Danmark havde under Den Kolde Krig et beredskabssystem, som omfattede både civilforsvaret og det militære forsvar. Systemet understøttede dermed tanken om et totalforsvar, hvor alle offentlige myndigheder samarbejder om at forsvare og beskytte landet.
Det danske beredskabssystem opererede med fem beredskabsgrader eller grupper af beredskabsforanstaltninger, som kunne sættes i værk ved den forhøjelse af det civile og militære beredskab, der skulle ske under overgangen fra fred til krig:
| Civilforsvaret | Det militære forsvar |
| Gruppe I | Fredsberedskab |
| Gruppe II | Forstærket fredsberedskab |
| Gruppe III | Overgangsberedskab |
| Gruppe IV | Forstærket overgangsberedskab |
| Gruppe V | Krigstilstand |
Den kongelige forholdsordre for det militære forsvar fra 1952 betød, at ”ethvert angreb på Danmark ude fra eller på dets forfatningsmæssige myndigheder (er) at betragte som ordre til mobilisering”. Det vil sige, at ved et angreb på Danmark gik totalforsvaret direkte til krigstilstand (gruppe V) i beredskabssystemet. Ved et overraskende angreb opererede systemet desuden med to såkaldte ekspresforanstaltninger, som blev benævnt Alarm O (krigsmæssige skader skønnes at kunne opstå inden for få timer) og Alarm S (krigsmæssige skader skønnes at kunne opstå inden for få minutter).
NATO’s Alert System
Tanken om beredskabsgrader kan spores tilbage til NATO’s Alert System (NAS), som blev vedtaget af NATO-rådet den 10. august 1960. Alert Systemet bestod ifølge det tophemmelige NATO-dokument MC 67/1 af tre elementer:
- a. The Formal Alert System. This provides for an orderly transition from peace to war in circumstances marked by a period of deteriorating international relations and more or less gradually mounting tensions, possibly followed by declared or undeclared hostilities. It consists of political and military measures and is divided into three stages, Simple Alert, Reinforced Alert and General Alert.
- b. The State of Military Vigilance. This is designed for a period of delicate international relations and consists of purely military precautionary measures which can be kept up for a fairly long time without ill effects and which would facilitate a rapid transition, if necessary, to one of the stages of the formal alert system or the counter-surprise military system.
- c. The Counter-Surprise Military System. This comprises those purely military measures which must be taken to enable NATO forces to survive and retain the capability to carry out their missions effectively under circumstances (attack or imminent attack with little or no warning) which cannot be met by the procedures for instituting the formal alert system. It is divided into two stages, State ORANGE and State SCARLET.
Dette Alert System gjaldt for NATO’s kommandoorganisation, men NATO lagde op til, at NATO’s Alert System blev suppleret af tilsvarende nationale beredskabssystemer. Ifølge MC 67/1 skulle NATO’s Alert System sikre “the use, as far as possible, of standardized alert measures and terminology throughout NATO”. Hensigten var med andre ord at samordne NATO’s fælles og nationale beredskabssystemer, sådan at en optrapning af beredskabet kunne ske på en koordineret måde, og sådan at hele NATO anvendte en terminologi, som alle kunne forstå.
NATO’s Alert System blev derfor afprøvet ved de årlige NATO-øvelser, hvor man testede samarbejdet indenfor NATO mellem NATO’s kommandoorganisation og de nationale myndigheder. Alert Systemet blev bl.a. afprøvet under NATO-øvelsen FALLEX-64, hvilket ifølge et internt NATO-dokument ”disclosed considerable differences of interpretation of the procedures for the declaration and implementation of alerts, as laid down in MC 67/1 and as amplified and applied by the Major NATO Commanders’ Alert Books.” (MCM-9-66) NATO’s Alert System blev derfor justeret i 1966 efter en evaluering af FALLEX-64 øvelsen.
I 1973 nedsatte NATO en særlig Committee on the Implementation of the NATO Alert System, som bl.a. deltog i planlægningen af NATO’s HILEX-øvelser og i arbejdet i NATO’s civile beredskabskomite (Senior Civil Emergency Planning Committee (SCEPC)). Disse NATO-komitéer var formentlig medvirkende til, at Danmark fik nye beredskabsbestemmelser i 1976, og Norge fik det i 1977.
Det er ikke hensigten med denne artikel at redegøre nærmere for, hvordan NATO’s Alert System udviklede sig gennem årene. NATO vedtog i 1967 en ny strategi ”flexible response” (MC 14/3), hvor kernen i strategien netop var en gradvis og kontrolleret optrapning af NATO’s beredskab og brugen af diplomatiske, økonomiske og militære midler overfor Warszawapagten. NATO’s Alert System blev med andre ord en vigtig del af NATO’s krisestyring i ”flexible response” strategien.
