Danmarks vej ind i Atlantpagten (NATO) 1949

Den 4. april 1949 underskrev udenrigsminister Gustav Rasmussen på Danmarks vegne Den nordatlantiske Traktat, også kaldet Atlantpagten. Dermed var Danmark deltager i det nordatlantiske forsvarssamarbejde NATO. Mange års dansk neutralitetspolitik var slut. Men forud var gået intense overvejelser og forhandlinger mellem de ledende danske politikere.

Efter Påskekrisen i marts 1948 forsøgte den danske regering i erkendelse af det barske udenrigspolitiske klima og landets egne militære svagheder at etablere et skandinavisk forsvarsforbund mellem Danmark, Norge og Sverige. Det militært stærke Sverige ønskede imidlertid et neutralt, alliancefrit forsvarsforbund, som ikke var knyttet til den vestlige blok, bl.a. af hensyn til det neutrale Finland og frygten for, at Sovjetunionen ville forsøge at presse Finland ind i den østlige blok. Omvendt ønskede Norge, at et skandinavisk forsvarsforbund blev knyttet til den vestlige forsvarsalliance, som på det tidspunkt var ved at blive etableret. Den danske regering forsøgte forgæves at finde et kompromis mellem de svenske og norske standpunkter, som også var acceptabelt for USA, bl.a. for at sikre amerikansk våbenhjælp og en sikkerhedsgaranti om militær hjælp fra USA ved et sovjetisk angreb.

Da den amerikanske regering viste sig at være afvisende over for de skandinaviske landes ønske om våbenhjælp uden at de knyttede sig til en vestlig forsvarsalliance, og da svenskerne var urokkelige i deres neutralitetspolitik, måtte den ædle tanke om et skandinavisk forsvarsforbund officielt opgives i februar 1949. Derefter stod dansk medlemskab af Atlantpagten tilbage som den eneste forsvarlige mulighed for den danske regering, selv om den var tøvende overfor at skulle forlade den neutrale ikke-blokpolitik, som den havde forsøgt at føre siden 1945.

Hele forløbet dokumenteres nedenfor.

Dokumentation

I en tale i Underhuset den 22. januar 1948 foreslog den britiske udenrigsminister Ernest Bevin at oprette et forsvarssamarbejde mellem Frankrig, Storbritannien og de tre Benelux-lande. Efter korte forhandlinger blev der indgået en forsvarspagt mellem de fem lande, kaldet Vestunionen, i Bruxelles den 17. marts 1948. Bevin nævnte i sin tale, at det foreslåede samarbejde senere kunne udvides til andre lande. Men statsminister Hans Hedtoft fastslog den 30. januar 1948 i radioen, at Danmark ikke skulle placeres i nogen blok eller være med til at uddybe modsætningerne mellem Øst og Vest. På et møde i Udenrigspolitisk Nævn den 6. februar 1948 sagde Hedtoft desuden i overensstemmelse med den hidtidige danske ikke-blokpolitik, at Danmark ikke måtte “fraskrive os muligheden af at holde os udenfor en stormagtskonflikt, hvor lille en sådan mulighed end måtte være.” ¹

Det kommunistiske kup i Tjekkoslovakiet i februar 1948 og det sovjetiske “tilbud” til Finland den 27. februar 1948 om at indgå en venskabs-, samarbejds- og bistandspagt skabte imidlertid stor uro og mistro til Sovjetunionens planer og hensigter overfor Vesteuropa. Dette førte til Påskekrisen i marts 1948, hvor den danske regering med klare signaler om dansk forsvarsvilje og diskrete ønsker om hjælp og sikkerhedsgarantier fra USA tog det første skridt væk fra den hidtidige danske ikke-blokpolitik. Det var også i marts 1948, at den danske regering for første gang blev orienteret om, at Storbritannien og USA var begyndt at overveje et fremtidigt atlantisk alliancesystem.

Efter Påskekrisen overbragte den svenske udenrigsminister Östen Undén den 30. april 1948 den danske ambassadør i Stockholm en meddelelse om, at den svenske regering var villig til sammen med Danmark og Norge at drøfte muligheden for et tættere militært samarbejde. Det skete efter, at den norske udenrigsminister Halvard Lange i et foredrag den 19. april 1948 havde antydet, at Norge kunne tænkes at handle alene og slutte sig til Vestunionen. I de følgende måneder blev spørgsmålet om et skandinavisk forsvarssamarbejde drøftet mellem de tre regeringer².

Den 11. juni 1948 vedtog det amerikanske Senat en resolution, der lagde grunden for den sikkerhedspolitiske alliance, som i april 1949 blev udmøntet i Atlantpagten. Resolutionen er opkaldt efter formanden for Senatets Udenrigskomité, senator Vandenberg, der spillede en hovedrolle i resolutionens tilblivelse og vedtagelse. I juli 1948 begyndte de såkaldte Washington Exploratory Talks (WET) mellem USA, Canada og de fem europæiske lande i Vestunionen om mulighederne for en vestlig forsvarsalliance³.

