Limfjorden som forsvarslinje

Den 22. september 1952 gik 1.500 amerikanske marineinfanterister i land på Skagen Sønderstrand. Landsætningen skete som led i en stor NATO-øvelse Mainbrace, som skulle demonstrere USA’s vilje til at hjælpe Danmark og Norge i tilfælde af et sovjetisk angreb. Soldaterne blev derfor mødt af et stort pressekorps, og billederne af soldaterne på stranden fyldte aviserne dagen efter. Budskabet var klart: Danskerne kunne sove roligt, USA skulle nok komme til hjælp, hvis russerne angreb¹.

Men hvorfor blev de amerikanske marinesoldater landsat i Skagen, det punkt i Jylland som lå længst væk fra grænsen til Tyskland, hvor man forventede at et angreb fra Sovjetunionen ville finde sted? – Og hvorfor lå de amerikanske hangarskibe, som havde støttet landsætningen, langt ude i Nordsøen i stedet for at sejle nærmere de danske farvande under øvelsen?

Forklaringen var, at USA i begyndelsen af 1950’erne ikke havde militære ressourcer til at hjælpe med det direkte forsvar af Danmark, hvis Sovjetunionen angreb. NATO’s strategi var på det tidspunkt at spærre de danske stræder i det nordlige Kattegat og Skagerrak – og ikke i Østersøen som det danske forsvar planlagde med. Derfor kunne Danmark i bedste fald forvente allieret hjælp fra Storbritannien og USA til at fastholde eller tilbageerobre et baseområde i det nordlige Jylland. NATO’s regionale forsvarsplan fra 1952 lagde således til grund, at Danmark ikke ville kunne holdes i mere end 8-10 dage².

Viceadmiral S. Thostrup, der på Søværnets vegne deltog i NATO’s første planlægningsgruppe, beskrev senere situationen således: Allerede i ”The Northern European Planning Group” blev der fra efteråret 1949 arbejdet med ”Short & Medium Term Defence Plans”. Det måtte da erkendes, at Limfjorden kunne blive aktuel som forsvarslinie. På det maritime område lykkes det at få britisk tilsagn om støtte til minelægning. Det engelske admiralitet udpegede minelæggeren ”Apollo”, men man regnede ikke med mulighed for minering syd for Læsø med dette skib. Det var tanken, at skibet om muligt skulle genforsynes fra Frederikshavn, hvor der forberedtes depotplads. Disse forhold var medvirkende til, at Søværnet afstod fra placering af hjælpebaser på Fyn og i Jylland syd for Limfjorden. (Strategisk set ville Århus-området have været at foretrække).³

Også professor Erling Bjøl nævner i bogen ’Danmark og NATO’ fra 1968, at NATO’s forsvarsplaner af dansk territorium i de første år efter 1949 synes at have sigtet mod en sidste forsvarslinje ved Limfjorden⁴. Den første forsvarslinje lå ganske vist i Slesvig-Holsten og det sydlige Jylland, hvor hovedparten af den jyske dækningsstyrke var placeret i begyndelsen af 1950’erne⁵. Men planen var at trække hæren tilbage til et brohoved nord for Limfjorden, hvis ikke det var muligt at opretholde dette forsvar ved den dansk-tyske grænse. Så kunne NATO eventuelt komme det danske forsvar til hjælp for at fastholde dette brohoved.

Kühnels forslag

Tanken om en forsvarslinje ved Limfjorden var ikke ny. Under krigen i 1864 fandt det sidste slag sted ved Lundby syd for Aalborg. Her skulle en mindre gruppe danske soldater forsinke de fremrykkende preusseres overgang over Limfjorden, mens det nørrejyske armékorps kunne trække sig sikkert ud af Vendsyssel over Frederikshavn. Op mod 15.000 danske soldater og deres 4.500 heste blev den 10. juli 1864 evakueret fra havnen i Frederikshavn til Korsør og Nyborg⁶.

Efter krigen i 1864 fik forsvaret af Jylland lav prioritet. De jysk-fynske værnepligtige skulle i stedet til Københavns Befæstning på Sjælland. Kun hvis man var nødt til at efterlade styrker i Jylland, skulle de tage kampen op og trække sig tilbage mod et befæstet punkt på østkysten – Hals eller Helgenæs – hvor de kunne undsættes fra Sjælland⁷.

