Indtil 1950 havde Hæren og Søværnet hver sit flyvevåben. Den 1. oktober 1950 blev Flyvevåbnet oprettet som et selvstændigt værn efter engelsk forbillede. Det fik hovedkvarter på Flyvestation Værløse, indtil Flyverkommandoen og Flyverstaben i 1952 flyttede til Henriksholm i Vedbæk1.
De første år havde Flyvevåbnet ligesom Hæren to operative landsdelskommandoer, henholdsvis for området øst og vest for Storebælt med sæde i Værløse og Karup. Denne opdeling gav en række problemer, bl.a. en del haverier, og i 1955 blev de to landsdelskommandoer derfor erstattet af én Flyvertaktisk Kommando (FTK) i Karup2. I 1959 blev ledelsen af Flyvevåbnets kontrol- og varslingstjenestes Sector Operations Central (SOC) også samlet i Karup, og i 1962 blev den fælles NATO-kommando Allied Air Forces Baltic Approaches (COMAIRBALTAP) oprettet i Karup under ledelse af den danske chef for Flyvertaktisk Kommando. For at sikre en smidig overgang fra national til NATO-kommando blev alle Flyvevåbnets procedurer herefter udarbejdet af Flyvertaktisk Kommando og COMAIRBALTAP i fællesskab.
De fleste af Flyvevåbnets baser var anlagt af tyskerne under besættelsen. Flyvestationerne i Karup, Skrydstrup og Aalborg blev i løbet af 1950’erne udbygget som NATO Main Air Bases, mens flyvestationerne i Tirstrup, Vandel og Værløse blev udbygget som NATO Redeployment Bases, dvs. som mobiliseringsflyvepladser til bemanding senest i krise- eller krigstid3. For at forsyne flyvestationerne med flybrændstof opførte NATO i årene 1952-70 og 1982-84 et omfattende tank- og rørledningssystem NEPS-linjen til opbevaring og transport af jetfuel mv.
Danmark forhandlede i 1951-53 med NATO og USA om stationering af allierede flystyrker på de danske baser allerede i fredstid, men forhandlingerne mislykkedes. I stedet indgik Danmark i foråret 1954 en aftale med NATO om stationering af allierede flystyrker i krise- og krigstid. Flyvestationerne i Tirstrup og Vandel blev herefter udstyret med de nødvendige faciliteter til at modtage disse fly4. I årene omkring 1980 underskrev Danmark nye forstærkningsaftaler med NATO og USA om overførsel af jagerfly og anvendelse af de danske flyvebaser i en krise- og krigssituation. Disse aftaler indebar forhåndsoplagring af ammunition og reservedele til de allierede fly5.
Flyvevåbnets opgave under Den Kolde Krig var bl.a. at kunne levere operationsklare kampfly. Det vil sige jagerfly til afvisningsberedskabet og luftforsvaret, jagerbombere til angreb på fjendens flyvebaser, militære installationer og styrker samt fly til fotorekognoscering, bl.a. i forbindelse med farvandsovervågningen. Desuden havde de kampfly fra NATO, som skulle udstationeres på de danske flyvebaser, bl.a. til opgave at eskortere og støtte de amerikanske atombombefly under angreb på Warszawapagten6.
Flyvevåbnets materiel i form af flyvemaskiner, våben- og radarsystemer udviklede sig voldsomt i løbet af Den Kolde Krig. I 1947 indkøbte Flyvevåbnet britiske Spitfire propeljagerfly og i 1949 de første jetfly af typen Gloster Meteor. De blev i 1950’erne og 1960’erne erstattet af jetfly modtaget som amerikansk våbenhjælp, bl.a. jagerbombere af typerne F-84 Thunderjet og F-100 Super Sabre samt jagerfly af typen F-104 Starfighter. I 1970 fik Flyvevåbnet Saab F-35 Draken jagerbombere, og i 1980 ankom det første af i alt 70 F-16 Fighting Falcon jagerfly, som stadig er Flyvevåbnets vigtigste kampfly. Desuden har Flyvevåbnet transportfly, redningshelikoptere, skolefly mv.