Den 24. juni 1948 gennemførte Sovjetunionen en blokade af adgangsvejene til Berlin. Under blokaden, der varede indtil den 12. maj 1949, forsynede Storbritannien og USA via en luftbro Vestberlin med fødevarer og brændsel. Blokaden var gengældelse for vestmagternes forberedelse af en ny tysk stat i vestzonerne (Vesttyskland).

Den 1. og 2. juli 1948 godkendte Rigsdagen, at Danmark tilsluttede sig den amerikanske Marshall-plan for den økonomiske genopbygning af Europa (European Recovery Program), som den amerikanske udenrigsminister George Marshall havde foreslået i juni 1947. Marshall-hjælpen var en vigtig del af den nye struktur af internationale organisationer og regelsæt – kendt som Pax Americana – som USA opbyggede efter Anden Verdenskrig for at beskytte Europa og dermed sig selv mod en ny verdenskrig.

Den 9. september 1948 blev der iagttaget et større antal sovjetiske bombefly over Bornholm. Den danske regering reagerede ved at sende en fregat og antiluftskyts til øen. Episoden var med til at understrege, hvor udsat Danmark ville være i tilfælde af et sovjetisk angreb. Søværnets Radiotjeneste skønnede dog senere, at de sovjetiske fly blot havde brugt Bornholm som pejlemærke til at navigere efter under en flådeøvelse i Østersøen⁴.

Den skandinaviske forsvarskomité

Den 8.-9. september 1948 blev udenrigsministrene for Danmark, Norge og Sverige enige om et communiqué og den 15. oktober 1948 et kommissorium for en forsvarskomité, som skulle undersøge mulighederne for et egentligt forsvarsforbund eller alternativt blot et løsere militært samarbejde. Regeringerne lovede samtidig hinanden, at de ikke ville gå ind i militære forhandlinger til anden side, uden at underrette de to andre lande, så længe disse undersøgelser ikke var afsluttet. Forsvarskomitéen kom til at bestå af 4 civile og militære repræsentanter for hvert af de tre lande bistået af en række officerer og andre sagkyndige⁵.

Den 9. september 1948 afsluttedes de såkaldte Washington Exploratory Talks (WET) mellem USA, Canada og de fem europæiske lande i Vestunionen med vedtagelsen af et memorandum, hvori det bl.a. hed: “To be fully satisfactory, a North Atlantic security system would have to provide not only for the security of the countries mentioned above but also for that of the North Atlantic territories of Denmark (especially Greenland), Norway, Iceland, Portugal (especially the Azores) and Ireland… While it might well be desirable to have Norway, Denmark, Portugal, Iceland, and Ireland as full members, these countries may not now be prepared to accept fully the requisite responsibilities. They should be consulted before conclusion of the Pact and, if they are not then willing to assume such responsibilities, they should be invited to accede to the Pact with limited commitments, the exact nature of which would be determined in negotiation with them.”

Den 24. september 1948 blev de danske ambassader i Washington og London informeret om, at der inden længe kunne ventes en opfordring til Danmark om at tilslutte sig en Atlanterhavspagt. Den danske udenrigsminister søgte straks at overtale den britiske og den amerikanske udenrigsminister til indtil videre ikke at fremsætte en sådan opfordring, da den ville gribe forstyrrende ind i forhandlingerne om et skandinavisk forsvarssamarbejde. Udenrigsminister Gustav Rasmussen sendte den 20. november 1948 dette brev herom til Danmarks ambassadør i Washington. Det lykkedes efterhånden at få den britiske og den amerikanske udenrigsminister til at acceptere den 1. februar 1949 som deadline for forhandlingerne om et skandinavisk forsvarsforbund⁶.

Den danske ambassadør i London havde løbende samtaler med det britiske udenrigsministeriums ledelse om forløbet og indholdet af forhandlingerne om en Atlanterhavspagt og sendte i tidsrummet fra den 29. september til den 18. december 1948 disse seks rapporter hjem til København. Den britiske regering var indtil januar 1949 mere positiv overfor tanken om et skandinavisk forsvarsforbund end den amerikanske regering, som primært ønskede Danmark og Norge knyttet til Atlantpagten⁷.

Den 12. november 1948 holdt Rigsdagens Udenrigspolitiske Nævn møde om forhandlingerne mellem Danmark, Norge og Sverige om et skandinavisk forsvarssamarbejde samt tankerne om et atlantisk forsvarsforbund med mulig deltagelse af Danmark. På mødet opsummerede udenrigsminister Gustav Rasmussen regeringens holdning til, at ”det ville være en katastrofe, hvis Danmark isoleredes fra de to andre skandinaviske lande og fra vestmagterne”, at ”man tilstræbte en skandinavisk solidarisk forsvarsalliance så hurtigt som muligt”, og at ”man ville tilstræbe en sikkerhed for, at U.S.A. ville gå i krig, hvis Danmark blev angrebet af Sovjetrusland”.