Ved systemskiftet i 1901, hvor Venstre overtog regeringsmagten, kom der mere fokus på forsvaret af Jylland. I 1905 fremlagde chefen for Generalstaben, generalmajor Arnold A.B. Kühnel, det første forslag til et forsvar ved Limfjorden. Kühnel foreslog i Forsvarskommissionen af 1902, at der blev afsat en mindre styrke til forsvaret af Jylland, og at denne styrke efter et angreb kunne samles for at holde et område, som kunne forstærkes fra Sjælland, og hvorfra man offensivt ved strejftog kunne bryde frem og angribe fjenden, hvis omstændighederne tillod det.

Kühnel fortsatte: Det eneste sted i Jylland, hvor forholdene begunstiger noget sådant, er ved Limfjorden. En fjendtlig overskriden af denne vandlinie kræver ret omfattende foranstaltninger og med nogen maritim og fortifikatorisk hjælp vil vor forsvarsstyrke kunne vanskeliggøre den endog i længere tid. Der er således betingelser for at holde øerne i fjorden og landet nord for denne, hvor forholdene for et sukcessivt forsvar er gode, ligesom der også er mulighed for frembrud på flere punkter i stor indbyrdes afstand, således at der næppe kunne blive tale om nogen indeslutning af forsvarsstyrken. Her bør man da … forberede den basis, som ingen operationer, af hvad art de er, kan undvære, bl.a. fordi de forsyninger, som ikke kan tilvejebringes i selve operationsområdet, må være oplagte på et mod fjendens foretagener sikret sted.⁸

Den basis af forsyningsdepoter og lazaretter, som Kühnel talte om, skulle ligge på Mors, i Thy, Hanherred og Vendsyssel. Desuden skulle der etableres forsvarsstillinger ved bl.a. Hals, Aalborg, Aggersund, Glyngøre, Feggesund, Vilsund og Oddesund. Disse stillinger var brohovedstillinger, dvs. de skulle både sikre egne styrkers overgang over Limfjorden og samtidig forhindre fjendtlig overgang. Stillingerne ved Hals og Oddesund skulle desuden forsvare en søminespærring, som skulle forhindre fjendtlige skibe i at trænge ind i fjorden⁹.

Kühnels forslag forudsatte også oprettelsen af en mindre styrke af kanonbåde, som skulle deltage i forsvaret af Limfjorden. Dette forslag stødte imidlertid på modstand fra Søværnet, som ikke kunne se sådanne lavtgående skibe som en del af deres flåde¹⁰.

Første Verdenskrig

Generalmajor Kühnels forslag fra 1905 om Limfjorden som forsvarslinje blev i de kommende mange år en af de bærende idéer i den danske hær, især i de perioder hvor der ikke kunne afsættes de nødvendige styrker til at forsvare hele Jylland. Det vil sige i perioden til og med Første Verdenskrig, hvor hærens fokus var på Københavns Befæstning, og i perioden efter 1929, hvor hele forsvaret gradvist blev nedprioriteret til kun at skulle markere Danmarks neutralitet.

Op til Første Verdenskrig blev der taget en række skridt til at forberede et Limfjordsforsvar inden den krig mellem Tyskland og Storbritannien, som man forventede ville komme, og som man frygtede ville inddrage dansk territorium. I 1913 godkendte Krigsministeriet etableringen af en jysk-fynsk sikringsstyrke samt påbegyndelsen af mindre fortifikationsanlæg ved Limfjorden og bevæbningen af fire statsskibe til Hærens Limfjordsflotille. Desuden fortsatte arbejdet med at etablere en militær efterretningstjeneste i Jylland¹¹.

Den tyske efterretningstjeneste holdt også øje med Limfjorden. Den 20. august 1913 blev det indberettet til det danske Statspoliti, at tyskere havde købt en ejendom, hvorfra man kunne observere Aalborg Havn og et stykke af Limfjorden, herunder Chr. IX’s pontonbro til Nørresundby¹².