Flyvevåbnets kontrol- og varslingstjeneste byggede fra begyndelsen af 1950’erne på det britiske princip om Ground Controlled Interception (GCI), dvs. at en radaroperatør på jorden havde til opgave at erkende en fjendtlig flytrussel og lede egne jagerfly frem mod dette mål ved hjælp af søgeradarer og højdefindere. Kontrol- og varslingstjenestes Sector Operations Central (SOC) blev i november 1971 flyttet fra Karup til Vedbæk bunkeren i forbindelse med ibrugtagningen af NATO’s nye integrerede og computerbaserede kontrol- og varslingssystem (NADGE-systemet)7. Kontrol- og varslingstjenesten havde radarstationer placeret i Multebjerg i Gribskov, Skovhuse ved Vordingborg, Skagen, Skrydstrup og Almindingen på Bornholm. Desuden fik kontrol- og varslingstjenesten fra 1985 radarbilleder transmitteret fra NATO’s AWACS-radarfly og Søværnets kystradarstationer. Radarbillederne blev suppleret med observationer foretaget af Flyverhjemmeværnet. Flyvevåbnet betjente også en vigtig radarstation i Mørkedal (Mjørkadalur) på Færøerne, som var en del af det britiske luftforsvar og den amerikansk-canadiske DEW-kæde (Distant Early Warning Line) til varsling mod angreb østfra af bombefly.
Københavns Luftforsvar blev i 1950’erne varetaget af Hæren med hovedkvarter i Ejbybunkeren ved Rødovre. Efter indførelsen af Nike-luftværnsmissilerne i 1960 blev opgaven i juli 1962 overflyttet til Flyvevåbnet. Senere fik Flyvevåbnet også HAWK-missiler til denne opgave. Nike-missilerne blev udfaset i 1983. Læs mere om Københavns Luftforsvar under Ejbybunkeren og Kongelundsfortet.
Flyvevåbnet havde en Flyveskole til den elementære uddannelse af piloter på Flyvestation Avnø syd for Næstved. Den flyttede i 1993 til Karup. Den videre uddannelse af piloterne blev gennemført i USA og Canada, bl.a. som led i den amerikanske og canadiske våbenhjælp8.
Forsvarets Flykendingsbog fra 1982
Kilder og litteratur
Galster, Kjeld (2011): Flyvevåbnet, i John T. Lauridsen, Thorsten Borring Olesen, Rasmus Mariager & Poul Villaume (red.): Den Kolde Krig og Danmark, Gads Leksikon, København: Gad 2011.
Hartov, Steen & Jørgen E. Larsen (red.) (1995): Forsvarets fly efter 1945, Flyvevåbnet 1995.
Jacobsen, Torsten Cumberland (red.) (2002): Forsvaret i Byggeriet – Byggeriet i Forsvaret, Forsvarets Bygningstjeneste 1952-2002, København: Forsvarets Bygningstjeneste 2002.
Kulturstyrelsen (2019): Flyvestation Skrydstrup, artikel på slks.dk 2019.
Pedersen, Thomas Tram (2014): Flyvestation Skrydstrup – Flyvevåbnets baser, De militære hovedkvarterer – Søværnets Operative Kommando i Aarhus og Flyvertaktisk Kommando i Karup, samt Overvågning af luftrummet – radarstation Skovhuse og Stensved kaserne, i Morten Stenak, Thomas Tram Pedersen, Peer Henrik Hansen & Martin Jespersen (red.): Kold Krig – 33 fortællinger om Den Kolde Krigs bygninger og anlæg i Danmark, Færøerne og Grønland, København: Kulturstyrelsen 2014.
Petersen, Nikolaj (2011): NATO, i John T. Lauridsen, Thorsten Borring Olesen, Rasmus Mariager & Poul Villaume (red.): Den Kolde Krig og Danmark, Gads Leksikon, København: Gad 2011.
Schrøder, Hans A. (2001): Det danske flyvevåben, København: Tøjhusmuseet 2001.
Villaume, Poul (1995): Allieret med forbehold, Danmark, NATO og den kolde krig. En studie i dansk sikkerhedspolitik 1949-1961, København. Eirene 1995.
Volden, S. C. (2007): Danske Hærordninger efter 2. Verdenskrig i nationalt og internationalt perspektiv, Karup: Hærens Operative Kommando 2007.
Westergaard, Finn (2008): Fra ASTA til SKYLIGHT og GOTHAM – En beretning om Flyvevåbnets kontrol- og varslingstjeneste 1951-2007, Karup: Flyvevåbnets Historiske Samling 2008.
Noter
1. Schrøder (2001: 22).
2. Schrøder (2001: 22-23) og Pedersen (2014: 86-87).
3. Villaume (1995: 413-414) og Jacobsen (2002: 107).
4. Villaume (1995: 409-490).
5. Petersen (2011: 447).
6. Villaume (1995: 402-409 og 446-447).
7. NATO’s integrerede kontrol- og varslingssystem (NADGE) blev besluttet af alliancen i september 1960, jf. Udenrigsministeriet (1968: 82-83).
8. Volden (2007: 26).
© Jens Perch Nielsen og koldkrig-online.dk november 2016