Den 17. november 1948 blev den amerikanske ambassadør i København instrueret om det ønskelige i, at Danmark og Norge blev fulde medlemmer af Atlantpagten, og at muligheden for evt. at tiltræde pagten med begrænsede forpligtelser endnu under ingen omstændigheder måtte antydes overfor den danske regering.

Den 10. december 1948 underskrev Danmark en aftale med Storbritannien om forlængelse af overenskomsten fra 1947 om Den Danske Brigade i Tyskland. Aftalen indebar, at brigaden efter dansk ønske blev mere end halveret og flyttet fra Ostfriesland til det vestlige Holsten, dvs. nærmere Danmark og dermed lettere at trække tilbage, hvis en ny krig brød ud⁸.

På et møde den 17. december 1948 mellem de danske økonomiske ministre og den amerikanske ambassadør i København drøftede man bl.a., om og hvordan et dansk nej til Atlantpagten ville kunne påvirke omfanget af den amerikanske våbenhjælp og økonomiske støtte til Danmark via Marshall-planen. Efter mødet udtalte økonominister Vilhelm Buhl ifølge Jens Otto Krags dagbog, at “Vi sidder i Saxen. Vi glider i Hænderne på U.S.A. uanset hvad vi griber og gør – alene på Grund af Grønland” ⁹.

Den 18.-19. december 1948 mødtes de tre skandinaviske statsministre i Uddevalla og Göteborg. De var enige om at fortsætte forhandlingerne om et skandinavisk forsvarsforbund. Efter hjemkomsten fra Sverige gjorde statsminister Hans Hedtoft det klart for de økonomiske ministre, at han ønskede at sætte alt ind på den skandinaviske løsning. Hedtoft ønskede med andre ord, at den skandinaviske løsning blev præsenteret som et fait accompli overfor vestmagterne¹⁰.

Den 3. januar 1949 fik ambassaderåd ved ambassaden i Washington Poul Bang-Jensen på et møde i State Department at vide, at vestmagterne nu var enige om at undersøge, om Danmark sammen med andre lande var villig til at overveje deltagelse i Atlantpagten. Senere på måneden fik ambassaden mulighed for at se et udkast til traktaten¹¹.

Den 5.-6. januar 1949 mødtes de tre landes stats-, udenrigs- og forsvarsministre i Karlstad for at drøfte mulighederne for et skandinavisk forsvarsforbund. På mødet blev man enige om en arbejdsplan for de videre forhandlinger. Udenrigsminister Gustav Rasmussen fremkom på mødet med den markante udtalelse, om ikke en dansk tilslutning til Atlantpagten – ved at provokere Sovjetunionen – ville være det samme som at underskrive sin egen dødsdom?¹². Den norske forsvarsministers resume af forhandlingerne kan læses her, og i dette telegram er et referat af en samtale om mødet, som den amerikanske ambassadør i København havde med udenrigsminister Gustav Rasmussen den 10. januar 1949.

Den 12. januar 1949 forelagde udenrigsminister Gustav Rasmussen i Udenrigspolitisk Nævn dette referat af de foreløbige resultater af forhandlingerne mellem Danmark, Norge og Sverige om en skandinavisk forsvarsforbund. På nævnsmødet oplyste udenrigsministeren, at det for Norge og Danmark var en forudsætning for en skandinavisk forsvarsforbund, at man kunne få våbenleverancer fra vestmagterne. Samtidig oplyste han, at Sverige var den magt, der i tilfælde af krig ville være i stand til at yde Danmark den hurtigste militære hjælp, mens den hjælp USA ville kunne yde først ville komme senere og måske for sent.

Den 13. januar 1949 blev den danske ambassadør i Washington instrueret om at søge udvirket, at den danske regering ikke blev indbudt til drøftelserne om Atlantpagten, før de tre skandinaviske regeringer havde haft tid til at overveje konklusionerne fra den skandinaviske forsvarskomité og forklare den amerikanske og den britiske regering om de tre landes særlige sikkerhedsproblemer.

Den 14. januar 1949 instruerede den amerikanske regering sine nordiske ambassader om, at USA kun kunne støtte et skandinavisk forbund, hvis dette ikke forhindrede de deltagende lande i også at tilslutte sig en større vestligt forsvarssamarbejde, samt at våben i en overskuelig fremtid kun ville kunne leveres til de lande, der deltog i et sådant vestligt forsvarssamarbejde¹³.

Den 14. januar 1949 forelå den færdige betænkning fra den skandinaviske forsvarskomité, som var blevet nedsat i september 1948¹⁴. Et uddrag af betænkningen kan læses her: 1. Den skandinaviske forsvarskomités omtale af kravene til dansk forsvars udbygning under et skandinavisk forsvarsforbund og 2. Den skandinaviske forsvarskomités sammenfattende slutningsbemærkninger.

