Atomvåben - Danmark under Den Kolde Krig

Ingen kan helt overskue følgerne af, at et land bliver erobret med nutidens våben
og senere befriet med tilsvarende våben, men enhver må være enig med regeringen i,
at det er dens pligt at gøre sit yderste for, at en sådan ulykke ikke rammer Danmark.
Udenrigsminister Gustav Rasmussen i Folketinget den 17. oktober 1950.

Udenrigsminister Gustav Rasmussens udtalelse i Folketinget den 17. oktober 1950 viser, at de danske politikere meget tidligt var klar over, hvor ødelæggende en atomkrig ville være. I begyndelsen af 1950’erne var deres frygt netop, at Danmark først ville blive besat med brug af sovjetiske atomvåben, og senere befriet med brug af amerikanske atomvåben. Man forstår godt, at det danske civilforsvar i disse år blev udbygget kraftigt for at kunne afbøde virkningerne af en sådan krig.

Atomvåben er en af de ting, som gjorde Den Kolde Krig til noget særligt. Tidligere i historien havde stormagternes våbenkapløb handlet om at vinde den næste krig. Nu kom våbenkapløbet mellem de to supermagter til at handle om at undgå en atomkrig ved at afskrække modstanderen fra at angribe. Fokus var på at gøre afskrækkelsen troværdig, og denne troværdighed afhang bl.a. af de avancerede våben-, varslings- og kommandosystemer, som USA og Sovjetunionen opbyggede under Den Kolde Krig. Dermed kom den teknologiske udvikling omkring atomvåbnene til at spille en helt afgørende rolle for, hvordan Den Kolde Krig udviklede sig.

Atomvåbnene blev det centrale element i den såkaldte ”terrorbalance” mellem USA og Sovjetunionen, en balance som begge parter var meget følsomme overfor ændringer i. For USA og NATO blev atomvåbnene også et middel til at opveje Sovjetunionens overlegenhed, når det gjaldt konventionelle styrker i Europa. De blev set som en billig løsning, der gav ”more bang for the buck” i en alliance, hvor USA helt fra starten af NATO i 1949 havde svært ved at få de europæiske lande til at bidrage tilstrækkeligt til det konventionelle forsvar af Vesteuropa.

Det var USA, der havde ansvaret for NATO’s atomvåbenstrategi. Frankrig og Storbritannien fik ganske vist deres egne atomvåben, men de øvrige NATO-lande var helt afhængige af USA på dette område.

Massiv gengældelse

USA formulerede først strategien om ”massiv gengældelse” (“massive retaliation”), som blev vedtaget af NATO i 1954 (MC 48 og senere i 1957 MC 14/2). Strategien lagde op til, at atomvåben kunne bruges fra starten af en krig og over en bred front, også taktisk i det direkte forsvar af de enkelte NATO-landes territorium. Hvis Danmark var blevet angrebet af Warszawapagten på dette tidspunkt, ville USA og NATO formentlig have anvendt amerikanske atomvåben på dansk område for at imødegå angrebet. Men kernen i strategien var at afskrække Sovjetunionen fra at angribe NATO ved at signalere vilje til at “go to the brink of war” under en krise (brinkmanship).

Socialdemokratiets valgplakat ved folketingsvalget i maj 1957, hvor den danske atomvåbenpolitik for første gang blev formuleret på skrift.

Det var som led i denne strategi, at Danmark i 1957 fik tilbudt Honest John og Nike missiler som våbenhjælp ”med og uden atomladning”, som forsvarsminister Poul Hansen oplyste på ministermødet den 16. marts 1957. Danmark sagde ja tak til at modtage missilerne, men sagde nej til atomvåben ”under de nuværende omstændigheder”. Atomladningerne blev i stedet placeret i to amerikanske depoter i Slesvig-Holsten. Samtidig accepterede stats- og udenrigsminister H.C. Hansen stiltiende, at USA placerede atomvåben ved de amerikanske styrker i Grønland.

Strategien om ”massiv gengældelse” lagde op til, at begyndelsen af en tredje verdenskrig kunne blive et atomart ragnarok i Europa. Derfor lå det også i strategien, at hovedparten af de konventionelle amerikanske styrker først ville blive sat ind for at befri Europa efter de første 30 dage af en krig, når USA havde vundet atomkrigen i kraft af sin overlegenhed med atomvåben.