I dag er krisestyring ved hjælp af NATO’s Crisis Response System (NCRS) en af alliancens vigtigste opgaver.
Civilforsvarets beredskabsbestemmelser fra 1983 og 1990.
Det danske beredskabssystem
Det danske beredskabssystem indgik i den nationale danske krisestyring, som blev etableret i 1960’erne og 1970’erne. Krisestyringen blev ledet af regeringens sikkerhedsudvalg med bistand fra en række ministerier samt Forsvarskommandoen og Civilforsvarsstyrelsen. Beredskabssystemet dækkende hele totalforsvaret, dvs. både det militære forsvar og det civile beredskab (civilforsvaret, politiet, sygehusberedskabet mv.). Systemet byggede på princippet om sektoransvar, dvs. at alle myndigheder hver havde ansvaret for beredskabet i deres egen sektor.
Beredskabssystemet opererede i starten med fire beredskabsgrader, men den grad, som hed overgangsberedskab, blev senere delt i to grader, så systemet i hvert fald fra 1976 opererede med fem beredskabsgrader. I civilforsvaret blev de fem beredskabsgrader betegnet som gruppe I-V af beredskabsforanstaltninger. Foranstaltningerne inden for hver gruppe havde til formål at forhøje beredskabet under overgangen fra fred til krig:
Uddrag af Civilforsvarets beredskabsbestemmelser 1990.
Beslutninger om at ændre beredskabsgraden var en vigtig sikkerhedspolitisk beslutning, som under en krise ville blive truffet af regeringen i det nationale krisestyringscenter og i samspil med NATO. Initiativet til at foretage en ændring af beredskabet ville formentlig komme fra Forsvarskommandoen og de to efterretningstjenester, hvorefter det civile beredskab så at sige ”fulgte med” efter ordre fra indenrigsministeren. Ordrer om beredskabsændringer gjaldt normalt for hele landet, men de kunne i særlige tilfælde udsendes som kun gældende for beredskabet i en eller flere regioner.
Hvis der opstod en situation, hvor en ændring af beredskabet kunne blive aktuel med henblik på etablering af et krigsmæssigt beredskab, ville den første foranstaltning i de lokale beredskabsmyndigheder være at etablere telefonvagt og cheftilkaldevagt. Dette skete på ordren ”Klar til befalingsmodtagelse”.
Når ordren om at gå til forstærket fredsberedskab (gruppe II) kom, skulle de lokale myndigheder gå i gang med at forberede forhøjelsen af det militære og civile beredskab. I denne fase ville man bl.a. skærpe overvågningen og etablere de nødvendige signalforbindelser samt forberede etableringen af nationale, regionale og kommunale kommandocentraler. Desuden ville de lokale myndigheder gå i gang med at forberede den omfattende mobilisering af personel og udskrivning af materiel, som skulle gennemføres ved overgangen til overgangsberedskab. Endelig ville myndighederne begynde af informere befolkningen om de enkelte foranstaltninger i beredskabet.
Overgangsberedskab
Ordren om at gå til overgangsberedskab (gruppe III) var den afgørende ordre, hvor det civile og militære beredskab for alvor ville begynde at trække på samfundets ressourcer og forberede sig på krig ved at indkalde ekstra mandskab. Hvis Danmark ikke var angrebet, ville en mobilisering af det militære forsvar og det civile beredskab kræve samtykke fra Folketinget i henhold til grundlovens § 19, stk. 2. Det hang bl.a. sammen med, at resten af samfundet naturligvis ville blive kraftigt påvirket, når hjemmeværnet og de hjemsendte værnepligtige blev indkaldt til tjeneste som led i mobiliseringen. F.eks. ville DSB skulle afgive noget af sit personale til Jernbanehjemmeværnet, og det ville påvirket jernbanedriften.
Soldaterbog.
Under Berlinkrisen i 1961 afviste den danske regering således et ønske fra NATO om at forhøje det danske beredskab ved at indkalde flere soldater. På ministermødet den 28. september 1961 godkendte regeringen, “at der blev truffet forberedelse til, at de pågældende indkaldelser hurtigt kunne finde sted, og at man nøje fulgte situationen med henblik på, om de foreslåede styrkeforøgelser måtte anses for nødvendige.” Men situationen omkring Berlin blev altså ikke anset for så alvorlig i 1961, at regeringen ville mobilisere beredskabet ved at indkalde hjemsendte værnepligtige – og dermed måske yderligere eskalere den internationale krise.
