første udkast til Den nordatlantiske Traktat (Atlantpagten). Samtidig begyndte den amerikanske regering og dens embedsmænd at forhandle med ledende medlemmer af Kongressen, ikke mindst senator Arthur Vandenberg, som endte med at lægge navn til den resolution, som lagde grundlaget for den amerikanske tilslutning til Atlantpagten.
Vandenberg resolutionen
Vandenberg resolutionen blev vedtaget den 11. juni 1948. Den var et fint eksempel på amerikansk ”bipartisanship”, altså samarbejde mellem demokrater og republikanere i Kongressen. Resolutionen blev vedtaget af Senatet med stemmerne 64 mod 6 midt i et valgår, hvor den demokratiske præsident Harry Truman blev udfordret af den republikanske guvernør Thomas Dewey. Truman endte med at vinde præsidentvalget den 2. november 1948, men der var til det sidste usikkerhed om valgets udfald. Alligevel kunne de internationale forhandlinger om Atlantpagten fortsætte, imens den amerikanske valgkamp stod på.
Forhandlingerne – de såkaldte Washington Exploratory Talks (WET) – begyndte i juli 1948 mellem USA, Canada og de fem europæiske lande i Vestunionen. De blev afsluttet den 9. september 1948 med vedtagelsen af et memorandum, hvori det bl.a. hed: “To be fully satisfactory, a North Atlantic security system would have to provide not only for the security of the countries mentioned above but also for that of the North Atlantic territories of Denmark (especially Greenland), Norway, Iceland, Portugal (especially the Azores) and Ireland, which, should they fall into enemy hands, would jeopardize the security of both the European and the North American members and seriously impede the flow of reciprocal assistance between them.”
Som det ses, var det i høj grad Grønland, som var adgangsbilletten for Danmark til Atlantpagten. Grønland var en af de såkaldte trædestene (”stepping stones”), som var vigtig for forsyningslinjerne mellem USA og Europa, fordi datidens flyvemaskiner kun kunne flyve over Atlanterhavet med en eller to mellemlandinger. Samtidig bidrog Grønland, Island og Norge til at give Atlantpagten det nordatlantiske præg, som ikke mindst USA og Canada lagde vægt på. Især Frankrig lagde til gengæld vægt på at inddrage Italien i Atlantpagten og dermed forskyde alliancens tyngdepunkt mod syd i Europa.
Efter det amerikanske præsident- og kongresvalg i november 1948 blev to af de centrale fortalere for Atlantpagten, udenrigsminister Marshall og senator Vandenberg, erstattet med nye politikere, nemlig Dean Acheson som udenrigsminister og Tom Connally som formand for Senatets udenrigspolitiske komité. De var begge positive overfor traktaten, men de lagde vægt på, at formulering af artikel 5 tog hensyn til Kongressens ret til at erklære krig. Dermed blev formuleringen af musketéreden i Atlantpagten som nævnt mindre forpligtende for medlemslandene end den tilsvarende artikel i Bruxellespagten.
Musketéreden i Atlantpagtens artikel 5 lyder: ”The Parties agree that an armed attack against one or more of them in Europe or North America shall be considered an attack against them all and consequently they agree that, if such an armed attack occurs, each of them, in exercise of the right of individual or collective self-defence recognised by Article 51 of the Charter of the United Nations, will assist the Party or Parties so attacked by taking forthwith, individually and in concert with the other Parties, such action as it deems necessary, including the use of armed force, to restore and maintain the security of the North Atlantic area.”
Ernest Bevins underskrift på Den nordatlantiske Traktat.
Den 4. april 1949 kunne Ernest Bevin sammen med 11 andre udenrigsministre, bl.a. den danske, underskrive Atlantpagten ved en ceremoni i Washington. Han havde næppe forestillet sig, at alliancen ville overleve Den Kolde Krig og stadig efter 75 år være verdens stærkeste politiske og militære alliance. Vi må så se, om alliancen også overlever de nye isolationistiske kræfter, som præger USA i disse år.
Kilder og litteratur
Erling Bjøl: Verdenshistorien efter 1945 – Duellen uden ende, bind 1, Politikens Forlag 1978.
John Lewis Gaddis: Den Kolde Krig, Gyldendal 2007.
Lawrence S. Kaplan: NATO Divided, NATO United – The Evolution of an Alliance, Praeger 2004.
Sten Rynning: NATO – From Cold War to Ukraine, a History of the World’s Most Powerful Alliance, Yale University Press 2024.
Poul Villaume: Frygtens logik: Den Kolde Krig – en ny global historie 1917-1961, Gads Forlag 2020.
© Jens Perch Nielsen og koldkrig-online.dk 2024