Flexible response

Efter 1957, hvor Sovjetunionen kraftigt rykkede på terrorbalancen ved at gennemføre et vellykket forsøg med interkontinentale missiler og opsende “Sputnik” satellitten, ændrede USA og NATO gradvis strategi. Nu var det amerikanske fastland direkte truet af atomvåben, og USA og Sovjetunionen var i det hele taget ved at blive mere jævnbyrdige med atomvåben. USA’s svar på denne trussel var bl.a. øget vægt på ubådsbaserede atommissiler, som var mindre sårbare overfor et atomangreb, samt udviklingen af strategien om ”flexible response” (det fleksible svar).

“Flexible response” betød øget vægt på konventionelle våben, krisestyring og ikke-militære, bl.a. diplomatiske og økonomiske midler. Afskrækkelsen skulle ikke længere bygge på en hurtig og omfattende brug af atomvåben, men på en gradvist optrappet reaktion, hvor en konventionel krig kunne eskaleres til en atomkrig, som i sidste ende ville udslette begge parter (Mutual Assured Destruction/MAD-doktrinen). I en krise kunne et muligt skridt f.eks. være at indføre en økonomisk blokade af Sovjetunionen. ”Flexible response” strategien var reelt gældende fra begyndelsen af 1960’erne og blev bl.a. fulgt af USA under Berlinkrisen i 1961 og Cubakrisen i 1962.

Men strategien stødte på modstand blandt flere af NATO’s europæiske medlemmer, som dels ønskede øget indflydelse på USA’s brug af atomvåben under en krig, dels frygtede at USA ville svigte Europa ved at begrænset, konventionelt angreb på NATO. Strategien blev derfor først vedtaget af NATO i 1967 (MC 14/3) samtidig med oprettelsen af NATO’s Nuclear Planning Group (NPG) og vedtagelsen af den såkaldte Harmel-rapport, som gjorde afspænding (détente) til en hovedopgave for NATO.

”Flexible response” betød også, at USA’s atomvåbenstrategi blev en ganske kompliceret affære. Strategien forudsatte, at en atomkrig kunne begrænses og eskaleres på en kontrolleret måde, og at Sovjetunionen også var indstillet på at nedtrappe en atomkrig gennem dialog og forhandling. USA skulle derfor have mange forskellige atomvåbensystemer at spille på i “the hierarchy of violence”, og der kom fokus på, om atomvåbnene var rettet mod civile eller militære mål.

Samtidig indebar strategien set med europæiske øjne en risiko for en begrænset (atom)krig i Europa, altså en afkobling af forsvaret af Vesteuropa fra forsvaret af USA, hvor Vesteuropa blev overladt til sig selv for at redde USA. NATO’s dobbeltbeslutning i 1979 om modernisering af atomvåbnene i Vesteuropa var et forsøg på at løse dette dilemma og samtidig – gennem forhandlinger med Sovjetunionen – at skabe ligevægt mellem de to supermagters mellemdistancevåben i Europa.

I 1980’erne blev USA’s atomvåbenstrategi endnu mere avanceret med USA’s “Strategic Defence Initiative” (SDI – det såkaldte stjernekrigsprojekt), tanker som bl.a. indebar, at det amerikanske fastland med ny teknologi skulle kunne forsvares mod atomvåben, og at USA gennem oprustning skulle opnå evnen til at vinde en atomkrig. Dermed ville terrorbalancen endnu en gang blive rykket, denne gang i USA’s favør. Sovjetunionen kunne ikke følge med og svarede igen med et ønske om nedrustningsaftaler, som kunne begrænse dette farlige våbenkapløb.

Jo mere avancerede, atomvåbensystemerne blev, desto større blev frygten også for at udløse en atomkrig ved en fejltagelse. At radarer og computere f.eks. tog fejl og viste et angreb, der ikke fandt sted. Dermed blev afspænding, nedrustning og krisestyring endnu mere vigtig. USA og Sovjetunionen indgik i 1987 en aftale om nedrustning af mellemdistancevåben (INF-aftalen) og i årene efter yderligere våbenkontrolaftaler.

Den Kolde Krig sluttede med, at Warszawapagten og Sovjetunionen brød sammen. Men atomvåbnene er der stadig. Vi undgik den ulykke, som en atomkrig i Danmark ville have været. Men frygten for en atomkrig er der også stadig.

Strategidokumenterne MC 48, MC 14/2 og MC 14/3 er hentet fra Gregory W. Pedlow (ed.): NATO Strategy Documents 1949-1969, Bruxelles 1997.

Hent artiklen “Atomvåben i NATO’s strategi” som pdf-fil på Academia.edu