En mobilisering var nøje forberedt af Forsvaret og det civile beredskab. Alle værnepligtige befalingsmænd og menige modtog ved deres hjemsendelse en mødebefaling (gul, rød eller hvid) om, hvor de skulle møde ved en mobilisering eller formering af sikringsstyrken. Mødebefalingen sad bagest i den soldaterbog, som de fik udleveret ved hjemsendelsen. Mobiliseringen af hjemmeværnet og de hjemsendte værnepligtige ville bl.a. blive bekendtgjort i Danmarks Radio eller med højtalervogne, og den ville blive gennemført med bistand fra (Militær)Politiet.
Overgangsberedskabet betød også, at den statslige, regionale og kommunale kommandoorganisation blev bemandet, bl.a. med forbindelsesofficerer mellem Civilforsvarsstyrelsens landsdelskommandoer og de to regeringsanlæg REGAN Vest og REGAN Øst. Fra midten af 1970’erne gik det danske beredskab dog væk fra tankegangen om en tidlig udflytning af regeringen og embedsmændene til de to regeringsanlæg. Regeringen lagde nu mere vægt på, at den politiske krisestyring i spændingsperioden op til udbruddet af en krig af praktiske årsager måtte foregå i Udenrigsministeriets krisestyringscenter i København.
Dette uddrag af Civilforsvarets beredskabsbestemmelser fra 1983 viser nogle af de foranstaltninger, der skulle gennemføres under overgangsberedskab (gruppe III).
Under Den Kolde Krig planlagde regeringen også at gennemføre en hastelovgivning i Folketinget, der ville give regeringen beføjelser til at gennemføre de foranstaltninger, som var nødvendige i krig. Den såkaldte fuldmagtslov ville bl.a. indeholde regler om ekspropriation og udskrivning af privat ejendom, køretøjer og materiel til landets beredskab, regler om regulering af de vigtigste produktions-, forsynings- og transporterhverv, pengepolitiske regler samt regler om kontrol med post- og telefontrafikken. Disse foranstaltninger ville herefter blive gennemført af myndighederne, og der ville f.eks. blive indført mørklægning, vare- og kørselsrestriktioner.
Den omfattende mobilisering af personel betød også, at civilforsvaret kunne etablere ambulancetjeneste, hjælpetjeneste, varslingstjeneste, bedriftsværn og boligværn samt klargøring af beskyttelsesrum og sikringsrum. Desuden kunne sygehusberedskabet etablere maksimal kapacitet på de eksisterende sygehuse og forberede etableringen af sygehusannekser og beredskabssygehuse (nødhospitaler).
For det militære forsvar betød overgangsberedskabet, at Søværnet gik i gang med at udlægge kontrollerede minefelter i de indre danske farvande, og at Hæren gik i gang med at forskyde sine styrker hen til de steder, hvor de skulle indsættes, samt med at etablere forsvarsstillinger i form af feltbefæstede anlæg og minefelter på land. I den forbindelse kunne det blive relevant at evakuere dele af civilbefolkningen i de områder, som man forventede ville blive kampzoner ved et angreb på Danmark. Det var Politiet, der skulle stå for denne evakuering, og derfor også politimestrene, som forelagde evakueringsforslag for Civilforsvarsstyrelsen. Politiet og Forsvaret ville formentlig også være travlt beskæftiget med at overvåge og imødegå Warszawapagtens og kommunistiske sympatisørers spionage-, sabotage- og propagandaaktiviteter forud for et angreb på Danmark.
Afhængig af den internationale situation og den konkrete trussel mod Danmark var det formentlig også i denne fase, at regeringen ville træffe beslutning om at rekvirere og modtage allierede forstærkninger fra NATO og dermed sætte i hvert fald dele af landets forsvar under NATO’s kommando. Nogle af disse NATO-styrker ville formentlig være udrustet med atomvåben, f.eks. flyforstærkninger stationeret på de jyske flyvestationer. NATO opgav i 1963 planerne om overførsel af atomladninger til det danske forsvar.
Forstærket overgangsberedskab
Den fjerde beredskabsgrad kaldet forstærket overgangsberedskab (gruppe IV) var reelt alene en yderligere optrapning af overgangsberedskabet. I denne fase ville det civile beredskab blive klargjort til hurtig og maksimal indsats, og det militære forsvar ville reelt overtage kontrollen med udvalgte områder af landet, som man forventede ville blive angrebet af Warszawapagten.
Hæren ville bl.a. etablere hindringer overalt i disse områder og indrette civile bygninger til forsvar. Desuden ville Hæren iværksætte ødelæggelser af bygninger og infrastruktur, bl.a. for at etablere kampstillinger og rydde skudfelter. Disse foranstaltninger ville reelt kræve ekspropriation af privat ejendom, og inden for Hæren opererede man derfor med en ”blød” og en ”hård” udgave af forstærket overgangsberedskab. Det var kun i den hårde udgave, at Hæren havde bemyndigelse til at iværksætte ødelæggelser af bygninger og infrastruktur, inden krigen var brudt ud.