Den 15. januar 1949 havde det ledende medlem af Det radikale Venstre, folketingsmand Bertel Dahlgaard dette synspunkt i dagbladet Information på spørgsmålet om en nordisk eller atlantisk alliance.

Den 17. januar 1949 havde fhv. finansminister Thorkil Kristensen, Venstre dette synspunkt i dagbladet Information om alliancespørgsmålet.

Dagbladet Information bragte den 18. januar 1949 teksten til et brev til befolkningen, som en række tidligere ikke-kommunistiske medlemmer af modstandsbevægelsen havde underskrevet med opfordring til dansk medlemskab af Atlantpagten. Brevet blev postomdelt til samtlige danske husstande.

På et møde i Udenrigspolitisk Nævn den 17. januar 1949 vurderede chefen for Søværnet, viceadmiral Aage H. Vedel og forsvarsminister Rasmus Hansen, at Danmark måtte have hjælp “i løbet af få timer” i tilfælde af et sovjetisk angreb, og at Sverige derfor var den “eneste mulighed” for effektiv og hurtig militærhjælp¹⁵. Dagen efter den 18. januar 1949 fremlagde partierne på et møde i Udenrigspolitisk Nævn deres indstilling dels til et skandinavisk forsvarsforbund og forudsætningerne for dette, herunder amerikansk godkendelse og løfte om våbenhjælp, dels til en atlantisk alliance.

Repræsentanter for de tre skandinaviske landes regeringer og politiske partier fortsatte forhandlingerne om et skandinavisk forsvarssamarbejde i København den 22.-24. januar 1949, men ifølge det udsendte communiqué uden at nå til enighed om forudsætningerne for og konsekvenserne af et forsvarsforbund samt ordlyden af en fælles henvendelse til vestmagterne. Svenskerne fastholdt, at et forbund skulle være reelt alliancefrit, som det fremgår af denne erklæring fra udenrigsminister Undén, mens nordmændene bl.a. ønskede, at forsvarsforbundet fik mulighed for uformelle stabssamtaler med vestmagterne og militær hjælp fra USA i tilfælde af krig¹⁶.

Den 26. januar 1949 var der atter møde i Udenrigspolitisk Nævn om alliancespørgsmålet. De danske ambassadører i Washington, London, Paris og Moskva var kaldt hjem for at informere nævnet om stormagternes syn på en skandinavisk forsvarsalliance med eller uden tilknytning til en atlantisk alliance. Orienteringen gav ikke partierne anledning til at ændre på deres hidtidige standpunkter. Der var fortsat enighed om at tilstræbe en skandinavisk løsning.

Den 26. januar 1949 udtrykte den amerikanske ambassadør i København i en indberetning bekymring over, at forhandlingerne om et skandinavisk forsvarsforbund kunne trække ud. Han opfordrede til at torpedere det kommende møde i Oslo ved at lægge pres på Norge for at få landet til at tilslutte sig Atlantpagten, hvorefter Danmark efter hans opfattelse ville følge efter og også tilslutte sig pagten.

Den 27. januar 1949 bragte den danske avis Social-Demokraten en leder, som argumenterede imod de norske standpunkter i spørgsmålet om våbenhjælp og sikkerhedsgarantier fra vestmagterne, og som fremhævede, at Danmark ville være mere sikker på at få militær hjælp (fra Sverige) i et skandinavisk forsvarsforbund. Samme dag rejste statsminister Hans Hedtoft til Oslo for at lægge pres på de norske politikere¹⁷.

Den 29.-30. januar 1949 fortsatte de tre landes delegationer forhandlingerne om et forsvarsforbund på et møde i Oslo, uden dog at komme nærmere til enighed om forbundets forudsætninger og konsekvenser i forhold til udenforstående stater. Efter mødet blev udsendt et communiqué, som fastslog, at der ikke for tiden var tilstrækkeligt grundlag for at indgå et gensidigt forpligtende forsvarsforbund.

Valget mellem “to onder”

Den 29. januar 1949 bad den sovjetiske regering via ambassaden i Oslo den norske regering om at redegøre for sin stilling til Den nordatlantiske Traktat og muligheden for at oprette militære fly- og flådebaser på norsk territorium efter traktaten. Den norske regering svarede den 1. februar 1949, at den ikke ville åbne baser på norsk territorium for fremmede tropper, så længe Norge ikke var udsat for angreb eller trusler om angreb¹⁸.

Den 1. februar 1949 havde den amerikanske ambassadør i Oslo en samtale med den norske udenrigsminister Halvard Lange om stillingen efter sammenbruddet af de skandinaviske forsvarsforhandlinger og den norske regerings ønske om at indgå i drøftelser om en Atlantpagt og afvise det sovjetiske pressionsforsøg. Ambassadøren sendte samme dag dette telegram til Washington, som også omtalte udenrigsminister Langes bekymring over en voksende opposition imod deltagelse i Atlantpagten i de socialdemokratiske partier i Danmark og Norge.