Ved krigsudbruddet i august 1914 fik Limfjordsforsvaret et reelt indhold: Der blev bevilget penge til feltbefæstningsarbejder ved Aalborg, Løgstør, Aggersund, Glyngøre og Oddesund, og der blev forberedt en spærring af Limfjorden ved Hals, Løgstør og Thyborøn. Hærens Limfjordsflotille på fire skibe blev samlet i Nykøbing Mors, og der blev etableret radiotelegrafistationer i Nørresundby og Nykøbing Mors for at sikre kommunikationen mellem de to kommandoposter, hvorfra Limfjordsforsvaret skulle ledes. Udbygningen fortsatte under hele krigen, og i efteråret 1918 nåede den planlagte styrke efter en mobilisering af Limfjordsforsvaret op på ca. 4.400 mand¹³.

Limfjordsforsvaret var både syd- og nordvendt, fordi hæren også måtte forberede sig på et britisk angreb rettet mod Frederikshavn eller Skagen. Militærhistorikeren Michael H. Clemmesen har i bogen ’Den lange vej mod 9. april’ fra 2010 beskrevet, hvordan det i 1917-18 mere var tilfældigheder og held end den danske neutralitetspolitik, der gjorde, at Danmark undgik en besættelse af Jylland under Første Verdenskrig¹⁴. Ligesom i 1940 handlede det om de krigende stormagters ønske om kontrol over Norge.  Men heldigvis kom krigen aldrig rigtigt til Danmark og Norge, inden den sluttede i november 1918.

Tiden efter 1918

Udfaldet af Første Verdenskrig medførte en total ændring af Danmarks strategiske situation. Truslen fra Tyskland var reduceret, og Sønderjylland havde fået mulighed for at stemme sig hjem. Det betød, at det nu gav mening at planlægge med en ny forsvarslinje ved Haderslev-Ribe for at forsvare det genvundne land. Samtidig skete der med hærloven af 1922 en forskydning mellem landsdelene, sådan at forsvaret af Jylland blev styrket efter ønske fra regeringspartiet Venstre¹⁵.

Vendsyssel var dog stadig udset som forsyningsbasis og som et sidste tilflugtssted, hvis det blev nødvendigt at trække hæren tilbage fra Haderslev-Ribe stillingen. Nordjylland ville også være et godt sted at tage imod danske styrker fra Sjælland, hvis der under en krig blev mulighed for at frigøre dem til brug i Jylland. Hæren skulle derfor stadig have særlig opmærksomhed på bevogtningen af overgangsstederne ved Limfjorden. I 1928 blev der taget initiativ til, at nogle af hærens officerer skulle foretage taktiske rekognosceringer og øvelser omkring de fire Limfjordsbrohoveder ved Aalborg, Aggersund, Glyngøre og Oddesund¹⁶.

Efter dannelsen af den socialdemokratisk-radikale regering i 1929 skete der gradvist en nedskæring af forsvarsbudgettet, herunder af forsvaret af Jylland. Med hærloven af 1932 blev det mere og mere usandsynligt, at Haderslev-Ribe stillingen ville kunne holdes, ikke mindst når man tog hensyn til den stigende militære trussel fra Tyskland efter Hitlers magtovertagelse i 1933¹⁷.

Under en øvelse i 1935 overvejede Generalstaben derfor igen at trække hæren tilbage til Limfjorden, men i maj 1936 slog Krigsministeriet fast, at hærens forberedelser fortrinsvis skulle tage sigte på at imødegå neutralitetskrænkelser ved landegrænsen så sydligt som muligt. Chefen for Generalkommandoen Erik With fastholdt dog i et internt direktiv muligheden for en tilbagevigende kamp op gennem Jylland, men generalen var altså ikke enig med regeringen om dette¹⁸.

I 1937 udarbejdede Jydske Division en ”Plan for Limfjordsforsvaret”, som havde mange lighedspunkter med den plan, som hæren havde opereret med under Første Verdenskrig. Som noget nyt omfattede planen også spærring af en række havne i Limfjorden samt en sprængning af broerne ved Aalborg. Planen fastslog, at Limfjorden var en mulig forsvarslinje, og at ”Jydsk Arsenal” derfor var placeret i Hjørring¹⁹.