Hærens opdeling i en blød og en hård udgave af forstærket overgangsberedskab skete formentlig efter et politisk ønske om, at specielt Køge Bugt området ikke blev klargjort for tidligt til kamp. Den tætte bymæssige bebyggelse i dette område ville på mange måder være en fordel for det danske forsvar i forhold til et invasionsangreb fra Østersøen. Men samtidig var det naturligvis kontroversielt at rive private parcelhuse ned for at skabe skudfelter mod stranden, inden krigen var brudt ud. Derfor ønskede regeringen formentlig at vente så længe som muligt med at iværksætte disse ødelæggelser.
Ekspresforanstaltninger
Den gradvise optrapning af beredskabet, som beredskabssystemet lagde op til, forudsatte, at der inden en krig med Warszawapagten ville være en spændingsperiode med en international krise af kortere eller længere varighed. Beredskabssystemet opererede dog også med muligheden for et overraskende angreb, som kom mere eller mindre uden varsel. I en sådan situation kunne Forsvarskommandoen og Civilforsvarsstyrelsen iværksætte såkaldte ekspresforanstaltninger på egen hånd, dvs. uden regeringens forudgående godkendelse. Systemet opererede med to sæt ekspresforanstaltninger, som blev benævnt Alarm O (krigsmæssige skader skønnes at kunne opstå inden for få timer) og Alarm S (krigsmæssige skader skønnes at kunne opstå inden for få minutter).
Den kongelige forholdsordre for det militære forsvar fra 1952 betød desuden, at ”ethvert angreb på Danmark ude fra eller på dets forfatningsmæssige myndigheder (er) at betragte som ordre til mobilisering”. Det vil sige, at ved et angreb på Danmark gik totalforsvaret direkte til krigstilstand (gruppe V) i beredskabssystemet.
Afslutning
Denne gennemgang af de fem beredskabsgrader i det danske beredskabssystem er kun en introduktion til emnet, som hidtil kun har været forholdsvis sporadisk behandlet i litteraturen om Danmark under Den Kolde Krig. Der er behov for mere forskning for forstå de vanskelige valg og prioriteringer, som politikere, embedsmænd og officerer ville stå overfor ved den forhøjelse af det civile og militære beredskab, som skulle ske under overgangen fra fred til krig.
Hvornår skulle beredskabet mobilisere og dermed reelt lægge resten af samfundet mere eller mindre ned? – Hvornår skulle udvalgte områder af landet evakueres? – Og hvornår skulle disse områder omdannes til en kampzone for at kunne forsvare landet så godt som muligt under den krig, som heldigvis ikke kom?
Beredskabstavle fra Flyverhjemmeværnets lavvarslingscentral i Nykøbing Falster. Tre af de fire skilte på tavlen hang oprindelig med teksten skjult, så det kun var den beredskabsgrad, der var gældende, som blev vist med teksten udad. Foto fra HVE 233 museum for Luftmeldekorpset på Lolland-Falster: luftmeldekorpset.dk
Kilder og litteratur
Betænkning om Katastrofeberedskab, Betænkning nr. 1226 afgivet af Udvalget om Katastrofeberedskab, København 1991.
Civilforsvarsstyrelsen: Civilforsvarets beredskabsbestemmelser, udsendt af Civilforsvarsstyrelsen i 1976, 1983 og 1990.
Civilforsvarsstyrelsen: Opslagsbog for det civile beredskab, udsendt af Civilforsvarsstyrelsen i 1991.
Materiale i Dansk Koldkrigsforenings arkiv om beredskabsbestemmelserne for Civilregion II samt Gråsten, Silkeborg og Skanderborg kommuner.
DSB: DSB Beredskabsinstruks, udsendt af DSB i 1976.
Forsvarskommandoen: Totalforsvarets beredskabsplan, udgivet af Forsvarskommandoen i 2001 i samarbejde med Beredskabsstyrelsen.
Nielsen, Jens Perch (2023): Krisestyring under Den Kolde Krig, artikel på koldkrig-online.dk 2023.
Pedersen, Poul Holt & Karsten Hvam Pedersen (2023): Danmarks dybeste hemmelighed – REGAN VEST – regeringens og kongehusets atombunker, 4. udgave, eget forlag 2023.
Oplysninger fra militærhistoriker Steen Bornholdt Andersen, Forsvarsakademiet.
© Jens Perch Nielsen og koldkrig-online.dk 2023