Den amerikanske ambassadør i Stockholm sendte den 2. februar 1949 dette telegram til Washington om det svenske syn på de strandede skandinaviske forsvarsforhandlinger på mødet i Oslo den 29.-30. januar 1949.

Den 2. februar 1949 var der nyt møde i Udenrigspolitisk Nævn om partiernes opfattelse af mulighederne for at finde en løsning på de vanskelige skandinaviske forsvarsforhandlinger. Udenrigsministeren oplyste, at de tre lande på Oslo-mødet var enige om, at deres ambassader i USA, Storbritannien og Frankrig skulle orientere disse landes regeringer om de førte forhandlinger og søge at overbevise landene om betydningen af, at et skandinavisk forsvarsforbund kom i stand. De danske ambassader i Washington, London og Paris blev instrueret herom den 2. februar 1949¹⁹.

Den norske udenrigsminister Halvard Lange udtalte den 3. februar 1949 i Stortinget, at “Etter det resultat våre skandinaviske drøftinger har gitt, er stillingen i øyeblikket den, at hvert av våre tre land for sig må søke å løse sitt sikkerhetsproblem på den måten som det finner riktig.” Den norske udenrigsminister rejste herefter til Washington for at undersøge de forskellige alliancemuligheder. Kort før Langes afrejse den 5. februar 1949 modtog Norge et forslag fra Sovjetunionen om indgåelsen af en norsk-sovjetisk ikke-angrebspagt²⁰.

På den danske udenrigsministers og forsvarsministers møde med de militære chefer den 4. februar 1949 redegjorde udenrigsministeren for Danmarks stilling i forhandlingerne om en skandinavisk forsvarsforbund og Atlantpagten. Forsvarsminister Rasmus Hansen fremhævede på mødet, “at regeringen ikke havde taget nogen stilling i spørgsmålet om Danmarks tiltræden til Atlanterhavspagten”.

På Udenrigspolitisk Nævns møde den 8. februar 1949 blev nævnet bl.a. orienteret om formålet med den norske udenrigsministers rejse til Washington, ligesom det blev aftalt, at de demokratiske partier under den kommunistiske forespørgsel til ministeren den følgende dag i Folketinget ville undgå at berøre spørgsmålet om eventuel dansk tilslutning til en Atlantpagt. DKP var siden valget i 1947 ikke repræsenteret i nævnet.

Den 9. februar 1949 var der denne forespørgselsdebat i Folketinget om de skandinaviske forsvarsforhandlinger. Under debatten gav udenrigsminister Gustav Rasmussen udtryk for den opfattelse, at “et alliancefrit, gensidigt forpligtende skandinavisk forsvarsforbund med vished for, at de nødvendige forsyninger kan opnås udefra – og det vil jo i praksis sige vestfra – ikke alene er den bedste løsning af de nordiske landes sikkerhedsproblemer, men tillige, at en sådan ordning er et naturligt led i en konstruktiv fredspolitik.”

Den 9. februar 1949 opsøgte den danske ambassadør i Washington den amerikanske udenrigsminister Dean Acheson for at fortælle om resultatet af de skandinaviske forsvarsforhandlinger. Det amerikanske referat af samtalen kan læses her. Den danske ambassadør indberettede den 14. februar 1949 om resultatet af sine sonderinger og fremhævede her vigtigheden af at afklare Grønlands stilling i forhold til Den nordatlantiske Traktat.

Den 14. februar 1949 oplyste den danske ambassade i London i et telegram, at den norske udenrigsminister Lange fra sin rejse til Washington og London havde meddelt ambassaden, at hans forhandlinger havde gjort det klart, at et alliancefrit skandinavisk forsvarsforbund ikke de nærmeste fem år ville opnå den nødvendige våbenhjælp vestfra.

Herefter vedtog det regeringsbærende norske Arbeiderparti den 20. februar 1949 enstemmigt på et landsmøde, at et skandinavisk forsvarsforbund ikke for tiden lod sig realisere, og at Norge derfor måtte løse sit sikkerhedspolitiske problem i samarbejde med de vestlige demokratier²¹.

Den 22. februar 1949 advarede den danske ambassadør i Washington i en depeche om, at “Hvis Danmark i modsætning til Norge ikke indtræder i atlanterhavspagten, vil der … ikke kunne være meget håb om, at U.S.A. vil gå i krig blot på grund af en russisk besættelse af Danmark.”