Samme år blev Ebbe Gørtz chef for Generalstaben. Efter Gørtz’ mening burde det danske forsvar indrettes ud fra, at det nordlige Jylland havde fået en særlig strategisk betydning for Tyskland og Storbritannien ikke mindst efter udviklingen af luftvåbenet. Begge parter havde en interesse i at erobre og etablere baser i området, bl.a. for at undgå at den anden part gjorde det. Det danske forsvar burde derfor indrettes på at forsvare det nordlige Jylland bedst muligt for at undgå en fjendtlig besættelse af området²⁰.

Men udenrigsminister P. Munch mente ikke, at truslen mod Vendsyssel ville være afhængig af rådigheden over ”en division mere eller mindre”. Og dermed blev det. Forsvaret af det nordlige Jylland blev ikke opprioriteret nævneværdigt, selv om generalerne fortsatte med at presse på. Ved krigsudbruddet i september 1939 blev der dog sendt en ekstra bataljon til Vendsyssel, men den fik ikke mulighed for at etablere et egentligt luftforsvar²¹.

Den 9. april 1940 blev Gørtz’ forudsigelser til virkelighed. Ved halvsyv-tiden om morgenen angreb tyske faldskærmstropper de to flyvepladser ved Aalborg og kort efter landede de første fly. De tyske landstyrker nåede Aalborg midt på eftermiddagen og kort efter stod tyskerne i Frederikshavn og Skagen²². Og udviklingen under resten af Anden Verdenskrig understregede, hvor vigtige flyve- og flådebaserne i Nordjylland var for den tyske værnemagt.

Den Kolde Krig

Efter krigen fortsatte Danmark sin neutralitetspolitik. Den stigende militære trussel fra Sovjetunionen betød dog, at regeringen i foråret 1948 sagde ja til et svensk forslag om at drøfte et forsvarssamarbejde mellem Danmark, Norge og Sverige. Der blev nedsat en skandinavisk forsvarskomite, bl.a. med inddragelse af general Gørtz, som i 1941 var blevet chef for Generalkommandoen.

Betænkningen fra den skandinaviske forsvarskomité blev afgivet i januar 1949 og understregede i tråd med Gørtz’ opfattelse, at der skulle lægges særlig vægt på hævdelsen af Sjælland og det nordligste Jylland. De militære styrker i Jylland burde derfor fordeles således, at ”der i nord må være en kraftsamling med henblik på hævdelsen af det nordligste Jylland” ²³.

Det skandinaviske forsvarssamarbejde blev imidlertid ikke til noget, og i stedet sluttede Danmark sig til Atlantpagten (NATO) i 1949²⁴. Men Gørtz’ prioritering af forsvaret af det nordlige Jylland afspejlede sig også i NATO’s første planlægningsgruppe, hvor Limfjorden blev nævnt som en mulig forsvarslinje som beskrevet i artiklens indledning.

NATO’s tidlige forsvarsplaner tog ganske vist udgangspunkt i et forsvar langs Kielerkanalen og Østersøen, men dette forsvar blev først realistisk, da Vesttyskland begyndte at opstille forsvarsstyrker i 1957. I maj 1953 mente Vestre Landsdelskommando således, at NATO’s forsvar i Slesvig-Holsten var så svagt, at en angribende fjende kunne gennemføre en ”hurtig og praktisk talt uafbrudt fremrykning fra Kielerkanalen og op til den danske forsvarslinje langs Limfjorden” ²⁵.

Vendsyssel fik dermed en særlig plads i NATO’s planlægning under den første del af Den Kolde Krig, bl.a. med etableringen og udbygningen af Flyvestation Aalborg, Bangsbo Fort, Flådestation Frederikshavn og NEPS-linjen²⁶.

Kilder og litteratur

Andersen, Jens (red.) (2018): Atlantvolden i Nordjylland, Bind 1: Hitlers krig og befæstningen af Nordjylland, Thisted: Museum Thy 2018.

Bjøl, Erling, Niels Jørgen Haagerup, Otto Kofoed-Hansen, Erik Reske-Nielsen & Erik Seidenfaden (1968): Danmark og NATO, København: Gyldendal 1968.

Christensen, Erik S. (2014): 1864 – da krigen kom til Vendsyssel, i Hans Nielsen (red.): Vendsyssel Årbog 2014, s. 79-88, Historisk Samfund for Vendsyssel 2014.

