Hvad fortalte Forsvarets Efterretningstjeneste (FE) den danske militære ledelse om fjenden – Warszawapagten (WAPA) – og dens militære kapabiliteter under Den Kolde Krig? – Det har Peter Bogason undersøgt og udgivet en ny bog om. Bogen fokuserer på FE’s analyser af det sømilitære område og til dels flyvevåbnene; hærstyrkerne er stort set udeladt, men medtaget i bogens analyse af WAPA’s planer for en landgang i Danmark.
Bogen hedder ”Fjendebilleder” for at understrege, at den bygger på FE’s analyser, dvs. ikke på de faktiske operationsplaner, som WAPA udarbejdede under Den Kolde Krig. Peter Bogason har gennemgået 200 arkivkasser i Rigsarkivet med FE’s højt klassificerede rapporter og kan på dette grundlag give et meget mere detaljeret og nuanceret billede af FE’s analyser end det, vi hidtil har haft.
Bogen tager afsæt i FE’s overordnede trusselsbillede, som forblev det samme gennem hele Den Kolde Krig: Sovjetunionen ønskede at besætte Danmark for at åbne de danske stræder og farvande for WAPA’s flåder; for at kunne bruge de jyske flyvepladser til angreb mod Nordtyskland, Storbritannien og Norge; for at kunne gå videre til besættelse af Sydnorge; og for at sikre den nordlige flanke i det samtidige WAPA-angreb på Centraleuropa.
Dette var det generelle fjendebillede, som heldigvis aldrig blev gjort til virkelighed. Der var ifølge Peter Bogason intet tidspunkt under Den Kolde Krig, hvor FE mente, at et angreb var nært forestående. I hver eneste krise – Berlin, Cuba, Tjekkoslovakiet, Polen – kunne FE meddele, at der ikke var tegn på et WAPA-angreb. Det forhindrede dog ikke, at en række politikere frygtede angrebet alligevel.
Men selv om det overordnede trusselsbillede var nogenlunde konstant, ændrede WAPA strategi flere gange i løbet af Den Kolde Krig. F.eks. sidst i 1950’erne, hvor den sovjetiske flåde blev mere offensiv med vægten på moderne missilbærende destroyere og ubåde, som kunne angribe NATO på et af alliancens mest sårbare punkter; søforbindelserne over Atlanterhavet.
Peter Bogason præsenterer bogen ”Fjendebilleder” på Militærhistorisk Netværks konference den 5. maj 2025 om den militære efterretningstjenestes historie.
Det er en af styrkerne ved Peter Bogasons bøger, at han er meget opmærksom på, hvordan NATO’s og WAPA’s strategier og kapabiliteter udviklede sig over tid gennem Den Kolde Krig. For NATO fik strategi-skiftet i 1960’erne fra ”massiv gengældelse” til ”flexible response” afgørende betydning, bl.a. kom der mere fokus på overvågning, krisestyring og på at styrke NATO’s konventionelle styrker for at undgå en altødelæggende atomkrig.
”Flexible response” strategien understregede også risikoen for en ”begrænset krig”, f.eks. et isoleret konventionelt WAPA-angreb på Bornholm eller Lolland-Falster, ikke så meget på grund af øernes militære værdi, men mere som en provokation for at teste NATO-alliancens beslutningsdygtighed og solidaritet. FE pegede i 1970 på, at dets muligheder for at varsle sådanne isolerede angreb ikke var gode, fordi de kunne foretages uden en egentlig mobilisering af WAPA’s styrker. Måske kunne angrebet først opdages, når det var i gang.
Bogen er fyldt med detaljer om WAPA’s taktikker, øvelser og kapabiliteter, som læseren kan fordybe sig i. Den er rigt illustreret med billeder, landkort og figurer fra FE’s hemmelige rapporter, f.eks. en figur af lighederne mellem en strand ved Riga, som WAPA øvede amfibieangreb på, og stranden ved Køge Bugt. Bogen er således et fint supplement til Peter Bogasons store bog ”Søværnet under den kolde krig – Politik, strategi og taktik” fra 2016.
© Jens Perch Nielsen og koldkrig-online.dk 2025