Den 23. februar 1949 erkendte statsministeren og udenrigsministeren på et møde i Udenrigspolitisk Nævn, at det sidste spinkle håb om et skandinavisk forsvarssamarbejde nu var bristet. Statsminister Hedtoft nævnte, at han havde drøftet muligheden for et dansk-svensk forsvarsforbund med den svenske statsminister, men det var svenskerne ikke interesseret i. Tilbage stod nu alene at overveje Danmarks tilslutning til den kommende Atlantpagt. Overfor pressen kaldte Hedtoft sammenbruddet i de skandinaviske forsvarsforhandlinger for “mere end tragisk” ²².

Den 24. februar 1949 udtalte Hedtoft i den socialdemokratiske rigsdagsgruppe, at rent faktisk havde Danmark “næppe noget valg” end at gå ind i Atlantpagten. Formanden for Udenrigspolitisk Nævn Julius Bomholt (S) udtalte på mødet, at “Det er to onder, vi skal vælge imellem” (Atlantpagten eller isoleret neutralitet), mens Alsing Andersen (S) mente, at man måtte mildne vilkårene ved Atlantpagt-medlemskabet så meget som muligt²³.

I et telegram af 24. februar 1949 fra Udenrigsministeriet til ambassaderne i London og Washington blev det understreget, at det for regeringen nu var afgørende at bevare goodwill’en hos vestmagterne og samtidig undgå unødvendigt at fremkalde en østlig reaktion. Der måtte tid til overvejelser og forhandlinger, før der kunne træffes beslutning om Atlantpagten. I en depeche af 25. februar 1949 advarede den danske ambassade i Sovjetunionen om den sovjetiske reaktion på de skandinaviske landes inddragelse i Atlantpagten.

Den 27. februar 1949 fik statsminister Hedtoft den socialdemokratiske hovedbestyrelses næsten enstemmige tilslutning til “en undersøgelse af mulighederne og vilkårene for et udvidet politisk og forsvarsmæssigt samarbejde med andre demokratiske nationer”. Partiets repræsentanter i regering og rigsdag blev samtidig bemyndiget til “at træffe de beslutninger, som Danmarks sikkerhedspolitiske stilling kræver” ²⁴.

Den 2. marts 1949 underrettede statsminister Hedtoft den amerikanske ambassadør om, at regeringen efter det sidste fejlslagne forsøg på at drage Sverige med ind i et dansk-svensk forsvarsforbund nu ville lade Danmark gå med ind i Atlantpagten. Derfor ville man nu sende den danske udenrigsminister til Washington for at få klarhed over vilkårene for Danmarks optagelse. Den amerikanske ambassadør indberettede samme dag den danske beslutning til Washington i dette telegram.

Den 2. marts 1949 mødtes partiernes repræsentanter i Udenrigspolitisk Nævn til et nyt møde om Danmarks stilling i forhold til de igangværende forhandlinger om dannelsen af en Atlanterhavspagt: Skulle Danmark ikke straks slå følge med Norge og bede om en indbydelse til at deltage i forhandlingerne?

Den 3. marts 1949 fortsatte diskussionerne i Udenrigspolitisk Nævn: Skulle udenrigsministeren rejse til Washington for at få oplysninger om de sikkerhedspolitiske konsekvenser, som eventuelt dansk medlemskab af Atlantpagten ville få for Danmark, eller skulle man tage skridtet fuldt ud og tilmelde den danske ambassadør i Washington til de afsluttende konferencer mellem de stiftende lande.

Den 4. marts 1949 var der for tredje dag i træk møde i Udenrigspolitisk Nævn om partiernes stilling til den socialdemokratiske regerings forslag om en instruks til ambassadøren i Washington om udenrigsministerens planlagte rejse til Washington for at skabe klarhed om Atlantpagtens bestemmelser til brug for Danmarks endelige beslutning om deltagelse i pagten. Efter nævnsmødet udsendte Udenrigsministeriet en pressemeddelelse om udenrigsministerens rejse til Washington.

I dagene 11.-15. marts 1949 forhandlede udenrigsminister Gustav Rasmussen i Washington med den amerikanske udenrigsminister Dean Acheson og amerikanske embedsmænd om Danmarks tilslutning til Atlantpagten. Under forhandlingerne bekræftede amerikanerne, at der ikke ville skulle oprettes militære baser i selve Danmark som følge af traktaten, og at de amerikanske militære anlæg på Grønland udelukkende havde defensiv karakter²⁵. Læs udenrigsminister Gustav Rasmussens referat og det tophemmelige amerikanske referat af forhandlingerne.

Den 17. marts 1949 modtog regeringen en indbydelse fra den amerikanske ambassade, ved hvilken regeringerne i USA og de øvrige stiftende lande bag Atlantpagten indbød den danske regering til at deltage i underskrivelsen af Atlantpagten i begyndelsen af april²⁶. Den 18. marts 1949 blev ordlyden af Atlantpagten (Den nordatlantiske Traktat) offentliggjort i de danske dagblade.

På et møde i Udenrigspolitisk Nævn den 21. marts 1949 gav udenrigsminister Gustav Rasmussen nævnet et referat af de drøftelser om Atlantpagtens betydning for Danmark, som han havde haft med den amerikanske udenrigsminister under sit ugelange besøg i Washington.