Clemmesen, Michael H. (1982): Jyllands landforsvar fra 1901 til 1940, Udgivet af forfatteren med støtte fra Det Krigsvidenskabelige Selskab, København 1982.

Clemmesen, Michael H. (1987): Udviklingen i Danmarks forsvarsdoktrin fra 1945 til 1969. Rapport til det XX. nordiske historikermøde Reykjavik 1987, i Militärhistorisk Tidsskrift, 1987, s. 7-81.

Clemmesen, Michael H. (2010): Den lange vej mod 9. april – Historien om de fyrre år før den tyske operation mod Norge og Danmark i 1940, Odense: Syddansk Universitetsforlag 2010.

Clemmesen, Michael H. (2012): Det lille land før den store krig – De danske farvande, stormagtsstrategier, efterretninger og forsvarsforberedelser omkring kriserne 1911-13, Odense: Syddansk Universitetsforlag 2012.

Hyttel, Nikolaj Hedegaard (2016): Kold krig i Vendsyssel – Danmarks længste hemmelighed startede i Frederikshavn, i Hans Nielsen (red.): Vendsyssel Årbog 2016, s. 7-20, Historisk Samfund for Vendsyssel 2016.

Hyttel, Nikolaj Hedegaard (2017): Bangsbo Fort – Frederikshavn ved koldkrigsfronten, i Hans Nielsen (red.): Vendsyssel Årbog 2017, s. 31-43, Historisk Samfund for Vendsyssel 2017.

Nielsen, Jens Perch (2020a): Den allierede militære hjælp fra NATO efter 1949, i Marinehistorisk Tidsskrift, Årg. 53, nr. 1 (februar 2020), s. 22-35.

Nielsen, Jens Perch (2020b): Limfjorden som forsvarslinje, i Hans Nielsen (red.): Vendsyssel Årbog 2020, s. 65-72, Historisk Samfund for Vendsyssel 2020.

Rasmussen, Peter Hertel (2019): Den danske Tysklandsbrigade 1947-1958, Odense: Syddansk Universitetsforlag 2019.

Noter

1. Nielsen (2020a: 29).
2. Nielsen (2020a: 27-30).
3. Brev af 16. maj 1987 fra viceadmiral S. Thostrup til forfatteren af denne artikel (se billede).
4. Bjøl m.fl. (1968: 173).
5. Clemmesen (1987: 26 og 30).
6. Christensen (2014: 81-84).
7. Clemmesen (1982: 2-2).
8. Clemmesen (1982: 2-4).
9. Clemmesen (1982: 2-6, 2-10 og 2-25).
10. Clemmesen (1982: 2-6 og 2-10).
11. Clemmesen (1982: 5-5) og Clemmesen (2012: 78-79). De fire statsskibe var to redningsdampere og to fiskerikontrolskibe, jf. Clemmesen (2012: 321).
12. Clemmesen (2012: 453).
13. Clemmesen (1982: 6-18 til 6-23).
14. Clemmesen (2010).
15. Clemmesen (1982: 7-1 og 7-5).
16. Clemmesen (1982: 7-6 til 7-7, 8-8 til 8-13 og 9-10).
17. Clemmesen (1982: 9-21 til 9-27).
18. Clemmesen (1982: 10-15 og 10-19).
19. Clemmesen (1982: 11-2).
20. Clemmesen (1982: 11-16 til 11-18) og Clemmesen (2010: 549-552). Ebbe Gørtz var søn af general J.V.C. Gørtz, der som chef for Generalstaben og senere Overgeneral havde været med til at udvikle planerne om Limfjordsforsvaret før og under Første Verdenskrig.
21. Clemmesen (1982: 11-25 og 12-7 til 12-9).
22. Andersen (2018: 19-21).
23. Nielsen (2020a: 24).
24. Se artiklen Danmarks vej ind i Atlantpagten (NATO) 1949.
25. Rasmussen (2019: 341) og Nielsen (2020a: 27-32).
26. Se bl.a. Hyttel (2016) og Hyttel (2017).

Hent artiklen “Limfjorden som forsvarslinje” som pdf-fil på Academia.edu

© Jens Perch Nielsen og koldkrig-online.dk 2020