Den 22. marts 1949 forelagde udenrigsminister Gustav Rasmussen i Folketinget i denne tale regeringens forslag til Rigsdagsbeslutning om Danmarks tilslutning til Atlantpagten.

Den 23. marts 1949 var der debat i Folketinget om regeringens forslag om Danmarks tilslutning til Atlantpagten. Socialdemokratiet, Venstre og Det Konservative Folkeparti var for Danmarks tilslutning, Det Radikale Venstre og Kommunisterne var imod, mens Retsforbundet var splittet. Folketinget behandlede samtidig et forslag fra Det Radikale Venstre og Retsforbundet om afholdelse af en folkeafstemning om Danmarks tilslutning til Atlantpagten.

Den 24. marts 1949 blev regeringens forslag til Rigsdagsbeslutning om Danmarks tilslutning til Atlantpagten efter denne afsluttende debat vedtaget i Folketinget med 119 stemmer mod 23; 1 medlem stemte ikke og 7 medlemmer var fraværende. I Landstinget vedtoges forslaget den 25. marts 1949 med 64 stemmer mod 8; 4 medlemmer var fraværende. Herefter accepterede Danmark i en note af 25. marts 1949 den allierede indbydelse til at underskrive traktaten.

Den 4. april 1949 blev Atlantpagten underskrevet i Washington af udenrigsministrene fra de 12 stiftende lande: USA, Canada, Storbritannien, Belgien, Nederlandene, Luxemburg, Frankrig, Italien, Portugal, Norge, Island og Danmark.

Den 24. august 1949 trådte Den nordatlantiske Traktat (Atlantpagten) i kraft efter at alle 12 lande havde ratificeret den.

Dagen før den danske tilslutning til Atlantpagten fik den danske regering en note, hvor den sovjetiske regering slog fast, at Atlantpagten var anti-sovjetisk, aggressiv og i strid med FN-pagtens formål og principper. Statsminister Hans Hedtoft svarede Sovjetunionen den 4. maj 1949, at Atlantpagten var defensiv og ikke rettet mod nogen bestemt stat eller gruppe af stater²⁷.

Befolkningens holdning til Atlantpagten fremgår af tre Gallupmålinger fra februar-marts 1949. De viser, at andelen af danskere, der var for dansk tilslutning til Atlantpagten, i denne periode steg fra 36 til 49 pct., mens andelen der gik ind for fortsat neutralitet faldt fra 36 til 25 pct.

Læs mere om den allierede militære hjælp fra NATO til Danmark efter 1949.

Kilder og litteratur

Betænkning udarbejdet af den skandinaviske forsvarskomite nedsat af det nordiske udenrigsministermøde i Stockholm 8.-9. september 1948. Betænkning afgivet 14. januar 1949. I Arbejderbevægelsens Bibliotek og Arkiv (ABA), Hans Hedtofts arkiv, arkiv 39, kasse 41.

Forsvarets Efterretningstjeneste (2017): FE 1967 – 2017: Fra militær varslingstjeneste til udenrigsefterretningstjeneste, København: Forsvarets Efterretningstjeneste 2017.

Hornemann, Jacob: Danmarks vej ind i Atlantpagten 1949, på danmarkidenkoldekrig.dk.

Jansen, Torsten (2020): Sprækker – Om rystelserne i venskabet mellem Danmark og USA, København: Gyldendal 2020.

Jensen, Bent (1999): Bjørnen og Haren: Sovjetunionen og Danmark 1945-1965, Odense: Odense Universitetsforlag 1999.

Lidegaard, Bo (2001): Jens Otto Krag, bind 1: 1914-1961, København: Gyldendal 2001.

Nørby, Søren (2005): Aldrig mere en 9. april! – Genopbygningen af Danmarks forsvar 1945-1951 med særlig vægt på søværnet, 2. del 1946-51, i Tidsskrift for Søvæsen, årg. 176, nr. 4 (2005), s. 213-261.

Olesen, Thorsten Borring & Poul Villaume (2005): I blokopdelingens tegn 1945-1972, Dansk Udenrigspolitiks Historie, bind 5, København: Gyldendal 2005.

Olesen, Thorsten Borring (2011): Nordisk forsvarsforbund, i John T. Lauridsen, Thorsten Borring Olesen, Rasmus Mariager & Poul Villaume (red.): Den Kolde Krig og Danmark, Gads Leksikon, København: Gad 2011.

Petersen, Nikolaj (1978): Optionsproblematikken i dansk sikkerhedspolitik 1948-49, i Niels Amstrup og Ib Faurby (red.): Studier i dansk udenrigspolitik – tilegnet Erling Bjøl, Århus: Politica 1978.

Petersen, Nikolaj (1981): Storbritannien, U.S.A. og skandinavisk forsvar 1945-49, i Historie, ny rk., bind 14 (1981), s. 37-77.

Petersen, Nikolaj (1991): Atlantpagten eller Norden? – Den danske alliancebeslutning 1949, i Carsten Due-Nielsen, Johan Peter Noack og Nikolaj Petersen: Danmark, Norden og NATO 1948-1962, København: Jurist- og Økonomforbundets Forlag 1991.

Rasmussen, Peter Hertel (2019): Den danske Tysklandsbrigade 1947-1958, Odense: Syddansk Universitetsforlag 2019.

Reske-Nielsen, Erik & Erik Kragh (1962): Atlantpagten og Danmark 1949-1962, København: Atlantsammenslutningen 1962.

Skodvin, Magne (1990): Nordic or North Atlantic alliance? – The Postwar Scandinavian Security Debate, Forsvarsstudier 3/1990, Oslo: IFS 1990.

Udenrigsministeriet (1968): Dansk sikkerhedspolitik 1948-1966, bind I: Fremstilling og bind II: Bilag, København: Udenrigsministeriet 1968.

Villaume, Poul (1995): Allieret med forbehold. Danmark, NATO og den kolde krig. En studie i dansk sikkerhedspolitik 1949-1961, København: Eirene 1995.

Wahlbäck, Krister (1991): Sverige och det skandinaviska försvarsförbundet: Sju förklaringsfaktorer, i Carsten Due-Nielsen, Johan Peter Noack og Nikolaj Petersen: Danmark, Norden og NATO 1948-1962, København: Jurist- og Økonomforbundets Forlag 1991.

Noter

1. Udenrigsministeriet (1968: 22) og Det Udenrigspolitiske Nævns mødereferater, 6. februar 1948, UM 3 E 92, RA.
2. Reske-Nielsen & Kragh (1962: 45-46), Udenrigsministeriet (1968: 25-26) og Olesen & Villaume (2005: 105-106).
3. Petersen (1981: 53), Villaume (1995: 62-63) og Olesen & Villaume (2005: 107). Se også siden om Atlantpagten (NATO) 1949.
4. Avis-Aarbogen 1948 (1949: 74), Jensen (1999: 307-308), Lidegaard (2001: 320-322), Nørby (2005: 242-243) og Forsvarets Efterretningstjeneste (2017: 44).
5. Betænkning udarbejdet af den skandinaviske forsvarskomite (1949: A), Udenrigsministeriet (1968: 26) og Villaume & Olesen (2005: 108).
6. Udenrigsministeriet (1968: 26-27), Petersen (1981: 63), Petersen (1991: 24-25) og Villaume (1995: 103).
7. Petersen (1981).
8. Rasmussen (2019: 16 og 258).
9. Lidegaard (2001: 323-331), Olesen & Villaume (2005: 107) og Jansen (2020: 68-71).
10. Udenrigsministeriet (1968: 27) og Lidegaard (2001: 324-327).
11. Udenrigsministeriet (1968: 27) og Petersen (1991: 27 og 33).
12. Udenrigsministeriet (1968: 27-28) og Petersen (1991: 30).
13. Petersen (1978: 229), Petersen (1981: 73) og Olesen & Villaume (2005: 109-110).
14. Betænkning udarbejdet af den skandinaviske forsvarskomite (1949) og Udenrigsministeriet (1968: 28-29).
15. Det Udenrigspolitiske Nævns mødereferater, 17. januar 1949, UM 3 E 92, RA; samt Villaume (1995: 108).
16. Udenrigsministeriet (1968: 30), Reske-Nielsen & Kragh (1962: 50) og Petersen (1981: 72).
17. Petersen (1978: 222 og 228).
18. Udenrigsministeriet (1968: 32).
19. Udenrigsministeriet (1968: 31).
20. Udenrigsministeriet (1968: 32).
21. Udenrigsministeriet (1968: 32-33) og Petersen (1991: 39).
22. Udenrigsministeriet (1968: 33) og Villaume (1995: 115).
23. Villaume (1995: 115).
24. Avis-Aarbogen 1949 (1950: 25), Udenrigsministeriet (1968: 35 og bilag 47), Petersen (1991: 40) og Olesen & Villaume (2005: 112).
25. Udenrigsministeriet (1968: 36-39) og Olesen & Villaume (2005: 114-116).
26. Udenrigsministeriet (1968: 39).
27. Udenrigsministeriet (1968: 40-41 og bilag 61-62).

Denne samling af dokumenter stammer bl.a. fra websiden danmarkidenkoldekrig.dk. Tak til Jacob Hornemann, som har givet tilladelse til, at dokumenterne kopieres til koldkrig-online.dk.

Hent artiklen “Danmarks vej ind i Atlantpagten (NATO) 1949” som pdf-fil på Academia.edu

© Jens Perch Nielsen og koldkrig-online.dk 2019 (2. udgave 2024)